Tilfredshed — en kostelig skat

EVNEN til at være tilfreds er uvurderlig — og sjælden. Jo mere mennesker har, jo mindre tilfredse synes de at være. Den amerikanske præsident, Nixon, har beklagende sagt om sit folk: „Aldrig har en nation set ud til at have så meget og glædet sig så lidt over det.“ — New York Times Magazine, 21. november 1971.

Sidst i 1971 blev der over en førende fjernsynsstation i U.S.A. bragt en dokumentarisk udsendelse der hed: „. . . men hvad nu hvis drømmen bliver til virkelighed?“ Den skildrede „en amerikansk families utilfredshed“ og berettede om en velstående bankdirektør som sammen med sin hustru og tre børn boede i en rig forstad til Detroit. Deres tilværelse blev fremstillet som „et romantisk forhold til livets indlysende goder — fin mad, smukt tøj, den bedste uddannelse“. Men var de tilfredse og lykkelige? Nej, for børnene var „rastløse og kedede sig“. Og skønt faderen sagde at deres hus var „pragtfuldt, smukt“, og at han var ked af at forlade det, flyttede de alligevel til en endnu rigere forstad. Det er ikke underligt at kommentatoren spurgte: „Ønsker De at sætte Deres lid til denne evige drøm om at købe?“

Denne families drøm var blevet virkelighed, og dog var familien utilfreds, ulykkelig. Hvorfor? Fjernsynsudsendelsen tilkendegav hvad der kunne være grunden: „Det er meget godt med kærlighed og idealer, men den slags vinder man ingen vimpler med,“ og kærlighed og idealer skal derfor ikke tages alvorligt.

Hvordan kan man modvirke den udbredte utilfredshed og finde den tilfredshed der er så sjælden i dag?

Det at være rimelig og fornuftig kan hjælpe en til at være tilfreds. Det kan ses af at mange mennesker er utilfredse på grund af urimelige forventninger. For eksempel bemærkede en ledende amerikansk adfærdsforsker at mange tilsyneladende gode ægteskaber udvikler utilfredshed på grund af urimelige forventninger. Nogle ægtepar er således utilfredse med deres ægteskab fordi de forestiller sig at andre ægtepar har et lykkeligere ægteskab end de selv. Atter andre er utilfredse fordi deres ægteskab ikke giver tilfredshed i ét og alt.

Men hvordan kan et ægtepar bedømme et andet ægtepars lykke når de ikke kender alle de skjulte problemer der måske er? Er det overhovedet rimeligt at forvente at alle ægtepar er lige lykkelige i deres ægteskab? Og hvordan kan ufuldkomne mennesker som må finde sig i livets usikkerhed forvente at et ægteskab giver dem tilfredshed i ét og alt? At være rimelig i sådanne spørgsmål vil bidrage meget til tilfredshed.

Desuden er der mennesker som er utilfredse ene og alene fordi de ikke er realistiske. De prøver at ignorere den almindelige sandhed at man ikke altid kan få „både og“, men somme tider må vælge „enten eller“. Det kan belyses ved følgende eksempel: En ung mand som med længsel har set frem til ægteskabets glæder og velsignelser, erfarer måske kort efter brylluppet at utilfredsheden sniger sig ind. Hvorfor? Måske fordi han er urealistisk. Han forestiller sig at han både kan nyde ægteskabets glæder og den ugifte stands frihed. Der er glæde både ved at være gift og ved at være ugift. Det er før et ægteskab man må beslutte sig til hvilke glæder man foretrækker.

Et andet hjælpemiddel til at vinde tilfredshed er dét at værdsætte de glæder der bliver en til del. Har De et hjem? Har De venner, en ægtefælle, forældre eller børn eller brødre og søstre? Uden tvivl er de til glæde for Dem, og hvis de bliver værdsat kan de hjælpe Dem til at være tilfreds. Har De de nødvendige materielle goder? Hvis det er tilfældet er det også et grundlag for at være tilfreds, netop som den kristne apostel Paulus viser: „Thi vi har ikke bragt noget med ind i verden og kan heller ikke bringe noget ud fra den. Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje [være tilfredse, New World Translation] med det.“ Og hvorfor skal vi være tilfredse med det? Fordi det repræsenterer det vi virkelig har behov for. — 1 Tim. 6:7, 8.

Noget andet som kan hjælpe en til at være tilfreds er selvdisciplin eller selvbeherskelse. Man må især lære at tugte sine tanker, at fordrive ønsketænkning og drømmeri. Man må ikke tillade sig selv at få hang eller stærk tilbøjelighed til noget der er forkert. Det er indlysende at mennesker der trælbinder sig selv med alkohol, narkotika, spil eller andre laster ikke kan være tilfredse.

Fremfor alt vil tillid til Gud sætte Dem i stand til at bevare tilfredsheden. Som Guds ord råder os: „Hold jeres færd fri for kærlighed til penge, nøjes med det, I har; thi han har selv sagt: ’Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig.’“ — Hebr. 13:5.

Hvis vi oprigtigt stoler på Gud vil vi tage ham på ordet og give agt på det bibelske råd om at ’samle sig skatte i Himmelen’ ved at gøre hans vilje og ’søge hans rige og hans retfærdighed først’. (Matt. 6:20, 33) At denne tillid til Gud resulterer i lykke kan bekræftes af de mere end halvanden million kristne vidner for Jehova. Karakteristisk for dem er tilfældet med en kvinde der bor i et fornemt kvarter i en stor by i Tennessee og som var vant til at være aktiv inden for sin kirke. Hun siger: „Jeg havde materiel rigdom og prestige. Jeg havde min levevej inden for musikken. Alligevel manglede der noget. . . . Jeg gik til psykiater og var afhængig af beroligende midler for at klare hverdagen.“

Så en dag kom et af Jehovas vidner i kontakt med denne kvinde, og inden længe blev hun selv et døbt vidne og kunne sige: „Der skete en stor forandring med mig efterhånden som jeg lærte mere og mere. . . . Jeg var tilfreds og på vej til at udvikle de egenskaber der giver os liv nu i tiden, og håb om liv i den nye orden der kommer.“ Ja, i slående kontrast til den ’utilfredse amerikanske familie’ har Jehovas vidner fundet tilfredshed ved at tage den bibelske kærlighed og de bibelske idealer alvorligt. Ønsker De også den tilfredshed? Jehovas vidner vil med glæde hjælpe Dem.