Essæernes munkeorden
HAR du nogen sinde hørt om essæerne? Nej? Det er ikke så sært. Selv om de levede i Palæstina på Kristi tid, er de ikke nævnt een eneste gang i Bibelen, da de kun var en meget lille og ubetydelig sekt. Det, vi ved om dem, har vi fået fra Josefos, Filon og Plinius den Ældre. Da disse skribenters pålidelighed lader en del tilbage at ønske, er det ikke underligt, at de lærde på mange punkter er uenige om disse essæere.
Vi kan særlig takke Josefos for det, vi ved om essæerne, idet han havde førstehånds kendskab til dem. Selv om Josefos selv var farisæer, og selv om essæerne kun talte godt fire tusinde medlemmer, ofrer han dog ti gange så megen plads på dem som på farisæerne og saddukæerne. Hvorfor beskæftiger Josefos sig så meget med essæerne, når bibelnedskriverne fuldstændig ignorerer dem? Fordi de, der nedskrev Bibelen, udelukkende var interesserede i at give en nøjagtig beretning om de momentane begivenheder, der fandt sted på deres tid, mens Josefos, der var jøde og levede i Rom omgivet af græsk kultur, først og fremmest var interesseret i at gøre et gunstigt indtryk på romerne, og han fandt essæerne særdeles egnede til denne hensigt, da de havde antaget betydelig mere af den græske filosofi end nogen anden jødisk sekt.
Det er af interesse at lægge mærke til, at de sekterere, der levede ved det Døde Hav og nedskrev den Esajas-rulle, der sammen med andre bogruller blev fundet der i 1947, synes at have været essæere; man har draget denne slutning, fordi der blandt rullerne, der blev fundet, var en håndbog i deres skikke og virksomhed, og denne bogrulles indhold kommer meget nært op til det, Josefos har at sige om essæerne. De enkelte større forskelle, der er, kan forklares ud fra den betragtning, at Josefos uden tvivl har farvet sin beretning for at få det til at se ud, som om essæerne havde mere af den græske kultur, end tilfældet i virkeligheden var.
Hvorfor tale om essæernes munkeorden? Fordi de havde en „munkeorganisation“, der var „et sidestykke til senere tiders munkeordener“. De var en sekt af asketiske mystikere, der ihærdigt undertrykte kødet og gav Bibelen en fortolkning, der gik i retning af det mystiske eller allegoriske. Sekten synes at have udviklet sig gradvist, og dens nøjagtige oprindelse er ukendt. Den omtales første gang på makkabæernes tid, omkring 159 år før Kristus. Deres religiøse synspunkter var farvede af enten græsk eller persisk filosofi, og det er derfor ikke mærkeligt, at de troede på sjælens udødelighed og på forudbestemmelse.
Nogle autoriteter, som for eksempel McClintock & Strongs Cyclopædia, hælder til den anskuelse, at essæerne egentlig var yderliggående farisæere, sådanne, som for største delens vedkommende levede i cølibat, og som praktiserede farisæernes lære til dens yderste konsekvens, i stedet for at anvende spidsfindige fortolkninger for at få læren til at føje deres egen behagelighed, som farisæerne i almindelighed gjorde. Noget af det, essæerne og farisæerne havde til fælles, var: de betragtede det fælles måltid som et sakrament; de badede hver gang før de deltog i det; de badede hver gang de havde trådt af på naturens vegne; de dækkede underlivet med et lille forklæde, når de badede; der var fire grader eller klasser af renhed inden for sekten; de mente, at når ti mennesker kom sammen for at dyrke Gud, var det en hellig forsamling, da ti er et fuldkomment tal; de afholdt sig fra at aflægge ed, og de undgik at røre ved et kar på sabbaten.
Essæernes skikke
Der er mange modstridende meninger om, hvorfor denne jødiske sekt blev kaldt „essæerne“. Der gives i virkeligheden nogle og tyve forklaringer, hvoraf de fleste har at gøre med deres underlige skikke; således mener nogle, at navnet betyder „de tavse“, „seerne“, „de fromme“, „lægerne“, „brødrene“, „de tilbagetrukne eller ensomme“.
