Nye missionærer tilskyndes til at forblive loyale
SØNDAG den 12. september 1982 var en varm og fugtig dag i New York. Men en gruppe mennesker på omkring to tusind lagde næppe mærke til det, for tidligt på dagen var de på vej mod Jehovas Vidners stævnehal i bydelen Queens for at overvære afslutningshøjtideligheden for den 73. klasse af Vagttårnets bibelskole Gilead.
Præcis kl. 10.00 kaldte ordstyreren, Leo Greenlees, der er medlem af det styrende råds undervisningsudvalg, til orden. Den høje summen af stemmer døde hen, alle fandt deres pladser, og programmet begyndte med en lovsang til Jehova og en bøn. I sine indledende ord mindede broder Greenlees eleverne om at de var „menneskefiskere“. (Mattæus 4:19) Indtil nu, sagde han, havde de hovedsagelig fisket i „hjemlige vande“. Nu skulle de ud til fjerne steder, på „dybhavsfiskeri“. På Gileadskolen var de blevet udrustet til at være med i dette fiskeri.
Derefter introducerede broder Greenlees den næste taler, Grant Suiter, der er medlem af udgiverudvalget. Han henviste til genoprettelsesprofetien i Hoseas, kapitel 2, versene 21 til 23. Han sagde at det var en stor velsignelse for eleverne at kunne træde ud i missionærtjenesten på et tidspunkt hvor Jehova Gud ’sår sit folk ud’ og bønhører det.
Dernæst opfordrede Calvin Chyke fra trykkeriudvalget eleverne til fortsat at opdyrke gudhengivenhed. (1 Timoteus 4:7, 8, 12) „Den styrke der ligger i jeres gudhengivenhed,“ sagde han, „vil tilskynde andre til at deltage i den hellige tjeneste.“
Han blev efterfulgt af en repræsentant fra personaleudvalget, Dan Sydlik. Han forklarede at et varmt personligt forhold til andre mennesker ikke opstår af sig selv. Man må opdyrke det. „Selv så lille en ting som et smil, der er helt gratis, kan være en hjælp,“ sagde han. — Romerne 12:13.
Redaktionsudvalget var repræsenteret af Lloyd Barry, som rådede de nye missionærer til at sikre sig at de havde åndelig sundhed med i bagagen når de rejste ud til deres distrikter. Han tilskyndede dem også til at ’være stærke . . . og arbejde’. — Haggaj 2:4, NW.
Gileadskolens to lærere havde herefter lejlighed til at give en sidste formaning. Jack Redford, der selv er tidligere missionær, sagde til eleverne: „Vi har alle tidspunkter hvor vi er oppe eller nede. Det er ingen sag når vi er oppe. Men det er hvad vi gør når vi er nede, der vil være afgørende for hvordan vi holder ud i missionærtjenesten.“ Og skolens forstander Ulysses Glass tilskyndede dem til at tage de problemer de ville møde i deres distrikt, som modne, voksne mennesker.
Til sidst talte skolens præsident, Frederick Franz, der nu er niogfirs år gammel, til eleverne. Han mindede dem om at de tjener en stor hyrde som også er verdenshersker. Han tilskyndede dem til at stå samlet og være loyale i den verdensomspændende flok; og han sluttede med ordene: „Måtte den allerhøjeste Gud velsigne jer gennem sin hyrde, Jesus Kristus, og bruge jer på en storslået måde i jeres distrikter.“
Eleverne modtog herefter deres diplomer, og ordstyreren meddelte at der nu ville være en pause hvori man kunne indtage et måltid. Klokken 14.15 fortsatte man med ugens vagttårnsstudium; det blev ledet af Don Adams fra beteludvalget, og det var eleverne der kommenterede. Derefter fremførte de et dejligt musikprogram og fortalte oplevelser, og til sidst præsenterede de et opmuntrende og bevægende bibelsk skuespil.
Programmet sluttede klokken 16.30. Mens de mange gode ord og formaninger stadig lød i deres ører, gjorde eleverne sig klar til at rejse ud til deres fjerne missionærdistrikter for at være „menneskefiskere“.