Viser du værdsættelse?
„Erhverv dig visdom, erhverv dig forstand. . . . Sæt den højt, og den vil ophøje dig.“ — Ordsp. 4:5, 8, NW.
1, 2. (a) Nævn noget af det vi bør værdsætte. (b) Hvad vil „værdsættelse“ sige, og hvordan viser man at man værdsætter noget?
DER er meget i livet vi bør værdsætte!. Vi bør værdsætte vore forældre. De har sat os i verden og har brugt meget tid på at opdrage os. Vi bør værdsætte den omsorg de har vist os. Hvis vi har sande venner, har vi også god grund til at værdsætte dem. Og hvad med det vi lærer, det arbejde vi har og de gaver vi får — viser vi værdsættelse af alt dette? Når man får en gave, siger man: „Mange tak. Jeg er meget glad for den.“ Men værdsætter man den virkelig? Eller ønsker man i virkeligheden at man havde fået noget andet, eller at man slet ikke havde fået noget? Hvad vil man gøre med gaven? Hvad vil det sige at „værdsætte“ noget?
2 At værdsætte vil sige at ’påskønne, sætte højt, sætte stor pris på’. Hvem sætter du højt? Hvad påskønner du, hvad sætter du stor pris på? Hvordan viser du det? Hvis du virkelig værdsætter noget eller nogen, vil det komme til udtryk i det du siger og gør.
I familieforholdet
3. Hvordan kan et barn vise at det egentlig ikke værdsætter sine forældre, skønt det som regel er stærkt knyttet til dem?
3 Et lille barn viser ikke værdsættelse i den forstand. Derimod føler det instinktivt en stærk tilknytning til sin fader og moder. Når der er fare på færde, ved det hvor det skal søge beskyttelse. Lad os tage et eksempel. Et lille barn tumler rundt ude i haven, og moderen opholder sig i nærheden. Pludselig træder en fremmed ind i haven, og barnet bliver bange. Det løber hen og griber fat i sin moder og skjuler sig bag hendes skørter, og føler sig i sikkerhed. Hvis moderen plejer at behandle barnet kærligt, føler det sig trygt hos hende. Det tror at hun kan beskytte det mod enhver fremmed. Instinktivt tænker barnet imidlertid kun på sig selv. Om det egentlig værdsætter sin moder og hendes ledelse, ses let af den måde det reagerer på hvis det bliver irettesat af hende. — Ordsp. 12:1.
4. (a) Hvad kan med tiden bevirke at man kommer til at værdsætte sine forældre? (b) Hvordan kan man give udtryk for denne værdsættelse?
4 Men når man bliver voksen ser man helt anderledes på tingene end da man var barn. Apostelen Paulus sagde: „Da jeg var mindreårig, plejede jeg at tale som en mindreårig, at tænke som en mindreårig, at ræsonnere som en mindreårig; men nu da jeg er blevet mand, har jeg aflagt de træk der hører den mindreårige til.“ (1 Kor. 13:11) For at kunne værdsætte noget må man have kundskab, og denne kundskab må påvirke hjertet. Under opvæksten tilegner man sig kundskab, og de erfaringer man gør, kan bevirke at kundskaben øver indflydelse på ens hjerte. Sådan når man dertil at man kan værdsætte eller se værdien af det ens fader eller moder har gjort for en da man var mindreårig. Det kan være at man selv har børn nu, og må tage sig af deres opdragelse, våge over dem når de er syge, og arbejde mange timer for at de kan få mad og tøj og have et sted at bo. På denne måde lærer man selv hvilken tålmodighed og kærlig omsorg det kræver at opdrage børn „i Jehovas tugt og formaning“. (Ef. 6:4) Sådanne erfaringer kan bevirke at man tænker tilbage på den tid da man selv var barn, og måske for første gang i sit liv fuldt ud erkender hvor meget ens forældre egentlig har gjort for en. Nu er man i stand til virkelig at påskønne, sætte pris på, hvad ens forældre har gjort. Når man fyldes af en sådan værdsættelse er det godt at give udtryk for den, og det kan man gøre på mange forskellige måder, igen og igen. — 1 Tim. 5:4.
