Er det sandt at de ’hæmmer Malawis udvikling’?

LAD os antage at det virkelig var sandt at Jehovas vidner er „en fanatisk sekt“ der har „hæmmet både den politiske og den økonomiske udvikling“ i Malawi, sådan som det hedder i kongrespartiets resolution. Ville dét så retfærdiggøre alt hvad der er sket — at huse og ejendele er blevet ødelagt, at kristne er blevet pryglet, voldtaget, afskediget fra alle former for arbejde, ja endog myrdet?

Malawi er en republik med en behørig forfatning, og den bygger på demokratiske principper. Den har alle de love der skal til for at opretholde fred, retfærdighed og ro og orden. Den har et fuldstændigt retsvæsen med domstole og uddannede, kvalificerede dommere. Den har et omfattende politi med veluddannet personale.

Hvis Jehovas vidner virkelig overtræder loven, hvorfor lader man da ikke disse statsinstitutioner tage sig af sagen? Hvorfor benytter man ikke den regulære fremgangsmåde med at rejse behørig anklage mod dem, arrestere dem, føre dem for retten og måske sætte dem i fængsel? Hvorfor skulle man overdrage modne, veluddannede mænds pligter og myndighed til bander af umodne, uskolede og udisciplinerede unge? Ja, hvorfor skulle en regering lade sit arbejde udføre af anarkistiske elementer? Tilsidesætter den så ikke sig selv og underkender sin evne til at behandle problemet med lovlige og forfatningsmæssige midler?

Malawis ophøjede mål

Malawis kongresparti har selv erklæret at det går ind for en høj standard hvad angår folks opførsel og adfærd. Malawi-avisen Times for 14. september berettede at et af de emner som de delegerede ved partiets årsmøde for 1972 lagde vægt på, var „betydningen af en ret og upåklagelig opførsel“. Avisen tilføjede at de delegerede „understregede at de som malawiere skulle tage ved lære på en måde der ikke ville blive anset for ’skændig og som ikke ville skade Malawis omdømme’“.

Magtfulde udtalelser i samme retning tillægges præsident H. Kamuzu Banda selv. I Malawi-avisen News for 19. september siges der: „I sine bemærkninger til den resolution som Malawis kongresparti vedtog på sit årsmøde for 1972 har Hans Excellence den livsvarige præsident fremhævet betydningen af en god optræden og overholdelse af traditionerne.“ Avisen bemærkede at præsidenten „opfordrede sit folk til at genoplive traditionerne ved at lære børnene at respektere de ældste og forældrene. Han tilskyndede også lærere til at lære børnene gode manerer“.

Disse udtalelser til gunst for en ret opførsel er al ære værd. De stemmer med præsident Bandas åbningstale på årsmødet, hvori han lagde vægt på „at nationen måtte bygges på moralsk og åndelig grund, eftersom dette var den hjørnesten en disciplineret nation kan grundes på“.

Spørgsmålet er: Hvordan kan de brutale angreb på Jehovas vidner på nogen måde harmonere med disse offentlige udtalelser? Hvordan kan disse angreb andet end „skade Malawis omdømme“? Hvordan kan sådanne voldshandlinger på nogen måde ’bygge nationen på moralsk og åndelig grund’?

Hvem hindrer egentlig opnåelsen af disse mål?

Jehovas vidner i Malawi har gjort meget for at give deres medmennesker moralsk og åndelig oplysning, idet de gratis har studeret Guds ord, Bibelen, med dem. De har lært tusinder af malawiere at læse og skrive. De bestræber sig for selv at føre en eksemplarisk tilværelse, præget af moralsk renhed og kærlighed til Gud og næsten. Dette kan på ingen måde skade Malawis interesser, hverken regeringens eller folkets.

Men at lade ungdommelige elementer føre en landsomfattende voldskampagne — rasere huse, ødelægge ejendele og overfalde mænd, kvinder og børn — hvordan kan dette på nogen måde være til landets bedste eller medvirke til opnåelsen af disse mål?

Når sådanne bander af unge først har fået smag for at angribe, ødelægge, plyndre og voldtage, hvilken garanti har man da for at de — når den gruppe som deres angreb oprindelig var rettet imod, ikke findes mere — så vil holde op og igen opføre sig fredeligt? Hvilken garanti har man for at de ikke vil søge nye ofre, og blive et vanskeligt problem for selve den siddende regering? Når regeringen ikke skrider ind for at undertrykke sådanne voldshandlinger, tager den så ikke i virkeligheden låget af en ’Pandoras æske’?

