Hent sandt mod fra Guds ord

„Vi kan derfor være ved godt mod og sige: ’Jehova er min hjælper; jeg vil ikke frygte. Hvad kan mennesker gøre mig?’“ — Hebr. 13:6, NW.

1. Hvilke forhold har fyldt menneskenes hjerter med stor frygt, og hvem alene kan være ved godt mod?

HVEM KAN være ved godt mod i en verden som den vi lever i, en verden hvor frygten rider nationerne som en mare? Aldrig i menneskehedens historie har et sådant samspil af kræfter udløst en så nagende frygt. Alene krigsfrygten har fået nationerne til at kaste sig ud i et rustningskapløb der savner ethvert sidestykke i de forløbne årtusinder. Kriminaliteten tager til i omfang år for år, også en udvikling der følges med ængstelige blikke. Hyppige jordskælv rammer snart her, snart der og bringer rædsel, død og ødelæggelse med sig, som for eksempel i Kina, hvor 180.000 mennesker blev dræbt ved en eneste rystelse i 1920 og over 12.000 i Iran i 1962, for kun at nævne et par af de utallige jordrystelser der har fundet sted i vor tid. Tørkeperioder, græshoppeplager og oversvømmelser har ødelagt afgrøder og forårsaget levnedsmiddelmangel blandt store befolkningsgrupper. Sygdomme hærger — ikke alene sygdomme som kræft og malaria — men også sygdomme som skyldes menneskers profitbegær, idet man har solgt skadelige piller der har bevirket at mødre har sat vanskabte børn i verden. Så bliver spørgsmålet: Hvem kan være ved godt mod i en verden hvor alle disse farer lurer omkring os? Kun de som kan sige: „Jehova er min hjælper.“ — Hebr. 13:6, NW

2. Hvilke andre forhold kræver ofte mod, og hvem og hvad skal man vende sig til for at få vejledning i sådanne situationer?

² Vi må huske på at det ikke udelukkende er den slags heltegerninger der kommer i avisen med fede overskrifter der kræver mod. Mangen en personlig tragedie, som kun få kender noget til, kræver det lige så meget mod at stå igennem. De ting som rammer én rent personligt kan synes langt forfærdeligere end trusselen om en atomkrig. Skal man klare sig igennem disse vanskeligheder med modet i behold, må man vende sig til Gud og til hans ord for at få den rette vejledning. — Sl. 46:2, 3; 119:105-112.

3. Hvorfor har kristne ganske særligt brug for mod?

³ Alle der bestræber sig for at leve et gudfrygtigt liv som Jesu Kristi efterfølgere har mere end nogen andre brug for mod. Med fast beslutsomhed må de tilbagevise ethvert forsøg der gøres på at drage dem ind i den materialismens og sanselighedens malstrøm der har grebet verden i dag. Som Kristi efterlignere må de være frygtløse vidner for Jehova Gud og aldrig være bange for at afsløre løgnen eller for at forsvare sandheden som den findes i Guds ord, lige meget hvor upopulært det måtte være. Når de holder fast ved deres uangribelighed kan de risikere at blive sendt i fængsel, tvunget til at forlade deres stilling eller udvist af det land de opholder sig i. For som Paulus sagde: „Alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus [vil] blive forfulgt.“ (2 Tim. 3:12) Hvem får mod til at holde stand over for dette tryk? Det gør de hvis tro har dybe rødder i Guds ord.

Guds storhed en kilde til mod

4. Hvordan kan kristent mod defineres, og hvad bunder det i?

⁴ Det er rigtigt at mod er en indre styrke, men den kristnes mod bunder ikke i selvsikkerhed. Den kristne stoler ikke på sin egen kraft. Hans mod hidrører fra hans absolutte tillid til Gud og det er hans kundskab om Gud der er nøglen til hans styrke. Skal vi besidde mod må vi hente det fra Bibelen, for det er dér vi lærer Jehova Gud og hans uforlignelige egenskaber at kende, og det er gennem dette ord at vi får indblik i Guds storhed. Ved at berette om hans gerninger giver Bibelen os en klar forståelse af at han er den „Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den“. Ved at fortælle om hans handlinger i forbindelse med sine tjenere viser den os at han er „ene den Højeste over al jorden“, at han er „Gud den Almægtige“. „[Jehova] er Gud i sandhed, han er en levende Gud.“ Han hører sine tjeneres bønner: „For kort til at frelse er ej [Jehovas] arm, hans øre er ikke for sløvt til at høre.“ Enhver som tilbeder en sådan Gud har al grund til at være ved godt mod. — Ap. G. 17:24; Sl. 83:19; Jer. 10:10; Es. 59:1.

