Kristne og håbet om tusindårsriget
„Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Matt. 6:10.
1. (a) Hvordan omtaler kristenheden håbet om tusindårsriget? (b) Hvorfor lader Jehovas vidner sig ikke gå på af dette?
DEN romersk-katolske kirke — og det samme gælder de fleste store, etablerede protestantiske kirker — nævner aldrig håbet om tusindårsriget for deres kirkegængere. De betegner ringeagtende dette håb som „millennisme“, og dets tilhængere som „millennister“. Men Jehovas vidner skammer sig ikke over at tro på tusindårsriget, for ubestridelige historiske kendsgerninger viser at de første kristne også troede på det.
De første kristne blev kaldt „millennister“
2. Hvad siger to opslagsværker om de første kristnes tro på tusindårsriget?
2 Med henvisning til kristne der tror på Kristi tusindårsrige siger Encyclopedia Americana: „De der har sådanne opfattelser kaldes millennister eller chiliaster, og deres trossætning chiliasme (græsk: chilioi, 1000). Det indrømmes fra alle sider at disse opfattelser var, om ikke generelle, så i hvert fald meget udbredte i oldkirken.“ I det franske opslagsværk Encyclopædia Universalis står der: „I den vestlige del af kristenheden var millennismen meget livskraftig inden for jødekristendommen i de første tre århundreder. . . . Millennismen var meget dybt rodfæstet i kristendommens første århundreder.“
3, 4. (a) Hvad vidner om at de kristne nærede forhåbninger om tusindårsriget inden de fik Åbenbaringen? (b) Hvad vil nogle måske hævde vedrørende de første kristnes håb om tusindårsriget?
3 Der er vidnesbyrd om at de kristne nærede forhåbninger om Kristi tusindårsrige endog før apostelen Johannes modtog Åbenbaringen ved slutningen af det første århundrede. Ved at læse de jødiske profeter havde de set nogle glimt af det vidunderlige håb som Kristus senere gav i Åbenbaringen, kapitlerne 20 og 21. Dette bekræftes interessant nok i 1966-udgaven af Encyclopædia Britannica, hvor der står: „Blandt de første kristne stammede forestillingen om et millennium . . . hovedsagelig fra jødiske eskatologiske forventninger [forventninger angående den yderste dom for menneskeheden og verden].“ Om samme emne siger det bindstærke leksikon New Encyclopædia Britannica (1977): „I Åbenbaringsbogen var den jødiske apokalyptisme [forventning om det ondes endelige tilintetgørelse og det godes endelige sejr] fuldt optaget i kristendommen. . . . I de første hundrede år af den kristne historie [33-133 e.v.t.] var denne form for millennisme, eller chiliasme (af det græske ord for 1000), en lære som blev fremholdt og accepteret generelt inden for kirken.“ — Kursiveret af os.
4 Hertil vil nogle sige: ’Det er måske rigtigt nok, men for de første kristne havde håbet om tusindårsriget ikke noget med jorden at gøre. Det var et himmelsk håb.’ Lad os imidlertid se hvad Bibelen og de historiske kendsgerninger viser.
Man ventede stadig et jordisk paradis
5, 6. (a) Hvilken opfattelse havde de kristne i det første århundrede, ifølge de værker der her er citeret?
5 Der er rigeligt med vidnesbyrd om at de første kristne ikke på noget tidspunkt forestillede sig at profetierne og løfterne i De hebraiske Skrifter om Paradisets genoprettelse på jorden var blevet annulleret med Messias’ eller Kristi komme. Endog i det katolske værk Dictionnaire de Théologie Catholique indrømmes der: „Millennismens oprindelse går tilbage til før den kristne tidsalder. Troen på et jordisk Messiasrige er udsprunget af de israelitiske forhåbninger.“
6 I bogen A History of Christianity skriver historikeren Kenneth Scott Latourette om de urkristne der håbede på Kristi andet komme: „Mange fastholdt den opfattelse at før historiens endelige afslutning og den fulde gennemførelse af Guds hensigt, fuldbyrdelsen af hans vilje — et håb som var fælles for alle kristne — ville Kristus komme igen, oprette sit rige på jorden og herske i tusind år. . . . Forestillingen om en tidsalder eller tidsaldre af tusind års varighed var ikke begrænset til kristendommen, men fandtes også i jødedommen.“
7. Hvad vidner om at de første kristne ikke forbandt Paradiset med himmelen?
7 Der er således et stort antal vidnesbyrd om at de første kristne var „millennister“, i den forstand at de håbede på det tusindårige Messiasrige. Jesus havde åbenbaret at han ville herske fra himmelen, men han ophævede ikke jødernes oprindelige messianske forhåbninger om genoprettelsen af det jordiske paradis under dette tusindårsrige. Det katolske værk Supplément au Dictionnaire de la Bible indrømmer interessant nok at „i jødiske skrifter, såvel som i den tidlige kristne litteratur, er ordet paradis normalt ikke synonymt med himmelen“. — Kursiveret af os.
