Tungetale i vor tid — er den fra Gud?

BIBELEN lærer at åndsdåb, der kommer til udtryk ved at man taler i tunger, er et kendetegn for den sande kirke i vor tid,“ hævder Marvin A. Hicks, der er præst i pinsebevægelsen.

„Den lære der ligger til grund for tungetale er ubibelsk og forkert,“ siger dr. W. A. Criswell fra First Baptist-kirken i Dallas, USA. Han tilføjer: „Hvis dét er den kristne tro, så er jeg ikke kristen.“

Stillet over for sådanne modstridende opfattelser af tungetalen spørger du måske dig selv: ’Hvad siger Bibelen egentlig om tungetalens gave? Er den en del af sand kristendom i dag?’ For at få besvaret disse spørgsmål vil det være gavnligt at forstå hvorfor de første kristne fik tungetalens gave.

Hvorfor gaven blev givet

I Hebræerbrevet 2:2-4 forklarer apostelen Paulus at de mirakuløse gaver, deriblandt tungetalen, blev givet de kristne i det første århundrede for at bekræfte at Guds gunst var blevet overført fra den gamle jødiske tilbedelsesordning til den nylig oprettede kristne menighed. Dette skifte var grundigt fastslået henimod slutningen af det første århundrede, hvor nogle af Jesu Kristi apostle endnu var i live.

At tungetalens gave også tjente et andet formål, fremgår af Jesu ord til sine disciple kort før hans himmelfart i år 33. Han sagde: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Apg. 1:8) Den lille gruppe disciple indbefattede ikke mennesker som talte alle jordens sprog. Men i overensstemmelse med Jesu løfte blev den hellige ånd 10 dage senere, på Pinsedagen, udgydt over omkring 120 af hans disciple, som var forsamlede i en sal ovenpå i Jerusalem. Resultatet? De „begyndte at tale på andre tungemål“, og kunne derfor straks begynde at udføre det vidnearbejde de havde fået overdraget. — Apg. 2:1-4.

Da disse disciple på Pinsedagen forkyndte i Jerusalem kunne man høre jøder og proselytter der var kommet fra fjerne egne til fester, sige: „Hvordan kan det . . . være at vi hver især hører dem tale på vort eget sprog, det som vi er født i? . . . vi hører dem tale på vore tungemål om Guds storslåede gerninger.“ (Apg. 2:8-11) Det fremgår klart at de sprog der her hentydes til, var kendte sprog og ikke uforståelig tale. Og læg mærke til at gaven blev benyttet i overensstemmelse med det Jesus havde sagt var formålet med den, nemlig at hans disciple skulle vidne for andre. Den tjente denne hensigt på en bemærkelsesværdig måde, for „på den dag blev omkring tre tusind sjæle føjet til“. — Apg. 2:41.

Et andet tilfælde hvor udgydelsen af den hellige ånd blev ledsaget af tungetalens gave, omtales i Apostelgerninger 10:44-46. Når man læser beretningen lægger man mærke til at da Guds ånd faldt på hedningen Kornelius og hans husstand, begyndte de også at „tale i tunger“. Da apostelen Peter senere forklarede hvad han havde oplevet ved denne lejlighed, sagde han: „Men da jeg begyndte at tale, faldt den hellige ånd på dem ligesom den også faldt på os i begyndelsen.“ Ifølge Peter var den tungetalens gave der blev skænket ved denne lejlighed, altså den samme gave som disciplene havde modtaget adskillige år tidligere på Pinsedagen — en mirakuløs evne til at tale på fremmede sprog. Det fremgår af Bibelen at den tungetalens gave som blev givet til Kornelius og hans husstand, overbeviste Peter og dem der var sammen med ham, om at Gud nu modtog uomskårne hedninger i menigheden. Det var tydeligt at Gud benyttede den kristne menighed. — Apg. 11:15-18.

’Men hvordan forklarer man Paulus’ ord i Første Korinterbrev 14:2?’ vil nogle måske spørge. ’Sagde Paulus ikke: „For den der taler tungetale, taler ikke for mennesker men for Gud“?’

