Et folk med et formål

„I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans fremragende egenskaber, som kaldte jer ud af mørket ind til sit viunderlige lys.“ — 1 Pet. 2:9. NW.

1. Hvilke karakteristiske egenskaber adskiller Jehova fra alle andre, der kaldes guder?

ULIG ALLE andre, der kaldes guder, viser Jehova sig som den store planlæggende og villende Gud. Som den almægtige Skaber sætter han sig ikke alene noget for, men han lader det også ske. Selve navnet på dette ophøjede væsen, denne ypperste førsteårsag, kommer af et hebraisk ord, der betyder den, som forårsager, at noget sker eller bliver til. Jehova sagde til Moses: „Jeg vil vise mig at være den, jeg vil vise mig at være.“ (NW) Hans majestætiske skaberværk såvel som hans fortrolige handlemåde med sine skabninger er fuldgyldigt bevis for denne evige sandhed. Som en bygmester lige fra første færd sætter sig et bestemt mål eller har en bestemt hensigt eller plan i tanke, som han søger at følge, således har universets uforlignelige bygmester det i endnu højere grad. Ikke alene beslutter han sig på forhånd til, hvad han vil gøre, hvornår han vil gøre det, og hvordan han vil gøre det, men han gennemfører sine hensigter med held. Det var hans vilje og befaling, at „der blive lys“, og „der blev lys“. Det var ligeledes hans vilje, at jorden skulle tage form, og den gjorde det, at vandet skulle samle sig på eet sted, og det gjorde det, at dyr skulle vrimle frem — fisk i havet, fugle i luften og kvæg, kryb og vildtlevende dyr af alle arter på jorden, og de gjorde det. Jehova satte sig alt dette for, og det skete. „Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: Mit råd står fast, jeg fuldbyrder al min vilje, . . . Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det.“ — 2 Mos. 3:14; 1 Mos. 1:3; Es. 46:9-11.

2. Hvorfor kan skabninger have absolut tillid til Jehova Guds ord?

² Jehova er desuden en uforanderlig Gud; han er den samme i går, i dag og i morgen, og hans hellige vilje er ubøjelig, hans beslutninger står fast. „Jeg, Jehova, er ikke blevet en anden“, eller „Jeg, Jehova, forandrer mig ikke“ (AS), er en udtalelse, der indeholder en evig kendsgerning, en uforanderlig sandhed. (Mal. 3:6) Den ophøjede Skaber er ikke et menneske, så han har nødig at ombestemme sig i nogen sag. Han er ikke som lunefulde skabninger, der er ustadige og ubeslutsomme, og som ustandselig skifter mening og handler uden mål og med. „Thi så siger Jehova . . . jeg talede og angrer det ikke, tænkte og går ikke fra det.“ (Jer. 4:27, 28) Jehova begår aldrig fejl, og derfor behøver han ikke at ændre sin forudbestemte handlemåde. Han behøver aldrig at forandre sine erklærede hensigter for at klare en uforudset eller uventet situation. Den store Jehova er altså en Gud, som skabninger kan sætte deres fulde lid til og stole på i eet og alt, for han er konsekvent, pålidelig og ordholden. Når han siger noget, gør han det. „Hærskarers Jehova har svoret således: Visselig, som jeg har tænkt det, så skal det ske, og som jeg satte mig for, så står det fast.“ — Es. 14:24.

