Hvorfor dør mennesket?
Der hersker forskellige meninger herom. Men hvilket svar giver Guds ord?
INGEN ønsker at dø. Alle vil gerne leve og glæde sig over livet. Af den grund gøres der alle mulige anstrengelser for at udrydde sygdomme og lidelser og forlænge menneskets liv. Alligevel regner man med at der, alle anstrengelser til trods, i hele verden dør omkring 142.000 mennesker om dagen, det vil sige gennemsnitlig næsten to mennesker i sekundet. I 1962 døde der alene i De forenede Stater i alt 608.082 mennesker af hjertesygdomme, og 278.562 af kræft. Men selve det at døden er en sådan dagligdags begivenhed kan ikke trøste den der sørger over at have mistet en af sine kære.
For de efterladte bliver døden andet og mere end kold statistik. Den er en skånselsløs, ubarmhjertig fjende som man står fuldstændig hjælpeløs overfor. Rent uvilkårligt former læberne ordet HVORFOR? Hvorfor skulle det ske? Hvorfor skulle en af mine kære dø?
Forskellige meninger
Når man stilles over for døden spekulerer man ofte på om det er Guds vilje at menneskene dør. Mærkeligt nok er det religiøse læresætninger der har fået mange til at tro at det er Guds vilje. I december 1962 udtalte den romersk-katolske kardinal Richard Cushing for eksempel sin mening om hvorfor den smukke unge pige Margaret Cadigan døde for sin broders hånd. „Jeg tror at hun fik svaret, og det eneste svar hun kunne få, fra den almægtige Gud,“ sagde Cushing. Og hvad var svaret? „Fordi jeg elsker dig og ønsker at du skal komme hjem.“
Men var det grunden til at Thomas Cadigan kvalte sin søster? Indgav Gud ham den tanke at dræbe sin søster fordi Gud ønskede hende op til sig i himmelen? Var det virkelig grunden til at Margaret Cadigan led en voldelig død, og er det af samme grund at tusinder andre hvert år lider en lignende død? Er det også grunden til at menneskene bliver gamle og dør? Tænkende mennesker er interesserede i at få et pålideligt svar.
Videnskaben hævder at have et sådant svar, i det mindste med hensyn til den død der skyldes alderdom. „Når vi er unge har vi mange flere celler end vi i virkeligheden behøver,“ forklarer dr. Alastair Ward, videnskabelig medarbejder ved bladet Evening Citizen, Glasgow. „Men efterhånden som vi bliver ældre og vi stadig mister flere og flere celler, når vi til sidst til det punkt hvor der simpelt hen ikke er et tilstrækkeligt antal celler i et bestemt organ eller en gruppe af organer.“ „Med tiden,“ siger han, „indhentes vi hurtigt af denne proces, og hele det menneskelige legemes indviklede organisme opløses i døden.“
Det er interessant at videnskabsmænd ikke betragter døden som noget uundgåeligt men snarere som en sygdom de håber at kunne kurere. „Jeg kan ikke se nogen grund til,“ sagde biokemikeren William Beck, „at døden, ifølge sagens natur, skulle være uundgåelig.“ Den verdensberømte videnskabsmand Hans Selye fremhævede at „alderdom kan betragtes som en sygdom“, og at „den sandsynligvis kan forebygges eller kureres ligesom enhver anden sygdom“. Ifølge nobelpristageren dr. Linus Pauling er „mennesket teoretisk set udødeligt. Legemets væv erstatter sig selv. Mennesket er en selvfornyende maskine“. Trods denne mulighed for at leve evigt dør menneskene stadig væk. Hvorfor?
Er det fordi døden er et springbræt til himmelsk liv og dødsøjeblikket det tidspunkt da Gud ønsker et menneske til himmelen? Eller er det blot fordi giftstofferne i legemet efterhånden som mennesket bliver ældre bryder flere celler ned end legemet kan erstatte? Er det svaret eller har døden en dybere årsag? Det er kun fornuftigt af os at ønske at finde ud af hvad menneskets Skaber har at sige om denne sag.
Bibelens svar
Der kan ikke være tvivl om at den vidunderligt udtænkte menneskelige organisme er et produkt af en stor skaber der er interesseret i menneskets velfærd og lykke. Tænk på legemets forunderlige funktioner, ikke mindst den at én uendelig lille celle kan formere sig efter en mesterlig plan, indtil der til sidst fødes et barn der består af milliarder af celler. Det er tåbeligt at tro at legemets funktioner, heriblandt formeringen, er resultatet af millioner af års blind, formålsløs udvikling. Mennesket er ikke blevet til ved et tilfælde; det er en intelligent mesterhjernes værk.
De læresætninger der findes i den ældste bog på jorden, den der indeholder den autentiske beretning om det første menneske og om hvordan det blev skabt af Gud, er i harmoni med denne fornuftige konklusion. Denne berømte bog, Bibelen, bekræfter at Gud skabte mennesket fuldkomment, i stand til at leve evigt. I dens første del, Første Mosebog, siges der: „Så gik Jehova Gud over til at danne mennesket af støv fra jorden og indblæse livsånde i dets næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ Mennesket blev skabt fuldkomment, for om alt hvad Gud har gjort siger Bibelen: „Fuldkomment hans værk.“ — 1 Mos. 2:7, NW; 5 Mos. 32:4.