5. Hvilken indstilling siger Bibelen at selv små børn bør have til deres forældre?
5 Selv om vi må regne med at vores værdsættelse af det vore forældre har gjort for os, ikke modnes helt før vi er voksne, siger Bibelen dog, selv til små børn: „Ær din fader og din moder, således som [Jehova] din Gud har pålagt dig, for at du kan få et langt liv, og det må gå dig vel.“ (5 Mos. 5:16) Hvis man ærer sin fader og sin moder, agter man dem eller viser dem værdsættelse.
6. (a) Forklar hvordan nogle børn viser at de overhovedet ikke værdsætter deres forældre. (b) Hvad kan være medvirkende årsager til dette, og hvad kan man gøre for at undgå en sådan situation?
6 I mange hjem viser børnene sørgeligt nok en chokerende mangel på værdsættelse af deres forældre. (2 Tim. 3:1, 2; 5 Mos. 27:16) Den egentlige grund til dette kan være at forældrene heller ikke er glade for deres børn. De har måske ikke virkelig ønsket at få dem, og betragter dem derfor ikke som der siges i Salme 127:3: „Se, sønner er [Jehovas] gave, livsens frugt er en løn.“ Da forældrene ikke har denne sunde indstilling, bruger de måske ikke tid på deres børn, har ikke den nære kontakt med børnene som de har brug for, og svarer ikke på deres mange spørgsmål. I andre tilfælde er det børnene der, påvirket af dårlige kammerater, har undladt at rette sig efter deres forældres kærlige ledelse. Hvis både forældre og børn imidlertid følger de gavnlige råd i Guds ord, vil det bidrage til at man undgår en sådan ubehagelig atmosfære. Men det er ikke nok at sige at man har værdsættelse. Hvad viser ens indstilling og handlinger i det daglige?
7. (a) Hvad viser faderens villighed eller manglende villighed til at tugte sine børn angående hans indstilling til dem? (b) Hvordan skal han tugte?
7 For at kunne svare på dette, må man tænke over hvilken indstilling der råder i hjemmet med hensyn til at give og modtage tugt. En fader der elsker sine børn, vil sørge for at de får den nødvendige tugt. (Ordsp. 13:24) Ordsprogenes bog tilskynder os i det fjerde kapitel, vers 1, til at værdsætte tugt: „Hør, I sønner, på en faders tugt, lyt til for at vinde forstand.“ Tugt vil ikke altid sige revselse i form af irettesættelse eller korporlig afstraffelse. Ordet „tugt“ betyder ifølge en ordbog ’det at bibringe andre gode sæder, dannelse, lære dem passende opførsel, gøre dem skikkede til at træde ud i livet’. Så når vi her læser om en fader der tugter sine sønner, skal vi ikke forestille os en mand der bare råber ordrer til sine børn og afstraffer dem korporligt når de ikke lystrer. Det der er tale om, er en fader som virkelig har omsorg for sine børn, som ofrer tid på dem og viser stor interesse for deres fysiske, mentale og moralske udvikling. Han ønsker at hjælpe sine børn til at lære den sande Gud og hans veje at kende lige så godt som han selv gør. Han ønsker at de skal have tillid til at Gud sørger for dem og vil opfylde alt hvad han har lovet. (1 Mos. 18:19; 5 Mos. 11:18, 19) En sådan fader vil tålmodigt hjælpe sine børn til at opdyrke gudfrygtige egenskaber som kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse. (Gal. 5:22, 23) Så selv om der kan være tidspunkter hvor der må straffes, bør vi, når Bibelen siger: „Hør, I sønner, på en faders tugt, lyt til for at vinde forstand,“ først og fremmest forestille os en fader der tålmodigt oplærer sine børn, både forstandsmæssigt og moralsk.
8. Hvordan bør børnene reagere på forældrenes tugt, og hvorfor?
8 Sønner og døtre der ærer deres forældre, og på denne måde også ærer Gud, vil ikke oprørsk ringeagte en sådan tugt. De vil høre efter når Bibelen siger: „Dåre lader hånt om sin faders tugt, klog er den, som tager vare på revselse.“ (Ordsp. 15:5) De vil tænke alvorligt over det der siges i Ordsprogene 4:13: „Hold fast ved tugt, lad den ikke fare, tag vare på den, thi den er dit liv.“ Hvordan reagerer du på tugt?