5. Hvad bør vi ligesom salmisten gøre for at styrke vort mod?

⁵ Da nu nøjagtig kundskab om Guds ord er den vigtigste forudsætning for at kunne fatte mod, bør vi tage os al dens belæring til hjerte og lade den nedfælde sig i vort sind. Gør som salmisten siger: „Jeg kommer [Jahs] gerninger i hu, ja kommer dine fordums undere i hu, Jeg tænker på al din gerning og grunder over dine værker.“ (Sl. 77:12, 13) Afsæt nogen tid hver dag til at læse i Bibelen, grund over det du læser og drøft det med andre. Beskæftig dine tanker med Jehovas gerninger og værker i stedet for at være optaget af denne verdens politik. Ved daglig at studere Guds ord og dermed vokse i kærlighed til ham fjerner man al frygt for arrogante herskere, hvad enten det er diktatorer der søger at undertrykke den sande tilbedelse eller nationer der ruster sig til atomkrig. — 1 Joh. 4:18.

6, 7. Hvorfor bliver Jehovas vidner ikke bange selv når stærke nationer truer med at udslette dem?

⁶ Jehova Guds indviede tilbedere bliver ikke bange selv når nationer der er rustet til tænderne truer med at udslette dem. Vist fører kristne ikke „strid på verdslig vis“ og deres stridsvåben er ikke verdslige, men det vil dog ikke sige at nationerne uden videre kan gøre det af med Guds folk og sætte en stopper for den sande tilbedelse. (2 Kor. 10:3, 4) Jehova er med sit folk, og det stoler på ham. Fra hans skrevne ord ved vi hvordan han i kong Josafats dage udfriede sit folk fra de forenede krigsstyrker som Moab, Ammon og de fra Se’irs bjerge sendte imod det. Ved denne lejlighed sagde han til Judas folk og Jerusalems, indbyggere: „Frygt ikke og forfærdes ikke for denne vældige menneskemængde, thi kampen er ikke Eders, men Guds! . . . Det er ikke Eder, der skal kæmpe her; stil Eder op og bliv stående, så skal I se, hvorledes [Jehova] frelser Eder.“ — 2 Krøn. 20:15-17; Sl. 34:8.

⁷ Og igen på kong Ezekias’ tid vendte en storhersker, Assyriens konge, hele sit krigsmaskineri mod Jerusalem efter at have indtaget den ene by efter den anden i Judas land. I sin sejrsrus hånede hans hærfører, Rabsjake, Ezekias og sagde: „Hvad er det for en fortrøstning, du hengiver dig til?“ (Es. 36:4) Ezekias viste hvem det var han havde fortrøstning til ved at gå ind i Jehovas hus og ved at sende bud til Jehovas profet, Esajas. Assyrerkongens hån var ikke kun rettet mod Ezekias og hans folk, men mod Jehova Gud. For sit eget navns skyld greb Jehova ind, og de fremrykkende hære fik ikke engang lov til at opkaste belejringsvolde omkring byen eller skyde en eneste pil imod den. På én nat slog Jehovas engel 185.000 mand ihjel i assyrernes lejr og sendte den slagne konge tilbage til Nineve, hvor han blev dræbt af sine egne sønner mens han tilbad sin afgud Nisrok. Noget lignende skete her i vort århundrede da det nazistiske voldsregime truede med at udslette Jehovas vidner, men selv måtte bukke under. I alle de nævnte tilfælde var det Jehova som udfriede sine tjenere. Verdensherskeren Nebukadnezar blev efter sit eget hovmod bragt til ydmygt at erkende at den Højeste „handler efter sit tykke med himmelens hær og med dem, som bor på jorden, og ingen kan holde hans hånd tilbage og sige til ham: ’Hvad gør du?’“ (Dan. 4:35) Snart vil han i den universelle Harmagedonkrig fuldstændig udslette alle som modstår ham og undertrykker hans folk. Men end ikke nu tillader han dem at krydse sine hensigter. De som tilbeder ham har god grund til at være modige. Omsluttet af Jehovas kærlighed kan de trygt sige som salmisten: „[Jehova] er med mig, jeg frygter ikke, hvad kan mennesker gøre mig?“ — Sl. 118:6.