Når medlemmer af Ungdomsforbundet har angrebet Jehovas vidner har de ofte pralende sagt: „Vi er politiet.“ De har ignoreret politiets instrukser om at aflægge beretning til dem. Dette vidner om deres mangel på respekt for lovlig myndighed.

Det er ikke angriberne, men deres ofre, Jehovas vidner, der har vist at de respektfuldt anerkender lovlig myndighed. Hvordan? Ved at de, som Malawis aviser selv oplyser, har henvendt sig til politiet hver eneste gang de er blevet angrebet; de har samvittighedsfuldt udfyldt de rapporter der forlanges og har anmodet om den beskyttelse som Malawis lov garanterer. De har ikke forsøgt at tage loven i deres egen hånd.

Når Jehovas vidner har appelleret til de lovhåndhævende myndigheder på grundlag af juridiske rettigheder, har de fulgt en tidligere kristens eksempel. Da apostelen Paulus var lige ved at blive pisket af de soldater der havde reddet ham fra en angribende pøbelsværm, gjorde han opmærksom på at han var romersk borger, med det resultat at han ikke blev pisket. (Ap. G. 21:30-34; 22:24-29) Senere benyttede han igen sine juridiske rettigheder, da han appellerede til kejseren. — Ap. G. 25:9-12.

De giver kejseren hvad kejserens er

Kristus Jesus pålagde sine disciple: „Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ (Mark. 12:17) De der angriber Jehovas vidner citerer undertiden disse ord, og hævder at Jehovas vidner ikke overholder dem og derfor lider med rette. Men det modsatte er tilfældet.

Læs engang disse ord i deres sammenhæng i Bibelen. De vil da se at Jesus ved denne lejlighed talte om at betale skat. I hele verden er Jehovas vidner kendt som nogle af de mest samvittighedsfulde skatteydere.

I San Francisco-bladet Examiner har Guy Wright i sin omtale af begivenhederne i Malawi skrevet om Jehovas vidner: „Man kan betragte dem som mønsterborgere. De betaler omhyggeligt deres skat, passer de syge, bekæmper analfabetisme.“ En lederartikel i New York Times for 22. oktober oplyste ligeledes at Jehovas vidner tror at „verdslige love skal adlydes, for eksempel med hensyn til betaling af skatter“. Ethvert lands skattevæsen, også Malawis, kan bekræfte at dette er sandt. I Malawi har Jehovas vidner endog fra 1953 til 1972 udelukket atten mennesker fra deres menigheder fordi disse med overlæg undlod at betale skat. Jehovas vidner billiger ikke en sådan ulydighed mod landets lov.

Det centrale i sagen er at mens Jehovas vidner ’giver kejseren, hvad kejserens er’, er de lige så omhyggelige med at give Gud — og ikke kejseren — hvad Guds er.

En ’fanatisk religiøs sekt’?

Men er det ikke ’fanatisme’ at nægte at slutte sig til et politisk parti ved at købe et medlemskort? Er man i det mindste ikke ’fanatisk’ når man holder fast ved et sådant standpunkt selv om det kan koste en livet?

Hvis dette er ’fanatisme’ måtte vi også betegne de kristne i det første århundrede som ’fanatikere’. I det gamle romerrige krævede kejseren som statens overhoved at alle skulle ofre til ham som et tegn på deres troskab mod ham. Bare man kastede en lille smule røgelse på alterets ild, var det i orden. Hvordan stillede de første kristne sig? Historien beretter:

„Kristne nægtede at . . . ofre til kejserens genius — hvad der stort set svarer til i dag at nægte at hilse flaget eller aflægge troskabsed. . . . Det var kun ganske få af de kristne der afskrev deres tro, og det skønt man almindeligvis havde et alter hvorpå der brændte en ild, stående i arenaen til deres afbenyttelse. Det eneste fangen skulle gøre, var at kaste lidt røgelse på ilden, hvorefter han fik et offercertifikat og blev løsladt. Man forklarede ham også omhyggeligt at han ikke derved tilbad kejseren — han anerkendte blot kejserens guddommelighed i dennes egenskab af overhoved for den romerske stat. Alligevel benyttede næsten ingen af de kristne sig af denne chance til at blive fri.“ Those About to Die, Daniel P. Mannix, s. 135, 137.

