Gæstfrihedens vej
„Del med de hellige alt efter deres behov. Følg gæstfrihedens vej.“ — Rom. 12:13, NW.
1. Hvem er ophav til gæstfrihed, og hvilket eksempel har han sat?
JEHOVA Gud er ophav til gæstfriheden. Fra første færd har han gavmildt draget omsorg for alle sine skabninger. Aldrig nærig eller gnieragtig, aldrig nøjeregnende eller påholdende er Jehova den, „som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf“. Aldrig kold eller ondsindet, vrangvillig eller uvenlig er Jehova oven i købet „god imod de utaknemmelige og onde“. Aldrig partisk i sin grænseløse gavmildhed lader han „sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige“. Altid villig til at dele sine uudtømmelige rigdomme med sine skabninger er Jehova et eksempel på gæstfrihed. — 1 Tim. 6:17; Luk. 6:35; Matt. 5:45.
2. Hvad vil det sige at være gæstfri?
2 Hvad er i grunden gæstfrihed? Hvor meget indbefattes under dette begreb? Et moderne leksikon definerer det således: „At byde og holde af at byde venner eller fremmede velkommen og give dem mad og husly samt behandle dem godt.“ At være gæstfri vil sige at byde andre velkommen og ikke ignorere dem. At udstrømme varme og ikke kulde; at være elskværdig, ikke hård; at være imødekommende, ikke reserveret; at være tilnærmelig, ikke tilknappet; at være tålmodig, ikke kort for hovedet; at være betænksom, ikke hensynsløs; at være beredt, ikke uvillig; at være gavmild, ikke karrig; at have lyst til at dele, ikke puge sammen; at være interesseret i andres behov, ikke kun i sit eget. Gæstfrihed er i virkeligheden en vidtrækkende tilkendegivelse af kærlighed, en prøve på „om også jeres kærlighed er ægte“. — 2 Kor. 8:8.
3, 4. Hvem fulgte gæstfrihedens vej i svundne tider?
3 I svundne tider fulgte Israels folk den af Jehova anviste gæstfrihedens vej. Alle nød godt af dette, også de fremmede eller midlertidige indbyggere i Israel. Guds lov ved Moses understregede specielt, at de fremmede, som elskede Jehova, ikke måtte ignoreres, men skulle behandles gæstfrit: „Thi Jehova jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, mægtige og frygtindgydende Gud, som ikke optræder partisk over for nogen, ej heller tager imod bestikkelse, som eksekverer dom på den faderløse drengs og enkens vegne og elsker den midlertidige indbygger, så han giver ham brød og klæder. I skal ligeledes elske den midlertidige indbygger, for I blev midlertidige indbyggere i Ægyptens land.“ — 5 Mos. 10:17-19, NW.
4 Selv før Moses’ tid var Jehovas folk indforstået med vigtigheden af at følge gæstfrihedens vej. De viste en så enestående gavmildhed og upartisk gæstfrihed, at en af Kristi apostle 2000 år senere refererede til dem, da han befalede de kristne: „Glem ikke venlighed [fodnote: gæstfrihed] mod fremmede, for ved den har nogle uden at vide det beværtet engle.“ Tænk engang! Fordi nogle af Guds første tjenere altid var venligsindede, havde hjertet på det rette sted og var ivrige efter at vise gæstfrihed, opnåede de den storslåede erfaring at beværte engle. — Hebr. 13:2, NW.
Gæstfrihed gør rig
5. Hvordan blev Abrahams gæstfrihed til berigelse for ham selv?
5 At følge gæstfrihedens vej beriger dem, som vandrer ad den. Tag for eksempel Abraham. En dag sad han ved indgangen til sit telt i skyggen af Mamres træer. Det var den hedeste tid på dagen. Pludselig blev han lysvågen ved synet af tre fremmede. Han løb dem i møde, bøjede sig til jorden for dem, dog ikke fordi han vidste, at det var engle, for han bøjede sig også for hetitterne ved en senere lejlighed. (1 Mos. 23:7, 12) Abraham lod hente vand, så de kunne få deres fødder vasket. Han bad dem hvile sig under træernes skygge. „Lad mig hente et stykke brød, så I kan styrke jeres hjerter,“ bad han. De fremmede svarede: „Lad gå. Du kan gøre, som du har sagt.“ Men i virkeligheden bragte Abraham „smør, mælk og tyrekalven“. (NW) Abrahams gæstfrihed tjente således som en storartet optakt til englenes budskab om, at Abraham og hans hustru Sara skulle få deres længe lovede søn. Senere hen modtog Lot og Manoa besøg af engle uden at vide det, og det blev til stor velsignelse for dem. — 1 Mos. 18:1-15; 19:1-22; Dom. 13:2-24.
