Vend dig til den nye verdens samfund
1. Hvilken slags organisation er den kristne menighed?
I DEN teokratiske kristne menighed har vi en organisation, der uafladeligt er optaget af at bringe Jehovas hensigter til udførelse, og en organisation, der som den eneste bevarer Guds dyder her på jorden. Jesus omtalte de kristne som et middel til at bevare menneskeligt liv, til at bevare tilbedelsen af Jehova og dyd, da han sagde: „I er jordens salt.“ (Matt. 5:13) Dette „salt“, der nu ses i den nye verdens samfund, har et ansvar, det ikke kan vise fra sig, et ansvar, der har at gøre med hævdelsen af Jehovas retfærdighed, og dette ansvar og denne forret hviler på alle, som tager del i kristen tilbedelse.
2. Hvilke behov skulle opfyldes i den første kristne menighed?
2 Kristus Jesus satte den kristne menighed i gang. Efter at han var blevet pælfæstet, oprejst og herliggjort i himmelen, sendte han sin himmelske Faders ånd og kraft til sine medarbejdere, for at de som den første kristne menighed kunne kæmpe videre for udbredelsen af den sande tilbedelse. Den kristne gode nyhed skulle forkyndes, mennesker skulle vokse sig åndeligt stærke, så de kunne modstå det herskende romerriges fordærv, menigheder skulle organiseres og menighedernes medlemmer undervises og oplæres i den kristne forkyndergerning. De kristne, både de mindre erfarne og de mere erfarne, skulle holdes inden for den kristne sømmeligheds grænser og lade sig lede af teokratiske principper, ellers ville fordærv hindre den kristne menigheds sejrrige fremgang i dens gudgivne hverv.
3. Vis, hvilken foranstaltning der blev truffet til opfyldelse af den kristne menigheds behov.
3 Det var grunden til, at nogle i den kristne menighed fik overdraget særlige pligter. Indviede mænd, som havde afgivet bevis for åndelig modenhed og trofasthed i varetagelsen af pligter og opgaver, fik disse pligter overdraget eller modtog særlige forrettigheder og fik pålagt et særligt ansvar. Sådanne udnævnelser blev foretaget af den første kristne menigheds styrende råd, der havde sæde i Jerusalem, og som bestod af apostlene og andre modne kristne mænd og deres repræsentanter. De udnævnte mænd tog del i forkyndergerningen, som var fælles for alle de kristne. De havde organisatoriske pligter at tage vare på i de menigheder, de hørte til, og hvor de tjente. De kristne tilsynsmænds omsorg for de respektive menigheder og deres opsyn med dem krævede, at de vågede over, at menigheden selv og dens enkelte medlemmer fulgte dydens vej.
4. Hvem kunne med rette udnævnes til en særlig tjeneste?
4 I det tredje kapitel af det første brev til Timoteus nævnes de kvalifikationer, som den, der udnævnes som tilsynsmand i den kristne menighed, skal besidde. Han må ikke kunne lastes for noget, han må ikke være bigamist, en umådeholden mand, der ikke har tilstrækkelig selvbeherskelse, han må ikke være ustabil eller uordentlig, eller en mand, som hader sine medmennesker, han må ikke være drikfældig, stridbar eller pengekær, en, der lader sine børn udvikle sig til ungdomsforbrydere, og han må ikke være nyomvendt eller udspekuleret og uærlig i forretningssager. Om tilsynsmænd siges der: „Også disse skal først prøves, om de er duelige, og lad dem derefter virke som tjenere, når der intet er at sige dem på.“ (1 Tim. 3:10, NW) „Hvad du hørte af mig med mange vidners støtte, skal du betro pålidelige mænd, der igen vil være tilstrækkelig kvalificerede til at undervise andre.“ — 2 Tim. 2:2, NW.
5, 6. Hvor omfattende var denne fremgangsmåde for udnævnelser, og hvor megen lighed er der mellem de udnævnte tjenere og kristenhedens præsteskab?