Kristus ophævede ikke håbet om tusindårsriget
8. (a) Hvad var Jesu komme en garanti for? (b) Hvordan fremgår det af Bibelen at Paradiset vil blive genoprettet på jorden?
8 I sin kendte bjergprædiken erklærede Jesus: „I må ikke tro at jeg er kommet for at nedbryde Loven eller Profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.“ (Matt. 5:17) Eller, som Today’s English Version gengiver den sidste sætning: „Jeg er ikke kommet for at afskaffe dem, men for at lade deres lære gå i opfyldelse.“ Eftersom Jesus var kommet for at lade profeternes lære gå i opfyldelse, var hans komme en garanti for at deres profetier om Paradisets genoprettelse på jorden ville holde stik. Det gælder blandt andet profetier som Salme 37:11, 29; 72:1-8, 16-19; 115:16; Esajas 9:6, 7; 11:1-10; 45:18; og Daniel 2:34, 35, 44, 45; 7:13, 14.
9. Hvordan forbinder mønsterbønnen Guds rige med håbet om tusindårsriget?
9 I sin bjergprædiken gav Jesus også klart udtryk for at jorden ville komme til at spille en rolle i gennemførelsen af Guds vilje eller hensigt. Han lærte nemlig sine disciple at bede: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Matt. 6:9, 10) Han forbandt gennemførelsen af Guds vilje på jorden med Guds riges, det vil sige Messiasrigets, komme. Bønnen Fadervor, som op igennem tiden er blevet gentaget millioner af gange af både katolikker og protestanter, er altså blandt andet en bøn om indfrielsen af de messianske løfter der har at gøre med håbet om tusindårsriget.
Håbet om tusindårsriget åbenbares i fuldt omfang
10. (a) Hvornår og hvordan åbenbarede Jesus håbet om tusindårsriget i fuldt omfang? (b) Nævn nogle af de enkeltheder han åbenbarede.
10 Et kvart århundrede efter Jerusalems ødelæggelse for romernes hånd i år 70 (der gjorde ende på de jødiske forhåbninger om national udfrielse ved en politisk messias) åbenbarede Jesus, den sande Messias, håbet om tusindårsriget i fuldt omfang. I sin gengivelse af den Åbenbaring der blev givet af Gud gennem Jesus Kristus, skrev apostelen Johannes:
„Og jeg så en engel stige ned fra himmelen med afgrundens nøgle og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år. . . .
Og jeg så troner, og der var nogle som satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme. . . . Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over, men de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.
Og jeg så en ny himmel og en ny jord; . . . Så hørte jeg en høj røst fra tronen sige: ’Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem . . . Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.’“ — Åb. 20:1-6; 21:1-4.
En ’hellig hemmelighed’ forklares
11. Hvilken lighed er der mellem det håb om tusindårsriget som Jesus åbenbarede, og den oprindelige Messiasforhåbning som jøderne nærede?
11 Er der ikke en tydelig lighed mellem denne beskrivelse af Kristi tusindårsrige og jødernes oprindelige Messiasforhåbning, „håbet om den ideelle fremtid under Messias . . . guldalderen med paradisisk lykke . . . en verden med fuldendt fred og harmoni blandt alle skabninger . . . ’nye himle og en ny jord’“, for atter at citere The Jewish Encyclopedia?a
12, 13. Hvoraf fremgår det at Jesu disciple stadig ventede et jordisk Messiasrige?
12 Imidlertid var der vigtige detaljer angående Messiasriget som jøderne ikke forstod og som selv Jesu 12 apostle og andre disciple i den første tid havde svært ved at forstå. Kort efter at Jesus havde holdt sin bjergprædiken, hvori han lærte sine disciple at bede om at Guds rige måtte komme og Guds vilje ske på jorden som i himmelen, sagde han til sine disciple: „Jer er Guds riges hellige hemmelighed blevet givet, men for dem udenfor fremstilles alt i billeder.“ — Mark. 4:11.
