tilbage, og med tiden ville ufuldkommenheden vise sig ved at de blev gamle og syge. Ligesom der ville vise sig fejl i en fintmærkende maskine og den ville forfalde hvis den ikke blev betjent i overensstemmelse med fabrikantens brugsanvisning, således blev de første mennesker ufuldkomne fordi de overtrådte Skaberens love, deres organisme blev beskadiget og begyndte at degenerere. Sygdom og lidelser satte ind, efterfulgt af døden. Efter at Adam havde opbrugt sit engang fuldkomne legemes vældige livskraft døde han i en alder af 930 år, inden for den tusindårsdag Gud havde fastsat.

Sygdom og død er derfor en følge af vore første forældres ulydighed og bortvisning fra Guds familie. Ligesom man ikke kan frembringe en fuldkommen maskindel i en defekt støbeform, således kunne Adam og Eva i deres ufuldkomne tilstand heller ikke sætte syndfrie børn i verden. Alle deres efterkommere blev således behæftet med deres tilbøjelighed til og anlæg for sygdom og død. — Job 14:4.

Ja, det er denne tilbøjelighed til synd der er årsag til de voldshandlinger der finder sted, som i tilfældet med den unge mand der dræbte sin søster. Den er også årsag til den nedbrydning af den menneskelige organisme der viser sig i form af alderdom og sygdom og som til sidst medfører døden. Det er som den kristne apostel Paulus forklarede: „Synden kom ind i verden ved ét menneske [Adam], og døden ved synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ Det er det pålidelige og bibelske svar på hvorfor mennesker i dag bliver gamle og dør. — Rom. 5:12.

Håb for de døde

Det er således ikke Gud der er ansvarlig for de voldshandlinger der skiller menneskene fra deres kære, sådan som mange præster hævder; det er mennesket selv der bærer skylden. Gud gav mennesket mulighed for at leve og glæde sig over livet, men de første mennesker gjorde oprør og bragte dødens fordømmelse over sig selv og alle deres efterkommere. Dette betød ikke en adgangsbillet til himmelen for dem, men ifølge Bibelen forlader livskraften mennesket ved døden, „han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag“. — Sl. 146:4.

Det er derfor bedragerisk og usandfærdigt når præster siger at døden blot er en dør til noget andet, en frigørelse af sjælen for at denne kan glæde sig over livet på et andet tilværelsesplan. Mennesket er en sjæl, det „blev en levende sjæl“. (1 Mos. 2:7, NW; 1 Kor. 15:45) Og Bibelen taler gentagne gange om at sjælen er dødens bytte. For eksempel i Ezekiel 18:4: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“

De døde er uden bevidsthed og mærker ingenting. Imidlertid indeholder Bibelen et storslået håb om en opstandelse fra døden. „Undres ikke herover!“ sagde Jesus Kristus, „thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem.“ Døden er en frygtelig fjende, men hvor trøstende er det ikke at kende Guds vidunderlige løfte om en opstandelse til liv! — Joh. 5:28, 29.

Byens kæmner

● I brevet til romerne, som Paulus skrev fra Korint, sender han hilsener fra nogle af sine medarbejdere, heriblandt „Erastus, byens kæmner“ (16:23). Under de udgravninger som professor T. L. Shear i 1929 foretog i Korint, fandt han et stykke brolægning, og på en af blokkene heri stod der: „ERASTVS PRO: AED: S: P: STRAVIT“ („Erastus, prokurator og ædilis, bekostede personlig denne brolægning“). Det er uvist om indskriftens Erastus er den samme som den Erastus Paulus nævner, men man mener at brolægningen stammer fra det første århundrede i vor tidsregning. — Biblical Archaeology, G. Ernest Wright, side 262.