Udfrielsen blev forudsagt

8. Hvordan kunne israelitterne hente mod fra Guds skrevne ord dengang de var i fangenskab i Babylon?

⁸ Ikke ret længe efter at Jehova havde udfriet Jerusalem fra Sankeribs hærstyrker lod han nedskrive nogle trøstende ord som hans folk ville få hårdt brug for senere. „Trøst, ja trøst mit folk, så siger Eders Gud, tal Jerusalem kærligt til og råb kun til det, at nu er dets strid til ende, dets skyld betalt, tvefold straf har det fået af [Jehovas] hånd for alle sine synder.“ (Es. 40:1, 2) Fordi Judas og Jerusalems indbyggere faldt fra og fulgte i det troløse Samarias fodspor, blev de ført i fangenskab i år 607 f. Kr. for at trælle under babyloniske herrer. Men hvilken trøst var det ikke for disse israelitter da de i det halvfjerdsindstyvende år af deres fangenskab, i hvilken tid Jerusalem havde ligget øde og ubeboet, ud fra Guds skrevne ord ved hans profeter Esajas og Jeremias forstod at udfrielsens time endelig var kommet! De kunne på ny fatte mod! — Dan. 9:1, 2.

9. Hvorfor skulle den lange rejse hjem til Jerusalem ikke få dem til at tabe modet?

⁹ Ganske vist havde de en lang rejse foran sig inden de nåede hjem til Jerusalem, men var det en hindring for indfrielsen af Guds løfte? „I ørkenen råber en røst: ’Ban [Jehovas] vej, jævn i det øde land en højvej for vor Gud! Åbenbares skal [Jehovas] herlighed, alt kød til hobe skal se den. Thi [Jehovas] mund har talet.“ (Es. 40:3, 5) Gud selv sørgede for at alle hindringer blev fjernet. Usynligt ville han lede deres hjemrejse, ligesom han i sin tid havde ledet deres udrejse fra Ægypten, for med Israels folks tilbagevenden, det folk der bar hans navn, ville Jehovas herlighed blive åbenbaret for alle folkeslagene.

10. Hvilket løfte ville ikke have været grundlag nok til at indgyde mod, men hvad gjorde det håb som de fangne jøder nærede, så langt bedre?

¹⁰ Dette løfte var ikke en eller anden folkeførers gyldne løfte til disse jøder der sukkede efter at kaste det babyloniske åg af sig. Det ville ikke have været tilstrækkeligt til at indgyde dem sandt mod. De huskede godt at en inspireret salmedigter havde advaret dem mod at stole på noget menneske som deres befrier, et dødeligt menneske, der kun er for græs at regne. „Visselig, folket er græs, græsset tørrer, blomsten visner, men vor Guds ord bliver evindelig.“ (Es. 40:7, 8) „Salig den, hvis hjælp er Jakobs Gud, hvis håb står til [Jehova] hans Gud.“ (Sl. 146:3-10) I opfyldelse af sit ord førte Jehova, som en kærlig hyrde sine får, sit folk israelitterne til Jerusalem i året 537 f. Kr. for at de kunne genopbygge templet hvor de skulle tilbede ham. Den tillid de havde til løfterne i Guds skrevne ord blev ikke skuffet.

„Løft jeres blik til himlen“

11. Hvad henledte Jehova gennem sin profet Esajas sit folks opmærksomhed på i forbindelse med sit skaberværk, og hvorfor gjorde han det?

