Indgåelse af et kristent ægteskab
UDTRYKKET „vielse“ betegner mandens og kvindens forening i ægteskab. Jehova, Skaberen af universet og alt, som lever i det, er ophavsmanden til ægteskabet. Ægteskabet blev ikke indstiftet ene og alene til glæde og behagelighed for menneskeskabningerne. I Jehovas hensigter indtager ægteskabet en ædel og ophøjet plads. Det er først, når skabninger indser og erkender, at ægteskabet er et „tredobbelt bånd“, bestående af manden, hustruen og deres Skaber, at de kan finde den største glæde og tilfredshed i det.
Nogle passende skriftsteder, der illustrerer denne betydningsfulde kendsgerning, fortjener opmærksomhed. 1 Mosebog 1:27, 28 siger: „Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør jer til herre over den.“ Her ser vi, at et påbud om at tjene Jehovas ophøjede formål knyttes uløseligt sammen med deres skabelse og ægteskab.
Eksempler på den rette indstilling over for ægteskabets ophavsmand
1 Mosebogs 24. kapitel indeholder en meget detailleret beskrivelse af, hvorledes der blev valgt en hustru til Isak, arvingen til Abrahamsløftet. Det illustrerer, hvordan de, der håber på at arve frelse, både de, der hører til den kristne rest, og deres retsindige ledsagere, må tage tilbørligt hensyn til Jehova ved valg af ægtefælle. Læg mærke til det første, der slås fast i 1 Mosebog, kapitel 24: Kvinden må være gudfrygtig og tilhøre en gudfrygtig slægt. En kana’anæisk eller hedensk kvinde var ikke egnet. Abraham, brudgommens fader, havde adlydt Guds påbud om, at både han selv og hans familie skulle drage bort fra sit land og sin slægt og sin faders hus. (1 Mos. 12:1) Derfor måtte Isak, sæden, ikke bringes tilbage dertil. Pointen er, at ingen overtrædelse af det, som klart og tydeligt var Jehovas ledelse, måtte tolereres. Abrahams tjener, som blev sendt ud for at hente bruden, tog også Herren Gud i betragtning og så hen til ham, for at han skulle lede og velsigne ethvert skridt, tjeneren tog for at udføre sit hverv. Kvinden måtte kunne stå mål med Jehovas krav, og hun måtte være villig til at godtage ordningen. Da det var blevet åbenbart, at Herren velsignede valget af bruden, overbragte tjeneren som repræsentant for Abraham og Isak den unge kvinde og hendes formyndere gaver, ringe og andre smykker, og derved stadfæstedes kontrakten mellem parterne. Sluttelig blev Herrens ledelse godtaget af Isak uden indvending, og vielsen fandt sted, da tjeneren overgav Rebekka til ham.
Ganske vist udvælger Herren Gud ikke en ægtefælle for hver enkelt i sit folk i vor tid, men i sit ord, Bibelen, åbenbarer han klart, hvilken fremgangsmåde hans folk bør følge, når de skal træffe dette valg. Hvis alle ville være lige så omhyggelige som Abraham og hans tjener med at undersøge, hvad der er Herrens vilje, når det gælder valg af ægtefælle, ville deres ægteskab med sikkerhed have hans velsignelse og blive meget lykkeligere, end det ellers ville blive. Rigdom, social stilling og legemlig skønhed, det, verden betragter som det vigtigste, er ikke de virkelig betydningsfulde faktorer i et lykkeligt ægteskab. Det, man bør stræbe efter, er, at man kan gå i spand sammen, hvad angår forholdet til Gud.
Det er nu Jehovas hensigt at ophøje og hævde sit navn og ord, oprette sit rige og velsigne alle jordens slægter, og i den forbindelse indtager Jehovas familie, der omfatter Kristus Jesus, hans brud og de retsindige, der følger bruden, en fremtrædende plads. Den store omhu, Abraham viste, da han valgte en hustru til Isak, bør efterlignes af alle, der er lemmer på Kristi legeme eller hører til disses ledsagere. Hvis de gør det, kan det med rette siges om dem: „Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.“ — Matt. 19:6.
Salme 45:2-16 viser, at bruden i sin forberedelse til ægteskabet ikke alene burde vise den rette agtelse for brudgommen, men også for brudgommens fader. Åbenbaringen 21:1-5 viser, at Kristus, brudgommen, og hans åndelige brud kommer ned fra himmelen fra Gud for at bringe Jehovas velsignelse til alle skabninger, der er værdige til livet.
