Spørgsmål fra læserne

● På side 360 i bogen „New Heavens and a New Earth“ siges der om dem, der kommer til at leve i den nye verden her på jorden: „Gud vil ikke behøve at overflytte dem til andre planeter af en eller anden grund eller befolke himmelen med dem. . . . Han vil for evigt lade dem blive boende på jorden som dygtige gartnere, der bevarer det herlige jordiske paradis til hans ære.“ Er det ikke lidt dristigt at begrænse Jehovas menneskeskabninger til jorden? Er en sådan begrænsning ikke en grundløs spekulation i betragtning af, at der i 1 Korinter 2:9 siges, at vi slet ikke kan forestille os det, Jehova har i beredskab til dem, der elsker ham? Kunne Jesu ord i Johannes 14:2, hvor han taler om at gå bort og gøre en plads rede for sine efterfølgere, indbefatte beredelsen af andre planeter til beboelse? Naturligvis behøver Jehova ikke mennesker til at befolke de andre planeter, eftersom han overhovedet ikke behøver os til noget som helst; men han kunne bruge os i et sådant øjemed. Til slut, viser Esajas 9:7 ikke, at der aldrig vil blive ende på væksten af Kristi herredømme? — E. M., de Forenede Stater.

Det kødelige menneskes virksomhedssfære synes ifølge Jehovas udtrykte hensigt at være begrænset til jorden. Denne begrænsning vises i 1 Mosebog 1:28, hvor der blev givet bemyndigelse til at opfylde jorden, ikke universet. Esajas 45:18 siger, at Jehova skabte jorden, for at den skulle bebos, og denne hensigt vil blive virkeliggjort; men han har ikke sagt således om nogen af de andre planeter. Han vil heller ikke befolke himmelen med jordiske mennesker, da dette område ikke er egnet til at huse menneskeligt liv, og skabninger af kød og blod kan ikke leve der. (1 Kor. 15:50) I stedet for at det skulle være dristigt eller søgt at mene, at mennesket skal holde sig inden for de grænser, Jehova har afstukket, synes det snarere som om det dristige og søgte kommer ind, når mennesker tilriver sig en større rolle i universets anliggender, end de har fået tildelt. Vi bør ikke forandre Guds hensigt med os, så vi i stedet for at opfylde jorden vil opfylde hele solsystemet.

At sige, at menneskene skal blive på jorden for som gartnere at bevare den som et paradis, er ikke det samme som at sætte grænser for det, Jehova har i beredskab for os, for det er det arbejde, Jehova har overdraget mennesket, som der siges i 1 Mosebog 2:15. Men at sige, at 1 Korinter 2:9 giver plads for troen på, at mennesker fra jorden vil blive overflyttet til andre planeter for at befolke dem, er ikke alene en grundløs spekulation, men en fejlagtig anvendelse af skriftstedet. Paulus viste her, at han ikke forkyndte denne tingenes ordnings visdom, men Guds skjulte visdom angående den hellige hemmelighed i forbindelse med Kongen Kristus og det åndelige Israel i det himmelske rige. Denne visdom blev ikke forstået af verdens herskere, og med henblik på sådanne forblindede herskere citerer Paulus i vers ni Esajas 64:4, hvorefter han fortsætter med at vise, at de kristne, der har Jehovas ånd, ikke er blinde for, hvad Jehova har beredt dem, men de har forståelse af Rigets velsignelser, der er i beredskab for Kristi legemes lemmer. Skriftstedet omhandler ikke de velsignelser, der er i beredskab for dem, der skal bebo den paradisiske jord, og man bør derfor ikke begå den fejl at anvende skriftstedet på dem. Første Korinter 2:6-10 gør alt dette klart:

„Dog, visdom taler vi blandt de fuldvoksne, men en visdom, der ikke stammer fra denne verden, ej heller fra denne verdens herskere, som mister deres magt. Nej, vi taler Guds visdom, den hemmelige, skjulte, som Gud før verdensløbets begyndelse har forudbestemt for at føre os til herlighed. Den har ingen af denne verdens herskere kendt; thi hvis de havde kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre; men den er, som der står skrevet, „hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham“. Thi os har Gud åbenbaret det ved ånden; ånden ransager jo alt, endog Guds dybder.“