9. Hvad vil det sige at ’erhverve sig visdom’, og hvordan kan unge mennesker vise at de forstår visdommens betydning?
9 De inspirerede ordsprog tilskynder også: „Erhverv dig visdom, erhverv dig forstand. Glem ikke, og vend dig ikke bort fra min munds udtalelser. Forlad den ikke, og den vil bevare dig. Elsk den, og den vil vogte dig. Visdom er det vigtigste. Erhverv dig visdom, og med alt hvad du erhverver dig, erhverv dig forstand. Sæt den højt, og den vil ophøje dig. Den vil bringe dig ære fordi du favner den.“ (Ordsp. 4:5-8, NW) Når en søn lytter til sin faders vejledning og tager imod tugten fra ham, erhverver han sig visdom. Han lærer hvordan han selv, i sit eget liv, kan gøre hvad hans fader har sagt til ham. Han vil ikke bare lade vejledningen ’gå ind ad det ene øre og ud ad det andet’. Når unge mennesker virkelig forstår denne bibelske formaning, når de erkender at „visdom er det vigtigste“, vil de villigt lytte til deres forældre og ivrigt søge at drage nytte af deres livserfaring. De vil værdsætte forældrenes visdom, ’sætte den højt’, navnlig når den er i harmoni med Guds ord, Bibelen.
10. Hvordan øver guddommelig visdom også en gavnlig indflydelse på forholdet mellem mand og hustru?
10 Når forældrenes tankegang er ledet af visdommen fra Gud vil de ikke kun have lykken med sig i børneopdragelsen, men deres forhold til hinanden som mand og hustru vil også være styrkende og opbyggende for dem. Hustruen vil ikke komme ud for de skuffelser der følger med at have en utaknemmelig ægtemand, og manden vil trygt kunne regne med sin hustrus loyale støtte. Som en hjælp til dem til at påskønne hinanden, siger bogen med den guddommelige visdom: „Fandt man en hustru, fandt man lykken og modtog nåde fra [Jehova].“ (Ordsp. 18:22) Og: „Hustruen skal have dyb respekt for sin mand.“ — Ef. 5:33.
11. Hvad bør hustruen gøre, fremfor at forlange at hendes mand værdsætter hende?
11 Det er sandt nok at manden og hustruen skylder at vise hinanden værdsættelse, men den værdsættelse der vises betyder langt mere hvis den anden part ikke direkte forlanger den, men opnår den ved at appellere til ægtefællens hjerte. Hvordan, for eksempel? Skønt det er naturligt at en kvinde gerne vil virke tiltrækkende af ydre, er der andet som har langt større betydning. Ordsprogene 31:30 siger: „Ynde er svig og skønhed skin; en kvinde, som frygter [Jehova], skal roses.“ Mange ikke-troende ægtemænd er med tiden blevet vundet for troen ved deres kristne hustruers „rene adfærd og dybe respekt“. (1 Pet. 3:1, 2) Det er den kvinde der viser sig at være „en duelig hustru“, flittig til sit arbejde, der vinder sin mands påskønnelse og værdsættelse. „Hendes værd står langt over perlers,“ siger ordsproget. „Hendes husbonds hjerte stoler på hende, på vinding skorter det ikke. Hun gør ham godt og intet ondt alle sine levedage.“ (Ordsp. 31:10-12) Hvis man har en god hustru forventes det, som der siges i Ordsprogene 31:28, at man „giver hende pris“.
12. Hvad kan medvirke til at hustruen og børnene værdsætter familiens overhoved?
12 På tilsvarende måde vinder en kristen ægtemand sin hustrus kærlighed og beundring hvis han lægger gode egenskaber for dagen. Hvis han er hård og ikke særlig hensynsfuld over for de øvrige medlemmer af familien, vil de måske nok respektere ham for hans stilling, men de vil finde det vanskeligt at sætte stor pris på ham selv personligt. Hvis han derimod udøver sin myndighed som familiens overhoved i dyb erkendelse af at han selv har et hoved over sig, nemlig Herren Jesus Kristus, og efterligner hans måde at udøve myndighed på, da vil det kun være naturligt for familiens medlemmer at vise ham taknemmelighed og værdsættelse. (1 Kor. 11:3; Matt. 11:28-30) Det er ikke nok at han gavmildt ofrer tid på andre; hans egen familie har også krav på hans opmærksomhed. Den mand der hver dag bruger tid til at føre opbyggende samtaler med sin kone og sine børn vil blive påskønnet langt højere end den der blot kommer hjem med pengene og så gemmer sig bag avisen eller sætter sig foran fjernsynet. Og selv om hustruen nok vil se op til ham fordi han hjælper andre, så er det hans villighed til regelmæssigt at bruge tid på at studere Bibelen med hende, der vil styrke hendes kærlighed til ham.
