Kristen kærlighed og udlån af penge

FOR nogen tid siden blev en landmands datter alvorligt syg. Hun trængte i fortvivlende grad til lægehjælp, men landmanden var fattig og havde ikke råd til at betale lægen. I den by hvor de boede var der, ligesom i de fleste andre byer i det land, en pengeudlåner der lånte penge ud efter forholdet seks til fem. Man låner fem kroner og betaler seks tilbage den næste måned. Denne pengeudlåner stillede beredvilligt det nødvendige beløb til rådighed for landmanden, men næste måned måtte denne naturligvis begynde at betale beløbet tilbage med renter.

Hvad mener du om dette arrangement? Ville det være rigtigt af en kristen at udlåne penge mod renter under sådanne omstændigheder?

Apostelen Johannes skrev til sine medkristne at de ikke måtte ’lukke deres inderlige medfølelses dør’ for deres nødlidende brødre. (1 Johannes 3:17) Og den lov Gud gav israelitterne sagde udtrykkeligt: „Du [må] ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige broder, men du skal lukke din hånd op for ham og låne ham, hvad han savner og trænger til.“ — 5 Mosebog 15:7, 8.

Pengeudlåneren gjorde altså ret i at stille pengene til rådighed for lægehjælp til den syge pige. Hun fik i det mindste den behandling hun havde brug for. Der var imidlertid en anden væsentlig faktor ved den lov, der blev givet til Israel. Den sagde: „Hvis du låner penge til mit folk, til den nødstedte hos dig, må du ikke være som en ågerkarl over for ham. I må ikke pålægge ham renter.“ (2 Mosebog 22:25, NW) Hvorfor måtte jøderne ikke udlåne penge til hinanden mod renter?

Husk at de fleste jøder oprindelig var landmænd, ikke forretningsmænd. Hvis en landmand der dyrkede sin arvelod bad om et lån, var det sandsynligvis fordi han var kommet i nød. Loven tog det for givet at den der lånte penge af andre var ’nødstedt’. Måske havde han været udsat for en ulykke, måske var hans høst slået fejl, eller han havde af en eller anden grund brug for penge for at kunne klare sig til den næste høst. At forlange renter under sådanne omstændigheder ville være det samme som at tjene på en broders ulykke. Det ville ikke være at vise kærlighed, og israelitterne havde fået budet: „Du skal elske din næste som dig selv.“ — 3 Mosebog 19:18.

Nutidens kristne er ikke underlagt denne gamle lov, men de er stadig forpligtede til at vise hinanden kærlighed. Jesus sagde: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:39) En kristen burde derfor heller ikke ønske at tjene på sin broders ulykke ved at forlange renter hvis broderen er kommet i nød og beder om et lån.

Det er en kendsgerning at kristne hjælper hinanden med andet og mere end lån i perioder med modgang. De giver gaver. I det første århundrede blev Paulus og Barnabas udpeget til at tage gaver med fra de kristne i Lilleasien til brødrene i Judæa, der led under en hungersnød. (Apostelgerninger 11:29, 30) Det samme sker i dag; når en ulykke rammer, sender kristne gaver for at hjælpe deres brødre.

I samme ånd tilskyndede Jesus: „Vend dig ikke bort fra den som ønsker at låne af dig uden renter.“ (Mattæus 5:42) En kristen vil således betragte sin broders midlertidige vanskeligheder som en lejlighed til at vise kærlighed. Han bør hjælpe så meget han overhovedet kan, og være villig til at give gaver eller yde rentefrie lån. Hvis den førnævnte pengeudlåner havde levet efter kristne principper, ville han uden tvivl også have betragtet sagen på denne måde.

Tilbagebetaling

Låntageren er forpligtet til at betale tilbage. Paulus formanede de kristne: „I må ikke skylde nogen noget som helst, undtagen det at elske hinanden.“ (Romerne 13:8) En låntager må altså være opmærksom på sin forpligtelse til at betale gælden tilbage så hurtigt som muligt. Han bør ikke tænke at der ikke er nogen grund til at betale tilbage, eftersom den der lånte ham pengene er rigere end han selv er. På samme måde kan han ikke forvente at en medkristen, for eksempel en læge eller en sagfører, vil yde ham forskellige personlige tjenester uden vederlag.

Jesus sagde: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej.“ (Mattæus 5:37) Sagt på en anden måde: en kristen må holde ord. Hvis han låner penge og lover at betale tilbage, eller på anden måde stifter gæld, så bør han gøre alt hvad han kan for at betale gælden tilbage. For at hjælpe ham til at gøre dette, og for at undgå misforståelser hos den ene eller den anden af parterne, er det klogt at have en skriftlig aftale der angiver beløbet, hvilken måde det skal betales tilbage på, og eventuelle andre detaljer.

Udlån mod renter

Er det altid ukærligt at bede om renter? Ikke nødvendigvis. Det er værd at lægge mærke til at mens jøderne ikke måtte tage renter af andre israelitter, var det noget andet med fremmede. „Af udlændinge må du tage rente,“ sagde Loven. (5 Mosebog 23:20) Hvorfor denne forskel? Fordi en fremmed i Israel sandsynligvis var en forretningsmand, og lånet skulle ganske givet bruges i forretningsøjemed. Det ville i så fald kun være rimeligt at den der udlånte pengene fik del i den eventuelle fortjeneste, og det kunne han få ved at tage renter.

Jesus havde ingen indvendinger mod princippet i at udlåne penge mod renter. Det viste han i en af sine lignelser. Han fortalte om en mand af fornem herkomst der rejste væk et stykke tid og efterlod penge hos sine trælle. Da han vendte tilbage bad han dem aflægge regnskab, og han konstaterede at de fleste af trællene havde investeret pengene og tjent på det. Disse trælle blev rost. En af trællene havde imidlertid ikke investeret pengene og havde derfor ingen fortjeneste at fremvise. Han havde ikke engang sat pengene i en bank — hvilket svarer til at låne banken pengene til forretningsbrug — og hævet renter. Denne træl blev irettesat af sin herre. — Lukas 19:11-24.

