Den falske religion bygger sine fæstninger i verden — langt fra Babylon

TIDEN: Lidt over et hundrede år efter Vandfloden. STEDET: Mesopotamien. En vældig folkemasse står på tærskelen til et uhyre ubeboet område. Muligheden for at få del i et enestående privilegium ligger åben for dem. Deres forfædre var under førerskab af Noa, som endnu lever, af Jehova Gud blevet ført sikkert gennem Vandfloden og ud på en renset jord. „En verden af ugudelige mennesker“ var gået til grunde og al falsk gudsdyrkelse var blevet udslettet. Noa og de syv øvrige overlevende havde genoprettet den sande, rene gudsdyrkelse da de bragte takofre til Jehova for denne enestående udfrielse. — 1 Mos. 8:20, 21; 9:28.

De ledende mænd i denne voksende befolkning er halvfjerds familieoverhoveder der har haft den forret at vokse op og leve under Guds tjener og profet Noas førerskab. De har haft mulighed for at få et grundigt kendskab til de retfærdige love og bestemmelser som Noa under Guds ledelse har indført i det menneskelige samfund, og de er også bekendt med resultatet af menneskenes ulydighed før Vandfloden. De er udrustet til at bevare den sande tilbedelse på jorden.

Nu oplyser Noa dem om at tiden er inde til at efterkomme en vigtig befaling som Gud har givet. De skal ikke alle blive boende i det ene område hvor de nu bor, men de skal spredes ud over jorden og opfylde den med retfærdige mennesker der tilbeder Jehova Gud. Tilbedelsen af ham skulle udbredes over hele jorden. Hvis disse halvfjerds familieoverhoveder lydigt efterkom denne befaling kunne de bygge „fæstninger“ for den sande gudsdyrkelse over hele jorden. Disse fæstninger skulle tjene som centre for udbredelsen af kundskaben om Gud og den sande religions krav, til alle de folkeslag som endnu ikke var født. I sandhed en storslået arv som de dermed kunne give deres børn i eje! Disse fæstninger skulle holde stand mod Satan Djævelen som ville forsøge at genindføre falsk religion. Jehova havde på denne måde viseligt sørget for at beskytte dem mod en gentagelse af det der var sket før Vandfloden, da en verden var blevet trælbundet af falsk religion og af uvidenhed om den store Skaber og Livgiver. — 1 Mos. 4:26; 6:5, 13.

De der er fortrolige med Bibelens beretning ved at de fleste af disse halvfjerds familieoverhoveder og ledende mænd manglede tro på Gud. Det var ikke Guds navn og tilbedelsen af ham der optog den største plads i deres hjerte. De havde ikke de fremtidige generationers velfærd på sinde. De lod sig lede af frygt og selviskhed til at gøre oprør mod Gud og til at svigte den opgave de havde fået betroet. De måtte nu med magt spredes til jordens forskellige egne. Dér byggede de fæstninger for den falske religion, hvorigennem jordens nationer er blevet ført bort fra Gud, til stor sorg og ulykke for hele menneskeheden.

Babylon — hovedfæstningen

Når vi gransker den bibelske beretning ser vi af det der skete, at Guds modstander, den store slange, Satan Djævelen, usynligt har luret på en chance til at indgyde sin ånd i menneskene, sådan som han havde gjort det med Adam og Eva. Han vidste at hvis han på dette tidlige tidspunkt kunne beherske menneskehedens samlede kerne, ville han være godt på vej til at beherske de senere generationer der ville tage hele jorden i besiddelse. Han drog fordel af deres frygt for og modvilje imod at drage ud til de store ubeboede områder som pionerer for tilbedelsen af Gud. Endvidere appellerede han til deres selviskhed ved at indgive dem ønsket om at skabe sig et navn. Nimrod havde netop den ånd der gjorde ham til et egnet redskab for Satan. Han kunne tilskynde folkene i den retning Satan ønskede. Med ham som deres selvbestaltede konge og i opposition til Gud og hans trofaste tjenere Noa og Sem begyndte de at undfange højtflyvende planer. De lod sig forlede til at tro at én stor fæstning, nemlig byen Babel med dens tårn, ville gøre dem mægtige nok til at sønderrive de bånd som Guds love lagde på deres selviske aktivitet og sætte dem i stand til at frigøre sig for hans domme. De troede at de ved dette samlede forsøg kunne udrydde den sande tilbedelse og dem der holdt fast ved den. — 1 Mos. 11:2-4; 10:8-10.