3. Hvad var Jehovas oprindelige hensigt med jorden, og hvordan søgte Satan at krydse den?

³ Blandt de mange ting, Jehova oprindelig satte sig for, var blandt andet det, at han ville have jorden opfyldt af fornuftbegavede skabninger, der skulle være fuldkomne på legeme, retfærdige i sind og tanke og absolut lydige mod deres Skaber i al deres gøren og laden. Med dette for øje skabte Jehova et fuldkomment menneskepar, som mand og kvinde skabte han dem, og han bød dem: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør jer til herre over den.“ (1 Mos. 1:28) Under den teokratiske tingenes ordning fik en herlig himmelsk kerub overopsynet med de menneskelige anliggender i Edens have betroet, og han skulle drage omsorg for, at Skaberens vilje og hensigter blev gennemført. Men hvad skete der? Tidligt i menneskehedens historie fandt et oprør sted. Imponeret af sin egen strålende glans og enestående skønhed begærede den skærmende kerub en stilling i universet lig den, den Allerhøjeste indtog. (Ez. 28:13-15) Derfor gjorde han oprør mod universets overordnede Hersker, overtalte Eva og dernæst Adam til at sætte deres retskaffenhed mod Jehova over styr, og med tiden fik han en hærskare af engle til at tage del i oprøret. Det resulterede i, at anføreren for denne bedrageriske bande blev sat fra sin ærefulde stilling i Jehovas organisation og idømt dødsstraf som en gemen forbryder. Han er siden blevet stemplet med den afskyelige og foragtelige betegnelse „Satan Djævelen“. Fra da af og til nu er jorden under dette sataniske og onde herredømme blevet fuld af vold og forbrydelse, efterhånden som slægtled efter slægtled, født i synd og undfanget i misgerning, har fortsat deres åbenlyse modstand mod Gud.

4, 5. a) Hvilken fejlagtig slutning bør vi undgå at drage? b) Hvilket dobbelt formål har Jehova med at lade Satan forblive i live den dag i dag?

⁴ Når vi ser disse sørgelige forhold, er det så ikke rimeligt at slutte, at Jehovas oprindelige hensigt, der gik ud på, at jorden skulle være fuld af retfærdighed, helt er slået fejl og er løbet ud i sandet? Nej, aldeles, ikke! Drag ikke en så forhastet slutning. For det røber kun enten grov uvidenhed eller forsætlig ligegyldighed over for andre vigtige kendsgerninger, som til fulde beviser, at dette oprør ikke i mindste måde forandrede eller bare forhalede Jehovas oprindelige hensigt: at skabe et jordomspændende paradis, fuldt af lydige skabninger. Ved ulydighedens første opdukken i Edens have erklærede Jehova, at han til sin tid ville udrydde alle onde oprørere, men velsigne de lydige blandt menneskeslægten med evigt liv. Summen af Jehovas ord til Satan, som de senere blev gengivet i Bibelen af dens inspirerede nedskrivere, lød således: „Dog derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ — 2 Mos. 9:16; Rom. 9:17.

⁵ Som vi her har set, viser Jehovas udtalelse, at han har en dobbelt hensigt. For det første viser udtalelsen, at Jehovas uimodståelige magt vil manifestere sig i hele sin frygtelige majestæt, når Djævelen og hans oprørshob bliver udryddet for stedse. Endvidere fastslår den, at Jehovas navn, ord og hensigter vil blive forkyndt på hele jorden til et vidnesbyrd, for at de, som elsker Gud, kan få lejlighed til at undslippe tilintetgørelse og blive en del af den nye verdens samfund, der skal fylde jorden med retfærdighed. Det er derfor ganske klart, at Jehova lige fra menneskets første afvigelse fra sandheden havde besluttet, at han ville have et folk på jorden, der skulle være trofast mod hans sag og være hans vidner, et folk for hans navn, et folk, der endogså skulle kaldes ved hans ophøjede navn, det vil sige Jehovas vidner.

Et folk, der tjener Jehovas formål

6. Hvilke beviser har vi i Bibelen for, at der har været vidner for Jehova i næsten 6000 år her på jorden?

⁶ Slog den guddommelige hensigt fejl, eller blev dens fuldbyrdelse forhalet, ja måske forhalet helt frem til vore dage, før der skete noget i denne sag? Historien siger nej! Blandt Adams egne sønner fremstod der et menneske, som var retfærdigt indstillet, nemlig Abel, der offentligt vidnede for andre om sin tillid og sit håb til Guds løfte, der står nedskrevet i 1 Mosebog 3:15. Abel lagde en så urokkelig tro på denne profeti for dagen, at han frembar dyreofre som et billede på Guds store lam, hvis udgydte blod borttager synd. „I tro bragte Abel Gud et bedre offer end Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud selv kendtes ved hans offergaver.“ Abel var heller ikke det eneste vidne for Jehova forud for Vandfloden. Også „Enok, Adams efterkommer i syvende led“, „fik det vidnesbyrd, at han havde Guds velbehag“, for han „vandrede med Gud“. — Hebr. 11:4, 5; Jud. 14, 15; 1 Mos. 5:24.

