„Lad vreden fare“
Det kan være svært at beherske sin vrede når der bliver begået uretfærdigheder eller det går de lovløse godt. Og dog er det under netop sådanne omstændigheder Bibelen tilskynder os til at lægge følgende indstilling for dagen: „Tæm din harme, lad vreden fare, græm dig ikke, det volder kun harm.“ — Sl. 37:8.
Det er fornuftigt at tæmme sin harme og lade vreden fare. Vrede kan være en meget skadelig sindsstemning. Når et menneske giver sin vrede luft, stiger dets blodtryk, og pulsen og åndedrættet bliver hastigere. Når vreden har lagt sig bliver alt som regel normalt igen. Men det er klart at hyppige vredesudbrud er en belastning for legemet. Nogle har måske for vane at stænge harmen inde når de bliver vrede. Udadtil lader de måske meget rolige, men deres indre kan være i oprør. Det kan efterhånden føre til fysiske lidelser, uden at de selv vil erkende at følelsesmæssig uligevægt kan være årsagen. Vrede kan således medvirke til eller forværre en mængde sygdomme, deriblandt hjerte-karsygdomme, luftvejssygdomme, hudlidelser, tandproblemer, fordøjelsesbesvær og hovedpine.
Foruden legemlig skade kan vrede også volde alvorlig åndelig skade, idet den kan være årsag til at man overtræder Guds lov. Bibelen gør opmærksom på denne fare idet den siger: „Den hidsige bærer sig tåbeligt ad.“ (Ordsp. 14:17) „Som åben by uden mur er en mand, der ikke kan styre sit sind.“ (Ordsp. 25:28) I gamle dage var en by uden mur forsvarsløs, fordi fjenden nemt kunne trænge ind i den. På samme måde udsætter den der har let ved at blive vred, sig for at urette tanker trænger ind i hans sind og fører til tåbelige handlinger.
Hvor farlig vrede kan være, ser vi i tilfældet med Kain. Da han så at Gud viste hans broder Abel gunst, men ikke ham selv, blev han rasende. Skønt Gud havde advaret ham, gav han efter for en uret tankegang og myrdede sin broder. — 1 Mos. 4:4-8.
Hvordan man kan beherske sin vrede
Det er klart at ingen af os ønsker at blive som Kain, hverken hvad indstilling eller handlemåde angår. Vi bør derfor stræbe efter at holde vor vrede i tømme. Det vil ikke sige at vi blot skal beherske vore følelser udadtil. At kunne beherske sin vrede begynder med at man kan tage det roligt — reagere fornuftigt og ligevægtigt, ikke blot udadtil men også indvendig — når man kommer ud for ubehagelige situationer.
Vi kan for eksempel tage én der bliver irettesat fordi han har gjort sig skyldig i en forsømmelse eller en uret handlemåde. Hvis han lader stolthed spille ind, bliver han måske vred over irettesættelsen. Det var sådan kong Asa af Juda reagerede. Da han blev sat i rette af profeten Hanani fordi han ikke havde udvist tro, blev han meget vred. Han satte Hanani i „huset med blokken“ og begyndte også at fare hårdt frem imod andre af sine undersåtter. (2 Krøn. 16:7-10) I stedet for at give sin harme frit løb, skulle Asa have set fornuftigt på tingene. Han skulle have husket at Hanani ikke talte på eget initiativ, men som Jehovas sendebud. Asa skulle på dette tidspunkt have indset sin urette handlemåde og have udvist oprigtig anger. Ydmyghed kunne have hjulpet ham til at beherske sin vrede. Hvis vi vil følge Bibelens råd om at ’lade vreden fare’, må vi også opdyrke ydmyghed.
Somme tider kan vi komme ud for at folk gør noget imod os eller siger noget til os som oprører os. Hvad kan vi gøre i en sådan situation? Vi gør klogt i at overveje hvilket motiv de pågældende har til at opføre sig som de gør.
Prøver de med fuldt overlæg at hidse os op? Hvis det er tilfældet, får de jo netop deres vilje hvis vi giver efter for vrede. Det vil være langt bedre at ignorere spydige bemærkninger eller en optræden der har til formål at provokere os. Her gælder Jesu Kristi råd: „Uanset hvem der giver dig en lussing på din højre kind, så vend også den anden til.“ (Matt. 5:39) En lussing gives ikke i første række for at gøre én fysisk skade, men for at fornærme én eller ægge én til strid. Ved at give igen med samme mønt vil man derfor kun forværre situationen.
Men hvad nu hvis det der oprører os ikke er sagt eller gjort med det formål at provokere os? I det tilfælde bør vi tænke fornuftigt over sagen. Blæser vi måske bagateller op til noget stort? Ville det ikke være mere kærligt blot at overse en mindre fornærmelse?
På den anden side har vi måske virkelig grund til at være opbragte. Men burde vor kærlighed ikke få os til at forsøge at hjælpe den der har gjort os uret, så han for fremtiden kan undgå at støde an med sin opførsel? De kristne får dette råd: „Bliv vrede, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte, og giv ikke plads for Djævelen.“ (Ef. 4:26, 27) Hvis vort motiv først og fremmest er at hjælpe den der har gjort os uret, til at overvinde sin svaghed, vil vi ikke huse vrede imod ham eller blive alt for harmfulde. Vi vil ikke give Djævelen anledning til at drage fordel af vor ophidsede tilstand og få os til at gøre gengæld.
Der er naturligvis visse ting vi kun kan gøre meget lidt ved. I denne ufuldkomne ordning begås der mange uretfærdigheder. Det vil ikke gavne nogen at vi lader vreden løbe af med os på grund af sådanne ting, måske i en sådan grad at vi ødelægger vort helbred. I stedet kan det være os en trøst at Bibelen forsikrer os om at Jehova Gud, ved hjælp af sit rige, vil gøre ende på alle uretfærdigheder og al undertrykkelse. (Dan. 2:44) I mellemtiden kan vi sætte vor lid til at han vil støtte os så vi kan udholde enhver prøvelse vi måtte komme ud for. — Jak. 1:2-5.
Ud over at vi bør have et ligevægtigt syn på ting der kan gøre os vrede, kan det også være en hjælp for os at undgå at komme sammen med folk der let farer op og giver deres vrede luft. Bibelens råd lyder: „Vær ej ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen mand, at du ikke skal lære hans stier og hente en snare for din sjæl.“ — Ordsp. 22:24, 25.
Derimod vil det have en gavnlig virkning på os at komme sammen med mennesker der har et roligt og ligevægtigt gemyt. Sådanne mennesker ophidser ikke andre med sårende bemærkninger. Deres mildhed har en enestående evne til at gøre ende på vrede diskussioner og til at overvinde hårdnakket modstand. Det viser at Bibelen taler sandt når den siger: „Mildt svar stiller vrede.“ (Ordsp. 15:1) „Sindig mand stiller trætte.“ (Ordsp. 15:18) „Mild tunge sønderbryder ben.“ — Ordsp. 25:15.
Som vi ser, er der gode grunde til at ’lade vreden fare’. Det vil gavne os både fysisk og åndeligt. Måtte vi derfor stræbe efter ikke at give andre årsag til at blive vrede, og måtte vi selv være omhyggelige i vort valg af venner, opdyrke ydmyghed og bevare et fornuftigt, ligevægtigt syn på det vore medmennesker gør eller siger.