6. Hvilke velsignelser modtog gæstfri mennesker på Jesu tid?
6 På Jesu tid fik de, som fulgte gæstfrihedens vej, utallige velsignelser. Når retsindige mennesker inviterede Jesus, hans disciple eller hans apostle hjem til sig, modtog de store åndelige belønninger. Alene tanken om at beværte Guds søn er så betagende, at ord ikke kan beskrive den. Husk på, hvordan Maria, Martas søster, modtog velsignede åndelige sandheder „ved Herrens fødder“ for udvist gæstfrihed. (Luk. 10:38-42) Tænk på Zakæus og hans uforbeholdne, gæstfrihed. Jesus så den gæstfri ånd, der besjælede Zakæus, og som kom til udtryk i, at Zakæus krøb op i et træ for bare at se et glimt af Jesus. Derfor sagde Jesus: „Zakæus! skynd dig og stig ned; thi i dag bør jeg tage ind i dit hus.“ Gæstfrihed hjalp Zakæus til at gribe sandheden. Tænk også på de to disciple, der var på vej til Emmaus om aftenen samme dag, som Jesu opstandelse fandt sted. Jesus henvendte sig til dem iklædt menneskeskikkelse. De genkendte ham ikke. I samtalens løb lukkede Jesus Skrifterne op for dem. „Da de nærmede sig landsbyen, som de gik til, lod han, som han ville gå videre. Men de nødte ham og sagde: „Bliv hos os; thi det går mod aften, dagen hælder allerede.“ Så gik han ind for at blive hos dem. Og det skete, da han havde sat sig til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de kendte ham; men så blev han usynlig for dem.“ Hvilken glæde må ikke have gennemstrømmet dem, da det gik op for dem, at de uafvidende havde beværtet Guds opstandne søn! Den glæde ville ikke være blevet deres, hvis de ikke havde gjort sig det til en vane at følge gæstfrihedens vej. — Luk. 19:1-9; 24:13-32.
7. Hvilken gavn høster vi nu af at vise vore brødre gæstfrihed?
7 At følge gæstfrihedens vej i dag bringer også stor berigelse. Når vi viser vore brødre gæstfrihed, får vi rent praktisk udbytte i form af åndelig opmuntring. Verdslige menneskers samtale kan ikke opmuntre os til arbejdet for Riget, men det kan vore brødres teokratiske tale. En familie, der åbner sit hjem for en zonetjener eller tilbyder en pioner et måltid mad, kan simpelt hen ikke undgå at høste gavn og blive opmuntret af den åndeligt berigende samtale.
8. Hvordan vil den retsindige, der viser Jehovas vidner gæstfrihed, ikke gå glip af sin løn? Hvad kan gæstfrihed derfor være et tegn på?
8 De, som ikke er i sandheden, men viser Jehovas vidner gæstfrihed, vil også blive beriget. Jesus sagde, de ville: „Den, som giver en af disse små [hans efterfølgere] blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg Eder, han skal ingenlunde gå glip af sin løn.“ Jesu løfte vil ikke sige, at nogen vil redde sig igennem Harmagedonslaget, fordi de en enkelt gang har vist gæstfrihed. Nej, det vil sige, at de, som viser en gæstfri ånd over for Jehovas vidner, vil modtage en passende belønning: åndelig oplysning. Hvis folk er rundhåndede med deres materielle goder over for os, fordi de ved, hvem vi er, vil de sandsynligvis på samme måde tage mod de åndelige goder. Under stævner sker det, at folk inviterer Jehovas vidner til at bo vederlagsfrit i deres hjem, udelukkende fordi de ved, hvem vi er. Til gengæld giver vi dem med gavmildhed åndelige velsignelser. Hvis deres hjertelag er ret, vil de komme med i sandheden og få evigt liv i udsigt. Den gæstfrihed, folk i verden viser os, kan derfor være et tegn på, at de i lighed med Zakæus, der krøb op i træet, er retfærdigt indstillede og er rede til at tage imod sandheden. — Matt. 10:42.