7. Hvilket mærkeligt arbejde gik Noa i gang med, og med hvilket lykkeligt udfald?

⁷ Så var der Noa og hans husstand. „Noa var en retfærdig, ustraffelig mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.“ Han var en „retfærdighedens forkynder“ og „fandt nåde for Jehovas øjne“. (1 Mos. 6:9, 8; 2 Pet. 2:5; Hebr. 11:7) For at vandre i lydighed og finde nåde for Jehovas øjne måtte Noa udføre et arbejde, der forekom hans slægtled meget mærkeligt. På Jehovas befaling gav denne trofaste gamle mand sig til at bygge en vældig båd, og samtidig forkyndte han for sine venner og naboer, at medmindre de angrede deres ondskab og søgte beskyttelse under den foranstaltning, Jehova tilvejebragte, ville de snart blive udryddet. „Derpå sagde Jehova til Noa: Gå ind i arken med hele dit hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine øjne i denne slægt.“ (1 Mos. 7:1) At de fleste af Noas samtidige var spottere, der bare gjorde nar, ses af den kendsgerning, at der kun var otte, indbefattende Noa, der gik ind i arken og overlevede udslettelsen af den første verden og atter trådte ud på en renset jord som et forbillede på den nye verdens samfund!

8. Hvorfor blev Abraham kaldt „Jehovas ven“?

⁸ Der levede altså mange trofaste vidner for Jehova (mindst ti, der er et symbolsk tal, som betegner jordisk fuldstændighed) i den verden, der var til før Vandfloden. Efter Vandfloden levede Abraham, og „Abraham troede Gud [Jehova, NW], og det blev regnet ham til retfærdighed, og han blev kaldt Guds [Jehovas, NW] ven“. (Jak. 2:23) Her var en mand, som sammen med sin hengivne hustru, Sara, stolede på Jehovas løfte om en befrier, skønt der var gået to tusinde år, siden dette løfte blev fremsat i Edens have, og der endnu ikke havde vist sig nogen befrier. Abraham tjente ikke blot Jehova med læberne, for han aflagde et offentligt vidnesbyrd for hele verden om sin tro og sit håb, da han tog afstand fra den daværende tingenes ordning, og det til trods for stort personligt besvær og mange ubehageligheder. „I tro adlød Abraham kaldet til at gå til et land, som han skulle få i eje; og han drog ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen. I tro bosatte han sig i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte med Isak og Jakob, medarvinger til den samme forjættelse; thi han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. . . . derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en stad.“ — Hebr. 11:8-10, 16.

9. Hvem vidnede Lot for, og hvad resulterede det i?

⁹ Abrahams brodersøn, „den retfærdige Lot“, viste også, at han ikke havde noget til fælles med Djævelens ordning. Lot pintes „dag ud og dag ind i sin retfærdige sjæl ved de lovløse gerninger, han så og hørte“ i den berygtede by, Sodoma, men som en tjener for Jehova blev han længe nok iblandt dem til at aflægge et sidste vidnesbyrd. „Lot . . . sagde . . . Stå op, gå bort herfra, thi Jehova vil ødelægge byen!“ Men ligesom Noas samtidige spottede og gjorde nar af Jehovas trofaste vidne dengang, således gjorde de på Lots tid nar af denne retfærdselskende mand. De troede, at Lot „drev spøg med dem“. Men som i Noas tilfælde således også i Lots: „Således forstår Herren [Jehova, NW] at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse og at bevogte de uretfærdige til straffen på dommens dag.“ — 2 Pet. 2:7-9; 1 Mos. 19:14.

