Lad ikke din venstre hånd vide
DEN store Lærer var den bedste menneskekender der nogen sinde har levet på jorden. Uden at tage fejl en eneste gang opdagede han skjulte motiver og gav skånselsløst sin mening om dem til kende. En af de kritiske bemærkninger han rettede mod en almindelig menneskelig svaghed var denne:
„Vogt jer for at øve jeres retfærdighed for menneskene, for at de skal lægge mærke til jer; ellers får I ingen løn hos jeres Fader som er i Himlene. Derfor, når du giver almisse, må du ikke lade blæse i basun foran dig, som hyklerne gør i synagoger og på gader for at æres af mennesker; sandelig siger jeg Eder: de har allerede fået deres løn udbetalt. Men når du giver almisse, så lad ikke din venstre hånd vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan være i det skjulte. Så skal din Fader, som ser i det skjulte, betale dig.“ — Matt. 6:1-4.
Hvor disse den store Lærers ord dog rammer lige i hjertet! Hvor godt forstod Guds søn ikke den menneskelige natur, især den faldne, ufuldkomne menneskenatur! Vi vil måske ikke tænke på at blæse i en bogstavelig basun, men vi er tilbøjelige til at udbrede os om vor egen godhed. Som Bibelens ordsprog siger: „Et utal af mennesker vil hver især kundgøre deres egen miskundhed, men hvem kan finde et trofast menneske?“ Vi bliver derfor meget passende formanet: „Lad en anden rose dig, ikke din mund, en fremmed, ikke dine egne læber.“ En handling kan synes at udspringe af gavmildhed, men hvis vi henleder andres opmærksomhed på den bliver handlingen blot et middel hvormed vi vil besmykke vor anseelse. Vore motiver bliver mistænkelige, og vi gør os selv til et let offer for stolthed og hykleri. — Ordsp. 20:6, NW; 27:2.
Men hvad mente Jesus da han sagde at vi ikke må lade vor venstre hånd vide hvad vor højre hånd gør når vi viser godgørenhed? For det første indebærer det at vi ikke lader andre vide det mindste om vor gave. Eftersom den venstre hånd arbejder så nært sammen med den højre i næsten alt hvad vi foretager os, vil det, hvis den venstre intet skal vide, aldeles udelukke at vi skulle prale med vor gavmildhed, selv over for vor allernærmeste, det være sig ens hustru eller mand. Ved hjælp af denne overdrivelse slog Jesus også det vigtige princip fast, at vi skal beskæftige vore tanker allermest med hvordan vi kan vinde Guds godkendelse, ikke menneskers.
Det betyder ikke at der aldrig kan være tider hvor det tjener et godt formål at henlede opmærksomheden på vore gode gerninger; det kan der når vi vil vise vigtigheden af at rette sig efter et bestemt princip, eller når vi bestræber os for at få andre til at følge en god handlemåde. Således omtalte kong David det beløb han havde skænket til opførelsen af Jehovas tempel, guld og sølv til en værdi af mere en 630 millioner kroner. Andre trofaste tjenere for Jehova, både før og efter Davids tid, Guds søn medregnet, omtalte ligeledes til tider deres gode gerninger. Det blev imidlertid ikke i et eneste tilfælde gjort med det mål for øje at søge „ære fra mennesker“. Nej, det blev gjort for at ophøje Gud, som da David sagde til Jehova: „Thi hvad er jeg, og hvad er mit folk, at vi selv skulle evne at give sådanne frivillige gaver? Fra dig kommer det alt sammen, og af din egen hånd har vi givet dig det.“ Eller det kan være gjort for at opmuntre andre til at gøre ligeså, som da Paulus berettede om sin handlemåde og de genvordigheder han havde måttet udstå som en kristen tjener, missionær og apostel, hvilket berettigede ham til at sige: „Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi efterfølger!“ — 1 Krøn. 29:3, 4, 13, 14; 1 Kor. 11:1; 2 Kor. 6:3-10; 11:12-33.
Den store Lærer, Guds søn, havde i sandhed indgående kendskab til den menneskelige natur. Han vidste udmærket at „hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvo kender det?“ Ved hjælp af Guds ord og Guds hellige ånd eller virkekraft kendte Jesus menneskets hjerte. — Jer 17:9.