Befalede Gud nu Noa og Sem at drage i krig mod denne by og ødelægge den og dens tårn? Nej. Som Gud selv sagde ville intet af det bygningsmændene satte sig for være umuligt for dem. Han måtte selv gribe ind. Ved at forvirre deres tungemål tvang Jehova dem med magt til at spredes i forskellige retninger. Men Noa og Sem, som holdt fast ved den sande tilbedelse, fik ikke deres sprog forvirret og deres familier blev derfor heller ikke spredt. Sems efterkommere bosatte sig for størstedelens vedkommende i og omkring Mesopotamien, mens Jafets og Kams efterkommere drog bort til andre egne. — 1 Mos. 11:5-9.

Vi finder derfor at mens den falske religion blev spredt til alle jordens egne, udøvedes den sande religion af Sem og en trofast gren af hans efterkommere, deriblandt Abraham, i det mesopotamiske område, til trods for at disse mødte stor modstand fra babylonierne og andre der bosatte sig deromkring. I stedet for at bygge fæstninger for den sande religion til gavn for senere generationer førte de familier der spredtes til andre egne, den falske religion fra Babylon eller Babel med sig og opbyggede fæstninger for den hvor de kom hen. Skønt de nu udtrykte deres tanker på forskellige sprog, var det de samme babyloniske forestillinger de havde. Det blev begyndelsen til den falske religions verdensomspændende imperium. Selv om der senere opstod variationer var det i realiteten én religion der var i opposition til Jehova og som beherskedes af hans modstander Satan Djævelen. — 1 Mos. 10:32.

Som et eksempel på at den falske religion har bredt sig fra Babylon til andre egne, hvor den har øvet en kolossal indflydelse på hver fase af menneskenes liv, citerer vi følgende fra The Americana Annual 1962:

Den kendte assyriolog, professor Samuel N. Kramer fra Pennsylvania Universitet gør opmærksom på at den civilisation man finder ved floden Indus fra år 2500 f. Kr. til år 1500 f. Kr. stammer fra en ældre mesopotamisk (præ-sumerisk) befolkning som flygtede til Indusdalen da sumererne trængte ind i Mesopotamien. Han nærer formodning om at Indus-civilisationerne er grundlagt af det folk som man undertiden benævner ubaid’erne efter Al Ubaid, et fundsted i det sydlige Mesopotamien (Iraq), hvortil man har sporet deres kultur.

I Indien har statsarkæologer udgravet havnebyen Lothai som ligger ved kysten nordvest for Bombay og stammer fra det tredje årtusind f. Kr. . . . Desuden finder man spor af en forbindelse med det fjerne Assyrien og Ægypten, . . . Byen, der er bygget på murstensterrasser, bærer præg af en fremskreden sans for byplanlægning og sanitetsvæsen. — Under „Archaeology“, side 44, 2.-4. afsnit.

Nimrod ophøjes til gud og til en falsk „sæd“

Nimrod bevarede sin stilling som Babylons første konge. Det er naturligt at han ville blive æret og agtet som den store jæger og konge der var i opposition til Jehova og som havde grundlagt det gamle babyloniske rige. Babylonierne, der havde forkastet Jehova som den sande Gud, ville føle sig tilskyndet til at tilbede Nimrod. Da han døde kan man forestille sig at de ophøjede ham til gud, til byen Babylons skytsgud. — 1 Mos. 10:9, NW.

Over 1500 år senere, da Babylon stod på sin magts tinde under kong Nebukadnezar II, der er nævnt i Bibelen, var Marduk den kongelige residensbys øverste gud. Templet for Marduk hed E-sagila („Huset der rejser sit hoved“), og tempeltårnet der var bygget i tilknytning dertil hed E-teme-nanki („Huset der er himmel og jords fundament“). Angående guden Marduk, der i Bibelen kaldes Merodak (Jer. 50:1, 2), får vi følgende interessante oplysninger:

Nimrod er blevet identificeret med Merodak, Babylons gud . . . Han er blevet identificeret med Gilgamesh, helten i det epos der indeholder det babyloniske vandflodssagn . . . med forskellige historiske konger i Babylonien, . . . — The Encyclopædia Britannica, bind 19, udgaven af 1911, side 703.

Man har nu to teorier om Nimrods identitet: . . . De der identificerer Nimrod med Marduk [siger] at . . . de [kileskrift]tegn som danner navnet Marduk, der også fremstilles som jæger, fonetisk kan læses som „Amar Ud“ og ideografisk som „Namr Ud“ — på hebraisk „Nimrod“. — The Jewish Encyclopedia, bind 9, side 309.