Det betød at det var muligt for den fuldkomne mand og hans hustru at leve evigt i et jordisk paradis. Så længe de forblev lydige mod deres himmelske Fader, ville han sørge for at deres legemer fungerede rigtigt og efter hensigten. Der ville finde en fuldkommen regulering sted således at legemets celler stadig blev fornyet og giftstofferne udskilt. Det betød at disse to mennesker havde et strålende helbred og en vældig vitalitet; de ville aldrig opleve en dag der skæmmedes af sygdom. Men øjensynlig skete der noget der forandrede alt dette. Hvad var det der gjorde at mennesker nu blev syge og døde?
De undersøgelser og forsøg hvidkitlede videnskabsmænd foretager i deres laboratorier giver os ikke forklaringen, og vi finder den heller ikke i de filosofiske læresætninger som fremholdes af ansete religiøse ledere der søger at kildre de sørgendes ører med ubibelske, behagelige forestillinger. Nej, det er Bibelen, Guds ord, der giver os virkelig oplysning om spørgsmålet. Den fortæller at menneskets fortsatte eksistens som en del af Guds familie, der allerede indbefattede utallige millioner åndeskabninger, var betinget af lydighed mod Ham, familieoverhovedet. Forsætlig ulydighed ville blive straffet med døden.
Jehova Gud belærte det første menneskepar herom straks efter dets skabelse. Han sagde blandt andet til manden: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ Dette var ikke til at misforstå. Hvis mennesket blev ulydigt skulle det dø. — 1 Mos. 2:16, 17.
Menneskene var af Gud skabt således at de ikke blot behøvede luft at indånde, vand at drikke og mad at spise, men også måtte bevare et ret forhold til deres Skaber. Hvis de undlod at gøre det, ville det have samme skadelige virkning som hvis de undlod at tilfredsstille legemets behov for mad og drikke. Det ville til sidst medføre døden. Og det var hvad der skete. Da de første mennesker forsætligt handlede ulydigt, viste Gud dem bort fra den paradisiske have og dømte dem til en døende eksistens på jorden udenfor.
Men døden indtraf ikke øjeblikkelig. Eftersom Gud havde skabt dem fuldkomne besad deres legemer stadig en uhyre livskraft. Nu var de imidlertid ufuldkomne. Gud havde trukket sin velsignelse tilbage, og med tiden ville ufuldkommenheden vise sig ved at de blev gamle og syge. Ligesom der ville vise sig fejl i en fintmærkende maskine og den ville forfalde hvis den ikke blev betjent i overensstemmelse med fabrikantens brugsanvisning, således blev de første mennesker ufuldkomne fordi de overtrådte Skaberens love, deres organisme blev beskadiget og begyndte at degenerere. Sygdom og lidelser satte ind, efterfulgt af døden. Efter at Adam havde opbrugt sit engang fuldkomne legemes vældige livskraft døde han i en alder af 930 år, inden for den tusindårsdag Gud havde fastsat.
Sygdom og død er derfor en følge af vore første forældres ulydighed og bortvisning fra Guds familie. Ligesom man ikke kan frembringe en fuldkommen maskindel i en defekt støbeform, således kunne Adam og Eva i deres ufuldkomne tilstand heller ikke sætte syndfrie børn i verden. Alle deres efterkommere blev således behæftet med deres tilbøjelighed til og anlæg for sygdom og død. — Job 14:4.
Ja, det er denne tilbøjelighed til synd der er årsag til de voldshandlinger der finder sted, som i tilfældet med den unge mand der dræbte sin søster. Den er også årsag til den nedbrydning af den menneskelige organisme der viser sig i form af alderdom og sygdom og som til sidst medfører døden. Det er som den kristne apostel Paulus forklarede: „Synden kom ind i verden ved ét menneske [Adam], og døden ved synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ Det er det pålidelige og bibelske svar på hvorfor mennesker i dag bliver gamle og dør. — Rom. 5:12.
Håb for de døde
Det er således ikke Gud der er ansvarlig for de voldshandlinger der skiller menneskene fra deres kære, sådan som mange præster hævder; det er mennesket selv der bærer skylden. Gud gav mennesket mulighed for at leve og glæde sig over livet, men de første mennesker gjorde oprør og bragte dødens fordømmelse over sig selv og alle deres efterkommere. Dette betød ikke en adgangsbillet til himmelen for dem, men ifølge Bibelen forlader livskraften mennesket ved døden, „han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag“. — Sl. 146:4.
Det er derfor bedragerisk og usandfærdigt når præster siger at døden blot er en dør til noget andet, en frigørelse af sjælen for at denne kan glæde sig over livet på et andet tilværelsesplan. Mennesket er en sjæl, det „blev en levende sjæl“. (1 Mos. 2:7, NW; 1 Kor. 15:45) Og Bibelen taler gentagne gange om at sjælen er dødens bytte. For eksempel i Ezekiel 18:4: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“
De døde er uden bevidsthed og mærker ingenting. Imidlertid indeholder Bibelen et storslået håb om en opstandelse fra døden. „Undres ikke herover!“ sagde Jesus Kristus, „thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem.“ Døden er en frygtelig fjende, men hvor trøstende er det ikke at kende Guds vidunderlige løfte om en opstandelse til liv! — Joh. 5:28, 29.