„Dit ord er sandhed“

Hvornår lagde Babylon Jerusalem øde?

VERDSLIGE historikere angiver almindeligvis året 586 f.v.t. som det korrekte årstal for Jerusalems ødelæggelse. Hvorfor omtaler Jehovas vidner så denne begivenhed som om den fandt sted i 607 f.v.t.? Det er på grund af tillid til hvad Bibelen siger om varigheden af Jerusalems øde tilstand.

Bibelen fastsætter en periode på halvfjerds år hvori Juda og Jerusalem lå øde hen. Efter at have beskrevet den babyloniske erobring af Jerusalem, beretter Anden Krønikebog 36:21: „Så længe ødelæggelsen varede [alle de dage det lå øde, norsk oversættelse], hvilede det, til der var gået halvfjerdsindstyve år.“ Ved sin profet Jeremias havde Jehova erklæret: „Og dette land skal blive til ørk og øde, og disse folkeslag skal trælle for Babels konge i halvfjerdsindstyve år.“ — Jer. 25:11.

Var dette virkelig en periode på halvfjerds bogstavelige år? Ja, sådan opfattede profeten Daniel det, for henimod slutningen af perioden for Jerusalems øde tilstand sagde han: „Jeg, Daniel, [lagde] i skrifterne mærke til det åremål, i hvilket Jerusalem efter [Jehovas] ord til profeten Jeremias skulle ligge i grus, halvfjerdsindstyve år.“ (Dan. 9:2) Læg mærke til at Daniel her taler om det „åremål“ på halvfjerds år hvori Jerusalem skulle ligge i grus. Det kunne han sikkert ikke have gjort hvis tallet var symbolsk eller rundet op.

Yderligere bevis givet i Zakarias’ bog. Vi læser: „Når I har fastet og klaget i den femte og syvende måned i halvfjerdsindstyve år, var det da mig, I fastede for?“ (Zak. 7:5; 1:12) Den måde hvorpå dette spørgsmål udformes, med henvisning til bestemte måneder, viser ganske sikkert at der her er tale om en periode på halvfjerds bogstavelige år.

At jøderne i gammel tid forstod at de halvfjerds år var bogstavelige og omfattede en fuldstændig affolkning af landet, fremgår af den jødiske historiker Josefus’ værker. I sin Jødernes oldtidshistorie, Bog X, kapitel 9, paragraf 7, fortæller han at „hele Judæa og Jerusalem, og templet, forblev en ørken i halvfjerds år“.

Da israelitterne var i stand til at vende tilbage til Juda og Jerusalem, endte denne øde tilstand. Der er almindelig enighed om at Babylon faldt for Kyros den 5./6. oktober 539 f.v.t. Fra den bibelske beretning i Anden Krønikebog 36:21-23 og Ezra 3:1-3, som fortæller om Kyros’ dekret der frigav jøderne og om deres tilbagevenden til deres hjemland, antydes det at jøderne nåede tilbage omkring begyndelsen af oktober 537 f.v.t., hvilket gjorde en ende på de halvfjerds års øde tilstand. Jerusalem må derfor være blevet ødelagt halvfjerds år tidligere, i 607 f.v.t.

Forskellige forsøg på at bringe året 586 f.v.t. i samklang med hvad Bibelen siger, er derfor utilfredsstillende. Ingen af den slags forsøg passer med Bibelens vidnesbyrd om at Jerusalem og Juda lå øde i halvfjerds år.

Året 586 f.v.t. er først og fremmest baseret på den såkaldte „Ptolemæus’ kanon“, som fastsætter i alt 87 år for det babyloniske dynasti der begyndte med Nabopalassar og sluttede med Nabonid ved Babylons fald i 539 f.v.t. Ifølge denne kanon var de fem konger som regerede i denne periode Nabopalassar (21 år), Nebukadnezar (43 år), Evil-Merodak (2 år), Neriglissar (4 år) og Nabonid (17 år). Efter det antal år som tilskrives hver hersker, ville Jerusalems ødelæggelse i Nebukadnezars attende regeringsår (nittende hvis man tæller fra hans tronbestigelsesår) falde i 586 f.v.t. — 2 Kong. 25:8; Jer. 52:29.