Først og fremmest bør man bemærke at det ikke er privat bøn Paulus taler om her, men derimod brugen af tungetalens gave ved et menighedsmøde. (Se Første Korinterbrev 14:23.) Desuden er Paulus’ ord i nøje harmoni med både den hensigt hvori tungetalens gave blev givet og den beskrivelse af gaven der findes i Apostelgerninger. Hvis man læser hele det 14. kapitel i Første Korinterbrev, lægger man mærke til at (1) den tungetale der henvises til var kendte sprog, ikke uforståelig tale, og at (2) gaven ikke skulle benyttes privat, men til gavn for ikke-troende.

Lad os læse vers 2 i sin helhed. Det lyder: „For den der taler tungetale, taler ikke for mennesker men for Gud, for ingen hører efter; han taler hellige hemmeligheder ved ånden.“ Det græske ord der er oversat med „tungetale“, nemlig glōssa, er det samme ord som det der benyttes i Apostelgerninger 2:4, 11, hvor det tydeligvis sigter til kendte sprog. Ordene om at „ingen hører efter“ kan hentyde til at de tilstedeværende hører noget uden at forstå hvad der siges. Dette ses tydeligere i lyset af versene 13, 16 og 17 i Første Korinterbrev, kapitel 14, hvor vi læser: „Lad derfor den der taler tungetale bede om at han må kunne oversætte det. Hvordan skal ellers den der indtager det almindelige menneskes [eller den ikke-troendes, se versene 22-25] plads, når du lovpriser med en åndens gave, kunne sige amen til din taksigelse, da han ikke ved hvad du siger? Sandt nok siger du tak på en smuk måde, men den anden opbygges ikke.“

Kort sagt: den der taler i tunger taler for Gud og ikke for mennesker, hvis de der lytter ikke forstår det han siger. Det Paulus havde i tanke var ikke uforståelig tale, men fremmede sprog som andre havde mulighed for at forstå. Men hvis ingen af de tilstedeværende kunne forstå det sprog der blev talt, og hvis der ikke var nogen til stede som kunne tolke det, så skulle den der talte i tunger bede om at han måtte kunne oversætte det og således opbygge andre, især de ikke-troende. Hvis der ikke var nogen der kunne oversætte det, så var det, som Bibelen siger, bedre at den pågældende tav. — 1 Kor. 14:28.

Hvordan forholder det sig i dag? Er sådanne gaver som tungetale nødvendige som „et vidnesbyrd om den hellige ånds tilstedeværelse“ i et menneske?

En del af sand kristendom i dag?

Bibelen viser at de mirakuløse gaver der blev givet de kristne i det første århundrede kun var midlertidige. „Kærligheden svigter aldrig. Men hvad enten det er gaver til at profetere, de vil blive afskaffet; eller tungetale, den vil ophøre.“ (1 Kor. 13:8) Indeholder Bibelen noget fingerpeg om hvornår disse gaver skulle ophøre? Ja, det gør den.

Læs selv om de tilfælde hvor det berettes at den hellige ånds udgydelse var ledsaget af tungetalens gave: Apostelgerninger 2:1-4, 14; 10:44-48; 19:6. Læg mærke til at der i hvert eneste tilfælde var en eller flere af Jesu Kristi apostle til stede. Ifølge Apostelgerninger 8:18 ’blev ånden givet ved apostlenes håndspålæggelse’. Det siger derfor sig selv at formidlingen af åndens gaver, deriblandt tungetalens gave, må være ophørt med apostlenes død. Tungetalens gave havde da tjent sit formål. Det var blevet grundigt fastslået at den kristne menighed havde Guds gunst og støtte. De kristne var desuden vokset i antal og var blevet spredt til mange lande, og de havde taget „den gode nyhed“ med sig. — Jævnfør Kolossenserbrevet 1:23.

’Men hvis sådanne gaver er ophørt, hvordan skal man så forklare de former for tungetale man ser i dag?’ vil nogle måske spørge.

„Vi er også klar over at et lignende fænomen kan indtræffe under okkult/dæmonisk påvirkning,“ hedder det i en fælleserklæring fra Fountain Trust og Church of England Evangelical Council. (Kursiveret af os.)