10. Gør rede for, hvordan Job beviste, at Djævelen er en løgner.

¹⁰ Blandt disse fortidens trofaste vidner for Jehova har vi et andet fremtrædende eksempel, nemlig Job, i sandhed en retskaffenhedens mand, der vandt sig ry for sin fasthed og urokkelige tro på Jehova under det frygtelige pres, Satan lagde på ham. I overensstemmelse med sit navns betydning blev Job hadet, plaget og forfulgt af Djævelen, dæmonerne og deres disciple. Til trods for al den sadistiske grusomhed og langvarige tortur, Job blev udsat for på sind og legeme, bevarede han dog sin ubrydelige troskab og hengivenhed mod Jehova. „Vel er jeg slået til jorden, men jeg stoler dog på Jehova“, var hans indstilling. Denne ubøjelige og vedvarende trofasthed under hårde prøver glædede Jehovas hjerte, for det gav den Allerhøjeste et svar at give den æggende modstander. Jehova kunne sige til Satan: „Har du lagt mærke til min tjener Job? Der findes ingen som Han på jorden, så from og retsindig en mand, som frygter Gud og viger fra det onde.“ — Job 1:8; 2:3; 13:15, KJ; Ordsp. 27:11.

11. Hvorfor blev Moses sendt tilbage til Ægypten, og hvad førte det til i sidste ende?

¹¹ Henved hundrede år senere stod Ægypten på sin magts tinde. I militær henseende var dette land den første verdensmagt; i vanhelligt hovmod og skamløs formastelighed holdt det Jehovas udvalgte folk, hans ven Abrahams efterkommere, som slaver. Derfor besluttede Jehova sig til at ydmyge og udslette denne indbildske nation og befri sit udvalgte folk, hvilket alt sammen tjener som et billede på, hvad han agter at gøre mod hele den større faraos, Satan Djævelens, verdensrige i Harmagedonslaget. Inden Jehova lod faraos stolte og hovmodige hær drukne som rotter i det Røde Hav, bestemte han, at der skulle lyde et advarende vidnesbyrd for alle ægypterne, både herskerne og undersåtterne. Med dette for øje valgte Jehova sin trofaste tjener Moses som sin talsmand og sit vidne. „Gå til farao og sig til ham: Så siger Jehova.“ (2 Mos. 8:1; 9:1, 13) Gang på gang adlød Moses disse befalinger. Men den hårdhjertede og genstridige farao blev kun endnu mere hårdhjertet og genstridig. Dog viste Jehova sig i sin storhed langmodig og barmhjertig. Og hvad førte det til? Da den syvende plage indtraf, fandt en deling sted blandt ægypterne selv, således at „de blandt faraos tjenere, der frygtede Jehovas ord, bragte nu deres trælle og kvæg under tag; men de, der ikke lagde sig Jehovas ord på hjerte, lod deres trælle og kvæg blive ude på marken“. (2 Mos. 9:20, 21) Da den sidste advarsel havde lydt, førte Jehova med sin vældes stærke arm sit folk ud af landet sammen med „en stor hob sammenløbet folk“, der ikke var israelitter; men den „uovervindelige“ ægypterhær, der fulgte lige i hælene på dem, lod Jehova opsluge af havet, hvor „de sank som bly i de vældige vande“. — 2 Mos. 12:38; 15:1, 5, 10.

12. Nævn andre fremragende personligheder, der udmærkede sig som Jehovas vidner i fortiden.

¹² Vi kunne også nævne kvinder som Rahab, Debora og Jael og mænd som Gideon, Barak, Samson, Jefta, Samuel, David og en mængde andre, der udmærkede sig som Jehovas trofaste vidner. Der var i virkeligheden en stor sky af Jehovas vidner lige fra Abels tid og frem til Kristi tid, og blandt dem så fremragende personligheder som Esajas, Jeremias, Ezekiel og Daniel, ganske usædvanlige profeter og vidner, der gjorde den store Jehova Guds navn og ry kendt. — Hebr. 11:31, 32; 12:1.

13, 14. Hvordan er Jehovas vidner blevet behandlet i forgangne tider, og hvorfor er de blevet behandlet således?

¹³ Mange af disse fortidens vidner udstod de forfærdeligste lidelser og blev forfulgt lige så hårdnakket, som nogen moderne diktator har forfulgt Jehovas tjenere i dag. Hvorfor? Hvorfor blev de tvunget til at flakke om i ørkener og bjerge og leve i jordens huler og kløfter? Hvorfor blev de jaget som dyr, slået, stenet, kastet for løver og i ildovne, dræbt med sværd og gennemsavet? Hvorfor blev de tvunget til at gå omkring i fåre- og gedeskind og lide nød og trængsel og blive mishandlet? Apostelen Paulus siger, at det var, fordi de ikke var en del af den gamle onde verden under Satans herredømme, men så frem til den lovede nye verden, hvis bygmester og skaber er Gud. — Hebr. 11:10, 33-38.