Men hvor troværdig er Ptolemæus’ kanon? I sin bog The Mysterious Numbers of the Hebrew Kings, skriver professor E. R. Thiele:

„Ptolemæus’ kanon var først og fremmest beregnet til astronomiske, ikke historiske, formål. Den foregav ikke at give en fuldstændig liste over alle herskerne i enten Babylon eller Persien, ej heller den nøjagtige måned eller dag for begyndelsen af deres regeringsperioder; men den var et redskab som muliggjorde den korrekte placering af visse astronomiske data som da var tilgængelige i et groft kronologisk skema. Konger hvis regeringstid var mindre end ét år og som ikke omfattede Det nye års Dag, blev ikke nævnt.“ (Vor kursivering)

Således gør selve kanonens formål det umuligt at udføre en absolut datering ved hjælp af den. Det er ikke på nogen måde muligt at være sikker på at Ptolemæus var korrekt når han tilskrev forskellige konger et bestemt antal år. Mens Ptolemæus for eksempel kun skænker Evil-Merodak to regeringsår, tilskriver Polyhistor ham tolv år. Dernæst kan man heller ikke være sikker på at kun fem konger regerede i denne periode. For eksempel er der ved Borsippa fundet et antal babyloniske kongenavne som ikke forekommer andre steder.

Ikke desto mindre vil en og anden måske spørge: Er der ikke en gammel astronomisk tavle „VAT 4956“ som placerer Nebukadnezars syvogtredivte regeringsår nøjagtig i det samme år som Ptolemæus’ kanon gør det?

Det må ikke overses at det bekræftende vidnesbyrds kilde skal have pålidelighedens kendetegn. Kan dette siges om „VAT 4956“? Ikke virkelig. Teksten er ikke en original, og den indeholder mange huller. Visse udtryk som findes i den kan endog endnu ikke forstås. To gange i teksten forekommer notatet hi-bi (betyder „afbrudt, udslettet“). Derved anerkendte skriveren at han arbejdede ud fra en ufuldstændig kopi.

Selv om de astronomiske oplysninger, til trods for disse problemer, giver et sandt billede af originalen, ville dette ikke bevise de historiske oplysningers korrekthed. Ligesom Ptolemæus simpelt hen brugte de gamle kongers regeringstider (sådan som han forstod dem) som en ramme i hvilken han placerede astronomiske data, således kan afskriveren af „VAT 4956“, i overensstemmelse med den kronologi der var accepteret på hans tid, have indføjet „Nebukadnezars syvogtredivte regeringsår“. Som det indrømmes af de tyske lærde Neugebauer og Weidner (tekstens oversættere), er det tydeligt at skriveren ændrede ord for at tilpasse sig den forkortede terminologi som var almindelig på hans tid. Men han var både inkonsekvent og unøjagtig. Så han kan lige så let have indskudt anden oplysning der skulle passe med hans formål. Derfor kan både Ptolemæus’ kanon og „VAT 4956“ endda stamme fra den samme grundkilde og videreføre de samme fejl.

Over for Ptolemæus’ kanon og „VAT 4956“ står det enstemmige vidnesbyrd fra Jeremias, Zakarias, Daniel og forfatteren af Anden Krønikebog, at Juda og Jerusalem lå øde hen i halvfjerds år. Tusinder af gamle manuskripter af disse skrifter indeholder det selv samme vidnesbyrd. Så på grund af de problemer der er forbundet med Ptolemæus’ kanon og „VAT 4956“, kræver det mere tro at acceptere disse, end det gør at acceptere Bibelens udsagn, som ville anbringe Jerusalems ødelæggelse ved babylonierne i år 607 f.v.t.a

[Fodnote]