5 Dette var den ensartede ordning, der gjaldt i alle de kristne menigheder, og den fremgangsmåde, efter hvilken mænd blev udnævnt til at påtage sig et ansvar inden for hver menighedshjord, selv så langt borte som i Antiokia, hvorom vi læser: „I Antiokia var der lærere og profeter i den stedlige menighed.“ (Ap. G. 13:1, NW) Paulus sendte hilsen til: „Alle de hellige i samhørighed med Kristus Jesus og deres tilsynsmænd og tjenere i Filippi.“ (Fil. 1:1, NW) Mellem disse tjenere, tilsynsmænd og assistenter i den teokratiske kristne organisation og medlemmerne af kristenhedens præsteklasse er der ikke den mindste lighed. De teokratiske tjenere hverken søger eller gør krav på at lede deres hjorde i politisk eller socialt arbejde, psykiatri, spil, hedenske religiøse dogmer og skikke. I stedet for nyder de anerkendelse, fordi de har studeret Guds ord og Kristi love og oplært andre deri; de har forkyndt Jehovas rige, Kristi genløsning, opstandelsen, den nye verden og samtidig insisteret på, at de enkelte medlemmer, der udgør den kristne menighed, må følge dydens vej eller blive udstødt.
6 Efter disse retningslinjer blev den første kirke eller menighed altså organiseret og ledet, og hverken den eller Guds ord, som den forkyndte, er ansvarlig for de forhold, der opstod efter apostlenes død. Da kom den kristne organisation i trældom under den hedenske verden, og en bastardreligion fremstod, en krydsning mellem hedenskab og falsk kristendom. Kristendommen og „kristenheden“ er ikke et og det samme; de står på hver sin side i stridsspørgsmålet vedrørende ren tilbedelse og dydens bevarelse.
7. a) Drøft baggrunden for og indholdet af Paulus’ profeti i Apostlenes Gerninger, det 20. kapitel. b) Medførte opfyldelsen, at al sandhed og dyd blev kvalt?
7 Apostelen Paulus, der havde Guds ånd og et åbent blik for Satans modstand og forholdene omkring den kristne organisation, sendte fra Milet bud efter de modne mænd i menigheden i Efesus og sagde med fremtiden i tanke til dem: „Og se, jeg ved nu, at alle I, blandt hvem jeg gik omkring og forkyndte Riget, ikke mere skal se mit ansigt. Derfor kalder jeg jer endnu i dag til vidne på, at jeg er ren for alles blod, for jeg har ikke holdt mig tilbage fra at fortælle jer hele Guds råd. Giv agt på jer selv og hele den hjord, i hvilken den hellige ånd har udnævnt jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen [søn]. Jeg ved, at efter min bortgang vil undertrykkende ulve komme ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden med mildhed, og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som vil tale vrangt for at drage disciplene efter sig. . . . I . . . skal hjælpe dem, som er svage, og huske på Herren Jesu ord, da han selv sagde: Der er større lykke ved at give end ved at modtage.“ (Ap. G. 20:18-35, NW) I nøje overensstemmelse med Paulus’ forudsigelse blev Guds hjord hærget af ulve både indefra og udefra, og historien melder om, hvor forholdsvis svagt sandhedens lys skinnede i de århundreder, der fulgte. Trods den kristne menigheds fangenskab levede kristendommens principper dog videre, og Guds ord blev ved hans kraft bevaret ned gennem århundrederne, så vi i dag har ordet rent og pålideligt.
Dette skulle du vende dig til
8. Hvilken foranstaltning har vi iblandt os i dag?
8 I dag har vi foruden Guds eget ord noget andet, der ligeledes forefindes takket være Jehovas ånd. Det er den nye verdens samfund, der breder sig ud over hele jorden, og som består af mænd og kvinder af alle nationer. De er hver især kommet til Jehova Gud ved at indvi sig til ham, og de afgiver bevis for, at de har Jehovas godkendelse og ånd, da hver enkelt af dem arbejder for udbredelsen af den rene tilbedelse. Hvordan er det muligt, at der i en verden, der har nået bundrekorden i fordærv, skulle kunne findes et samfund, som har helliget sig den nye verden, hvor retfærdighed bor? (2 Pet. 3:13) Findes der virkelig et samfund eller en gruppe af kristne på jorden, der forlanger, at dets medlemmer og tilhængere følger dydens vej, et samfund, som du kan vende dig til? Ja!
9, 10. Hvilken udvikling førte til genoprettelsen af den teokratiske styreform?