Hvordan bør vi se på det i dag? To kristne kvinder havde en forretningsaftale. Den ene lånte hver dag den anden hvad der svarer til 20 dollars. Denne købte så madvarer og solgte dem på markedet. Ved dagens slutning havde hun cirka 25 dollars, og deraf gav hun søsteren der lånte hende pengene de 21 dollars, og beholdt selv de fire. I det land er fire dollars en normal dagløn.

Et andet sted i verden drev en kristen mand et familieforetagende. Han var klar over at foretagendet snart ville blive forældet på grund af den stadig forbedrede teknologi. Men der var mulighed for at lægge foretagendet om til et lidt andet område. Det eneste problem var at han manglede penge. Han lånte så af en medkristen, og lovede at betale et vist beløb i rente på lånet hver måned.

Var disse aftaler i strid med ånden i Guds lov til israelitterne om at de ikke måtte tage renter af hinanden? Nej. Hvis den der beder om et lån ikke er i umiddelbar nød, men måske ønsker lånet til forretningsbrug, er der ingen grund til at udlåneren ikke skulle forlange rente. Hvor høj en rente? Det kommer blandt andet an på hvilken slags lån det drejer sig om, hvad parterne indbyrdes bliver enige om, og hvad landets love siger. I det første eksempel vi nævnte, hvor to søstre havde en forretningsaftale, kunne fem procent om dagen synes at være en temmelig høj rente. Men låntageren havde i virkeligheden en fortjeneste på 25 procent, og var kun glad for at dele med långiveren.

Hvis der opstår problemer vil det naturligvis ikke være rimeligt at låntageren beklager sig over at rentesatsen er for høj, når han én gang frivilligt er gået med til det. Også i dette tilfælde vil det være klogt at have lånevilkårene skriftligt, for at undgå misforståelser senere hen.

Lejligheder til at vise kærlighed

Når sådanne forretningsaftaler glider glat, kan det være til gavn for alle parter. Men vi lever i en usikker verden, og tingene kan let gå skævt. Hvad ville der for eksempel ske hvis den førnævnte kvinde der hver dag lånte 20 dollars blev bestjålet? Eller hvad ville der ske i eksemplet hvor to mænd havde en forretningsaftale hvis nu forehavendet ikke gik så godt som håbet, og låntageren ikke fik råd til at betale den lovede rente?

Bibelen giver ingen regler for hvordan sådanne problemer bør løses, men forpligtelsen gælder stadig: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:39) Hvis hver af parterne afbalanceret og med praktisk visdom søger at vise ægte interesse for den anden, idet de betragter situationen realistisk og er rede til at acceptere rimelige forslag, vil det som regel være muligt at løse problemet på en god måde.

Apostelen Paulus anbefalede bestemt ikke at kristne stævnede deres brødre for retten på grund af penge. Han sagde: „Nu er det jo i det hele taget et nederlag for jer at I har retssager med hinanden. Hvorfor lider I ikke hellere uret? Hvorfor lader I jer ikke hellere bedrage?“ — 1 Korinter 6:7.

En kristen der er kommet i gæld bør oprigtigt ønske at tilbagebetale sin gæld, idet han ikke er ’begærlig efter uærlig vinding’. (1 Timoteus 3:8) Bibelen siger at „den gudløse låner, men betaler ikke tilbage“. (Salme 37:21, Davids Salmer) Selv hvis der skulle opstå uforudsete vanskeligheder, vil den kristne stadig ikke ønske at blive sat i bås med de ’gudløse’. Det bør være hans ønske at være et menneske der ikke ’skylder nogen noget som helst’, undtagen kærlighed. (Romerne 13:8) Han bør altså handle ærligt og ikke forsøge at finde smuthuller i loven med det formål at slippe for sine forpligtelser.

På den anden side må udlåneren være realistisk i sine forventninger. Han må forstå at det er forbundet med en vis risiko at udlåne penge. Han bør derfor ikke lægge et urimeligt pres på en der skylder ham penge. Denne har måske ganske simpelt ikke penge til at betale gælden med. Mange kristne har under sådanne omstændigheder vist at de ikke er ’pengekære’, idet de har givet en længere frist til tilbagebetaling af beløbet eller accepteret en fornuftig og rimelig ordning. (1 Timoteus 3:3) Nogle har helt afskrevet gælden.

I betragtning af de problemer der kan opstå ved lån og udlån af penge, melder endnu et spørgsmål sig: „Er det virkelig nødvendigt?“ Bibelen fordømmer ikke det at låne penge når det er nødvendigt. Men tit er det ikke nødvendigt. Ofte kan „øjnenes begær“ være så stærkt at tegnebogen ikke formår at mætte det, og nogle låner derfor penge for at købe luksusgenstande de i virkeligheden ikke har brug for. (1 Johannes 2:16) En dag skal regningen betales. Bibelen advarer meget ligefremt: „Låntager bliver långivers træl.“ — Ordsprogene 22:7.

Når kristne låner af hinanden kan det imidlertid give anledning til at lægge kristne egenskaber for dagen. For eksempel vil et ærligt ønske om at opfylde sine forpligtelser, en dybt rodfæstet interesse for andre samt afsky for kærlighed til penge være en hjælp til at sikre at udlån af penge sker i kristen kærlighed. På denne måde vil det bibelske bud blive fulgt: „Lad alt hos jer ske i kærlighed.“ — 1 Korinter 16:14.