Den værdsættelse Jehova viser
13. (a) Selv om familiens medlemmer måske ikke påskønner ens oprigtige bestræbelser for at gøre det gode, hvem lægger da alligevel mærke til det man gør? (b) Hvordan viste David tillid til dette?
13 Selv når vi virkelig bestræber os for at være venlige og kærlige mod andre, kan der være nogle som ikke påskønner det vi gør for dem. Men vi må forstå at der er en som ser og påskønner det vi gør, nemlig Jehova. David, Isajs søn, forstod dette. Kong Saul af Israel gjorde livet svært for ham. Skønt kong Saul var svigerfader til David, søgte han at opløse Davids hjem, han bortgiftede Davids kone Mikal til en anden, og søgte gentagne gange at dræbe David selv. Hvor mange har været ude for så store vanskeligheder? Og alligevel viste David gang på gang godhed mod kongen. Han ventede ikke nogen påskønnelse fra kongens side, men sagde: „[Jehova] vil gengælde enhver hans retfærdighed og troskab.“ (1 Sam. 26:23) Ja, Jehova lønner sine tjenere for deres velgerninger. — Ordsp. 25:21, 22.
14. På hvilke måder har Jehova vist kærlig interesse for hele menneskeheden?
14 Jehova er dybt interesseret i menneskene, og han viser det ved at sørge rigeligt for dem. Selv til mennesker som ikke tilbad den sande Gud, kunne apostlene Paulus og Barnabas med rette sige: „Han [har] ikke . . . ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde.“ (Apg. 14:17) Og under inspiration skrev kong Salomon: „Jeg så det slid, som Gud har givet menneskens børn at slide med. Alt har han skabt smukt til rette tid; . . . Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet gode for dem end at glæde sig og have det godt, så længe de lever. Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin flid er for hvert menneske en Guds gave.“ (Præd. 3:10-13) Det er tydeligt at Gud elsker menneskehedens verden, og han ønsker at menneskene skal glæde sig over at leve på jorden, at de skal værdsætte hinanden og elske og værdsætte ham som Skaberen.
15. Omfatter Guds kærlige omsorg kun hans menneskeskabninger?
15 Guds kærlige omsorg omfatter ikke kun menneskene. Da Jesus Kristus fortalte sine apostle om Guds kærlighed til dem, sagde han: „Sælges to spurve ikke for en ringe mønt? Dog falder ikke én af dem til jorden uden jeres Faders viden. Men på jer er endog alle hovedhår talt. Vær derfor ikke bange: I er mere værd end mange spurve.“ (Matt. 10:29-31) Ja, tænk — Gud er endog interesseret i fugle som kun har ringe værdi i menneskers øjne. Og hvorfor ikke? Også de er en del af hans værk. Han skabte dem og bevarede dem gennem vandfloden på Noas tid.
16. Hvordan har Gud dog vist at han holder særligt af menneskene?
16 Men menneskene holder han særligt af. Det var ikke da han dannede dyrene men da han gjorde sig klar til at skabe menneskene at han sagde til sin søn: „Lad os gøre mennesker i vort billede.“ (1 Mos. 1:26) Selv om vore første jordiske forældre syndede, kølnedes hans kærlighed til menneskeslægten ikke. Kærligt sørgede han for at alle som i tro ville påskønne deres Skaber, kunne komme til at leve evigt. Som Jesus forklarede: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Joh. 3:16.
