Malawis borgere står over for en vigtig afgørelse
KRISTNE i hele verden har med bekymring lagt mærke til den voldsomme forfølgelse Jehovas kristne vidner for nylig har været udsat for i Malawi i Sydøstafrika.
Hver eneste borger i dette land, som er to-tre gange så stort som Danmark, er berørt af det der er sket. Forfølgelsen er gået ud over mindst én af hver 194 af landets 4.530.000 indbyggere.
Hver enkelt borger i Malawi må derfor tage stilling til følgende spørgsmål: Vil jeg holde fast ved det der er ret, og tage afstand fra undertrykkelse? Vil jeg være en af dem Kristus talte om da han sagde: „Den, som giver en af disse små [Kristi disciple] blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg eder: han skal ingenlunde gå glip af sin løn“? — Matt. 10:42.
Jehovas vidner er kendt som fredselskende mennesker der adlyder landets love, uanset hvor de bor. I Malawi er de ikke desto mindre blevet pryglet og torteret, og nogle er blevet dræbt. Tusinder har måttet forlade landet for at redde livet, og de har måttet efterlade alt hvad de ejede. I sidste halvdel af 1972 blev over 20.000 tvunget til at flygte. Heraf søgte 19.000 mod vest til nabolandet Zambia, hvor de blev anbragt i lejre som uønskede. På grund af de ugunstige forhold døde 350 af dem, heriblandt mange børn.
Men dette var ikke nok for deres forfølgere. Under foregivende af at flygtningene skulle flyttes til andre og bedre lejre i Zambia, blev de med busser og lastvogne kørt tilbage til Malawi, hvor de blev modtaget af soldater der tvang dem til at tage tilbage til deres landsbyer. Enogtyve Jehovas vidner som var præsiderende tilsynsmænd i forskellige menigheder blev fængslet straks efter ankomsten, og yderligere tre blev senere sat i fængsel i Rumphi-distriktet.
Nogle fik nagler drevet gennem hænderne, andre blev stukket med synåle. En gruppe på fire Jehovas vidner blev ført fra det ene afdelingskontor for Malawis kongresparti til det andet, i alt tolv kontorer, idet de blev tvunget til at gå en strækning på fireogtres kilometer og ikke fik noget at spise i fire dage.
Mange har været nødt til at flygte igen. Langt de fleste har denne gang søgt mod syd til Mozambique, hvor over 34.000 nu lever i tolv flygtningelejre.
Hvorfor bliver kristne udsat for en så hadefuld og voldsom forfølgelse i et land hvis præsident, dr. H. Kamuzu Banda, er en religiøs mand, ja ældste i den presbyterianske kirke?
Forfølgelsen er blevet iværksat med den begrundelse at Jehovas vidner nægter at købe medlemskort til det politiske parti. Men som Guy Wright påpeger i San Francisco-bladet Examiner for den 17. oktober 1972:
„Der udkæmpes en religiøs krig mellem Jehovas vidner og et lille afrikansk land som hedder Malawi.
Det er en meget ensidig krig, hvor magt stilles op imod tro. . . . Man kan betragte dem [Jehovas vidner] som mønsterborgere. De betaler omhyggeligt deres skat, plejer de syge, bekæmper analfabetismen.“
At den egentlige årsag til forfølgelsen virkelig er religiøs, fremgår af en tale som præsident Banda holdt ved kongrespartiets årsmøde i 1972, der blev afviklet fra den 10. til den 16. september på den katolske mellemskole i Zomba. Præsident Banda kaldte Jehovas vidner „Djævelens vidner“, og han spurgte „hvorfor de ikke går i kirke og beder Gud om hjælp når de er i vanskeligheder“. — Malawi News, 19. september 1972.
Hvorfor nægter Jehovas vidner at købe kort til det politiske parti i Malawi? Det er ikke fordi de har en anden politisk overbevisning, men fordi de forholder sig absolut neutrale i politik. Det er udelukkende et spørgsmål om deres samvittighed og Guds lov. De viser Jehova Gud og hans rige udelt hengivenhed, og derfor undlader de at slutte sig til de forskellige politiske grupper og partier i verden. Som Jesus sagde om sine disciple: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ — Joh. 17:16.