Alexander Hislop, der er forfatter til bogen The Two Babylons, identificerer ligeledes Nimrod med guden Merodak, skønt han mener at navnet Nimrod er afledt af Nimr, „leopard“, og rada eller rad, „at betvinge“. „Der er ingen tvivl om,“ siger han, „at Nimrod var en oprører og at hans oprør blev berømmet i de gamle sagn; men når han optrådte i denne rolle var hans navn ikke Nimrod men Merodak, eller, som hos romerne, Mars, ’oprøreren’, eller, som hos oskerne i Italien, Mamers . . ., ’oprørsstifteren’.“ — The Two Babylons, side 44, fodnoten.

I Edens have havde Gud udtalt et løfte, som berettet i 1 Mosebog 3:15. I forbindelse med sit løfte dømte Gud den store slange, Satan Djævelen, til døden fordi den havde forført det fuldkomne menneskepar, Adam og Eva, til sammen med den at gøre oprør mod deres Skaber. Gud sagde da: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ Til forskel fra de mennesker der i dag hævder at beretningen fra Edens have kun er et sagn, var man på Nimrods tid kendt med den begivenhed der havde fundet sted i Edens have, og man vidste at Gud havde fremsat dette løfte. I stedet for at hævde at dette løfte aldrig var blevet fremsat måtte de derfor fordreje betydningen af det og give det en anden fortolkning. Da Nimrod ved sine vældige bedrifter som jæger og som Babylons første konge blev „storhersker“ på jorden, var det let for babylonierne at benytte sig af disse omstændigheder og før tiden skabe en „opfyldelse“ af den profeti der var blevet udtalt i Edens have. Det ville tjene deres patriotiske og nationalistiske interesser udmærket at anvende profetien om kvindens sæd på Nimrod, og det var også i overensstemmelse med deres selviske ønske om at skabe sig et navn. Nimrod ville naturligvis støtte antagelsen af en sådan tanke, da den ville binde folket endnu stærkere til ham og hans efterfølgere i kongeembedet. Noas velsignelse havde vist at sæden ville komme gennem Sems slægtslinje og ikke gennem Nimrods bedstefader Kams slægtslinje. Når babylonierne anvendte profetien i 1 Mosebog 3:15 på Nimrod, hævdede de dermed at kvindens sæd var kusjit og altså kom gennem den hamitiske gren af menneskeslægten. Hvis sagnet taler sandt når det siger at Nimrod led en voldelig død, kunne babylonierne ligeledes hævde at dette var en opfyldelse af profetien om at den store slange skulle hugge kvindens sæd i hælen. — 1 Mos. 9:18, 24-27.

Tilbedelsen af „Moderen og barnet“ tager sin begyndelse

Det følger heraf at Nimrods moder, som Bibelen end ikke nævner, ville blive betragtet som „kvinden“, moderen til den sæd der skulle knuse den store slanges hoved. Derved kom hun til at dele sin søn Nimrods berømmelse. Hun ville blive æret, og muligvis ville hun også blive ophøjet til gudinde. Dette ville føre til en dyrkelse af moderen og sønnen. Måske er det forklaringen på at hun blev kaldt Semiramis eller Z’emir-amit. Dette navn betyder „Grenbæreren“. Den symbolske gren var da Nimrod, den der ville bringe fred og gøre en ende på verdens ulykke.

I denne forbindelse siges der i bogen The Two Babylons, side 20 og 21:

I den babyloniske folkereligion dyrkedes som den øverste guddom en modergudinde og hendes søn, der på billeder og billedstøtter fremstilledes som et spædbarn i moderens arme . . . Fra Babylon spredtes denne tilbedelse af Moderen og Barnet til jordens ender. I Ægypten blev Moderen og Barnet tilbedt under navnene Isis og Osiris; i Indien, helt frem til vore dage, som Isi og Isvara; i Asien som Kybele og Deōius; i det hedenske Rom som Fortuna og Jupiter-puer eller drengen Jupiter; i Grækenland som Ceres, Den store Moder, med barnet ved sit bryst, eller som Eirene, fredsgudinden, med drengen Plutos i sine arme. Selv i Tibet, Kina og Japan måtte jesuitiske missionærer forbavses over at finde et modstykke til Madonnaen med barnet, der blev tilbedt lige så andagtsfuldt som i selve det pavelige Rom. Shing Moo, Den hellige Moder i Kina, fremstilles med et barn i armene og en glorie om hovedet og ser ud nøjagtig som var den lavet af en romersk-katolsk kunstner.

