„Fornemmes i de ting der er frembragt“
Hvis primitive redskaber af sten må være tilvirket af et tænkende væsen, er de levende skabningers langt mere komplicerede organismer da ikke et bevis på at der findes en viis og mægtig Skaber?
EFTER et stenskred på en bjergskråning forventer vi at se en uordentlig dynge kampesten eller lignende for foden af skråningen. Vi ville ikke tro vore egne øjne hvis de nedfaldne sten arrangerede sig nydeligt i form af et dejligt hus af kampesten — for bygningen af et hus kræver jo forstand og omtanke. Når noget er blevet frembragt på ordnet vis og med en hensigt, må det være et værk af en person som har kunnet vise omtanke, fostre ideer, fatte en hensigt og gennemføre den. Dette stemmer med den bibelske udtalelse i Hebræerbrevet 3:4: „Ethvert hus bygges jo af en eller anden.“
En arkæolog er i færd med at grave og finder blandt jord og småsten en rund, aflang sten som er glat og på midten har en rille der går hele vejen rundt. Han er ikke et øjeblik i tvivl om at stenen er blevet tildannet af et primitivt menneske. Han er overbevist om at den har været fastgjort til en stok ved hjælp af en lædersnøre og er blevet brugt som hammer eller som våben. Han finder også en flad flintesten med skarp kant og er helt sikker på at et „stenaldermenneske“ har tildannet den og brugt den som økse eller skraberedskab. Eller en lille skarp flintesten formet som pilespids overbeviser ham om at denne er blevet tilspidset af et menneske som har fundet på at sætte den yderst på en pil eller et spyd. Arkæologen drager den slutning at disse sten må være forarbejdet med et bestemt formål for øje, ikke at de er produkter af et tilfælde.
Et værk fortæller noget om sin ophavsmand. De nævnte våben og redskaber er råt tildannet. Deres ophavsmænd menes derfor at have været primitive mennesker; aber fremstiller ingen våben, og nutidens våben er anderledes udspekulerede. Arkæologen anbringer derfor stenredskabernes ophavsmand, som han forestiller sig ham, i en stenalder, og formoder at hans udseende og hjernekapacitet må have ligget et sted mellem en abes og et nutidsmenneskes. Han ser i ånden et låddent, ludende og lavpandet abemenneske der bevæger sig af sted med slæbende skridt. Denne skabnings efterladte værk tyder på mere omtanke og hensigt end en kæp som en abe kunne samle op, men det kan slet ikke sammenlignes med de fine ting man fremstiller i dag. Forskeren bedømmer derfor den fortidige ophavsmand ud fra hans værk, og bedømmer hans egenskaber ud fra dette værk.
I strid med deres egen logik
Når det imidlertid drejer sig om det mylder af plante- og dyreliv der findes på jorden, ræsonnerer de fleste videnskabsmænd stik imod det synspunkt de ellers selv anlægger: at noget der er dannet med hensigt, må være frembragt af en eller anden. Selv de allersimpleste organismer er langt mere komplicerede end råt tildannede stenredskaber. Ja, end ikke de encellede protozoer kan virkelig kaldes simple, for disse encellede organismer har i sig evnen til at udføre alle de legemsfunktioner som udføres af de mange organer hos hvirveldyrene. Hvert af de encellede dyr er i sig selv en kompliceret organisme. Evolutionsvidenskaben hævder at disse indviklede organismer ikke er skabt af nogen, men er blevet til ved et sammentræf. I sammenligning med sandsynligheden for at de encellede protozoer skulle opstå spontant, ville det være ganske let for et jordskred eller en rindende bæk at tildanne et primitivt stenredskab, eller for en lavine af kampesten at bygge et smukt stenhus!
Når det så drejer sig om tilblivelsen af de mest komplicerede organismer i universet, hvad er det da der får mange ellers intelligente mennesker til at glemme deres egen logiske regel: at et værk der er frembragt med omtanke og i en bestemt hensigt vidner om at være frembragt af en forstandig person, og om hans egenskaber? Kunne det være fordomme der bygger på følelser? De samstemmer med Bibelen i den regel de selv giver udtryk for, men de viger tilbage fra den konsekvens som Bibelen drager af regelen: „Hans usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt.“ (Rom. 1:20) De ville aldrig gå med til at et råt tildannet stenredskab var blevet til ved et sammentræf, men de accepterer gladeligt at tilfældet har skabt, ikke alene et encellet dyr, men alt liv på jorden, mennesket indbefattet! De vægrer sig ved at fornemme den store Skabers og Bygmesters kraft bag alle universets undere. Betragt blot nogle få af disse undere. Overvej om tilfældet besidder nogen af disse egenskaber som de vidner om.