17. Hvorfor er det dejligt at kunne se frem til et evigt liv i tjenesten for Jehova?
17 Hvor herligt at kunne tjene Jehova for evigt! Han er ikke en utaknemmelig herre. Selv nu, hvor vi er hæmmet i vores tjeneste på grund af vores ufuldkommenhed, forsikrer han at han vil belønne os. Til opmuntring for os lod han apostelen Paulus skrive til trofaste kristne: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn, idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste og fortsat yder dem hjælpetjeneste.“ (Hebr. 6:10) Fordi Abraham ved flere lejligheder havde vist sand tro på Jehova, sagde Gud til ham: „Din løn skal blive såre stor!“ (1 Mos. 15:1) Og salmisten skrev om Jehovas lovbud: „At holde dem lønner sig rigt.“ (Sl. 19:12) Ja, Jehova lønner taknemmeligt dem der gør hans vilje, uanset om det er i små eller store ting. Hvordan reagerer vi på denne enestående værdsættelse fra Guds side? Gengælder vi hans værdsættelse?
Værdsættelse af et godt forhold til Gud
18. Hvordan er vi alle stillet med hensyn til at være i et godkendt forhold til Jehova?
18 Et godkendt forhold til Jehova er ikke noget vi mennesker kan tage for givet. Vi er ikke født med det. Vi er tværtimod stillet som kong David, der skrev: „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ (Sl. 51:7) Ingen af os er undtaget. Bibelen siger som sandt er: „Alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ (Rom. 3:23; se også Første Johannesbrev 1:8, 10.) Men Jehova har tilvejebragt det middel hvorved vi kan opnå hans godkendelse.
19, 20. Hvad er det eneste middel hvorved vi kan træde ind i et forhold til Jehova, og hvorfor er det et stort privilegium at kunne tjene ham?
19 Når vi et øjeblik standser op og tænker over hvor små vi mennesker er i sammenligning med Gud, bør dette middel som Gud har tilvejebragt, appellere til vort hjerte. Enhver som har rejst med flyvemaskine ved at blot i en højde af nogle få tusind meter kan man næsten ikke se folk nede på jorden, og deres huse og biler ser ud som legetøj. Hvor små og ubetydelige må menneskene da ikke se ud for Jehova, når han betragter jorden fra sin langt mere ophøjede stilling! (Es. 40:15) Intet under at salmisten skrev: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham?“ — Sl. 8:4, 5.
20 Og dog giver denne højt ophøjede Skaber, universets suveræne Hersker, os små dødelige mennesker mulighed for at træde ind i et forhold til ham. For at gøre dette muligt sendte han sin enestefødte søn til jorden for at denne skulle bringe sit liv som et offer der kunne sone synden. Denne søn, Jesus Kristus, forklarede selv: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ Han sagde også til sine apostle: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ (Joh. 3:16; 14:6) Efter sin død og opstandelse bød han sine disciple: „I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Apg. 1:8) I værdsættelse af det storslåede privilegium det var at tjene på denne måde, gjorde de som han sagde.
21. Hvordan har mennesker over hele jorden i det forløbne år vist at de værdsætter et godt forhold til Gud?
21 Det har bevirket at folk i alle dele af verden er blevet bekendt med Jehova, den eneste sande Gud, og hans søn Jesus Kristus. Sidste år forkyndte Jehovas kristne vidner i 207 lande og områder. Nogle har givet agt på det de har hørt. De har set behovet for at angre deres tidligere adfærd, vende om og bruge deres liv til at gøre Guds vilje. Efter at de har opnået forståelse og værdsættelse af den vidunderlige foranstaltning Gud har truffet for at udfri menneskeheden fra trældom under synd og død, har de med glæde sagt nej til sig selv og har ladet sig døbe som symbol på at de har indviet sig til Jehova for at gøre hans vilje. (Matt. 16:24; 28:19, 20) Det er ikke kun nogle få der har taget dette betydningsfulde skridt. I 181 lande og områder er der blevet døbt nye disciple i det forløbne tjenesteår. Alt i alt har der dette ene år været 297.872 som har fremstillet sig til dåb hos Jehovas vidner. De har alle sammen studeret Bibelen, de ved hvad den lærer, og de viger ikke tilbage for offentligt at bekende deres tro. (Rom. 10:9, 10) De har gjort en flittig indsats for at opfylde kravene for at kunne blive døbt, idet de i høj grad værdsætter et godt forhold til Gud. Viser du den samme værdsættelse? Da kan du se frem til store velsignelser, både nu og i fremtiden.
[Illustration på side 130]
Forældre som virkelig elsker deres børn vil sørge for at de får den nødvendige tugt — ikke blot revselse og straf, men personlig oplæring der fremmer deres mentale og moralske udvikling