Der er grund til at tro at denne udbredte moderdyrkelse har sin oprindelse i tilbedelsen af Semiramis, som vi allerede har nævnt og som blev tilbedt af babylonierne og andre af østens folk, af disse sidste under navnet Rhea, Den store „Moder“.

Kusj’ hustru, Nimrods moder, var et barnebarn af Noas hustru, der overlevede Vandfloden, ligesom fiskene havde gjort. Læg mærke til hvad dette havde udviklet sig til i den hedenske babyloniske religion:

Dette finder vi allerede vidnesbyrd om hos [den græske oldtidshistoriker] Herodot, ifølge hvem Eufratflodens bredder er viet til [Semiramis] (i. 184), og en af Babylons porte bærer hendes navn (iii. 155). . . . I sagnene fremstilles Semiramis såvel ved sin fødsel som ved sin forsvinden fra jorden, som en gudinde, en datter af fiskegudinden Atargatis, og selv sættes hun i forbindelse med Ishtars eller Astartes duer. — The Encyclopædia Britannica, bind 24, udgaven af 1911, side 617.

Det er let at se at de oprindelige babyloniske forestillinger ligger til grund for mange af de læresætninger den falske religion har udviklet og som man kan finde i alverdens lande i dag. Et fremtrædende eksempel er treenighedslæren, der senere er blevet gjort til en af søjlerne i kristenhedens falske religiøse fæstning. Som det første menneske der blev ophøjet til gud efter Vandfloden ville Nimrod blive „gudernes fader“ i det babyloniske religionssystem, mens den såkaldte Semiramis ville blive „guds moder“ eller „gudernes moder“. I dyrkelsen af Kusj, dennes hustru og Nimrod ville sønnen Nimrod efterhånden indtage den vigtigste plads og modtage større ære end de to andre, nøjagtig som kristenheden ofrer størst opmærksomhed på Sønnen i treenighedslærens „Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd“. I nogle dele af kristenheden ser vi også at der vises Jomfrumoderen større opmærksomhed end både Faderen og Sønnen, og man lærer at det i virkeligheden er Moderen der skal knuse den store slanges hoved. Endvidere ophøjes hun til Guds Moder. — 1 Mos. 3:15, Douay.a

Hvilken dårlig start for jordens folk! I stedet for at modtage en sandhedens arv fra fæstninger for ren gudsdyrkelse, modtog de falske religiøse forestillinger og hedenske skikke fra centre for falsk religion, som følge af deres forfædres selviskhed, troløshed og ulydighed. Hindrede dette nu Jehova i at gennemføre sin hensigt? Fandtes der ikke en måde hvorpå Jehova kunne nedbryde disse fæstninger for falsk religion og til sidst udfri retsindige mennesker af denne religions greb? Ville hans navn blive ophøjet og ville han alene blive tilbedt på hele jorden, sådan som hans hensigt var fra begyndelsen? Lyt til hvad han selv siger: „Thi som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med spirer, givet sæd til at så og brød til at spise, så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Es. 55:10, 11.

Da det er noget der berører alle, er det af største betydning at se hvilket skridt Gud har taget til at nedbryde disse falske religiøse fæstningers magt og føre folk ud af dem til friheden udenfor. Vi skal i de følgende numre af dette blad se hvordan opfyldelsen af hans hensigter er skredet frem side om side med udviklingen af den falske religion.

[Fodnote]

[Kort på side 405]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Plan over Babylon

NEBUKADNEZAR II’s SOMMERPALADS

NEBUKADNEZARS YDRE MUR

Eufratfloden

KUTHAKANALEN

YDRE BYMUR

MARDUKPORTEN

INDRE MUR

Kuthavejen

SINPORTEN

Ninmakhtemplet

ISHTARPORTEN

NORDBORG

PALADSMUSEUM

SYDPALADSET

Hængende haver

PROSSIONSGADEN

BANITUMKANALEN

Ishtartemplet

Kishvejen

ZABABAPORTEN

ENLILPORTEN

ESAGILA

BABELSTÅRNET

Marduktemplet

Gulatemplet

Ninurtatemplet

URASHPORTEN

Bro

NYSTADEN

LUGALGIRRAPORTEN

Adadtemplet

ADADPORTEN

Shamastemplet

SHAMASHPORTEN

0-500-1000 METER

0-1000-2000-3000-4000 FOD