¹¹ Dengang Jehova gennem Esajas forudsagde den befrielse hans folk skulle opleve, henledte han opmærksomheden på sit skaberværk. Han opfordrede dem til i sit skaberværk at se beviserne for sin almagt og derigennem fatte tillid til at han formåede at støtte og bevare dem som satte deres håb til ham. Han lod dem forstå at verdenshavene målte han med sin hule hånd, og de himmelske vidder ved blot at spænde fingrene ud, samt at alle folkene i hans øjne var som støvfnug på vægtskålen. Kan mennesker byde over de store have? Har de nogen sinde set skaberværkets grænse eller med nøjagtighed udmålt afstanden til de fjerne himmellegemer? Hvilken grund skulle derfor de der håber på Jehova have til at frygte mennesker? Slet ingen. — Es. 40:12-17.

12, 13. Hvorledes falder en sammenligning mellem Guds skaberværk og menneskers bedrifter ud?

¹² Betragt engang himmellegemerne og tænk over hvad deres eksistens egentlig betyder: „Løft Eders blik til himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn: så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler.“ (Es. 40:26) Denne udtalelse er det godt at have i erindring når mennesker roser sig af deres videnskabelige bedrifter. De praler med at de har sendt bemandede rumskibe ud i baner omkring jorden. De er stolte af at de har kunnet sende prøveraketter mod solen, månen og planeterne Venus og Mars. Men berettiger disse bedrifter os til at mene at det er mennesker vi skal se hen til for at opnå beskyttelse? Nej, bestemt ikke!

¹³ Månen har fulgt sin bane længe før mennesker begyndte at gøre verdensrummet til deres forskningsområde, og den hører ikke til den slags satellitter der brænder ud efter et par måneders forløb. Den er kun et af de mange himmellegemer som ingen mennesker kan tage æren af at have anbragt derude. Jorden selv er jo et bemandet rumskib, men den har ikke én men tre milliarder passagerer om bord foruden talløse dyr, og ingen behøver at iføre sig rumdragter for at klare sig. Store som menneskers bedrifter måtte forekomme i menigmands øjne er de dog ynkeligt små i sammenligning med Guds skaberværk. Mennesker har måske nok brintbomber og missiler i deres våbendepoter, men Jehova Gud kan forårsage jordskælv hvis kraft svarer til tusinder af brintbomber, og sende haglvejr som mennesker står fuldstændig magtesløse overfor. Selv den sagte faldende sne kan få alt samkvem til at bryde sammen. (Jos. 10:11; Job 38:22, 23) Nationernes videnskabelige bedrifter vil ikke fritage dem for at skulle stå til regnskab for det blod de har udgydt på denne jord. En yderligere grund for retfærdselskende mennesker til at fatte mod. — Amos 9:1-3; Ez. 38:22.

14. Hvorfor er det ikke let at stå som en af Jehovas tilbedere når Jehova dog er almægtig?

¹⁴ Men selve den kendsgerning at Jehova er almægtig betyder ikke at det er en let sag at være en sand kristen og at tilbede ham. Som Jesus sagde til sine efterfølgere: „De [skal] lægge hånd på jer og forfølge jer og overgive jer til synagoger og kaste jer i fængsler, og I skal føres frem for konger og landshøvdinger for mit navns skyld. . . . I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner, og nogle af jer skal de slå ihjel. Og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld.“ (Luk. 21:12-17) Dog får udsigten til sådanne forfølgelser ikke dem til at tabe modet som har sat deres lid til Gud. Hvorfor ikke?

15. Hvordan hjælper Bibelen de kristne til at holde modet oppe selv under øvrighedernes forfølgelse?

¹⁵ De henter mod fra Bibelen der hjælper dem til at se tingene i det rette perspektiv: „Han troner over jordens kreds, som græshopper er dens beboere; han udbreder himlen som en dug og spænder den ud som et teltbo. Fyrster gør han til intet, jordens dommere til luft.“ (Es. 40:22, 23) Måske forbyder visse herskere den sande tilbedelse. De kan gøre det til en lovovertrædelse at forkynde for andre der har en anden religion. De kan måske frakende kristne forældre retten over deres børn og give disse blodtransfusion, fordi børnenes forældre nægter at gå med til at krænke Guds lov, og vende det døve øre til når disse forældre forlanger at få deres forældreret respekteret. Men Jehova Gud ser anderledes på sagen. Han er ikke uvidende om hvad der foregår, og han vil omstøde de uretfærdige kendelser der afsiges af mænd som misbruger deres myndighed. Når det sker, vil Gud give dem som verden nu fordømmer evigt liv i sin nye verden fordi de satte deres håb til ham.