I The Book of Culture af Ethel Rose Peyser læser vi (s. 549):

„Rom var efterhånden blevet fyldt med mennesker der var tilhængere af fremmed kultus men som på forlangende var villige til at sværge troskab mod kejserens guddommelige ånd. De kristne, som var stærke i troen, ville imidlertid ikke aflægge et sådant loyalitetsløfte. Og da de ikke ville sværge troskab mod det vi i dag regner for analogt med flaget, blev de betragtet som politisk farlige.“

I dag er der måske ikke tale om en smule røgelse og et offercertifikat, men derimod om en flaghilsen eller et politisk medlemskort. Alligevel er det et samvittighedsspørgsmål for Jehovas vidner, og dét gør dem afgjort ikke ’politisk farlige’. Deres kristne neutralitet i alle politiske anliggender bygger på Guds ord, Bibelen.

Adskilt fra verden

Guds søn sagde at hans disciple ikke skulle være „af verden“, ligesom han selv ikke var af verden, og at verden derfor ville hade dem. (Joh. 15:19) Kristus Jesus undlod at blande sig i verdens politiske anliggender. Han hverken støttede eller modstod kong Herodes.

Jehovas vidner bevarer den samme strenge neutralitet og blander sig aldrig i politiske anliggender. De tager ikke del i opstande, optøjer, revolter eller statskup. De udgør ikke en trussel mod nogen myndighed. Samtidig sætter de hver især deres håb til Guds retfærdige rige, hvis styre udøves af hans søn, og yder det deres fulde støtte og troskab. Det skylder de Gud. Det kan de ikke yde nogen jordisk hersker eller regering. Hvis de får befaling til at gå imod Guds ord har de ingen anden udvej end at svare som apostlene gjorde: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ — Ap. G. 5:29.

Hæmmer ikke ’den økonomiske udvikling’

Hæmmer Jehovas vidner Malawis økonomiske udvikling? Nej, de bidrager tværtimod til den. Folk der har beskæftiget dem bekræfter at de yder en god arbejdsindsats, at de er ærlige og flittige. Som det fremgår af rapporterne har arbejdsgivere endog risikeret embedsmænds uvilje ved at forsvare ansatte Jehovas vidner som de havde betroet ansvarsfulde poster i deres firmaer.

Helt tilbage i 1964, nærmere bestemt den 11. februar, havde en af Vagttårnets afdelingstilsynsmænd, Jerker A. Johansson, lejlighed til at tale med dr. H. Kamuzu Banda og henlede hans opmærksomhed på at landsbyledere havde rost Jehovas vidner for at være blandt de første til at støtte lokale „selvhjælps“-projekter. For blot at nævne nogle få af de selvhjælpsprojekter som Jehovas vidner i årenes løb har deltaget i, kan vi nævne at de har været med til at lave mursten og skære græs til skolebyggeri, og at bygge skoler, lærerboliger, veje og broer. Alt dette har de gjort frivilligt, uden at få betaling for det. Ofte har vidnerne endog ydet bidrag i form af penge og materialer.

Køb af politiske medlemskort

Kernen i hele striden er at Jehovas vidner nægter at købe medlemskort til Malawis kongresparti. Dette, og intet andet, er indholdet af de anklager der hele tiden rettes imod dem. Købet af et sådant kort er ikke det samme som at betale skat. Det er at melde sig ind i et politisk parti.

At Jehovas vidner angribes fordi de ikke vil købe sådanne kort, er imidlertid i strid med udtalelser som tidligere er blevet fremsat af den øverste leder af Malawis kongresparti. Overvej følgende:

I 1967 blev Jehovas vidner i Malawi udsat for voldsomme angreb og blev forbudt. Under overskriften: „ONDSINDET BAGVASKELSE, SIGER PRÆSIDENTEN“, citerede Blantyre-avisen The Times for 30. november 1967 præsident H. Kamuzu Banda for denne udtalelse: „Vi har ikke forbudt Jehovas vidner fordi de ikke hører til Malawis kongresparti. Dette er ondsindet propaganda imod mig personligt og imod regeringen i særdeleshed.“

Da præsidenten to år senere havde afsluttet en rejse i den centrale del af landet, blev Jehovas vidner igen meget omtalt i pressen. I en forsideartikel meddelte Blantyre-avisen The Times: „Præsidenten sagde for eksempel at det ikke var den forbudte sekts bønner der fik ham til at sige at han ønsker at folk frit skal forny deres kort efter egen tilskyndelse og ikke under tvang.“ — Den 6. oktober 1969.

Malawis højeste embedsmand udtalte således offentligt at han var imod magtanvendelse i forbindelse med køb af politiske medlemskort.

