Jesu bjergprædiken — „I skal slet ikke aflægge eder“

EFTER at Jesus i sin bjergprædiken havde talt om ægteskabsbrud og skilsmisse, gik han over til et andet emne, nemlig spørgsmålet om at udtale sig under ed. Han sagde: „I har også hørt at der blev sagt til dem der levede i gamle dage: ’Du må ikke aflægge en ed uden at holde den, men du skal indfri dine løfter til Jehova.’“ — Matt. 5:33.

De jøder der lyttede til Jesus vidste at deres forfædre gennem Moseloven havde hørt meget om edsaflæggelse. I visse forbindelser var det endda en pligt at sværge. (2 Mos. 22:10, 11; 4 Mos. 5:21, 22) Gang på gang understreger Guds ord at man ikke må bryde en ed man har svoret. — 4 Mos. 30:2, 3; 5 Mos. 23:21-23; Præd. 5:3, 4.

Jesus fortsatte: „Men jeg siger jer: I skal slet ikke aflægge eder, hverken ved himmelen, for den er Guds trone; eller ved jorden, for den er hans fodskammel; eller ved Jerusalem, for det er den store Konges by. Du skal heller ikke aflægge en ed ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort.“ — Matt. 5:34-36.

Mente Jesus at enhver form for sværgen og edsaflæggelse skulle afskaffes? Nej, for den guddommelige lov som forlangte edsaflæggelse i visse forbindelser var stadig i kraft. (Gal. 4:4) Da Jesus selv stod anklaget over for ypperstepræsten, gjorde han ingen indsigelse mod at blive taget i ed. (Matt. 26:63, 64) Hvad Jesus tænkte på da han sagde at man ’slet ikke skulle aflægge eder’, var at edsaflæggelse efterhånden var blevet en udvandet og misbrugt praksis. På hvilken måde?

Når edsbekræftede udtalelser nævnes med billigelse i Bibelen er det altid i spørgsmål af stor betydning, som ved beslutninger der har at gøre med den sande tilbedelse, ingåelse af pagter eller vidneudsagn ved retslige afhøringer. (1 Mos. 24:2-4, 9; 31:44, 50, 53; 2 Mos. 22:10, 11) Men efterhånden som tiden gik tillagde jøderne sig den vane at sværge i mange forskellige hverdagsagtige forhold. Gamle rabbinske skrifter taler om personer som svor at de ikke ville sove, tale, gå eller have kønslig forbindelse med deres kone. Ofte svor man med ordet „korban“, som betyder „en gave der er viet til Gud“. Opfattelsen gik ud på at man ved at sige dette ord, for sit eget eller andres vedkommende kunne erklære visse ting for at være lige så urørlige eller „forbudte“ som tempelofrene. I denne forbindelse sagde Jesus til farisæerne:

„Behændigt tilsidesætter I Guds bud for at kunne beholde jeres tradition. Moses sagde for eksempel: ’Ær din fader og din moder,’ og: ’Lad den der håner fader eller moder lide døden.’ Men I siger: ’Hvis et menneske siger til sin fader eller sin moder: „Hvad jeg end har som kunne være en hjælp for jer, er korban (det vil sige en gave viet til Gud)“’ — så lader I ham ikke længere gøre en eneste ting for sin fader eller sin moder, og I gør således Guds ord ugyldigt med jeres tradition som I har givet videre.“ — Mark. 7:9-13.a

Ligeledes var den måde hvorpå man aflagde ed, blevet forvansket. I stedet for at følge eksemplerne fra Skrifterne, hvor eder blev aflagt i Guds navn, begyndte man nu vidt og bredt at sværge „ved himmelen“, „ved jorden“, „ved Jerusalem“ og endda ved et andet menneskes „hoved“ (eller liv). (5 Mos. 6:13; Dan. 12:7) De jødiske lærde stredes om hvorvidt det var gældende når man svor ved sådanne skabte ting. Og åbenbart var der nogle som mente at de uden videre kunne trække en sådan ed tilbage. — Jævnfør Mattæus 23:16-22.

Men Jesus mindede om at himmelen jo var „Guds trone“, at jorden var „hans fodskammel“ og Jerusalem „den store Konges by“, så man ved at sværge ved disse ting i virkeligheden svor i Guds navn. (Es. 66:1; Sl. 48:3) At sværge ved et menneskes „hoved“ eller liv var ligeledes det samme som at sværge i Guds navn, for han er livets Ophav og Opretholder; intet menneske har så stor magt over sit eget liv at det kan så meget som ’gøre et hår hvidt eller sort’. — Sl. 36:10.

Efter således at have frarådet at man i flæng aflagde ed på alt muligt, sagde Jesus: „Lad blot jeres JA betyde ja, og jeres NEJ, nej; for hvad der går derudover er fra den onde.“ — Matt. 5:37.

Fordi løgn og bedrag var så udbredt, var det blevet almindeligt at man ofte bedyrede sine udtalelser med en ed. Men Jesus sagde at i hverdagslivet burde et simpelt ja eller nej stå til troende, og det burde slet ikke behøve nogen afstivning i form af sværgen. Hvis man ustandselig føler sig nødsaget til at gå „derudover“ ved at sværge, viser man at man egentlig ikke er pålidelig. Det er et udtryk for den ånd der stammer fra „den onde“, Satan Djævelen, som Bibelen kalder „løgnens fader“. — Joh. 8:44; Jak. 5:12.

[Fodnote]