Lyt til Gud

16. Hvilke slags mennesker er det der fatter mod ved studiet af Guds ord?

¹⁶ Det siger sig selv at alle mennesker burde lytte til hvad Gud har at sige. Vi kan ikke vente at han vil godkende vor adfærd hvis vi vender det døve øre til hans råd og vejledning, og han bryder sig heller ikke om dem som med læberne påstår at elske ham men hvis hjerte er fjernt fra ham. Bibelen indgiver ikke den slags mennesker nyt mod. De som fatter mod ved studiet af Guds ord er sådanne som har samme indstilling som salmisten der skrev: „Lær mig, [Jehova], dine vedtægters vej, så jeg agter derpå til enden. Giv mig kløgt, så jeg agter på din lov og holder den af hele mit hjerte. Før mig ad dine buds sti, thi jeg har lyst til dem.“ (Sl. 119:33-35) Det er de mennesker som drives af kærlighed til Gud og til hans retfærdige veje der har virkelig grund til at være ved godt mod. De udviser ikke alene mod når de møder modstand, men de har også mod til at indordne deres liv i harmoni med den høje moralske standard Guds ord anviser.

17. Hvorfor kræver det mod at holde sig moralsk ren, og hvorledes kan man blive bestyrket i dette mod?

¹⁷ Det kræver mod at leve op til denne standard, for selv om man gør sig umage for at undgå slet omgang kommer man stadig i kontakt med umoralske mennesker, enten på sin arbejdsplads eller hos naboer eller i skolen. Det er ikke let at nægte at gå med strømmen, men Jesus sagde udtrykkeligt at hans efterfølgere ikke er en del af verden. (Joh. 17:11-14) De må være på vagt. De tør ikke slække på deres agtpågivenhed ved at læse umoralske bøger eller tage del i denne sexbesatte verdens tvivlsomme fornøjelser. Modigt må de vise deres had til alt hvad der er dårligt og deres kærlighed til alt hvad der er godt. Ved at glæde os over Jehovas påbud og ved at grunde over dem styrker vi os selv mod verdens umoralske færd. Når vi til enhver tid husker at „alt ligger blottet og udbredt for [Guds] øjne; og ham skal vi stå til regnskab“, vil vi yderligere blive bestyrket i at gøre det rette. — Hebr. 4:13.

18. Hvordan handler en kristen når han bliver konfronteret med uærlige forretningsmetoder?

¹⁸ Nogle mennesker gør sig det måske ikke så klart at de skal stå Gud til regnskab, men alligevel har de en ret udviklet anstændighedsfølelse. De lever hvad de anser for et moralsk rent liv, men kommer de i en situation hvor efterlevelsen af høje moralprincipper betyder en hæmsko for dem, mangler de mod til at gøre det som de godt ved er det rette. Hvis de for eksempel ser deres økonomiske eksistens truet af konkurrenternes ufine metoder, kan de føle sig nødsaget til at bruge de samme metoder skønt de inderst inde afskyr dem. Eller de kan tænke at hvis deres arbejdsgiver forlanger at de skal være uærlige over for kunderne, så kan de ikke undslå sig. Men sådan handler sande kristne ikke. De lader sig ikke overvinde af denne verdens uhæderlige metoder. De misunder ikke dem der handler uretfærdigt. Som den gudfrygtige David tror de at „det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses rigdom; thi de gudløses arme skal brydes, men [Jehova] støtter de retfærdige; [Jehova] kender de uskyldiges dage, deres arvelod bliver evindelig“. (Sl. 37:16-18; 119:36) Deres stærke tro gør dem modige. De bliver ikke modløse ved tanken om hvordan de skal skaffe sig mad og drikke og klæder, for de ved at hvis de altid søger Guds rige og hans retfærdighed først vil Jehova give dem alt det andet i tilgift. De henter mod fra Guds ord. — Sl. 37:1-4, 27, 34; Matt. 6:31-33.

