Hus-til-hus forkyndelse mest effektiv

NUTIDENS menneske har forskellige midler til sin rådighed, når det ønsker at påvirke andre med sin tænkemåde. Der er radioen, fjernsynet og det trykte ord. Men hvad effektivitet angår, kan intet sammenlignes med den fremgangsmåde, Jehovas vidner i mange, mange år har brugt, nemlig at gå fra hus til hus og besøge folk.

Jehovas vidner i vor tid gør ikke krav på nogen ære, fordi de anvender denne fremgangsmåde, for det er ikke dem, der har opfundet den. De følger blot det eksempel, som apostlene satte for mere end nitten århundreder siden. Vi læser således, at „de blev ved med hver dag uden ophør at lære i templet og fra hus til hus og at forkynde den gode nyhed“. Apostelen Paulus anvendte samme metode: „Mens jeg ikke undlod at meddele jer alt, hvad der kunne gavne jer, og heller ikke at undervise jer offentligt og fra hus til hus.“ — Ap. G. 5:42; 20:20, NW.

Kristenhedens præsteskab har imidlertid længe været som fastlimet til prædikestolen og kun pr. radio og fjernsyn aflagt besøg i folks hjem. De har ikke alene set ned på forkyndelsen fra hus til hus, men har gang på gang været medvirkende til, at vidnerne blev arresteret, fordi de befattede sig med hus-til-hus forkyndelse. Dette har kostet vidnerne megen tid og har inddraget dem i bekostelige retssager. Men i sidste instans har retten i mange lande, som for eksempel De forenede Staters højesteret, gentagne gange afsagt kendelse om, at forkyndelsen fra hus til hus ikke er kommercielt bissekræmmeri, men med rette kan betragtes på samme måde som forkyndelse fra taler- eller prædikestole.

Og hvad ser vi nu efter alle disse år? At kristenhedens førende talsmænd går ind for hus-til-hus forkyndelsen!

En af dem er den katolske præst John A. O’Brien, der den 3. februar 1957 skrev i Our Sunday Visitor under overskriften „St. Paulus: Hus-til-Hus Handelsmand“:

„St. Paulus benyttede sig af alle muligheder for at komme i kontakt med folk for at vinde sjæle . . . Især er det værd at lægge mærke til, at Lukas to gange i Apostlenes Gerninger fortæller, at det var Paulus’ sædvane at gå fra hus til hus: han gjorde det, da han forfulgte de kristne, og han vedblev med at gøre det, da han søgte at vinde tilhængere af Kristus. Denne metode indprentede han sine disciple, og den blev i udstrakt grad benyttet af de første kristne i deres nidkære bestræbelser for at udbrede troen. . . .

Hvad er der blevet af denne metode, der satte Paulus i stand til at vinde utallige tilhængere fra alle samfundslag og fra alle stammer og folkeslag? Ved en mærkelig og bitter ironi er den gået af brug blandt katolikker og er med begejstring blevet taget op af sekterne, især de yderliggående. . . .

Den sekt, der har gjort mest systematisk brug af denne forkyndelse fra hus til hus, er Jehovas vidner. Der er næppe et hjem i nogen egn, landsby, by eller storstad her i landet, som ikke i det mindste én gang er blevet besøgt af denne mærkelige sekts udsendinge. Resultatet? De har opnået langt den største forøgelse.“

„Hvad skyldes denne fænomenale vækst? Vidnernes brændende missionærånd. . . . Den fremgangsmåde, de hovedsageligt benytter sig af for at skaffe sig tilhængere, er hus-til-hus besøg. Det opfordrer de alle deres voksne medlemmer, både mænd og kvinder, til at være med i. . . . Tusinder af vidner tilbringer adskillige aftener om ugen med at undervise familier i deres egne hjem. Deres ledere fortæller dem, at de er ordets tjenere, og at de må aflægge vidnesbyrd ved at undervise nye. De roser sig således af at have et større antal ordets tjenere end sekter med mange gange deres medlemsantal.

Vidnerne udvælger ikke blot nogle få eventuelle fremtidige tilhængere og besøger dem. De går fra dør til dør og besøger ethvert hjem, selv præsternes. . . . Der er således næppe et hjem i det stærkt katolske Quebec, der ikke er blevet besøgt af et vidne.“

Men det er ikke alene katolske talsmænd, der får øjnene op for værdien af hus-til-hus forkyndelse, men også protestantiske. Parade, et i De forenede Stater vidt udbredt søndagstillæg, fortalte således i sit nummer for den 8. juli 1956 om unge metodister i South Norwalk, Connecticut, der gik fra hus til hus og prøvede at gøre andre unge interesserede i religion.

Allermest slående er imidlertid evangelisten Billy Grahams vidnesbyrd, der stod at læse i et brev, der er skrevet af en præst og offentliggjort i The Christian Century for den 27. februar 1957. Præsten kommenterede de opgivne resultater af Grahams kampagne i Buffalo, New York, og viste, at af de 600, der havde overgivet sig til Kristus, var der kun tredive, der ikke tilhørte en eller anden katolsk eller protestantisk trosretning. Han fortsatte: „Korstogets totale omkostninger vil beløbe sig til mere end 6000 dollars. Dette indbefatter ikke det beløb, der ud over de lokale udgifter blev overdraget Billy Grahams korstogsstab. Man undrer sig over, at dette virkelig skulle være en effektiv udbredelse af evangeliet. Det tjener til Billy Grahams ros, at han ved et præstemøde udtalte, at besøgsevangelisme var mere effektiv end hans metode.“

Læg mærke til, at „besøgsevangelisme“, det vil sige forkyndelse fra hus til hus, er mere effektiv end Billy Grahams metode. Den bibelske fremgangsmåde, at forkynde fra hus til hus, anerkendes som den mest effektive måde at udbrede religion på. Ifølge O’Brien bør lægfolket også benytte apostelen Paulus’ fremgangsmåde. Men hvad om det katolske præsteskab satte eksemplet, ligesom Paulus gjorde? Ville det være for meget at forvente?