Muldjorden
På den tredje skabelsesdag sagde Jehova: „Lad det tørre land komme til syne.“ (1 Mos. 1:9, NW) Dette banede vej for landjordens planter. For at disse planter kunne trives måtte der være en vidunderlig substans — jorden. Jorden? Er den en vidunderlig substans? Er den ikke noget af det mest almindelige der findes? Jo, men muldjorden er en vital ressource, og der er i dag stor bekymring fordi den er ved at vige pladsen for de voksende støvsletter og ørkener. Mange steder har det varet tusinder af år før klipper er blevet til frugtbar jord. Sten og klipper udsættes for vind og vejr; svampe slår sig ned, de spirer og udsender skud hvori alger sætter sig fast, og svampe og alger danner i forening lav. Der vokser lav på klippernes overflade, som derved langsomt nedbrydes til et tyndt lag jord der kan give næring for mos; dette mos der lever og dør på klippeoverfladerne danner mere jord, så lidt større vækster kan slå sig ned. De eroderende kræfter får jorden til at samle sig i fordybninger hvori højere planteformer, til sidst også træer, kan vokse.
Planterne kaster regelmæssigt deres løvdragt, de dør også selv, og bakterier får disse dele til at gå i forrådnelse, hvorved der dannes en rig organisk muldjord. Mikrober nedbryder disse organiske forbindelser til simple næringsstoffer som planterne har behov for. Vi forestiller os måske jorden som en fast masse, men mange typer muldjord er fyldt med luft, vand og liv i en mangfoldighed af afskygninger. Blot omkring 30 gram muldjord kan have så mange overflader at den i „udfoldet“ tilstand ville dække næsten to og en halv hektar. I de tempererede egne kan en teskefuld jord indeholde over 5.000.000.000 levende organismer! Hver eneste af disse er i sig selv et under, og alt dette er nødvendigt for at ’landet kan give sin afgrøde’. (Ez. 34:27) Nej, jorden er bestemt ikke at foragte, skønt vi til daglig træder på den! Uden den ville der intet liv være her på kloden.
Navigatører med ufattelige evner
Mange fugle drager hvert år på træk, for at undgå kulden og for at få føde. Deres evner til at navigere er fantastiske og trodser stadig vore forsøg på helt at forstå dem. Når kulden sætter ind på den nordlige halvkugle, hvordan ved fuglene da at varmen og føden skal findes mod syd og ikke mod øst eller vest? Og når de vender tilbage om foråret, hvordan ved de da at de skal flyve mod nord? De får besked af nogle hormoner der udløses i deres blod. Nogle trækfugle flyver hundreder af kilometer, andre tusinder, og finder nøjagtig det sted de forlod et halvt år tidligere. Terner og hjejler flyver 6000-7000 kilometer i hver retning. De unge fugle foretager turen på egen hånd, også første gang. Så sent som i middelalderen nægtede naturforskere at tro at fuglene virkelig fløj på træk, men sammenbryggede fantastiske forklaringer på at fuglene hvert forår eller efterår kom til syne eller forsvandt. Men allerede i det 7. århundrede før vor tidsregning talte Bibelen om fuglenes træk: „Selv storken oppe i luften kender sin tid, turtelduen, svalen og tranen holder den tid, de skal komme.“ — Jer. 8:7.