I det mindste hvad vort solsystems planeter angår, synes der ikke at være andre kloder end jorden, der er egnede til at huse menneskeligt liv. De andre planeter er ikke udstyrede med luft, vand og madressourcer, som er nødvendigt, for at mennesker kan opretholde livet, og at sige, at Jehova vil gøre dem egnede til bosted for mennesker engang i fremtiden, er ren og skær spekulation. Og det er at fordreje Skriftens ord at sige, at Jesus gik bort for at berede disse planeter til beboelse og som bevis bruge hans ord i Johannes 14:2. Jesus talte med sine disciple, der skulle blive åndsavlede og regere med ham i himmelsk herlighed. Han stod i begreb med at gå bort for at berede dem et sted, hvor disse lemmer på hans legeme og han selv skulle bo for evigt som åndeskabninger. At fortolke det derhen, at der menes en anden planet med kødelige skabninger, er en stor fejl. Jesus sagde ikke, at han gik bort for at berede en planet til sig selv og sit legemes lemmer, hvor de kunne leve som mennesker af kød og blod; Johannes 14:1-3 lyder således: „Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud, og tro på mig! I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, der skal også I være.“ Hvordan skulle man kunne tage Jesu ord, som han talte om åndelige ting, og anvende dem på kødelige forhold? At han gik bort for at berede et sted for kirkeskaren, beviser så sandelig ikke, at han også gik bort for at gøre andre planeter beboelige for jordens mennesker.

De, der har udgivet „New Heavens and a New Earth“, er udmærket klar over, at nogle har gjort sig spekulationer over, om ikke skabninger fra jorden skal overflyttes til andre planeter og befolke dem, og nogle af disse spekulanter taler på en sådan måde, at disse tanker kommer til at fremhæve deres egen betydningsfuldhed, ligesom det ofte kommer til at lyde, som om Jehova behøver jordiske mennesker for at kunne fuldføre sit skaberværk i forbindelse med andre planeter, og det er med sådanne farlige ræsonnementer for øje, at bogen sagde, at Jehova ikke behøver dem. Udtalelsen om, at Gud ikke behøver dem, er brugt i den hensigt at gendrive påstanden om, at Gud skulle behøve menneskelige ægtepar, hvilket antydes af dem, som gør sig til talsmænd for sådanne private fortolkninger. At sige, at det er Jehovas hensigt at befolkede andre planeter med menneskepar fra jorden, er det samme som at hævde, at disse menneskepar er nødvendige for, at hans hensigt kan gennemføres. Hvis det var hans hensigt at gøre det på den måde, ville han være afhængig af disse menneskepar; ellers måtte han gøre det på en anden måde, end han først have bestemt. Hvis han ikke gjorde brug af dem, ville hans hensigt, at gøre det på den måde, slå fejl. Derfor havde bogen god grund til at afvise disse antydninger om, at Jehova skulle behøve menneskelige ægtepar.

I Esajas 9:7 siges der intet om, at regeringens område for evigt skal udvides; skriftstedet lyder: „Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers Jehovas nidkærhed gør det.“ Dette er ingen støtte for påstanden om, at andre planeter skal befolkes ved en endeløs udvidelse af Rigets regeringsområde. Skriftstedet hentyder til løftet til David om hans kongedømme, og det indbefatter kun jorden. David har aldrig fået løfte om, at hans rige skulle brede sig fra jorden ud i universet. Hvad der menes med ordene i Esajas 9:7 er, at hans rige vil brede sig over hele jorden. Der vil ikke være ende på dets udbredelse på jorden, det vil sige, der vil ikke være noget på jorden, der kan begrænse dets herredømme over vor planet. Det skal omfatte hele kloden, så det hersker på ethvert sted, man måtte rejse hen på jordens flade. Der vil ikke være nogen grænser, der markerer dets jordiske herredømmes ophør, og det er det, Esajas forudsiger, og han viser, at Riget vil vokse og brede sig, til det når rundt om hele jorden. På denne paradisiske jord vil der heller ikke være nogen ende på freden.

Om der er andre planeter i universet ligesom jorden eller ej, og hvis der er, om de da er beboet af en eller anden form for liv eller ej, eller om de engang i fremtiden vil blive det eller ej, kan vi ikke sige noget om, da Bibelen ikke fortæller os noget om det. At beskæftige sig med sådanne spørgsmål fører udelukkende til spekulationer, og man vil aldrig kunne sige noget bestemt. Vi kan imidlertid sige, at der ikke er nogen bibelsk støtte for tanken om, at andre planeter i fremtiden skal befolkes ved, at der bliver overført menneskepar fra jorden til dem. Jorden og dens beboere er ikke så betydningsfulde. Hvis Jehova ønskede skabninger af kød og blod på andre planeter, kunne han med lethed skabe dem af disse planeters støv og behøvede ikke på mirakuløs vis at transportere menneskepar fra jorden gennem afstande på flere lysår. Det er godt for os ikke at ophøje os til en sådan position i universets anliggender, men derimod koncentrere os om de jordiske pligter, vor Skaber har givet os. Husk, at Jesus sagde: „Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; men den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.“ — Luk. 18:14; 14:7-11.