13 Under hele sin jordiske tjeneste lærte Jesus sine disciple mange ting om det kommende Messiasrige. Ja, selv efter sin død og helt frem til det tidspunkt da han steg op til sin himmelske Fader, fortsatte han med at tale med dem om „de ting der vedrører Guds rige“. Og alligevel, til trods for alt dette, lød det allersidste spørgsmål de stillede ham: „Herre, er det på denne tid du genopretter riget for Israel?“, hvorved de afslørede at de stadig forventede at Messias skulle genoprette det kødelige Israels rige. (Apg. 1:3, 6) De havde ret i at Messiasriget drejede sig om et herredømme eller en regering, men de tog fejl når de mente at Messias ville regere på jorden og at hans regering udelukkende ville være jødisk.
14. (a) Hvordan blev Kristi disciple i stand til at frigøre sig fra deres fejlagtige forhåbning? (b) Hvilke betydningsfulde aspekter ved ’den hellige hemmelighed’ begyndte de første kristne nu lidt efter lidt at forstå?
14 Først efter at den hellige ånd var blevet udgydt på Pinsedagen kunne Kristi disciple frigøre sig fra forestillingen om et nationalt Messiasrige og forstå de nye, vigtige aspekter ved „Guds riges hellige hemmelighed“. Ét aspekt ved denne „hellige hemmelighed“ var at Messias skulle være en himmelsk konge og at hans regering skulle være i himmelen. (Joh. 18:36; Apg. 2:32-36; 1 Tim. 3:16) Andre træk ved ’den hellige hemmelighed’ — sandheder som var nye og revolutionerende for trofaste jøder hvis tankegang var formet af Skrifterne og ikke af græsk filosofi — var at et begrænset antal mennesker ville blive udvalgt som „hellige“ til at være sammen med Messias i hans rige, at disse skulle herske sammen med ham i himmelen, og at de ikke blot skulle udvælges blandt jøderne men også blandt hedningerne eller ikke-jøderne. — Dan. 7:13, 14, 27; Luk. 12:32; 22:28-30; Joh. 14:1-3; Ef. 3:3-6; Kol. 1:26, 27.
Et nyt, revolutionerende håb
15. Hvorfor var tanken om at skulle i himmelen noget ganske nyt og revolutionerende for den trofaste jødiske rest?
15 Alt dette var noget helt nyt. Som vi allerede har set i artiklen „Oprindelsen til håbet om tusindårsriget“, var jødernes oprindelige håb om Messias et jordisk håb, og det var først under indflydelse af falsk religiøs tradition og filosofi at nogle af dem på et meget sent tidspunkt i deres historie begyndte at tro på en udødelig sjæl. Den trofaste jødiske rest der holdt fast ved de inspirerede hebraiske skrifter og anerkendte Jesus som den sande Messias, troede tydeligvis ikke på iboende udødelighed. Derfor var tanken om at Messias skulle styre fra himmelen og at de selv skulle være hans medregenter i himmelen, ganske ny og revolutionerende for dem.
16. Hvad skrev Peter om dette nye, revolutionerende håb?
16 I et brev til de kristne der havde fået dette særlige kald til at være konger og præster sammen med den himmelske Messias, skrev apostelen Peter: „Velsignet være vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader, for i overensstemmelse med sin store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv. Den er bevaret i himlene til jer . . . Men I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab’.“ — 1 Pet. 1:3, 4; 2:9.
17. Hvordan gav Paulus udtryk for at kaldet til liv i himmelen var noget nyt?
17 Apostelen Paulus omtalte også dette ganske specielle og usædvanlige kald til liv i himmelen, idet han skrev: „Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse . . . [som] nu er . . . blevet gjort helt kendt ved vor Frelsers, Kristi Jesu, tydelige fremtræden, han som har afskaffet døden og kastet lys over liv og uforgængelighed.“ (2 Tim. 1:9, 10) Hvis håbet om liv i himmelen allerede havde eksisteret blandt de troende jøder, hvorfor behøvede Kristus da at ’kaste lys over’ denne ’hellige kaldelse’ til uforgængelighed? Det er tydeligt at denne kaldelse til liv i himmelen var noget helt nyt for disse første kristne, der var udvalgt blandt både jøderne og hedningerne.
Det himmelske håb for et begrænset antal „hellige“.