Brutalitet siden deres tilbagevenden
Den uhyrlige forfølgelse er blevet øvet af medlemmer af Malawis kongresparti, fuldt ud billiget og støttet af ledende partimedlemmer.
Det har været muligt at tale med en del af de flygtninge der blev ført tilbage til Malawi. De bevidner alle at da de ankom til Lilongwes gamle lufthavn fandt de stedet omringet af bevæbnede politibetjente og soldater. Regionsministrene Kumbweza Banda og M. Q. Y. Chiwambo var til stede for at tale til flygtningene. Der var også flere parlamentsmedlemmer til stede, heriblandt mr. Msonthi og mr. Gadama, foruden medlemmer af „Ungdomsforbundet“, „Unge Pionerer“ og „Kvindeforbundet“. Kumbweza Banda og M. Q. Y. Chiwambo sagde til vidnerne:
’I tog til Zambia af egen fri vilje. Der var ingen der forfulgte jer. Nu er I kommet tilbage af egen fri vilje. Ingen har bedt jer om at komme. Derfor må I nu gå tilbage til jeres respektive hjem og samarbejde med de lokale høvdinge, landsbyernes overhoveder og kongrespartiets formænd ved at købe kort til Malawis kongresparti.’
En typisk oplevelse for dem der vendte tilbage til deres landsbyer er den der fortælles af Bauleni Dzuwa, et otteogfirsårigt Jehovas vidne fra landsbyen Nachite i Lilongweområdet:
„Om morgenen den 1. januar 1973 fik jeg at vide at en bande medlemmer af Ungdomsforbundet var på jagt efter Jehovas vidner i nabolandsbyen Nachiola. Jeg sagde straks til en ung broder at han skulle skynde sig at fortælle politiet om det. Inden længe blev jeg omringet af banden. De var over tredive. I spidsen for dem var områdeformanden Samu Chitonde, ungdomsformanden Gray Mtambo og ungdomssekretæren Lafaele Gunda. De viste mig nogle politiske kort og gav mig ordre til at købe et af dem. Da jeg af samvittighedsgrunde nægtede at gøre det, begyndte disse tre at slå mig med træstokke mens de andre medlemmer af Ungdomsforbundet så til. Det gik værst ud over mine hænder og knæ. De fortsatte med at slå mig indtil jeg var for svag til at stå op og jeg besvimede.
Da jeg kom til bevidsthed igen, stod de stadig omkring mig, og de sagde: ’Han lever stadig.’ Jeg blev tvunget til at rejse mig og fik ordre til at gå til domstolen i Chiwamba. Dér var der fire andre brødre. Deres albuer var bundet sammen på ryggen og deres ben var også bundet. Jeg blev bundet på samme måde, og vi fik lov at forblive i denne ubekvemme stilling i mindst halvanden time.
Endelig kom politiet. Medlemmerne af Ungdomsforbundet fik ordre til at løse rebene. Jeg og to andre brødre havde lidt en sådan overlast at politiet sendte os på hospitalet. Næste morgen blev vi ført til politistationen. Vi forklarede hvad der var sket, men vi fik at vide at politiet ikke ville gøre noget for os. Vi fik at vide at vi skulle tage hjem igen. Så tog vi en bus fra Lilongwe og kørte til Mlangeni [i Mozambique]. Nu er jeg her i lejren i Mlangeni, og jeg er lykkelig for at være sammen med brødrene og søstrene her.“
Et andet Jehovas vidne, Velina Lenadi fra landsbyen Nachite, fik sit hus brændt ned før hun flygtede til Zambia. Da hun vendte tilbage blev hun selv, hendes attenårige datter Labahi og hendes tre øvrige børn klædt af og slået indtil de mistede bevidstheden. Mens dette skete blev hendes mand tilbageholdt af politiet. Overfaldet på disse kvinder blev begået af medlemmer af Ungdomsforbundet, nemlig Kandito fra landsbyen Nachite, Lenadi og Malenya fra landsbyen Chimdidi, Kaliyekha fra landsbyen Machiola og Mtambo fra landsbyen Mpesa.