Endnu efter at naturforskerne havde bøjet sig for at de større fugle drog på træk, holdt de fast ved at de små fugle krydsede havene ved at få et „lift“ på ryggen af de større fugle. Men den lille nordamerikanske skovsanger blackpoll warbler (Dendroica Striata) klarer det helt på egne vinger, ligesom mange andre af fuglerigets dværge. Den flyver fra Alaska om efteråret, rejser etapevis til New Englands kyst, venter dér på gunstigt vejr, og sætter så kursen ud over Atlanterhavet og flyver i tre til fem dage indtil den når Sydamerikas nordøstlige kyst. I en nonstop-flyvetur på flere dage tilbagelægger denne lille fugl, som kun vejer omkring 20 gram, næsten 4000 kilometer hen over havet! Hvilken computer findes der inden i dette lille hoved som kan fortælle hvad klokken er, beregne solens bevægelse, tage bestik af stjernerne og sammenligne alt dette med et indprogrammeret kort over bestemmelsesstedet, ja endda føre fuglen sikkert frem selv om himmelen er overskyet? Kan nogen inderst inde overbevise sig selv om at denne lille skovsanger er blevet til ved et tilfælde?
Forsøg med brevduer har afsløret at fugle har endnu et navigationssystem til rådighed. Hvis brevduer lukkes inde i en mørk æske, føres bort ad en bugtet rute og slippes løs omkring 1000 kilometer fra det hjemlige dueslag, er de hjemme igen efter et døgn. Hvis solen skinner, styrer de efter den. Men de kan også vende tilbage når det er overskyet, og om natten. De kan mærke jordens magnetfelt og benytte det til at navigere efter. Man gjorde et forsøg med en flok duer der blev sluppet løs; halvdelen af dem havde magneter fastgjort til ryggen, hvorved jordens magnetfelt blev forstyrret. På en solskinsdag vendte hele dueflokken tilbage. Men på en overskyet dag vendte kun de duer som ikke havde magneter på ryggen, tilbage, mens de der havde magneter på, kredsede rådvildt rundt. I årevis mente man at jordens magnetfelt var alt for svagt til at nogen skabning kunne mærke det. Nu ved videnskaben at ikke alene fugle men også honningbier kan mærke det. Forsøg man har gjort for nylig tyder endda på at visse snegle er følsomme for jordmagnetismen.
Det er ikke alene fugle der drager på træk, men også hvaler, sæler, skildpadder, ål, krabber, fisk, sommerfugle og visse rensdyr. Andre foretrækker imidlertid at undslippe vinterkulden ved at grave sig ned hvor de er og sove vintersøvn. Det lille trettenstribede jordegern er et godt eksempel på nogle af de bemærkelsesværdige fysiologiske ændringer der sker hos dyr der går i dvale. Legemstemperaturen falder til nogle få grader over den lave temperatur der findes uden for hulen. Hjertet pumper kun en eller to gange i minuttet. Når jordegernet er i aktivitet, trækker det måske vejret flere hundrede gange i minuttet, men når det er i dvale trækker det kun vejret én gang hvert femte minut. Og dog er blodet hele tiden tilstrækkelig iltet, samtidig med at de ubenyttede muskler bevarer deres spændstighed. Hvad giver dyret lyst til at falde i søvn om efteråret og vågne op om foråret? Det er ikke bare vejret. Det er et kemikalie som udløses i blodet der får jordegernet til at gå i hi, og et andet kemikalie der får det til at vågne op. Ved hjælp af disse kemikalier har forskere fået dyr som går i dvale til allerede midt på sommeren at indlede deres lange vintersøvn.
Om sådanne undere indrømmede Job: „Jeg talte uden forstand om noget, som var mig for underfuldt, og som jeg ej kendte til.“ — Job 42:3.
En mangfoldighed af geniale indretninger
Husker du endnu det tidligere omtalte primitive stenredskab, som ikke blot kunne være tildannet ved et tilfælde? Husk på dette mens du overvejer om det følgende kunne være blevet til ved et tilfælde.
De fleste har hørt at kamæleonen kan skyde sin tunge flere centimeter ud af munden for at hente et insekt. Men ved du hvordan kamæleonen er i stand til at gøre dette? Bagest i munden har den en kegleformet knogle, tungebenet, som ligger vandret med spidsen fremad. Den hule tunge sidder fast ved tungebenets rod og passer ind over det som et langt, rynket ærme over en arm. Længdemuskler holder tungen fast tilbage i harmonikafolder over tungebenet. Rundt om tungespidsen sidder nogle ringmuskler som hviler omkring spidsen af tungebenet. Kamæleonens kuglerunde øjne, som kan dreje sig uafhængigt af hinanden, opdager et insekt inden for skudlinje. Længdemusklerne trækker sig sammen og holder tungen fast tilbage over tungebenet, spændt som en fjeder. Pludselig strammes tungens ringmuskler omkring spidsen af det glatte tungeben, samtidig med at længdemusklerne der holder tungen tilbage som en fjeder nu slappes — og tungen skyder frem som en pil. Insektet hænger uhjælpeligt fast på den klæbrige tungespids, og den lange, slappe tunge trækkes nu langsomt „hjem“. Der sker nærmest det samme som når en dreng skyder med kirsebærsten eller våde vandmelonkerner ved at presse tommelfingeren og pegefingeren sammen om dem; i dette tilfælde er det blot det glatte, våde tungeben der bliver hvor det var, og tungespidsen hvis ringmuskler presses sammen, der skydes frem. En så genial indretning må bestemt være „opfundet“ af et intelligensvæsen.