18, 19. Hvordan fremgår det af Paulus’ andet brev til Timoteus og af Peters første brev at det ikke er alle dem der har håb om evigt liv der kommer i himmelen? (Åb. 5:9, 10)
18 Vil det sige at alle der tager imod Kristus og får håb om evigt liv, får denne ’hellige kaldelse’ til uforgængeligt liv i himmelen? Nej, Paulus antydede at denne særlige kaldelse kun gjaldt et begrænset antal som var udvalgt, idet han videre skrev: „Derfor bliver jeg ved med at udholde alle disse ting for de udvalgtes skyld, for at også de kan opnå den frelse som er i samhørighed med Kristus Jesus sammen med evig herlighed. Troværdig er udtalelsen: Hvis vi er døde sammen med ham, skal vi visselig også leve sammen med ham; hvis vi fortsat holder ud, skal vi også herske som konger sammen med ham.“ — 2 Tim. 2:10-12.
19 Hvis alle som frelses bliver kaldet til „evig herlighed“ for at „herske som konger“ sammen med Kristus Jesus, hvem skal de da herske over? Og hvis alle skal udgøre „et kongeligt præsteskab“, hvem skal de da tjene som kongelige præster til gavn for?
20. Hvordan fremgår det af Paulus’ breve til galaterne og romerne at antallet af åndelige israelitter er begrænset?
20 Overvej følgende: I sit brev til galaterne siger Paulus om de kristne der er blevet udvalgt blandt jøderne og ikke-jøderne og som er blevet „døbt til Kristus“, at de er „Abrahams sæd, arvinger ifølge et løfte“, og han kalder dem „Guds Israel“. (Gal. 3:26-29; 6:16) Og i sit brev til romerne omtaler den samme apostel den „hellige hemmelighed“ at Gud, på grund af „mangel på tro“ hos mange af jøderne, kaldte ikke-jøder „indtil det fulde antal af folk fra nationerne er kommet ind“. Paulus forklarer at „på denne måde“, det vil sige ved at hedninger blev kaldet til at gøre antallet fuldt, „vil hele Israel blive frelst“. Hermed sigter han tydeligvis til det åndelige Israel, „de udvalgte“ blandt såvel jøder som ikke-jøder, dem der ’virkelig er Israel’ eller „virkelig er israelitter“. — Rom. 11:7, 17-26; 9:6, NW og da. aut. ; 2:28, 29.
21. (a) Hvor mange åndelige israelitter er der? (b) Hvilket skriftsted viser at de ikke er udvalgt blandt englene?
21 Eftersom ikke-jøder ville få denne ’hellige kaldelse’ indtil „det fulde antal“ af dem der skulle udgøre „Guds Israel“ var nået, siger det sig selv at antallet af disse åndelige israelitter er begrænset. Hvor stort er så dette antal? Se engang efter i Åbenbaringen 7:1-8. Her nævnes der et bestemt antal kristne som bliver „beseglet“ til at udgøre det åndelige Israel. At dette begrænsede antal ikke bliver udvalgt blandt englene fremgår af Åbenbaringen 14:1-4, hvor der siges at dette samme antal „er blevet købt fra jorden“, „købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet“.
22. Hvori består altså det bibelske håb de 144.000 har?
22 Disse 144.000 åndsavlede, salvede kristne har ifølge Bibelen et himmelsk håb. Efter at de har fået del i „den første opstandelse“ skal de være „Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år“. — Åb. 20:6.
23. Hvilket emne må vi nu undersøge, i betragtning af at „de udvalgte“ kaldes „en førstegrøde“ og „konger“?
23 Men hvis disse „udvalgte“ er „en førstegrøde“, er det logisk at der må følge en senere afgrøde efter. Og hvis de skal „herske som konger“, er det naturligt at de må have nogle undersåtter at herske over. Hvem er det, og hvilket håb har de? Det vil vi se på i den næste artikel.
[Fodnote]
a Se artiklen „Oprindelsen til håbet om tusindårsriget“ i dette blad.
[Ramme på side 14]
Papias af Hierapolis, Irenæus af Lyon og Justinus af Rom, der levede i det andet århundrede og anerkendes af den katolske kirke som helgener og kirkefædre, var alle millennister. — The Catholic Encyclopedia.
[Ramme på side 15]
I deres kamp mod håbet om tusindårsriget gik den romerske presbyter Gajus og „sankt“ Dionysius så vidt som til at benægte ægtheden af Åbenbaringen, der blev givet til apostelen Johannes. — Dictionnaire de Theologie Catholique.
[Illustration på side 17]
I tusindårsriget vil Jesus herske fra himmelen over en jord hvor Paradiset genoprettes