Forfølgelse af kristne — hvordan stiller Malawis borgere sig?

Straks da det i begyndelsen af oktober 1972 kom frem at Jehovas vidner blev udsat for sådanne trængsler i Malawi, begyndte deres brødre i hele verden at gøre hvad de kunne for at hjælpe dem. Der blev sendt mange bidrag til Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn, New York, og til dets afdelingskontorer rundt om i verden. Kontoret i Brooklyn sendte derpå midler til afdelingskontorerne i Malawis nabolande, så de kunne købe hvad der var nødvendigt. På denne måde blev der, så hurtigt det kunne lade sig gøre, sørget for nødforsyninger til de 19.000 Jehovas vidner i flygtningelejren Sinda Misale i Zambia.

På grund af nødsituationen havde menighederne i Chipata i nærheden af Sinda Misale forinden sørget for en forsyning på 4500 kilo majsmel, 1125 kilo sukker, 75 sengetæpper og 65 tæpper, foruden værktøj og redskaber.

Kort efter begyndte der at komme store forsyninger fra afdelingskontorerne i nærheden. En lille karavane af lastvogne som var blevet stillet til rådighed, ankom med 9000 kilo majsmel, 2925 kilo tørret fisk, 950 presenninger, 150 kasser med beklædning, flere hundrede nye tæpper, en stor mængde plasticdug, 100 skovle, 25 håndsave, 28 økser og diverse hakker, hamre og andre redskaber til rydning af skovområde, opsætning af telte, brøndgravning, og så videre. Meget af dette blev transporteret til lejren i Zambia ad en strækning på 2400 kilometer.

I løbet af november og indtil lejren blev evakueret i december, da alle flygtningene blev sendt tilbage til Malawi, var det derefter muligt at få følgende forsyninger ind i lejren:

35.550 kilo majsmel

980 kilo tørmælk

225 kilo tørrede bønner

157 sække salt

30 tons beklædning

5.400 stykker sæbe

500 kilo lægemidler og andre forsyninger til klinikker der var oprettet i lejren

10.000 tæpper

Menighedernes tilsynsmænd i lejren blev også forsynet med penge så de kunne købe andre ting der var brug for.

Tilsynsmændene fastlagde et fordelingssystem som sikrede at alle fik hvad de trængte til. Børnene fik særlig lægehjælp, og mælken blev reserveret til dem. Det åndelige behov blev heller ikke glemt. Et køretøj ankom med enogtyve kartoner med bibler og bibelske bøger og blade. Forfølgerne havde nemlig frataget flygtningene alt bibelsk læsestof.

Arealer blev ryddet, telte blev opstillet og brønde blev gravet. De syge blev behandlet og forholdene begyndte at blive bedre. Så var det at flygtningene overraskende blev ført tilbage til Malawi. Atter måtte de flygte, og denne gang søgte de fleste af dem til Mozambique, hvor de blev venligt modtaget. Selv dér var der dog omstrejfende grupper fra kongrespartiets Ungdomsforbund som havde krydset grænsen for at forulempe dem, men de blev pågrebet og straffet af Mozambiques politi.

Et adskillelsesarbejde som berører alle i Malawi

Nogle har spurgt: ’Hvorfor tillader Gud at kristne som følger deres samvittighed, udsættes for sådanne lidelser? Udrettes der noget ved det?’ Hertil kan vi svare at der ifølge Jesus netop ville indtræffe sådanne ting i den tid der kaldes „de sidste dage“. Og om denne tid sagde han til sine disciple: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene.“ — Matt. 25:31, 32.

Jesus sagde videre at „fårene“ ville give sig til kende ved deres venlighed mod hans „brødre“. Han sagde at hans brødre, der er avlet af Guds ånd og salvet med denne ånd, ville blive sat i fængsel, blive syge, lide sult og tørst og mangle klæder, nøjagtig som det er sket for Jehovas vidner i Malawi. Han sagde at „fårene“ ville hjælpe dem. Det gode de gjorde mod Kristi brødre, blev regnet som gjort mod Kristus selv.

I de seneste år har mange i Malawi vist at de ejer fårets sindelag, idet de har anerkendt at forkynderne af Guds rige repræsenterer Kristus. De har bistået dem med deres tid, midler og evner. Sammen med Kristi „brødre“ forkynder de nu Bibelens sandheder for andre, og de har håb om liv på en paradisisk jord under Guds rige. — Matt. 25:34-36.

Et fremtrædende vidnesbyrd om at der virkelig har fundet en adskillelse sted som følge af forfølgelsen, er at mange i Malawi har stillet sig på Jehovas vidners side og er flygtet sammen med dem. I de nye lejre i Mozambique har de kunnet fortsætte studiet af Bibelen, og nu er over 200 blevet døbt i disse lejre.

Mange i Mozambique har også hjulpet de flygtende Jehovas vidner og givet dem husly. I de lejre der er blevet oprettet i Mozambique, glæder Jehovas vidner sig i høj grad over at de har frihed til at samles i stort antal for at studere Bibelen og at de har mulighed for at synge Rigets sange, hvilket de ikke har kunnet gøre siden 1967. De slider i det med at rydde og opdyrke de arealer man har givet dem. Vagttårnets selskab gør alt hvad der står i dets magt for at hjælpe flygtningene med det de behøver. Og vidnerne i lejrene er meget taknemmelige for den kærlighed deres kristne brødre over hele jorden har vist dem ved gavmildt at yde dem hjælp. Det er for dem et bevis på at Gud lægger mærke til sine tjeneres integritet og har omsorg for dem. — 1 Pet. 5:7.

De der er med til at forfølge de kristne, anbringer derimod sig selv i en meget farlig stilling i Guds øjne. Dermed være ikke sagt at Jehovas vidner betragter dem som „bukkene“ i Jesu lignelse. Gud er deres dommer. Nogle af dem kan være oprigtige nok. I så fald vil de måske en dag komme til fornuft, ligesom Saulus, der i al oprigtighed forfulgte de kristne men senere blev apostelen Paulus. (1 Tim. 1:12-16) Sådanne forfølgere skal dog ikke mene at de, fordi Gud ikke straks griber ind, blot kan fortsætte uden at blive straffet derfor. Hvis de tror det, forfejler de hensigten med den tålmodighed Gud har vist dem ved at give dem lejlighed til at ændre standpunkt. — 2 Pet. 3:9.

De der ser hvad der foregår og som undlader at hjælpe dem der forfølges for deres lydighed mod Kristus, må også tage stilling til en række spørgsmål: ’Vil jeg forfølge sagesløse kristne, eller vil jeg forholde mig tavs når jeg ser kristne blive pryglet, når man brækker armene på dem og brænder deres huse? Vil jeg af frygt eller selviskhed holde mig tilbage og undlade at hjælpe disse mennesker? Hvordan mon Gud så ser på mig?’ Både i Malawi, Mozambique og Zambia sker der en ransagning af indbyggernes hjerter.

Selv om Jehovas vidner fra Malawi er blevet udsat for forfølgelse, bærer de ikke nag til deres forfølgere. De erkender at Gud tillader det for at der kan finde en adskillelse sted. De beder til at deres modstandere må få øjnene op for hvordan deres virkelige stilling er i den almægtige Guds øjne, og ændrer adfærd således at de får plads ved Kristi „højre side“ som hans „får“, med mulighed for evigt liv på en paradisisk jord. — Matt. 5:44.