Børn som glæder deres forældres hjerte
„VIIS søn glæder sin fader.“ (Ordsp. 15:20) Hvor sande er ikke disse ord! Når børn opfører sig forstandigt, glæder de deres forældres hjerte.
Men det forudsætter at børnene oplæres. Den erfaring har Jehovas kristne vidner gjort overalt på jorden — også i Burma.
Dér bor for eksempel den seksårige Joanna. Hendes moder har opdraget hende godt. En dag da moderen besøgte nogle venner var Joanna med. Lige før man skulle spise frokost i dette hjem spurgte Joanna de andre børn om de bad bordbøn før de spiste. Da hun hørte at de ikke engang vidste hvordan man bad, fik hun dem alle til at gentage ordene efter hende mens hun bad højt. Selv børnenes moder bad med. Efter at de havde spist gik Joanna ud for at fortælle de andre børn om sin Gud, Jehova. Hun spurgte dem om de havde en Gud. Da de svarede at det havde de, lød hendes næste spørgsmål: „Hvad hedder jeres Gud?“ Det kunne de selvfølgelig ikke svare på. Og Joanna sagde stolt: „Min Gud hedder Jehova.“ — Sl. 83:19.
Den otteårige Peter har af sine forældre lært at bruge Bibelen når han forklarer sin tro for andre. Han har lagt små papirlapper ind ved passende skriftsteder i sin bibel. Da en af lapperne en dag faldt ud af Bibelen, gengav han blot skriftstedet efter hukommelsen.
Men hvad nu hvis man ikke har mulighed for at markere noget i sin bibel eller notere noget på en seddel? Så kunne man måske lære noget af den syvårige Joshua. Han hørte godt efter da en ældste i menigheden viste hvordan man kunne fremholde bibelske tanker for ikke-troende. Men Joshua havde ikke noget papir at notere på. Og hvis han rejste sig for at hente noget, ville han ikke få hørt det hele. Så hvad gjorde han? Han skyndte sig at notere skriftstedet på sin håndflade. Senere havde han lejlighed til at dele denne bibelske tanke med andre.
Når forældre giver deres børn en god oplæring, vil de måske opleve at børnene sætter et trosstyrkende eksempel. Det oplevede en ældste. For nogle år siden blev han og en anden ældste kastet i fængsel på grund af falske anklager og fordi de indtog en neutral holdning til politik. Der var ingen anden ældste eller menighedstjener i den menighed. Men hans datter, den tolv år gamle Zami, tog initiativet til at holde en del af virksomheden i gang indtil faderen blev løsladt. Hver søndag formiddag stod faderen ved et lille hul i cellen og så datteren og andre opsøge folk for at tale med dem om Bibelen.
Børn skal naturligvis ikke kun lære at tale med andre. De må også lære at høre efter ved menighedens møder og at leve efter det der fremholdes. Det lærte den fireårige Sanju. Forældrene bad ham om at høre godt efter ved møderne, og når han kom hjem, plejede han at kravle op på en stol og holde det samme foredrag for sine forældre på sin egen barnlige måde. Gæster i hjemmet fik også Sanjus foredrag at høre. Nu er Sanju syv og holder foredrag på menighedens teokratiske skole.
Den rette oplæring kan også hjælpe børnene til at holde stand når andre vil presse dem til at overtræde Guds lov. Det oplevede den seksårige Christine. Engang var hun på besøg nogle dage hos sine ikke-troende bedsteforældre. Da de spiste frokost så hun at bedstemoderen havde tilberedt nogle små dyr som var stegt. Hun spurgte: „Hvordan er de blevet slagtet?“ Da hun hørte at blodet ikke var løbet af dem, sagde hun at hun ikke kunne spise dem. „Hvorfor ikke?“ spurgte de forbavsede bedsteforældre. „Min fader,“ svarede Christine, „har fortalt mig at jeg som kristen ikke må spise noget der ikke er blevet slagtet på den rigtige måde.“ (1 Mos. 9:3, 4) Bedstemoderen prøvede at overtale hende ved at sige at hendes fader aldrig ville få noget at vide om det. Men Christine svarede: „Jeg tilbeder ikke min fader. Selv om han ikke er her og kan se mig, er Jehova her, og det er ham jeg tilbeder.“ På den måde blev de ældre mennesker interesseret i Bibelens budskab.
Ja, Bibelens inspirerede ord viser sig at være sande: „Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovprisning.“ — Matt. 21:16.