Det er sandt, at alle disse tilfælde i høj grad er profetiske og symbolske. Men det ændrer på ingen måde den kendsgerning, at alle, som har indviet sig til Jehovas tjeneste, må tage hans krav i betragtning, når de vælger sig en ægtefælle. Et ægteskab, hvor Jehova Gud og hans hensigter med sine skabninger ignoreres, er ikke fuldstændigt og kan heller aldrig blive lykkeligt.
Det, vi her har nævnt, er taget op af to grunde. For det første, for at de kristne, som indgår ægteskab, kan forstå deres forpligtelser over for deres Skaber og velgører, når de danner en familieenhed, og sætte deres energi ind på at opfylde dem, og for det andet, fordi Jehova Guds vilje og hensigt så godt som fuldstændig bliver ignoreret af menneskene i alle lande. Der er millioner, som er forblindet af de såkaldt hedenske eller ikke-kristne religioner, og de kender ikke Gud eller hans hensigter, og derfor kan de ikke tage det rette hensyn til ham i deres liv. Der er andre millioner i totalitære lande, der med overlæg og i ondskab forkaster og ignorerer Gud i deres liv og virke; og i såkaldt kristne lande er der religiøse frafaldne, der har fordærvet folkets sind og formørket dets tankegang i en sådan grad, at det kun lever for at tilfredsstille selvet og de lavere lidenskaber uden at tænke nærmere over de forpligtelser, det har over for sin Gud. Det kan i sandhed siges, at „verden med al sin visdom . . . kendte [ikke] Gud“, og „denne verdens visdom er nemlig dårskab i Guds øjne“. — 1 Kor. 1:21; 3:19.
I dag „åbenbares [Guds vrede] fra himmelen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, som undertrykker sandheden ved uretfærdighed. Thi skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket“. (Rom. 1:18, 21) Bibelen viser altså, at verden er i mørke angående Guds krav, både når det gælder ægteskab og praktisk taget alle andre sider af tilværelsen.
Apostelen Peter skrev til sine medkristne: „I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft [fremragende egenskaber, NW], som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys.“ (1 Pet. 2:9) Det kræves derfor af den kristne, at han genspejler Jehovas fremragende egenskaber, og det indbefatter, at han indordner sig under det guddommelige mønster for ægteskab i alle detailler. Han gør dette for at vinde Guds godkendelse og for at have fred i sit sind. Han gør det også for at sætte et godt eksempel og derved vejlede den forblindede verden, særlig retsindige mennesker i den, som ønsker at kende Gud og tjene ham.
Det virkelige vidne
I begyndelsen, da Adam og Eva blev forenet i ægteskab, var Jehova alene vidne imellem dem. Hvilke udtryk for troskab og kærlighed de end har udvekslet, så skete det i deres Guds nærværelse. De ville i hele deres fremtidige liv være klar over denne kendsgerning. De vidste, at enhver krænkelse af deres pagt eller utroskab mod hinanden ville blive kendt af deres Gud. Det ville lægge den stærkest mulige dæmper på dem, så de ikke gjorde noget galt. Så længe de elskede, ærede og respekterede deres Gud, kunne de ikke være troløse mod de hellige forpligtelser, de havde påtaget sig i hans nærværelse.
I dag er der mennesker — præster, rabbinere og lignende — der påstår at være det betydningsfulde og ansvarlige vidne, i hvis nærværelse alle de, som indgår ægteskab, må aflægge deres løfter; nogle går så vidt, at de hævder, at brylluppet ikke er højtideligholdt på rette måde, hvis det ikke er blevet velsignet af dem. Det er rent ud sagt en fuldstændig ubibelsk og derfor falsk påstand. De er i bedste fald blot de officielle vidner, som sørger for, at de nødvendige papirer, der kræves af staten, bliver udstedt og ført til protokols på rette måde. En borgmester, sognefoged eller en anden offentlig embedsmand, som er bemyndiget af staten, kan udføre det lige så godt. Den eneste forskel mellem en præst og de andre offentlige embedsmænd, som er nævnt, er, at præsten skulle kende Herrens mening om sagen og således være skikket til at belære ægteskabskandidaterne om deres bibelske forpligtelser over for hinanden og over for Gud.