9 Som apostelen Paulus understregede i sin afskedstale til de modne mænd fra menigheden i Efesus, forkyndte han budskabet om Riget. De, som troede på Jehovas løfter, troede på og så frem til, at Jehova til sin tid ville oprette Himmelriget. Da tiden nærmede sig for denne retfærdige regerings fødsel, lod Jehova udføre et arbejde på jorden, idet han fik kristne til på grundlag af deres forståelse af hans sandhedsord at gøre fremskridt i kristen lære, organisation og vandel. Sidste del af det nittende århundrede så begyndelsen til et forberedende arbejde med at forkynde Guds rige over hele jorden, en begyndelse, der — skønt ringe — dog ikke bør foragtes. Kristne sluttede sig sammen i et usekterisk samfund og i menigheder med systematisk bibelstudium og tjeneste for øje. Da de havde set de onde følger af et præstevælde, organiserede de sig i begyndelsen efter demokratiske retningslinjer, idet hver menighed ved demokratisk afstemning ledede sine egne anliggender. Senere blev der gjort fremskridt henimod teokratisk styre. Så oprandt året 1931, da det officielle selskab, de havde dannet for systematisk at kunne udføre deres arbejde, tag endnu et skridt fremad med henblik på genoprettelsen af et teokratisk styre blandt kristne på jorden.
10 Det følgende år, 1932, tilpassede Jehovas vidners menigheder i hele verden sig den teokratiske fremgangsmåde og høstede ganske tydeligt Jehovas velsignelse, og i dag ser vi den nye verdens samfund virke ud over hele jorden på samme måde som den første kristne menighed, uden kommercielle eller politiske interesser og med hvert eneste af dens medlemmer som en frivillig medarbejder. Der føres således nu det rette teokratiske tilsyn med den kristne menighed, et tilsyn, der ikke har været ført siden det fangenskab begyndte, som Paulus advarede om.
11. Hvem leder den nye verdens samfund af kristne?
11 Hvem har styret i organisationen, hvem leder den? Hvem er dens overhoved? Et menneske? En gruppe mennesker? En præsteklasse? En pave? Et hierarki? Et råd? Nej, ingen af delene. Hvordan er det muligt? Er det ikke nødvendigt i enhver organisation, at der er en ledelse, en direktion, der bestemmer, hvilken retningslinje man skal følge, og som styrer og leder organisationen? Jo. Er den levende Gud, Jehova, lederen af den teokratiske kristne organisation? Ja!
12. Hvilke kendsgerninger beviser dette svar?
12 Den nye verdens samfund er teokratisk, det vil sige „gudsstyret“, fordi, og det er det afgørende, den lov, der bestemmer det teokratiske nye verdens samfunds virksomhed, er Jehova Guds ord, og fordi Kristus Jesus, som nu er indsat på tronen i himmelen, er Jehovas befuldmægtigede repræsentant, der forestår Guds gerninger udført her på jorden, og tillige fordi Guds ånd ved Kristus Jesus virker gennem hans ord og på hans indviede tjeneres hjerter og sind.
13. a) Hvordan udnævnes tjenere? b) Bevis, at disse udnævnelser er teokratiske. c) Hvem står under teokratisk overopsyn?
13 Kommer Kristus Jesus her ned på jorden og udnævner de enkelte tjenere, tilsynsmænd, assistenter og lignende tjenere i alle menighederne jorden over? Nej. Hvordan bliver disse udnævnelser da foretaget? De foretages af det synlige styrende råd, der er tilknyttet det juridiske redskab eller selskab, som Jehovas vidner med dette formål for øje lod indregistrere i 1884, og som nu bærer navnet Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania. Disse udnævnelser er teokratiske, fordi de sker i overensstemmelse med den store Teokrats skrevne ord og i overensstemmelse med den første kristne kirkes eller menigheds mønsterorganisation, således som Kristus Jesus oprettede den. „Er den forklaring ikke noget søgt?“ vil en og anden måske sige. Men de, som bestrider, at Jehovas vidner er en teokratisk organisation, kan jo prøve at finde noget ved den, som ikke er det. I ord og gerning, i lære, i organisation og i fremgangsmåde bestræber den nye verdens samfund sig oprigtigt for at indordne sig under Jehova Guds ord og forlanger dets principper overholdt, og derfor er det en bibelsk, kristen, teokratisk eller gudsstyret organisation. Det er gennem sit ord, Jehova udtrykker sine tanker for sit folk. Der findes ingen anden organisation i kristenheden, der følger Bibelens mønster eller forbillede. Kun den nye verdens samfund af Jehovas vidner insisterer på, at enhver inden for deres rækker lever op til det bibelske mønster både i personlige forhold og i menighedsanliggender. Ikke alle mennesker er underlagt dette teokratiske tilsyn eller denne ledelse, end ikke alle dem, som kommer i kontakt med organisationen eller er tilsluttet Jehovas vidners menigheder eller overværer deres møder. Et menneske må villigt underkaste sig dette gavnlige tilsyn ved at foretage en personlig indvielse til Jehova Gud. Følgelig omfatter det teokratiske overopsyn eller den teokratiske ledelse kun indviede personer.
