Bliver en verden uden vold nogen sinde en realitet?

„LIVET er ikke andet end en kamp for at overleve,“ sagde en kvinde i et overfyldt tog som var på vej mod Bombay. Gennem vinduet betragtede hun det trøstesløse „landskab“ hvor kilometer efter kilometer af bølgeblikbyer lå nådeløst udsat for monsunens stadige regnskyl. „Folk i dag har ingen moral,“ fortsatte hun. „Ingen tænker på andre end sig selv. Selv de gamle, hævdvundne moralnormer har mistet deres betydning.“

Hendes iagttagelse kan gælde millioner af mennesker der lever fra dag til dag, uden nogen faste moralnormer. Hvad enten de er rige eller fattige, har de afvist de overleverede regler og finder dem enten utilstrækkelige eller for begrænsende i forhold til livet i vor tid. De har erstattet dem med selvets krav — egen overlevelse og egen nydelse.

Mangelen på normer der kan give ballast har gjort mange fortvivlede — ja, ligefrem vrede. I en voldspræget verden er det blevet almindeligt at berede sig på selvforsvar. Og da mange mener at ’angreb er det bedste forsvar’, bliver resultatet at vold avler vold, hvad enten det er fysisk eller kun verbalt.

’Farefulde tider’

Den der har skabt menneskeheden, har forudset at der ville komme en tid som denne — hvor man ville forkaste de gudgivne normer og i stedet leve på må og få. Resultatet af dette blev udtrykt for næsten to tusind år siden: „Men du må gøre dig klart at i de sidste dage vil tiderne være farefulde. Menneskene vil blive aldeles selvoptagne, pengebegærlige, stortalende. De vil blive hovmodige og grove, uden respekt for hvad deres forældre har lært dem. De vil være fuldstændig berøvet taknemmelighed, ærbødighed og normale menneskelige følelser. . . . De vil bevare en facade af ’religiøsitet’, men deres liv benægter dens troværdighed.“ — 2 Timoteus 3:1-5, The New Testament in Modern English, J. B. Phillips.

Ser vi ikke hver dag omkring os hvor sandt dette er? Er verden ikke for manges vedkommende et fjendtligt sted hvor der mangler „normale menneskelige følelser“? Der begås overgreb, fysisk såvel som psykisk. Den menneskelige værdighed trædes under fode i bredt omfang. Ganske almindelig medmenneskelighed kan være så sjælden i denne selvoptagne tid, at når nogen endelig gør en venlig handling over for andre, bliver vedkommende betragtet som en ener!

Kan denne situation på nogen måde ændres? Er der nogen magt eller kraft som kan rykke voldsmentaliteten ud af menneskenes hjerter? Er der noget der kan motivere en forandring?

En ny oplæring af hjertet

Det er blevet sagt at formålet med undervisning bør være karakterdannelse — og dertil kan vi føje: normdannelse, fastsættelse af den rette målestok for værdier. Hvis „ikke-vold“ skal være mere end blot en kliché, må mennesker over hele verden oplæres forfra — til at elske deres Gud og deres næste i egentligste forstand. Denne oplæring skal ikke blot tage sigte på sindet, der vejer og vurderer, men snarere på hjertet, sædet for motiverne.

Vi ville naturligvis ikke tage imod et nyt sæt værdinormer fra hvem som helst. Vi ville insistere på at de nye normers ophavsmand var nøgtern i dømmekraft og ulastelig i sin egen adfærd. Hans principper måtte have bestået tidens prøve og kunne anvendes af hele menneskehedens brede spektrum. Mennesker af enhver nationalitet og baggrund måtte tages i betragtning. Og fremfor alt måtte man nå ind til deres hjerter.

Hvem kan give os en sådan vejledning i disse farefulde og vanskelige tider? Hvem kan forsyne os med et nyt værdisæt som kan hjælpe os til at holde ud og som kan fylde vort liv med håb i stedet for håbløshed? Hvem kan nå ind til vore hjerter og dér indplante fred og kærlighed i stedet for vold og had?

Historien har vist at denne opgave overstiger ethvert menneskes evner. Lyt derfor til hvad den gamle og respekterede mand Moses skrev om Skaberen, Jehova Gud: „[Jehovas] navn vil jeg forkynde, ære skal I give vor Gud! Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ Tænk blot — en Gud der både er retfærdig, fuldkommen og trofast! — 5 Mosebog 32:3, 4.

Kong David skrev: „[Jehovas] lov er fuldkommen, kvæger sjælen, [Jehovas] vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis, [Jehovas] forskrifter er rette, glæder hjertet, [Jehovas] bud er purt, giver øjet glans.“ (Salme 19:8, 9) Ja, Jehovas love og forskrifter kan trænge ind i vort hjerte og ændre vor tankegang og vort handlingsmønster. Voldelige mennesker kan blive fredelige og kærlige.

Et fredselskende folk

For næsten to tusind år siden sagde Jesus Kristus, den kærligste lærer menneskeheden har haft, til en skare forsamlet på en bjergside: „Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden. . . . Lykkelige er de som stifter fred, for de vil blive kaldt ’Guds sønner’.“ (Mattæus 5:5-9) Eksisterer der i dag et folk af mennesker som har et mildt sind og som stifter fred? Kristenheden, der altid har været indblandet i krigsførelse, kan ikke være et sådant folk.