Essæerne levede hovedsagelig i landlige samfund, der lededes af en præsident, som også fungerede som dommer, og som var valgt af alle samfundets medlemmer. De beskæftigede sig med forskellige former for landbrug, dyrkede korn, holdt får og bier o.s.v., og de tilvirkede selv deres klæder; de ville have følt sig besmittede, hvis de modtog noget udefra. De havde alt fælles og var modstandere af slaveri og krig. De adopterede andres børn, idet de ikke havde nogen selv.
De stod tidligt op om morgenen og begyndte dagen med bøn, under hvilken de vendte ansigtet mod solen — en form for soldyrkelse. De måtte ikke tale sammen om timelige anliggender førend efter morgenandagten. Så gik de i gang med varetagelsen af deres pligter. Ved den femte time, det vil sige omkring klokken elleve, badede de, iførte sig hvide kjortler og samledes i deres hellige spisesal til måltidet, der bestod af ganske enkle retter. Ved bordet præsiderede deres præst, og bortset fra hans takkebøn før og efter måltidet blev der ikke talt et ord. Så tog de igen deres arbejdstøj på og arbejdede til aften.
Foruden landbrug og lignende virksomhed beskæftigede essæerne sig med lægekunsten, idet de særlig anvendte rødder til medicin. De var også optaget af at være godgørende mod andre. Da de havde afleveret alle deres midler til den fælles kasse, var de ofte i trang, når de rejste, og derfor havde hvert essæersamfund en, hvis opgave det var at tage sig af de fremmede essæere, der kom, og som trængte til mad og klæder.
På sabbaten samledes de i deres synagoger for at dyrke Gud, hvilket hovedsagelig skete ved, at de læste og samtalede om Bibelen. De sad i rækkefølge efter alder, og latter, spytning og tale blev straffet strengt. De overholdt sabbatsdagen, siger Josefos, „mere omhyggeligt end nogen andre jøder“. Ikke alene undgik de at varme noget mad eller løfte noget kar på sabbaten, men de gik endog så langt, at de lod være at forrette deres nødtørft på denne dag!
Essæerne nægtede at salve sig, da de mente, at al salve og olie var urent, skønt det i virkeligheden var bydende nødvendigt at bruge disse ting for at holde sig selv ren i den voldsomme hede.
En, der ønskede at blive medlem af essæernes sekt, måtte først og fremmest aflevere alle sine ejendele til sekten, hvorpå han fik en lille spade, hvormed han kunne grave et hul der, hvor han ønskede at forrette sin nødtørft, et lille forklæde til brug, når han badede, samt den hvide kjortel. (5 Mos. 23:13) Det første år skulle han leve adskilt fra sekten, skønt han nøje skulle overholde dens regler. Så fik han lov til at bade sammen med sekten, men han måtte stadig ikke spise sammen med de andre, før der var gået endnu to år. Hvis kandidaten nøje holdt sig alle sektens regler efterrettelig i tre år, blev han helt og fuldt optaget i sekten ved at aflægge „frygtelige eder“, som Josefos siger, — frygtelige både ved det, man forpligtede sig til ved at aflægge dem, og ved straffene for at bryde dem.
Ved disse eder, de eneste, der var tilladt for essæerne, forpligtede de sig til ærlighed, renhed, loyalitet mod sekten samt til at hemmeligholde visse ting i forbindelse med den. Blandt det, der skulle hemmeligholdes, var „englenes navne“, hvorunder kom hemmeligholdelsen af tetragrammatonet (de fire hebraiske bogstaver for Guds navn, der på dansk gengives „Jehova“) og andre navne på Gud og englene. Overtrædelse af disse regler blev straffet med nedskæring i madrationen, og hvis en blev ekskommuniceret, fik han slet ingen mad. Da essæerne betragtede al mad, som de ikke selv havde lavet, som uren, var der mange overtrædere, der sultede ihjel på grund af sådanne straffe. Hvis de angrede, skulle de tilgives, genoptages i fællesskabet og have mad.