Gæstfrihed mod fremmede
9. Hvorfor bør vi ikke glemme venlighed eller gæstfrihed over for fremmede?
9 Men hvordan nu med den apostolske befaling om ikke at glemme venlighed eller gæstfrihed mod fremmede? Der er en livsvigtig grund til at vise fremmede venlighed: det gør det lettere for dem at tage imod sandheden. Bespiste ikke Jesus 5000 fremmede ganske gratis? Jesu gæstfrihed blev udvist i forbindelse med udbredelsen af den gode nyhed. Gæstfrihed kan også i dag bruges som et middel til at fremme den gode nyhed.
10, 11. På hvilke måder kan vi vise fremmede en gæstfri ånd? Med hvilke gode resultater?
10 Mange er de måder, hvorpå vi kan være gæstfri og venlige. Fra tid til anden inviterer brødre sådanne mennesker, som de ved er retfærdselskende, til at spise hos sig, og så benytter de lejligheden til at lukke Skrifterne op for dem. Ikke så få arbejdsgivere eller arbejdskammerater på fabrikker eller i forretninger har høstet gavn af denne gæstfrihed fra Jehovas vidners side.
11 Enhver venlig handling over for en fremmed gør et godt indtryk på ham. Han ser, at du er anderledes end andre. Din venlige indstilling og ægte hjertelighed står i kontrast til verdens hårdhed og kulde. Små venlighedsbeviser kan udvirke store resultater. I toget hjælper for eksempel en broder en ældre herre eller dame med at få kufferten op i nettet og viser således dette menneske en venlighed. En samtale kommer i gang, og den går inden længe over til at dreje sig om sandheden. Hvis du gør dig ekstra ulejlighed for at vise en fremmed vej, vil han huske det længe. Har du givet en sådan fremmed noget af vor litteratur om Riget, vil han sandsynligvis på grund af din venlighed læse den med større interesse. Udvist venlighed vil således ofte åbne budskabet om Riget en vej, som ellers ikke ville have været farbar.
12, 13. a) Hvilken lignelse fremholdt Jesus for at understrege betydningen af næstekærlig gæstfrihed? b) Hvordan har Jehovas vidner i modsætning til præsteskabet vist deres „halvdøde“ næste gæstfrihed?
12 På grund af deres venlighed og gæstfrihed er Jehovas vidner som den gode samaritaner i Jesu lignelse: „En mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt i hænderne på røvere. De tog hans klæder fra ham og slog ham fordærvet; så gik de bort og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis drog en præst ned ad den samme vej, og han så ham, men gik lige forbi. Ligeledes kom en levit til stedet, også han så ham, men gik lige forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen i nærheden af ham, og da han så ham, ynkedes han inderligt. Han gik hen til ham, forbandt hans sår og hældte olie og vin på dem, løftede ham op på sit eget ridedyr og førte ham til et herberge og sørgede for ham. Og den næste dag tog han to denarer frem og gav værten dem og sagde: Sørg for ham! og hvad du mere lægger ud, skal jeg betale dig, når jeg kommer tilbage igen.“ — Luk. 10:30-35.