Da Michael Yadanga, et Jehovas vidne fra Mzuzu i nordregionen, var blevet ført tilbage fra Zambia, blev han sat på fri fod sammen med sin familie midt i et vildtreservat, hvor de var omgivet af vilde dyr på alle sider. De måtte gå adskillige kilometer for at få fat i en bus. Landsbyoverhovedet Ganji Mhango, afdelingsformanden Alick Nyasulu og to tidligere afdelingsformænd, Alick Mhango og Mhone, blev af mr. Nyirenda, der er medlem af parlamentet, sendt ud for at overtale Michael Yadanga til at købe et medlemskort til partiet. Men Yadanga sagde til dem: „Jeg har mistet mine tænder fordi jeg ikke ville købe et kort. Jeg har mistet mit arbejde fordi jeg ikke ville købe et kort. Jeg er blevet pryglet, alt hvad jeg ejer er blevet ødelagt og jeg er blevet tvunget til at flygte til Zambia — alt sammen fordi jeg ikke ville købe et kort. Jeg vil stadig ikke købe et kort.“ Da mændene havde meddelt Michael Yadangas svar til mr. Nyirenda, samlede de en bande på tyve som skulle pågribe ham i hans hjem. Advaret af et venligsindet medlem af Ungdomsforbundet, som sagde at „de kommer for at slå dig ihjel“, flygtede Michael Yadanga med sin familie til Mozambique.
Natanda Madula fra landsbyen Chiweta i Mchinji-området var næppe nået hjem efter at have gået de halvtreds kilometer fra Lilongwes lufthavn før medlemmer af Ungdomsforbundet tvang ham og fem andre Jehovas vidner til at gå til partiets afdelingskontor i Lemwe, hvor områdeformanden Jemusi spurgte: „Nå, er I kommet tilbage? Hvorfor forlod I egentlig landet?“ Natanda Madula svarede at han som et vidne for Jehova ikke ville have med politik at gøre og ikke ønskede at blive medlem af et politisk parti ved at købe et kort. Herover blev Jemusi så opbragt at han gav fire mænd, hvis navne er Chimpase, Wailesi, Kaochi og Chagamba, ordre til at slå ham. Jemusi sparkede ham selv med sine støvler. Derefter tog de tøjet af ham, tilføjede ham flere slag og slæbte ham til sidst ud af bygningen. De fem andre vidner blev behandlet på samme barbariske måde, men alle holdt de fast ved deres overbevisning. Efter yderligere trusler flygtede de til Mozambique.
Dette er kun nogle få af de snesevis af beretninger vi har fra alle dele af Malawi. I Mzimba-distriktet blev syv huse brændt og vidnerne blev slået eller torteret. Fire børn døde i landsbyen Mtundu og det samme antal i landsbyen Lusanga på grund af mangel på mad og fordi hospitalerne nægtede at behandle dem. I det samme område (Rumphi i nordregionen) er syvogtyve huse blevet brændt i Mtundu, ni i Mjuma og fjorten i byen Rumphi. Vidnerne i dette distrikt er blevet tvunget til at flygte ind i urskoven og op i bjerglandet.
I forbindelse med denne grusomme behandling af kristne må Malawis borgere træffe en afgørelse. Nu da landet har opnået den selvstændighed indbyggerne har længtes efter i mange år, vil de da begynde at undertrykke samvittighedsfriheden og tilbedelsesfriheden, eller tillade at deres regering gør det uden at de protesterer imod det? Er der ingen i Malawi som skammer sig over det der er sket, og som er villige til at give de forfulgte kristne et symbolsk „bæger koldt vand“ for at trøste og hjælpe dem, og derved vise at de står på Kristi side? Jo, det er der, som det fremgår af den følgende artikel.