Selvretfærdighedens tilsølede klædning
Josefos roser essæerne i høje toner for deres fromhed og godgørenhed og nævner en hel del tilfælde, hvor de påstår at have forudsagt visse begivenheder, der senere fandt sted. Han roser dem for den store omsorg, de havde for hinanden, for deres fornægtelse af alle glæder og fornøjelser som noget ondt, og fordi de betragtede afholdenhed og sejr over kødet som en stor dyd. „De holder deres retfærdige harme tilbage, de er herrer over deres sind, mestre i troskab, fredens tjenere.“
Guds ord fortæller os, at vore egne gode gerninger og vor egen retfærdighed er som en tilsølet klædning. (Es. 64:5) I virkeligheden var det netop denne tilsølede klædning, essæerne satte hele deres lid til. Guds lov, der blev givet ved Moses, overbeviste dem ikke om, at de havde brug for et offer til soning af deres synder. De ignorerede Lovens forordninger om forbilledlig renselse ved ofre for overtrædelse og synd og dens bestemmelser om ofringer på forsoningsdagen. Da Johannes Døber kom, ignorerede de ligeledes hans budskab og den symbolske renselse, som nedsænkningen i Jordan afstedkom; og da Kristus Jesus kom, ignorerede de også ham såvel som hans offer, det eneste, der kunne bringe mennesket ind i en tilstand, hvor det er kendt retfærdigt af Gud.
Nogle mener at se en forbindelse mellem essæernes og Johannes Døbers liv i afholdenhed; begge levede i cølibat i ørkenen og drak ikke vin. Men i lyset af alt det, der her er sagt om essæerne, må vi sige, at der var ligeså stor forskel på dem og Johannes Døber, som der er på et levende menneskebarn og en papmaché-dukke. Andre vil have os til at tro, at når Jesus og Paulus taler henholdsvis om nogle, der gør sig til gildinger for Himmerigets skyld, og om den ugiftes gave, havde de essæerne i tanke. (Matt. 19:11, 12; 1 Kor. 7:37) En sådan fejlagtig slutning skyldes mangel på forståelse af forskellen mellem essæernes hensigt og formålet med den bibelske handlemåde. Den mest betydningsfulde sandhed, at Guds rige og Messias er menneskehedens eneste håb, overså essæerne fuldstændig.
Der var en lille gruppe inden for essæerne, der giftede sig, men det store flertal mente sig for retfærdige til at røre en kvinde og afskyede især kvindens omskiftelser, og for at gøre det lettere at føre dette unaturlige liv overbeviste de sig selv om, at kvinder ville friste dem til vellyst, og at ingen kvinde bevarede sin troskab mod een mand.
Alle fornuftige mennesker vil finde essæernes forsøg på at tage sig så overmåde retfærdige ud latterlige. (Præd. 7:16) Hvad betød det for den almægtige Gud, om de tog bad, hver gang de havde forrettet deres nødtørft eller ej? eller om de havde afføring på sabbaten eller ej? om de spyttede til højre eller venstre? eller om de gik med deres klæder og sko, til de var helt slidt op eller ej?
Mon Gud anerkendte deres omhyggelige inddeling i fire klasser eller grader, der blandt andet medførte, at en af en højere grad ikke kunne røre en af en lavere klasse uden at blive uren? Mon han syntes, at essæerne var så meget bedre end alle andre af menneskeslægten, at de ville blive urene ved at røre en fremmed? Mon han hellere ville se dem sulte ihjel, end at de skulle spise et måltid mad, der var tilberedt af en ikke-essæer og derfor mentes at være urent?
Er alt sådant ikke slående eksempler på det, Jehova fordømmer i Esajas 65:5, 6: „Som siger: Bliv mig fra livet, rør mig ej, jeg gør dig hellig! De folk er som røg i min næse, en altid luende ild; se, det står skrevet for mit åsyn, jeg tier ej, før jeg får betalt det, betalt dem i deres brystfold deres egen og fædrenes brøde.“ Eller som King James-oversættelsen gengiver det: „Hold dig for dig selv, kom mig ikke nær; for jeg er mere hellig end du.“ Josefos og andre roser nok essæerne, men Jesu ord til farisæerne kan også med rette anvendes på dem, særlig da de måske selv oprindelig var farisæere: „I er folk, som gør jer selv retfærdige i menneskers øjne; men Gud kender jeres hjerter; thi det, som sættes højt blandt mennesker, er en vederstyggelighed for Gud.“ — Luk. 16:15.