Men i alle dele af verden findes der et folk af mennesker fra forskellige nationer som har lagt al voldsmentalitet bag sig og antaget nye, gudgivne normer. De har ladet sig oplære på ny. Deres hjerter er blevet rørt, og de har taget imod indbydelsen: „’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, . . . han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; . . .’ Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ Ifølge denne profeti skulle der altså „i de sidste dage“ være et folk som ikke anvendte vold. Hvem er dette folk? — Esajas 2:2-4.

Det er kendt som Jehovas Vidner, og dette folk tæller millioner i hele verden. De findes sikkert også dér hvor du bor. Det er fredselskende mennesker der går fra hus til hus for at fortælle andre om Jehovas retfærdige veje. I intet som helst land griber de til våben. De er ikke indblandet i politik, og bruger ikke vold. Hos disse gudfrygtige, fredselskende mennesker er ikke-vold en realitet. De er fortalere for Guds rige — hans regering ved Kristus — som løsningen på menneskehedens problemer. De ved at Guds rige snart vil fjerne al vold og alle voldsmænd fra jorden. Deres liv er et vidnesbyrd om at ikke-vold kan være mere end et fjernt ideal. — Daniel 2:44; Åbenbaringen 21:3, 4.

Jehovas vidner erkender denne bibelske sandhed: „Gud [er] ikke . . . partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.“ (Apostelgerninger 10:34, 35) Derfor respekterer de ethvert menneskes personlige værdighed, uanset social baggrund og hudfarve. Deres broderskab er ikke splittet af noget klassevæsen eller kastesystem.

Længes du efter retfærdighed?

Hvordan stiller du dig? Er du et af de tavse ofre for diskrimination? Sørger du over den uretfærdighed du ser og mærker? Længes du efter retfærdighed og upartiskhed? Hører du til dem der ’sukker og jamrer over de vederstyggeligheder’ som øves i religionens navn? Da kan du være forvisset om at Gud kender til det. — Ezekiel 9:4.

Under guddommelig inspiration skrev en af Bibelens salmister: „Du har hørt de ydmyges ønske, [Jehova], du styrker deres hjerte, vender øret til.“ Er du villig til at lade Jehova berede dit hjerte til den nye tingenes ordning som snart vil komme og hvor der ikke længere vil være vold? Da vil vi opfordre dig til at henvende dig til dette blads udgivere eller til et af Jehovas vidner. De vil med glæde hjælpe dig til at forstå hvordan Guds rige snart vil sørge for at en verden uden vold bliver en realitet. — Salme 10:17.

[Ramme/​illustration på side 12]

En kasteløs kvinde fortæller

Rukhmani er 40 år gammel. Hun taler sproget marathi. Man kan finde hende på en af de travle gader ved hjørnet af en bazar i Bombay, hvor hun sidder og sælger grøntsager.

„Jeg er født som hindu,“ fortæller hun. „Vi var harijaner [guden Vishnus folk], en lavere klasse blandt hinduerne. Som lille pige undrede jeg mig ofte over at jeg ikke måtte lege med jævnaldrende piger. Min fader forklarede at det var fordi vores kaste var lavere end deres. Det blev jeg meget såret over, og selv i skolen måtte harijan-børnene sidde på en bænk for sig. De andre elever ville hverken se på os eller tale med os. Vi fik ikke engang lov til at komme ind i hindutemplerne eller trække vand op af brønde der tilhørte hinduer af højere kaster. Vi var kasteløse, harijaner, og livet var en elendighed for min familie og mig.“

For at få en lidt bedre tilværelse begyndte Rukhmani og hendes familie at holde sig til en reformvenlig hindu ved navn dr. Ambedkar. I 1956 opfordrede han hele harijan-kasten til at gå over til buddhismen. Det gjorde Rukhmani, men hun blev ikke lykkelig af det. Hun siger: „Hinduer og buddhister regner i teorien hinanden for at være lige, men i virkeligheden er det ikke sådan. Vi kunne ikke gifte os med hinduer, for vi blev stadig regnet for lavere.“

Efterhånden holdt Rukhmani op med at tilbede Buddha og begyndte at tilbede den afdøde dr. Ambedkar. Hun var forvirret og bedrøvet. „Nu var jeg begyndt at tilbede et menneske. Hver dag købte jeg en ny krans til hans billede og bad bønner foran det.“ Blev hun lykkelig af det? „Nej. I mit hjerte var jeg ikke lykkelig. Jeg kunne ikke se nogen fremtid. Jeg søgte at give mit liv den rigtige retning, men kunne ikke finde nogen hjælp.

Så en dag kom en nabo og tilbød os brochuren Er der en Gud som interesserer sig for os? Hun fortalte at hun tilhørte en ren organisation af mennesker som tilbad den sande Gud, Jehova. Dette budskab vakte min interesse, og jeg begyndte at læse brochuren sammen med Bibelen. Det ændrede hele mit udsyn. Snart skaffede jeg mig af med mine billeder af Buddha og af dr. Ambedkar. Jeg begyndte at overvære møderne i Jehovas Vidners lokale rigssal. Forestil jer hvad jeg følte da jeg første gang fremholdt en bibelsk præsentation for en forsamling! Her stod jeg, en kasteløs, og talte i Jehovas Vidners menighed!“

Hvad var det der tiltrak hende ved Jehovas Vidner? „Den kærlighed og enhed der er iblandt dem. Der er ingen kasteskel i denne religion. Dette betød meget for mig, for jeg havde i årevis lidt under diskrimination i tavshed. Hos Jehovas Vidner er jeg ikke længere kasteløs — jeg er en søster! Hver dag fryder jeg mig over at kende den kærlige Gud, Jehova.“

[Illustration på side 11]

Snart vil al vold, uretfærdighed og fattigdom være borte for stedse