13 Satans verdensordning, der sammenlignes med et dyr, er ansvarlig for folkenes nuværende „halvdøde“ tilstand. Politiske, kommercielle og religiøse røvere har udplyndret og slået menneskeheden fordærvet. Alle dens udskregne kristne religioner til trods er kristenheden som det gamle Juda et farligt sted at leve: „Kun sår er hovedet, sygt hele hjertet; fra fodsål til isse er intet helt, kun flænger, strimer og friske sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med olie.“ Hvem har vist disse „halvdøde“ stakler næstekærlig gæstfrihed? Ikke præsteskabet! De katolske, protestantiske og jødiske religionsledere ser folkets „halvdøde“ åndelige tilstand og kommenterer den fra tid til anden fra prædikestolen og i pressen, men de styrer lige uden om folket, idet de holder sig på fornem afstand og nægter at yde den åndelige førstehjælp. Derved er de gået forbi dem på den anden side af vejen, nøjagtig ligesom den jødiske præst og levitten gjorde. Men Jehovas vidner er som den gode samaritaner standset op på deres vej for at hjælpe de åndeligt halvdøde ofre. Med åndelig olie og vin, Guds ords helbredende sandheder, har de forbundet sårene på dem, som „sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder“, der går i svang i det modbilledlige Jerusalem. — Es. 1:5, 6; Ez. 9:4.
14. Hvilke forberedelser er nødvendige, hvis man skal udvise åndelig gæstfrihed?
14 Vi ved ikke, hvornår vi vil støde på en „halvdød“ fremmed, der længes efter at få sine sår forbundet med olie og vin. Den gode samaritaner havde nok olie og vin med sig for alle eventualiteters skyld, og i dag må Jehovas vidner altid være forberedt på at have nok af Guds ords olie og vin med sig. Det sker, at brødre går ud i tjenesten på arbejdsmarken uden tilstrækkelig „olie og vin“, og at deres litteratur netop er sluppet op, når de står over for en „halvdød“ fremmed. Nogle brødre tager kun lidt eller slet ingen „olie og vin“ med sig, når de er på rejse. Hvad vil de gøre, hvis de møder en fremmed, der viser tegn på at være åndeligt halvdød? Eftersom tiden er begrænset, når man er på rejse, er det yderst vanskeligt at forbinde åndelige sår, medmindre man har „olie og vin“ med til at anvende på stedet. Selv i deres hjem er brødrene til tider forsømmelige med at have en righoldig forsyning af den nyeste litteratur om Riget for hånden. Når en fremmed kommer til din dør, har du så nok olie og vin til at læge hans sår, hvad enten de skyldes udviklingslæren, treenighedsbegrebet eller spiritismen? Vær betænksom. Vær forberedt. Hav altid denne olie og vin hos dig, hvor du end opholder dig, det være sig i et tog, om bord på et skib eller i en bus, når du går tur, kører i bil eller er hjemme. Når en „udplyndret og forslået“ fremmed viser sig, er du forberedt på at vise gæstfrihed — hvor som helst og når som helst.
15, 16. a) Hvilken gæstfri handling fra Jehovas vidners side kan sammenlignes med, at samaritaneren transporterede den fremmede til herberget på sit eget ridedyr? b) Hvilken egenskab er en betingelse for, at en broder kan være tjener i menigheden? Hvorfor?
15 Den gode samaritaner gjorde mere end bare at hælde olie og vin på sårene; han brugte sit eget ridedyr til at transportere den fremmede til et herberge, hvor han kunne blive passet bedre. Jehovas vidner bruger med glæde deres biler for at hjælpe den retsindige fremmede til rigssalen, hvor han bliver modtaget med gæstfrihed, og der sørges omhyggeligt for ham. Herbergsværterne var i gammel tid velkendte for deres gæstfrihed. Tjenerne i menigheden skulle genspejle den samme gæstfri ånd, som kendetegner et hyggeligt herberge. Denne gæstfrihedens ånd er så vigtig, at uden den er en broder ikke kvalificeret til at udnævnes til tjener. I 1 Timoteus 3:2 forklarer apostelen, at enhver, som vil være tilsynsmand, skal være „en, der elsker fremmede“ (NW) eller er „gæstfri“, som fodnoten og den danske bibel siger.
16 Hvad er det, der gør, at Jehovas vidners menigheder ejer en varme, som ikke findes i verden? Er det rigssalen? Nej, en rigssal kan være den smukkeste og nyeste i hele landet og dog huse en iskold menighed. Den varme, der udstråles af en menighed, skyldes, at alle brødrene, og tjenerne i særdeleshed, følger gæstfrihedens vej.