Bombardérbillen afskrækker rovlystne fjender ved hjælp af sprængstoffer. I et indre depot opbevarer den tre forskellige kemikalier som udskilles af nogle kirtler. Når en fjende nærmer sig, slippes stofferne gennem en ventil ind i et kammer med kraftige vægge. Dér tilsættes et enzym som får stofferne til at eksplodere, og en ætsende røg udstødes gennem en dyse der kan vendes i alle retninger. Bombardérbillen kan affyre en hel række sprængladninger, snesevis af gange i løbet af få minutter, hver gang med et lydeligt knald. Fjenden trækker sig tilbage, undertiden med tab. Denne bille (kendes i Danmark fra en enkelt art på Bornholm) har altså sit eget laboratorium, den fremstiller sprængstoffer, og den bruger dem meget målbevidst. Den er faktisk en helt lille, afskyelig bombefabrik!
En insektfamilie der kaldes hvirvlere er udstyret med bifokale øjne, så disse biller både kan se over og under vandoverfladen i søer og damme. Men det er ikke det mest forunderlige ved hvirvleren. Den kan flyve, kravle, gå på vandet, og dykke. Når den dykker omgiver den sig med en luftboble, der fungerer som dens lunge. Luftboblen modtager kuldioxyd fra billen og afgiver det til vandet; og den overfører ilt fra vandet til billen. På den måde kan hvirvleren forblive neddykket i timevis. Billens underdel befinder sig godt i vandet, men dens overdel, indbefattende øverste halvdel af de sammensatte øjne, holdes smurt med vandskyende fedt fra nogle kirtler. Når den er oven på vandet piler den frem og tilbage over vandoverfladen, så den udsender små kølvandsbølger. Når disse krusninger rammer søbredden eller nogle genstande på vandoverfladen — en anden hvirvler, eller måske et spiseligt insekt — reflekteres de som nye små bølger. Billen holder to følehorn, ned mod vandet, hvorved den kan aflæse bølgernes budskab om omgivelserne. Den fanger sin føde og undgår at kollidere med de hundredvis af artsfæller der ligesom den selv farer hektisk frem og tilbage; alle udsender bølger, men de „aflæser“ hver især kun deres egne. Systemet virker lige godt dag og nat. Vandbølgerne er for hvirvleren hvad lydbølgerne er for flagermusen. Hvilken computer må denne bille ikke have inde i sit lille hoved!
„Intet nyt under solen“
Folk betragter de tekniske bedrifter og beundrer de mennesker der har udført dem. Hos levende skabninger kan de iagttage nøjagtig de samme principper, bragt i anvendelse med et formål for øje, men alligevel siger de at dette blot skyldes et tilfælde. Mennesker der kaldes opfindere foretager sig i virkeligheden ikke meget andet end at anvende kendte principper. Det meste har været anvendt før. Som Salomon sagde: „Der er slet intet nyt under solen.“ (Præd. 1:9) I bogen Bionics, af Daniel Halacy jun., læser vi på side 19:
„En flyvemaskine med en vingeprofil formet efter en fuglevinge er blevet sendt på markedet. Et gummifirma har eksperimenteret med at forsyne både med et strømlinjet, kunstigt ’hudovertræk’, kopieret efter havpattedyr. En ny distancefartmåler til flyvemaskiner er blevet fremstillet efter model af en billes øjne, og et TV-kamera er blevet forbedret ved efterligning af mekanikken i hesteskokrabbens øjne.“
Mennesker fordyber sig i Jehova Guds skaberværk for at udgrunde dets geniale mekanismer og efterligne dem til brug i deres egne opfindelser. Dette minder os om ordene i Job 12:7-9: „Spørg dog kvæget, det skal lære dig, himlens fugle, de skal oplyse dig, se til jorden, den skal lære dig, lad havets fisk fortælle dig det! Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at [Jehovas] hånd har skabt det?“ Opfindere sætter pris på at modtage anerkendelse for deres kløgtige anvendelse af eksisterende principper og metoder; men alt for ofte undlader de at give anerkendelse til den som fra først af „med visdom“ har opfundet det hele. — Sl. 104:24.