19, 20. Hvordan sætter kundskaben om Guds ord den kristne i stand til at undgå at kompromittere sin kristne tro selv når han bliver truet med døden?

¹⁹ Guds skrevne ord kan gøre det af med den frygt som overtro og uvidenhed trælbinder mennesker i. Af dets sider kan man lære hvordan livet er opstået og hvad døden betyder. Mange mennesker lytter ikke til Guds ord og ved ikke hvad han siger om døden og om livet i den nye verden; de viser sig at passe nøje til den beskrivelse Djævelen gav da han sagde til Gud: „Hud for hud! En mand giver alt, hvad han ejer, for sit liv! Men ræk engang din hånd ud og rør ved hans ben og kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit ansigt!“ (Job 2:4, 5) Sådan var Job ikke, men mange er. De vil give alt for at bevare sig selv i live. Ja, sætte dyd, ærlighed og en ren samvittighed over styr bare de kan slippe for døden. De er villige til at leve på en løgn, idet de for at tækkes de magthavende foregiver at støtte ideologier som de hader, og øver skændselsgerninger som de væmmes ved. Af frygt for døden lever de i trældom hele deres liv. — Hebr. 2:15.

²⁰ Men de som sidder inde med nøjagtig kundskab om Guds ord lever ikke i frygt. Den Gud som de tjener er livets kilde, og de har lyttet til hans ord. De ved at han har draget omsorg for en udfrielse fra graven. I urokkelig tillid til hans opstandelsesløfte viger de ikke tilbage for at bevise deres trofasthed selvom det skulle føre til deres død. (2 Kor. 4:13, 14; Åb. 2:10) Kundskaben om Guds ord gør dem modige. Den styrkede Jesus til at bevare sin uangribelighed ansigt til ansigt med en vanærende død. Den gav Stefanus mod til at sige sandheden for den domstol der havde magt til at dømme ham til døden. Den har også givet tusinder af kristne Jehovas vidner mod til at stå op for den sande tilbedelse i dette tyvende århundrede. — Hebr. 12:2; Apostlenes Gerninger, det 7. kapitel.

21. Hvordan kan en kristen bevare modet i de kritiske tider alle mennesker gennemlever i dag?

²¹ Det er det samme Guds ord der styrker de kristne til at handle modigt under de krigstrusler, den hungersnød, de forfærdelige jordskælv og de bestialske forbrydelser der i så høj grad præger verden i dag. Disse forhold griber ind i de kristnes liv som i alle andres. Også de kan blive fordrevet fra deres hjem når krige raser, eller miste alt hvad de ejer under et jordskælv; også de må spænde livremmen ind når høsten slår fejl eller værge sig mod den overhåndtagende kriminalitet. Men deres syn på alt dette er anderledes end verdens. Med den styrke kundskaben om Bibelen giver dem kan de gøre som Jesus sagde: „Når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig.“ (Luk. 21:28) I alt dette ser de beviserne for at den gamle verden med al sin ondskab nærmer sig sin afslutning og at Guds nye retfærdige verden er for hånden. Denne kundskab giver dem mod så de ikke alene kan møde de genvordigheder alle udsættes for, men også frimodigt og frygtløst forkynde Guds rige.

22. Hvad kan Jehovas folk have tillid til med henblik på deres forhold til Gud, og hvordan kan de bevare denne tillid usvækket?

²² Fordi de har lyttet til Gud ved de at han har omsorg for dem og at de kan kalde på ham i bøn og blive hørt. (Sl. 145:18) Kærligt våger han over dem som en hyrde over sin hjord. Lige meget hvilke forhold de befinder sig i har de tillid til at så længe de lytter til Gud og følger hans kærlige vejledning vil intet kunne skille dem fra Guds kærlighed i Kristus Jesus. (Rom. 8:31-39) Derfor fortsætter de klogeligt med at fylde deres sind og hjerte med kundskaben i Guds ord ved at studere dets forskrifter og grunde over dets bud dag ud og dag ind. Fordi de gør det i tro kan de „være ved godt mod og sige: ’Jehova er min hjælper; jeg vil ikke frygte’“. — Hebr. 13:6, NW.

[Illustration på side 7]

„Hvad er det for en fortrøstning, du hengiver dig til?“