14. Hvad er hensigten med de teokratiske udnævnelser?
14 Overdragelsen af pligter til tjenere i menigheden eller til andre særlige repræsentanter i den teokratiske organisation finder nu sted i en bestemt hensigt. Disse tjenere skal give Guds hjord føde og vogte den trofast og kærligt. De skal hjælpe Jehovas folk, hvor de end findes, til at studere Bibelen og vokse til modenhed, oplære dem i tjenestegerningen, så de kan forkynde den gode nyhed om Riget for andre, og de skal bevare dyden i menigheden i hele den nye verdens samfunds organisation. Det er nødvendigt, for at fordærv eller enhver form for usømmelighed ikke skal få lov til at snige sig ind og virke inficerende.
15. Hvordan kommer det teokratiske princip om afskærelse til udtryk i den nye verdens samfund?
15 I det forbilledlige Israels folk betød det, som vi allerede har bemærket, døden for den, som søgte at fordærve den rene tilbedelse. I den kristne organisation berøver menighedens medlemmer ikke overtræderen livet. Men der finder en kristen afskærelse eller udstødelse sted. Det betyder ikke, at man tager et menneskes liv, men man afskærer overtræderen fra fællesskabet med Jehova Guds indviede tjeneres menighed; man udstøder ham fra den nye verdens samfund. Har man udtømt alle andre muligheder for behandling af sådanne sager i overensstemmelse med de kristne regler, er udstødelsen nødvendig og sker efter moden bedømmelse og overvejelse fra de udnævnte tjeneres side. Det er deres ansvar. Bærer de dette ansvar i trofasthed, vil de uden at lade sig påvirke af personlige følelser udføre deres pligt i de implicerede parters interesse, til Jehovas ære og til bevarelse af renheden i hans organisation.
Indstillingen over for udstødelser
16. Nævn overtrædelser, der bør renses ud.
16 De overtrædelser, der kræver udstødelse, omfatter dem, der medførte straf i den første kristne menighed. Disse overtrædelser indbefatter vedholdende løgnagtighed, tyveri, uredelige forretningstransaktioner, seksuelle forseelser, udbredelse af falsk lære, fornægtelse af Jehovas foranstaltning ved Kristus Jesus, oprør mod den teokratiske organisation, anstiftelse af splid, sladder og bagvaskelse og andre forsyndelser. Vi ved, at alt dette ikke har med dyd at gøre, og vi kan ikke forestille os, at Jehova Gud eller hans søn Kristus Jesus skulle gøre sig skyldige i noget sådant.
17. I hvilken forstand er udstødelse en kærlig handling?
17 Den kristne lov i disse spørgsmål ignorerer ikke menneskenes svagheder og overser ikke genløsningsforanstaltningen ved Kristus Jesus eller Jehovas tilgivelse og barmhjertighed. Alt dette er taget i betragtning ved udstødelsen, og der gribes kun til den som en sidste udvej, når alt andet har været forgæves og ude af stand til at bevare eller genindføre renhed og dyd. Udstødelse er derfor i virkeligheden en handling, der foretages af kærlighed, kærlighed fra Jehova Guds og Kristi Jesu side, fra den teokratiske organisations side og fra menighedens tjeneres side, dem, der med rette direkte tager affære. Den foretages nemlig ikke i ondskab eller af uvenlighed, men i lydighed mod Jehovas retfærdige love. Det er en troskabshandling; undlod de at holde organisationen ren, ville de være troløse. Udstødelse tjener tre formål: 1) at bevare den nye verdens samfunds kristne menighed ren; 2) om muligt gennem denne drastiske handling at hjælpe overtræderen, så han indser det alvorlige i sit fejltrin og angrer det ind for Jehova Gud; 3) at gavne dem, som ser, at der bliver grebet ind, ved at give dem vished for, at den teokratiske organisation er retlinet, og ved samtidig at advare dem om, hvor alvorligt det er at afvige fra den rette vej.