Igen er det et spørgsmål om ord og handling svarer til hinanden. Hvis den livsvarige præsident virkelig ønsker at ingen skal tvinges til at købe et politisk medlemskort, har han da ikke magt og myndighed til at sætte dette ønske igennem i hele landet? Eller har han mistet kontrollen over visse elementer i Malawis kongresparti, som han er leder af? Præsidenten kan bestemt ikke have undgået at bemærke den massive voldskampagne der føres mod Jehovas vidner i hele Malawi, fra nord til syd og fra øst til vest.

Han var til stede den sidste dag under partiets årsmøde, hvor resolutionen imod Jehovas vidner blev vedtaget, den resolution der udløste den voldsomme forfølgelse af dem. Efter dette årsmøde skal præsident Banda, ifølge Malawis presse, have kaldt Jehovas vidner for „Djævelens vidner“, en „stupid“ sekt der „ikke respekterer regeringen“ og „ikke ønsker at betale skat“. (The Times, 18. september 1972) Eftersom Jehovas vidner tydeligt respekterer regeringen og betaler deres skat, udsender aviserne så ’ondsindet propaganda’ når de offentliggør sådanne ophidsende udtalelser og lægger dem i munden på landets højeste embedsmænd?

Og udsender medlemmerne af Ungdomsforbundet og De unge Pionerer ’ondsindet propaganda’ når de benytter spørgsmålet om politiske medlemskort til at retfærdiggøre deres nylige angreb på Jehovas vidner? Går de imod Malawis højeste embedsmands udtrykkelige ønske?

Og endnu alvorligere: Hvad med regeringsembedsmænd som Gwanda Chakuamba Phiri og J. Kumbweza Banda, begge medlemmer af parlamentet, som ofte har været til stede når Jehovas vidner er blevet pryglet og når andre med magt har sat sig i besiddelse af deres huse og ejendele? Handler disse embedsmænd imod præsidentens ønsker ved således at tolerere disse handlinger?

Overvej også afskedigelsen af M. R. Kalitera efter treogtyve års tjeneste inden for postvæsenet. Hvis instruktioner gav anledning til dette skridt? Han modtog et brev fra postvæsenets generaldirektør A. N. C. Chadzala, der lød som følger:

„Efter vor samtale i formiddag, hvor De bekræftede at De har været medlem af Jehovas vidner og at De ikke er villig til at købe eller forny medlemskort til Malawis kongresparti, må jeg opsige Dem fra Deres stilling uden løn med virkning fra i dag, den 4. oktober 1972.

2. Dette er en følge af Hans Excellence den livsvarige præsidents instruktion om at enhver tjenestemand der viser sig at være medlem af de forhenværende Jehovas vidner skal afskediges hvis han ikke selv opsiger sin stilling.“

Mr. Kalitera forhørte sig nærmere om denne opsigelse, og modtog da et brev fra personalechefens kontor. Det andet afsnit i brevet lød:

„2. Jeg ønsker at bekræfte hvad generaldirektøren allerede har sagt, nemlig at Hans Excellence den livsvarige præsident har påbudt at enhver statsansat som nægter at købe et partikort, ikke kan være i statens tjeneste og derfor bør sige sin stilling op. Da De har nægtet, må jeg nu anerkende Deres udtræden af statens tjeneste fra og med den 4. oktober 1972.“

Alle andre Jehovas vidner som blev afskediget fra deres stillinger inden for staten, modtog et lignende brev. Går de pågældende embedsmænd imod den livsvarige præsidents ønsker og fremstiller de hans standpunkt forkert når de fremsætter sådanne udtalelser på statens brevpapir?

De flygter ud af landet

Jehovas vidner havde håbet at Malawis regering, og især statens overhoved, den livsvarige præsident H. Kamuzu Banda, ville sørge for at de fik retslig beskyttelse. Da dette ikke var tilfældet, blev de tvunget til at flygte for deres liv. Derved fulgte de Guds søns råd, som lyder: „Når de forfølger jer i én by, så flygt til en anden.“ (Matt. 10:23) Da der ikke var nogen anden by eller landsby i hele Malawi de kunne flygte til, var de tvunget til at flygte til andre lande.

Men hvorfor tillader Gud en så voldsom forfølgelse af dem der søger at tjene ham? Hvilken hensigt kan dette mon tjene?

[Illustration på side 15]

Malawis aviser lægger ophidsende udtalelser om Jehovas vidner i munden på landets livsvarige præsident

[Illustration på side 16]

Mr. M. R. Kalitera, et af Jehovas vidner, var ansat inden for Malawis postvæsen fra 1949 indtil han blev afskediget i 1972. Som det fremgår af disse breve blev han ikke afskediget fordi han ikke betalte skat, men fordi han ikke ville købe et medlemskort til det politiske parti