Det virkelige vidne, i hvis overværelse den kristne påtager sig sine forpligtelser, er hans Gud. På samme måde som Adam og Eva står den kristne, som har indviet sit liv til Guds tjeneste, for sin Guds ansigt og påtager sig sine forpligtelser i hans påhør. Når den kristne har fået den rette undervisning, er han klar over sit ansvar over for Herren, og så længe han elsker, ærer og respekterer sin Gud, vil han respektere sine ægteskabelige forpligtelser, som han har påtaget sig ind for sin Gud, og han vil trofast holde dem. Gudfrygtige mennesker har til alle tider erkendt dette princip. — 1 Mos. 31:49, 50.
Berettigelsen af borgerlig vielse
I vor behandling af vielseshøjtideligheden har vi indtil nu kun beskæftiget os med den kirkelige vielse. Det betyder ikke, at Jehovas vidner ikke anerkender den borgerlige ceremoni, som udføres af en embedsmand, der er udnævnt af staten, som passende og fuldstændig. Det gør vi. Og når det gælder kristne, må man gå ud fra, at kandidaterne ud fra deres studium af Bibelen er blevet klar over deres forpligtelser mod hinanden og mod Gud, men at de alligevel af en eller anden grund foretrækker en rent borgerlig vielse. Det har de ret til. Bestemmelserne for selve vielseshandlingen varierer i de forskellige lande. Jehovas vidner retter sig med glæde efter disse bestemmelser i de forskellige lande, når blot de ikke strider imod Guds lov om engifte.
Ægteskabets glæder og forpligtelser
De, der træder ind i ægtestanden, gør det med håb og forventning. Fremtiden tegner sig meget lovende og glædelig for dem; og deres forventninger vil også blive indfriet, såfremt de har taget Herrens krav i betragtning og er besluttede på at leve deres liv i overensstemmelse med dem. Når man indretter sig efter Jehovas lov, kan man tage Jesu ord i Mattæus 19:4-6 til sig: „Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive eet kød? . . . Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.“
Ægteskabet indebærer derfor et stort ansvar ind for Herren Gud. Med dette for øje arrangerede Jehova vore første forældres ægteskab. Han gav dem fuldstændige og fyldestgørende instruktioner til vejledning for dem. Han udstyrede dem med et fuldkomment og smukt hjem, Eden, der opfyldte alle de ønsker, et gudfrygtigt menneske kunne have. Jehova velsignede deres forening.
De, som nu gifter sig, har den lykke at blive gift på Jehovas dag, da han repræsenteret ved sin søn er nærværende og opretter sit rige, der omtales som en fryd for hele jorden. (Sl. 48:2, 3) De, som nu gifter sig i Herren og trofast bliver i denne stand, kan komme til at glæde sig over hans riges velsignelser gennem hele deres ægteskab.
Det er imidlertid på sin plads at minde dem, der indgår ægteskab, om, at man kun kan opnå og bevare denne lykkelige tilstand ved at sætte Gud først i sit liv og ved at bevare en ægte, ren kærlighed til hinanden. Deres ansvar er klart stillet op for dem i Bibelen. Det er strengt nødvendigt at studere dens retningslinier flittigt og anvende dem daglig. I Efeserne 5:21-33 sammenfatter apostelen deres gensidige ansvar med disse ord:
„Underordner jer under hverandre i ærefrygt for Kristus. I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han, som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig under deres mænd i alt. I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken og gav sig selv hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den i vandbadet ved ordet, og for at han således kunne fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant, nej, den skulle være hellig og dadelfri. På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det, ligesom Kristus har for kirken, fordi vi er lemmer på hans legeme. „Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være eet kød.“ Den hemmelighed, der ligger heri, er dyb; jeg sigter hermed til Kristus og kirken. Dog skal også I hver især elske sin hustru som sig selv; men hustruen skal have ærefrygt for sin mand!“
Det er kun de kristne, der kan vise så stor kærlighed og tillid i denne tid, hvor folk ringeagter alle rette principper for retfærdighed, kærlighed og sandhed. Den kristne hustru ved, at hendes mand betragter sine ægteskabelige forpligtelser som en hellig pligt over for Jehova, og manden ved, at hustruen gør det samme. Derfor har de tro, tillid og fred i sindet.