„På deres frugter“

Jesus forklarede hvordan man kunne kende de sande kristne, idet han sagde: „Ethvert godt træ [frembringer] gode frugter.“ (Matt. 7:17) Ja, der måtte være frugter, eller vidnesbyrd, om at Guds hellige ånd stod bag dem. Det er ret afslørende at sammenligne de rette frugter med den gallupundersøgelse der blev offentliggjort i tidsskriftet Christianity Today den 22. februar 1980.

Ikke en eneste gang beretter Bibelen om at en mirakuløs gave blev givet til en der bifaldt eller øvede synd. I det første århundrede indbefattede den kristne menighed i Korint mennesker som tidligere havde været umoralske, men som havde ændret deres adfærd da de blev kristne. De hengav sig ikke længere til en umoralsk livsførelse. (1 Kor. 6:9-11) Men ifølge den ovennævnte undersøgelse går 19 procent af dem der i dag taler i tunger, ind for kønslig omgang før ægteskabet.

Sande kristne respekterer Bibelen som Guds ord. Jesus Kristus citerede fra Skrifterne og betragtede dem som Guds ord. (Joh. 17:17) Men ifølge undersøgelsen anser 44 procent af dem der i vor tid taler i tunger, ikke Bibelen for at være den vigtigste religiøse autoritet.

„Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne,“ befalede Jesus. (Matt. 28:19, 20) Og han forudsagde at „denne gode nyhed“ om Guds rige skulle forkyndes „på hele den beboede jord til et vidnesbyrd“. (Matt. 24:14) Sande kristne bør være optaget af at udføre dette hverv. Men ifølge undersøgelsen taler 51 procent af dem der nu taler i tunger, ikke én gang om ugen om deres tro, og 58 procent betragter ikke det at vinde andre for Kristus som noget der kommer først i livet.

„De er ikke en del af verden,“ sagde Jesus om sine disciple. (Joh. 17:16) Men i stedet for ’ikke at være en del af verden’, så er, hedder det i Christianity Today, de der taler i tunger „hvad politiske tilhørsforhold angår . . . i nøje overensstemmelse med det mønster man finder hos den almindelige befolkning“.

„På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden,“ sagde Jesus. (Joh. 13:35) Apostelen Johannes tilføjede: „Vi skal elske hinanden; ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel.“ (1 Joh. 3:11, 12) Sande kristne har ægte kærlighed til hinanden. De er ikke splittet på grund af racemæssige, nationale eller sociale fordomme. Selv i krigstid nægter de at dræbe deres trosfæller i andre lande. Kan man sige det samme om den almindelige befolkning? Om dem der hævder at have tungetalens gave?

Hvad viser kendsgerningerne altså? Jo, eftersom de der taler i tunger, som gruppe betragtet ikke bærer de „frugter“ der kendetegner sande kristne, er det klart at de ikke kan have fået deres „gave“ fra den samme kilde som de første kristne fik deres.

Bibelen indeholder alvorlige advarsler som peger på at denne „gave“ kan hidrøre fra en anden kilde. Jesus forudsagde: „Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navne og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer!“ (Matt. 7:22, 23) Apostelen Paulus advarede om at den tid ville komme da ’kraftige gerninger, og „løgnagtige tegn“ ville finde sted som følge af „Satans virke“. — 2 Tess. 2:9, 10.

Hvordan kan man da kende Kristi sande disciple, hvis det ikke er ved hjælp af tungetalens mirakuløse gaver? På deres „frugter“, de bibelske kendetegn, som vi netop har omtalt.

Vi opfordrer dig til at undersøge Bibelen og sammenligne den med Jehovas Vidners lære og livsførelse. En sådan undersøgelse vil måske få dig til at sige om dem: „Gud er virkelig iblandt jer.“ — 1 Kor. 14:25.

[Ramme på side 7]

’Min oplevelse var ikke fra Gud’

„Skriftstedet i Første Korinterbrev 14:27, 28 . . . overbeviste mig om at min oplevelse ikke var fra Gud. . . . Paulus’ vejledning dér . . . var i direkte modstrid med det jeg havde oplevet. Hos os var antallet ikke begrænset til to eller højst tre, men vi havde store grupper. Vi havde heller ikke nogen til at oversætte, så hvem blev opbygget?“