I Ordsprogene 6:8 taler Bibelen om den såkaldte kornsamlende myre eller høstmyren: ’Den sørger om sommeren for æde og sanker sin føde i høst.’ I mange hundrede år tvivlede man på at der fandtes myrer som høstede og oplagrede korn, men i 1871 opdagede en britisk naturforsker nogle forrådskamre fra sådanne myrer. Der er også myrer som passer haver med afgrøder, holder slaver og vogter husdyr. Termitter og bier forsyner deres bo med luftkonditionering. Honningbierne kan ved deres dans i mørke vise hvor der er nektar, hvor langt borte og i hvilken retning. Ja, insekterne viser på mange områder en forbløffende evne til at gøre ting som mennesker ikke kan. De er, som Bibelen siger, „instinktivt vise“; Jehova Gud har skabt dem sådan. — Ordsp. 30:24, NW.
Det er en kendt sag at en mand på en tømmerflåde kan tørste ihjel skønt omgivet af vand. Visse havfugle har imidlertid nogle kirtler som kan afsalte havvandet. Der findes fisk (ål og andre) der kan udsende en elektrisk strøm på op til 400 volt. Mange fisk, orme og insekter udsender et lys der ikke samtidig varmer, til stor misundelse for mange videnskabsmænd, der gerne ville kunne fremstille en lysgiver som ikke tabte energi ved varmeafgivelse. Flagermus og delfiner benytter sig af indbyggede sonaranlæg, hvepse fremstiller papir, myrer bygger broer, bævere bygger dæmninger, og visse slanger har en indbygget termostat som er følsom for temperaturforandringer på blot en tusindedel grad celsius. Insekter som lever i søer og damme benytter sig af snorkler og dykkerklokker, blæksprutter bevæger sig fremad ved jetprincippet, og edderkopper kan fremstille syv forskellige slags spind, lave net, faldlemme og lassoer, og deres unger rejser som ballonskippere tusinder af kilometer gennem luften i stor højde. Et huninsekt udsender en parfumeduft som en han ti kilometer borte kan mærke hvis blot et enkelt molekyle fra parfumen rører dets følehorn. Laks vender, efter at have tilbragt flere år på det åbne hav, tilbage til netop det vandløb de kommer fra, fordi de alle kan huske den lugt der var karakteristisk for det hjemlige vandløb og kan mærke den når de svømmer tilbage til kystfarvandene.
Jehova henledte Jobs opmærksomhed på de mange undere i skaberværket. Hvad svarede Job? Dette: „Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt!“ — Job 42:2.
Alle disse undere kan ikke eksistere uden at der er en som har skabt det hele. Udviklingsteoriens tilhængere hævder at det er blevet til ved ’naturlig udvælgelse og de bedst egnedes overlevelse’. Men problemet er hvordan disse bedst egnede er blevet til, ikke hvordan de har overlevet. Der kan ikke finde nogen udvælgelse sted hvis der ikke er noget at vælge imellem. Man kan ikke begynde at bygge et hus før byggematerialerne er kommet. Som Bibelen siger: „Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt er Gud.“ Beviserne omgiver os overalt. Mange af dem der tager det for givet at et simpelt stenredskab må have et abemenneske til ophavsmand, kan ikke se at hele Guds imponerende skaberværk afspejler hans eksistens og hans egenskaber. „De er uden undskyldning.“ (Rom. 1:20) Men lad os have ’øjne der ser’ Jehovas eksistens, som den bevidnes af hele hans skaberværk. — Matt. 13:14-16.
[Illustration på side 8]
Kamæleon
Tungeben
Ringmuskler
Tungemuskler
Centrale knogle
Klæbrig tunge, insekt sidder fast
[Illustration på side 9]
Bombardérbille