Vore første forældre satte deres glæde, deres smukke hjem og deres liv over styr, fordi de mistede troen på Gud. De gjorde oprør mod Guds ord og kastede vrag på den Højestes råd. (Sl. 107:11) Den gifte kristnes lykke, hans hjem i eller under Jehovas rige og hans liv vil kun vare ved, hvis han sætter Gud først. Jesus sagde: „Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3) Når de hjælper hinanden hermed, udfører de den hellige pligt, der påhviler en ægtemand eller hustru. Deres gensidige samarbejde kan og bør hjælpe dem begge til at leve et kristent liv.
Kun deres indvielse til at tjene Gud går forud for den pagt, de nu har indgået. I Guds øjne er en pagt noget meget helligt. Derfor bør de være trofaste i deres indvielse og i deres pagt med hinanden.
Klædedragt under vielsen
Dette er i almindelighed et vigtigt punkt for bruden og i mange tilfælde også for forloverne og andre, som er til stede. De mener, at de må have en mere eller mindre fin klædning, afhængig af deres såkaldt sociale stilling. Som støtte herfor peger de i regelen på den vægt, Herren lægger på brudens prydelse i den 45. Salme og andre steder i Bibelen. Vi ønsker ikke at pålægge nogen restriktioner eller på anden måde gribe ind i dette omstridte spørgsmål, men det synes at være på sin plads at minde om, at den prydelse, som Bibelen beskriver, så at sige altid er forbillede på åndelige ting og peger hen til den virkelige prydelse, som Kristi brud og hendes ledsagere skal klæde sig i, og er ikke på nogen måde tænkt som forbillede på en kristen bruds bogstavelige prydelse. Den prydelse, der skal kendetegne Kristi brud, er de egenskaber, der er udviklet og frembragt som frugt af Jehovas ånd, som virker på og gennem den sande kristne. — 1 Pet. 3:1-6.
Verdslige mennesker, der ikke bærer Jehovas ånds frugter, mener, at de må pynte sig med det bedste, de har eller kan købe. Det er „pral med jordisk gods, [som ikke] er . . . af Faderen, men af verden“. (1 Joh. 2:16) En pralende, ydre pragt er ikke nødvendig og er helt uden virkning sammenlignet med den skønhed, den kristne brud fremelsker. En sådan verdslig opvisning af klæder og skikke kan meget let fremkalde konkurrence og dermed misundelse, jalousi, stridigheder og had og sømmer sig ikke for en kristen. Derfor tilskynder vi kristne brude, til at tænke på den åndelige prydelse. Det betyder ikke, at kristne ikke skal klæde sig pænt og tiltalende ved en sådan lejlighed. De må være i overensstemmelse med Herrens anvisninger. — 1 Tim. 2:9, 10.
Selskabeligt samvær efter vielsen
Det selskabelige samvær, som følger efter vielsesceremonien, bør holdes på et værdigt plan, der svarer til de deltagendes rene, kristne liv og på højde med de bibelske principper. Det vil naturligvis være en glædelig begivenhed, men den bør ikke blive løssluppen eller føre til frådseri.
Et andet punkt, som kræver omhyggelig omtanke, når man forbereder et sådant selskab, er brugen af vin og andre berusende drikke. Bibelen bifalder den passende brug af vin ved sådanne lejligheder, men ingen steder opmuntrer den til eller bifalder overdreven nydelse hverken af vin eller mad. (Sl. 104:15; Joh. 2:1-10; Ordsp. 23:19-21) Husk også, at menneskenes evne til at tåle virkningerne af berusende drikke bliver mindre og mindre for hver generation. Derfor bør de bruges sparsomt. Mennesker, som er svage i denne henseende, bør ikke udsættes for at være til stede, hvor sådanne drikke er tilgængelige i ubegrænsede mængder. Ellers kan det gå sådan, at det, der skulle være et udtryk for kærlighed og en kilde til glæde, bliver årsag til, at nogen snubler. En sådan uheldig situation, der undertiden kan opstå, er, at de, der ved, at sådanne drikke er skadelige for dem fysisk eller åndeligt, drikker i denne bestemte anledning, og fordi de ikke vil støde værten eller føle sig udenfor. Det er indlysende, at dette er uret, og man bør sørge for, at en sådan situation ikke kan opstå. Lad dem, som har lyst til at drikke vin, gøre det, men respektér også retten til ikke at gøre det.