18. Sammenlign seksuelle forseelser med andre overtrædelser af den kristne lov.
18 Der er forskellige overtrædelser, hvoraf vi har nævnt nogle. De svækker både den enkelte og menigheden, hvis der fremtures i dem. Vi kan let se, at de fleste af disse overtrædelser går ud over andre, idet de fratager dem visse rettigheder og derfor er udtryk for manglende kærlighed. Men nogle har svært ved at se, hvorfor den kristne organisation finder seksuelle overtrædelser så upassende og forkastelige, og hvorfor Gud fordømmer dem så voldsomt i sit ord, Bibelen. Det er den store Skaber og Fader, der har truffet foranstaltningen til videreførelse af liv, og den er i sig selv meget smuk og hellig. Vi har alle nydt gavn af denne foranstaltning, eftersom vi har fået livet. Har vi høstet gavn af den, må vi naturligvis også anerkende Guds metode, og vor anerkendelse af den medfører, at vi også må anerkende Guds forskrifter vedrørende hele denne proces. En og anden vil måske indvende, at seksuelle forseelser ikke skader nogen, ikke engang de villige parter selv, så hvorfor skulle der være noget forkert heri? At løgn er urigtigt, kan de gå med til, og tyveri også, for den slags berøver en anden noget, der tilhører ham. Men forholder det sig ikke anderledes med en overtrædelse som hor eller utugt? Hvorfor skulle det være så forkasteligt for medlemmer af den nye verdens samfund at gøre sig skyldige i sådanne handlinger, når de er så almindelige, i den gamle verden?
19. Hvordan viser Paulus, at religion har med det spørgsmål at gøre?
19 Måske blev apostelen Paulus stillet over for lignende argumenter, for i det sjette kapitel af 1 Korinterbrev viser han, at religion også kommer ind i billedet, og siger blandt andet: „Fly utugt. Enhver anden synd, et menneske måtte begå, er uden for dets legeme; men den, som bedriver utugt, synder imod sit eget legeme. Hvad! Ved I ikke, at det legeme, I udgør, er templet for den hellige ånd i jer, som I har fra Gud? I tilhører heller ikke jer selv. I blev jo købt for en pris. Herliggør fremfor alt Gud i det legeme, I udgør.“ — 1 Kor. 6:9-20, NW.
20. Hvorfor må Herrens „andre får“ afholde sig fra seksuelle urenheder?
20 Her taler Paulus til Kristi legemes lemmer. Men betyder det, at befalingen om at afholde sig fra usædelighed ikke gælder Herrens andre får, der udgør det store flertal i den nye verdens samfund? Nej, det kan ikke være tilfældet; dette påbud om moralsk renhed er lige bindende for alle Guds indviede tjenere. Hvorfor? Fordi Guds ånd hviler over hans indviede folk som en enhed eller et legeme betragtet og som enkeltpersoner. De andre synder, der fordømmes, såsom at lyve, stjæle, føre falsk lære og gøre oprør, er synder, de enkelte medlemmer af Herrens „andre får“ begår uden for deres legeme, men hor og utugt er synder, der bliver begået mod den enkeltes eget legeme, som skulle bruges til at herliggøre Gud.
21. Hvad må vi gøre for at herliggøre Gud?
21 Vi kan ikke herliggøre Gud på denne eller på nogen anden måde, hvis vi nægter at underkaste os de forskrifter, han har givet. Hviler Jehovas ånd over hans andre får? Ja, den gør. Følgelig vover de ikke at synde imod deres egne legemer. De tider, vi lever i, som er kritiske og svære at komme igennem, kræver, at dyden strengt bevares, og det ikke alene af medlemmerne af resten af „Kristi legeme“, men også af medlemmerne af Herrens „andre får“, altså af alle, der udgør eller har håb om at udgøre den nye verdens samfund. Paulus talte om den fremherskende utugt på sin tid. Den er ikke mindre fremherskende nu.