17. Hvordan kan brødre vise gæstfrihed i rigssalen?
17 Tjenere, møder de fremmede en varm og gæstfri atmosfære i jeres rigssal? Føler de sig hjemme med det samme? Viser I dem rundt i salen, og forklarer I statistikplakaten, billederne fra stævnerne o.s.v. for dem? Åbnes rigssalen så tidligt, at fremmede aldrig må stå og vente udenfor? Lader brødrene beredvilligt de fremmede se med i deres sangbog eller i Vagttaarnet? I de menigheder, hvor tjenerne gør det til en fast regel at byde alle, både fremmede og brødrene, velkommen, råder der en hjertevarme, der bevirker, at brødrene slet ikke har lyst til at forlade rigssalen efter mødet.
18, 19. a) Hvad sker der, hvis tjenere glemmer at følge gæstfrihedens vej? b) Hvordan kan tilbageholdende brødre let komme i samtale med fremmede, selv om de ikke bliver præsenteret for dem?
18 Men det hænder, at tjenerne glemmer gæstfrihedens vej. Og så glemmer hele menigheden den. Hvad sker der så? I stedet for den varme, hyggelige herbergs-atmosfære kommer der i rigssalen til at råde en atmosfære som i ventesalen på en jernbanestation. Ved du, hvordan den er? Du går ind på stationen. Der er ingen, der viser dig den mindste opmærksomhed. Ingen taler til dig. Der er mennesker til alle sider, men ingen ser dig eller bekymrer sig om din tilstedeværelse. Du sætter dig ned ved siden af de andre. De ikke så meget som løfter blikket fra det, de sidder og læser i. Gør de det undtagelsesvis, og smiler du til dem, smiler de ikke igen. Her venter man bare. Du er altid glad, når ventetiden er forbi, og du kan slippe ud. Sådan er der i en ventesal. Hvad ville der ske, hvis tjenerne lod en ventesals-atmosfære brede sig i rigssalen — og en fremmed kom ind?
19 Den fremmede ville sige til sig selv: „Det er en køn gæstfrihed! De er flinke, når jeg taler til dem på gaden, eller når de kommer til min dør. Nu er jeg her, og der er ikke engang nogen, der lægger mærke til mig. Måske er jeg slet ikke velkommen. Jeg tror ikke, jeg vil komme igen.“ Noget sådant kan ske. Det er sket. Lad det aldrig ske i jeres menighed. Vær vågne og byd de fremmede velkommen. De brødre, som af naturen er tilbageholdende, kan let komme i samtale med fremmede ved at stille spørgsmål som disse: „Hvad syntes De om foredraget?“ eller „Vore møder er anderledes end andre religiøse organisationers, ikke sandt?“ Og de behøver naturligvis aldrig at være bange for at tale om det mest nærliggende — vejret. Har en fremmed først været i rigssalen én gang, skal han ikke længere betragtes som fremmed, men bydes hjerteligt velkommen, som var han en broder. „Byd hinanden velkommen, ligesom Kristus bød os velkommen.“ — Rom. 15:7, NW.
20. Hvad betyder det „at følge gæstfrihedens vej“?
20 Altså bør vi gøre, som apostelen befalede: „Følg gæstfrihedens vej.“ At „følge“ gæstfrihedens vej betyder mere end blot at have lyst til at være gæstfri; det betyder, at man gør sig det til en vane, at man beflitter sig på at vandre ad den vej, at man altid er vågen og ivrig efter at vise venlighed og bruge enhver lejlighed til at hælde „olie og vin“ i de fremmedes åndelige sår og skrammer. Men tro ikke for et øjeblik, at denne berigende gæstfrihed er forbeholdt de fremmede. For det er ved vor venlighed og gæstfrihed, at vi kan give synligt bevis for vor broderkærlighed. „Om broderkærligheden har I ikke nødig, at man skriver til jer; thi I er selv oplært af Gud til at elske hverandre; . . . Men vi lægger jer på sinde, brødre, at gøre yderligere fremgang heri.“ Ved at følge gæstfrihedens vej over for vore brødre, ja ved at dele „med de hellige alt efter deres behov“ kan vi „gøre yderligere fremgang“ i at vise kærlighed. — Rom. 12:13, NW; 1 Tess. 4:9, 10.