Vi foreslår derfor — uden at ville forbyde, hvad Herren tillader, og uden at ville gribe ind i nogens friheder — at værten ved sådanne lejligheder bruger et sundt sinds ånd og lader spirituøse drikke blive brugt på en måde, der tjener til Jehovas pris og til de tilstedeværendes velbefindende.
Nogen vil måske henvise til, at Jesus, hans moder og nogle af hans disciple var til stede ved brylluppet i Kana i Galilæa, og bruge det som grund til at holde et lignende selskab i forbindelse med et bryllup. Der kan ikke ud fra Bibelen rejses indvending mod et bryllupsselskab. Det er måden, det bliver holdt på, der afgør, om det er gavnligt eller forkasteligt. Herren ønsker, at hans folk skal være lykkeligt og glæde sig på rette måde ved sådanne lejligheder. Men det er næppe tænkeligt, at den verdslige sanselighed eller grækernes og romernes musik og dans, som var så populær på den tid, spillede nogen rolle ved brylluppet i Kana, eller at Jesus ville være til stede ved en fest, der vanærede Gud på den måde. De skikke, grækerne og romerne dyrkede, florerer i verden i dag, og vi giver kristne denne advarsel, for at de ikke på nogen måde skal blive trukket med i dem.
Herrens folk kan have så meget godt, højnende samvær med hinanden inden for den nye verdens samfunds rammer, indbefattet musik, sang og dans og også mad og vin i rimelige mængder, at der ikke er nogen undskyldning for at efterligne den fordærvede verden eller følge dens skikke. Den samme gudfrygtige atmosfære bør råde i alt, hvad vi foretager os, så alle kan se, at vi tilhører en anden „tingenes ordning“.
Festen bør aldrig holdes i rigssalen. Lad den blive brugt udelukkende til det, der tjener til Jehovas pris.
Ringe
Ved vielser, der forrettes for Jehovas vidner, er udveksling af ringe en fuldstændig frivillig sag for bruden og brudgommen. Vi ved, at ved udvælgelsen af Isaks brud fik Rebekka et håndsmykke. (1 Mos. 24:22, 30, 53) I Lukas 15:22 står der, at den fortabte søn fik en ring af sin fader, da han kom hjem.
Vi ved naturligvis, at ringe i udstrakt grad bruges i mange hedenske ritualer. Det er imidlertid ikke nogen hindring for, at de kan bruges i en kristen ceremoni, særlig når Bibelen omtaler brugen af dem med bifald. Det er uden tvivl rimeligere at tro, at Satan, den efterlignende gud, kopierede brugen af dem efter Jehova, end at godtage den uholdbare opfattelse, at det er Jehova, der har efterlignet dæmoniske, hedenske skikke. Men hvis nogen foretrækker ikke at benytte ringe, har de ret til det. Enhver bør føle sig fri til at gøre, som han selv finder ret og rigtigt. En brudgom tager ikke sin brud til ægte ved at sætte en ring på hendes finger.
Hvem har lov at gifte sig?
Hvem er fri til at indgå ægteskab ifølge de normer, Jesus og hans apostle fastsætter i Bibelens kristne Græske Skrifter og ifølge landets lov? Dette spørgsmål er blevet udførligt behandlet i tidligere numre af Vagttaarnet, og vi skal derfor kun omtale det i korthed. For at kunne indgå ægteskab må manden og kvinden have nået den modne alder, som loven kræver, og ingen af dem må være bundet til en anden ægtefælle, hverken ifølge loven eller ifølge Bibelen. De må også have fulgt de regler, som landets lov fastsætter.
Hvis manden eller kvinden har været gift før, må de have den skilsmissebevilling, loven foreskriver, og de må også have gyldige bibelske grunde for skilsmisssen. Jesus gør klart rede for, at der kun er to grunde, der giver en gift person frihed til at gifte sig igen. Den ene er ægtefællens død og den anden, at ægtefællen har gjort sig skyldig i hor. (Matt. 19:9; 1 Kor. 7:39) Blot det at være fri ifølge loven giver ikke en kristen frihed til at gifte sig igen. Den bibelske side af sagen må også være i orden.