22. Hvilket ansvar og hvilken forret har hele menigheden i dette spørgsmål om dydens bevarelse?
22 Hvordan forholder det sig med hele menighedens forret og ansvar i dette spørgsmål om dydens bevarelse? Vi husker, at det i det forbilledlige Israel var menigheden, folket, der eksekverede dødsdommen over dem, som gjorde sig fortjent til den under Jehova Guds lov. I den kristne menighed må alle oprigtigt ønske at bevare Jehovas dyder blandt menneskene. De må respektere tjenernes afgørelser i udstødelsessager. Titus 1:5-16 støtter en sådan indstilling: „Du skulle . . . indsætte ældste . . . for at han kan være dygtig til både at formane med den sunde lære og at overbevise dem, som siger imod. . . . genstridige . . . Dem bør man stoppe munden på . . . Derfor skal du sætte dem strengt i rette . . . De hævder at kende Gud, men i gerning fornægter de ham, afskyelige som de er.“ Heraf ser vi, at genstridighed ikke kan tillades. Genstridighed ville være overtrædelse nummer to, og en yderligere overtrædelse ville ikke gøre sagen bedre eller hjælpe på den første overtrædelse af Guds lov, den overtrædelse, der var grundlaget for udstødelsen. At betvivle afgørelsen i en udstødelsessag ville være inkonsekvent, når man hævder at tro på Gud og på hans ord og nærer det ønske, at dette ord skal være virksomt blandt hans folk. Det ville ikke være i overensstemmelse med vor tilslutning til den nye verdens samfund i dets vidunderlige arbejde for at udbrede den rene tilbedelse. Det ville vise mangel på tillid, hvorimod samarbejde fra hele menighedens side og respekt for udstødelsen, der blev foretaget i alles interesse, er et udtryk for tillid hos dem, som er med i fællesskabet. Derfor er det nødvendigt, at alle i menigheden accepterer menighedens dispositioner. Paulus skrev til tessalonikerne: „Vi beder jer, brødre, om at agte på dem, der arbejder hårdt iblandt jer og præsiderer over jer i Herren og formaner jer, og i kærlighed at vise dem ganske overordentligt hensyn på grund af deres arbejde.“ — 1 Tess. 5:12-27, NW.
23. I hvilken grad skal den enkelte overtræder føle sig bedrøvet over sin synd?
23 Vrede hos den udstødte, harmonerer ikke med hans anger. Et menneske kan ikke både angre og være vred; derfor bør man ikke vise medlidenhed eller sympati, når det ikke er på sin plads. Skal hjertet bedrøves dybt? Ja, en udstødelse bør gøre hjertet bedrøvet. Enhver, som begår et fejltrin ved at overtræde Guds lov enten i småt eller stort, må lægge virkelig anger for dagen, det vil sige være bedrøvet af hjertet. Skal en udstødelse virke til gavn for den udstødte, så han om muligt kan blive genoptaget i menigheden, må hans hjerte være sønderknust, hans sind sorgfuldt, og han selv må inderligt længes efter at vandre på dydens vej, en længsel, der vil føre til anger.
24. Hvordan kan vi vise vor afhængighed af Jehova og vor kærlighed til hans dyd?
24 Hele menigheden står på prøve i henseende til sand tilbedelse og bevarelse af Guds dyd. At følge lydighedens vej fører Jehovas velsignelse med sig. Ved at følge denne vej viser alle i menigheden ganske konsekvent, at de gennem Kristus Jesus er afhængige af Jehova i alle ting. Fra Jehova får vi sandheden og hans ånd, der sætter os i stand til at bevare vor retskaffenhed og udføre vor tjenestegerning, ja fra ham får vi endog livets daglige fornødenheder. Al formaning og vejledning, al tugt, selv om den er hård, der modtages og efterkommes, „alt, hvad der er dydigt, og alt, hvad der er ros værd“, kommer fra Jehova Gud gennem Kristus Jesus. Den teokratiske nye verdens samfund fortjener år ind og år ud bestandig vor helhjertede støtte og vort samarbejde som kristne, der tilbeder Jehova Gud og bevarer deres dyd, i hans sejrende dydens rige. Vend dig til den nye verdens samfund!