for hele menneskeheden. Denne genløsningsbetaling fremlagde Jesus for Gud, og til gengæld fik han menneskeslægten i eje, for at han skulle give dem, der fortjente det, mulighed for at vinde evigt liv. — 1 Pet. 1:18, 19.

Dette offer for synder blev forbilledligt fremstillet ved de ofre, der ifølge Moseloven skulle frembæres på den årlige forsoningsdag, hvor en ung tyr og en buk blev ofret for folkets synder, og deres blod, som repræsenterede livet, blev frembåret for Gud i tabernaklets eller templets allerhelligste afdeling, hvor Guds tilstedeværelse vistes ved et overnaturligt lys. — Hebr. 9:24-28.

Nu er der et spørgsmål, der melder sig: Når Jesus købte menneskeheden for over nitten århundreder siden for at give den liv, hvorfor dør menneskene så stadig? Grunden er, at ligesom Gud fastsatte en bestemt tid for Kristi Jesu komme til jorden og tilvejebringelsen af genløsningsbetalingen, sådan har han også fastsat en bestemt tid, da menneskeheden skal nyde gavn af genløsningen. (Rom. 5:6) Imidlertid har en lille gruppe udvalgte kristne, der af Jesus omtales som en „lille hjord“, nydt gavn af Kristi genløsningsbetaling siden pinsen i året 33 e. Kr. På grund af deres tro på Gud og deres indvielse til ham, er de blevet erklæret retfærdige i Guds øjne, og de har fået Guds hellige ånd eller aktive kraft, for at de kan blive Guds åndelige sønner. Ved at være trofast til døden opnår de håbet om at få del i „den første opstandelse“ sammen med Kristus Jesus og komme til at regere med ham i tusinde år som dele af Abrahams åndelige sæd, der skal velsigne alle jordens slægter. — Luk. 12:32; Rom. 5:1; Gal. 3:29; Åb. 20:5, 6.

Imidlertid vil det store flertal af dem, der får gavn af Jesu genløsningsoffer, modtage det, Adam forspildte for dem, nemlig liv på jorden. Det vil blive i en ny verden, hvorom Peter skrev: „Efter hans forjættelse venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.“ (2 Pet. 3:13) Og eftersom de fleste af Adams efterkommere sover i graven, sikrer genløsningen, at alle, der er bevarede i Guds erindring, vil få en opstandelse: „Undres ikke over dette, for den time kommer, da alle de, som er i mindegravene, skal høre hans røst og komme ud, de, som gjorde det gode, til livets opstandelse, de, som gjorde det onde, til dommens opstandelse.“ — Joh. 5:28, 29, NW.

Bibelens profetier viser, at den nye verden står lige for døren, og Guds ord fremholder det håb, at mange, der lever nu, vil blive bevaret gennem overgangsperioden mellem denne gamle tingenes ordning og den ordning, ligesom det skete med Noa og hans familie. Og eftersom al synd, sygdom og død vil forsvinde, kan vi rolig sige, at nogle, der lever nu, aldrig skal se døden, fordi de lever over i den nye verden. Dem gælder Jesu ord, som gengives i Johannes 8:51 og 11:25, 26: „Sandelig, sandelig siger jeg jer, om nogen holder fast ved mit ord, skal han i al evighed ikke se døden.“ „Enhver, der udøver tro på mig, skal opnå livet, selv om han dør, og enhver, der lever og udøver, tro på mig, vil aldrig nogen sinde dø.“ (NW)

Ved hjælp af genløsningen bliver virkningen af Adams overtrædelse således bortelimineret, hvad angår dem, der elsker sandhed og retfærdighed, og som benytter sig af den mulighed for at opnå livet, Gud har tilvejebragt for dem. Herigennem vil det blive tilkendegivet, at Gud ikke alene er den fuldkomne retfærdigheds gud, men også den fuldkomne visdoms, almagts og, fremfor alt, den fuldkomne kærligheds gud.

Ved genløsningsforanstaltningen hævder Gud desuden sin overhøjhed. Han viser, at uden hensyn til, hvad hans skabninger, hvad enten det er ånder eller mennesker, gør eller ikke gør, så vil hans hensigt alligevel blive fuldbyrdet; hans ord vil ikke vende tomt tilbage til ham. (Es. 55:11) Og desuden kan han derved belønne alle dem af Adams efterkommere, der beviser, at Djævelen er en løgner ved at bevare deres retskaffenhed til trods for alt, hvad Djævelen kan bringe over dem i retning af fristelse og påvirkning. (Job, kapitlerne 1 og 2) Genløsningen er lige så logisk, som den er retfærdig.

Er F.N. en moderne Noas ark?

OKTOBER 1952 oplevede fuldførelsen af de Forenede Nationers hovedsæde i New York city. Det havde taget fem år at udføre projektet, og omkostningerne havde været 67 millioner dollars. I sin beskrivelse af Generalforsamlingens bygning, den sidste, der blev færdig, sammenlignede bladet Life (5. november 1952) den med „en slags Noas ark for alle menneskeracer fra alle dele af jorden“. Er denne sammenligning passende?

Noas ark tjente som et samlingssted for de mennesker, der på den tid var oprigtigt interesserede i en bedre verden, og de arbejdede sammen i harmoni. Arken, de byggede, tjente Jehovas formål, nemlig at bevare alle, der søgte tilflugt i den, og føre dem frelst igennem Vandfloden, for at de kunne begynde et nyt liv på en renset jord.

Kan det samme siges om de Forenede Nationers organisation og dens hovedsæde? Ikke på nogen måde! De værste fjender af en retfærdig ny verden, de troløse, magtsyge hyklere, både totalitære og demokratiske, har gjort denne bygning til deres tilflugtssted, og i stedet for at være forenede er de ikke alene delt i en øst- og en vestblok, men der er splittelser inden for hver af disse blokke.

Og i stedet for at være et sted, hvor man kunne finde beskyttelse imod Jehovas vrede i Harmagedon, er de Forenede Nationers organisation, for at bruge Jesu ord, en „afskyelighed, der forårsager ødelæggelse“. (Matt. 24:15, 16, NW) Den er en afskyelighed i Guds øjne, fordi den bliver betragtet som noget ophøjet og dyrket som en afgud af mennesker. (2 Krøn. 15:8; Luk. 16:15) Og den forårsager ødelæggelse i dobbelt forstand: For det første ødelægger den menneskers håb om og tro til Guds rige, ved at det stiller sig selv op som en erstatning for det; og for det andet vil de, der antager de Forenede Nationer som en erstatning for Guds rige, blive udslettet i Harmagedon, da Jehovas gengæld vil ramme dem, som det forbilledligt blev vist ved Vandfloden på Noas tid. — Matt. 24:37-39; Åb. 16:14, 16.

I stedet for at sammenligne de Forenede Nationers organisation med Noas ark vil det være mere passende at kalde den et moderne babelstårn; for ligesom dette gamle bygningsværk er F.N. et symbol på menneskets mangel på tro på Jehova Gud, dets forfængelige ærgerrighed, dets nytteløse anstrengelser for at skabe enhed, dets forvirring.

Det er ikke de Forenede Nationers organisation, men derimod en ny tingenes ordning, skabt af Jehova Gud, der er det moderne modstykke til Noas ark. I vor tid søger mennesker tilflugt i den ved at vende sig til Jehova og søge retfærd og ydmyghed og ved at slutte sig til dem, der allerede udgør den nye verdens samfund under den nye tingenes ordning. De, der søger tilflugt i den, vil blive bevaret lige så sikkert som dem, der søgte tilflugt i den ark, Noa byggede. — Zef. 2:1-3.