¹⁴ Som trofaste vidner for Jehova lagde de så tydeligt de samme rosværdige egenskaber for dagen, som kendetegner deres Gud og Fader. De var i deres sind fast besluttet på at gøre hans vilje. I deres hjerte havde de afgjort stridsspørgsmålet om, hvem der er universets enevældige hersker. De vidste, at de var kommet til den rette afgørelse. Derfor holdt de ud, faste og tillidsfulde. De fortsatte deres vej standhaftige, beslutsomme og urokkelige i deres hengivenhed, urørlige i deres retskaffenhed, stålsatte i deres tro. De var i sandhed et målbevidst folk, og deres mål var at leve et liv, der var i overensstemmelse med deres Skabers fuldkomne vilje og hensigt, og de var besluttet på, at de ved Jehovas ufortjente godhed imod dem ville følge en sådan livsvej, komme, hvad der komme ville. Det var af disse vægtige grunde, at de udholdt alt, hvad Djævelen og hans lovløse håndlangere gjorde imod dem, mens de samtidig aflagde vidnesbyrd for andre om deres håb og tillid til Guds lovede teokratiske regering under Messias’ ledelse. Disse mænd og kvinders adfærd tjente først og fremmest til at hævde og herliggøre Jehovas ord og navn, og for det andet udvirkede den frelse og befrielse for dem selv og evigt liv for alle, som gav agt på deres advarselsbudskab.

De første kristne var også målbevidste

15. I hvilke henseender var Jesus af Nazaret lig andre Jehovas vidner, der levede forud for hans tid?

¹⁵ Større end Abel, større end Moses, ja større end noget andet vidne for Jehova før eller efter sin tid var Jesus af Nazaret. Der hersker ikke tvivl om formålet med hans liv, for han siger selv: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Joh. 18:37) Han kom ikke i sit eget navn, men i sin Faders, Jehovas, navn. Derfor kunne han aflægge et sandfærdigt vidnesbyrd om Jehovas navn, ord og hensigter. Kristus Jesus var den, der var udvalgt til at være konge i Jehovas regering over den nye verden, og følgelig var det lovede rige kernepunktet i hans forkyndelse. Et så frimodigt vidne for Jehovas sag på jorden ville naturligvis møde voldsom modstand fra Djævelen og hans tjenere, men fordi Jesus udholdt denne onde forfølgelse uden at klage, vandt han den ærefulde titel „det troværdige vidne“, „det troværdige, og sanddru vidne“. — Åb. 1:5; 3:14.

16, 17. a) Hvem gav agt på det budskab, Jesus forkyndte? b) Hvad blev Kristi efterfølgere efter ham?

¹⁶ Hele Israels folk havde kendskab til Jesus og til det budskab, han forkyndte, men der var ikke mange, der gav agt på, hvad han sagde. Det var faktisk, som Jesus selv siger: kun de, „som er af sandheden, hører min røst“. „Jeg har sagt jer det, men I vil ikke tro det. . . . men I tror det ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.“ (Joh. 10:25-27) De, som lyttede til Jesus og blev hans disciple, blev også vidner for Jehova. Til dem sagde Jesus: „Også I skal være vidner; thi I har været med mig fra begyndelsen.“ (Joh. 15:27) Inden Jesus forlod sine disciple, sagde han fremdeles til dem: „Men når den hellige ånd kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ Der skal „begyndes fra Jerusalem. I skal være vidner om dette“. „Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple [gør disciple af folk af alle nationerne, NW].“ — Ap. G. 1:8; Luk. 24:47, 48; Matt. 28:19.

¹⁷ Det spor, som disse første Kristi efterfølgere har sat i verdenshistorien, beviser hævet over enhver tvivl, at de fulgte deres Mesters anvisninger. „Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrdet om Herren Jesu opstandelse.“ (Ap. G. 4:33) Frimodigt sagde apostelen Peter til synedriet: „Og vidner om disse ting er vi og den hellige ånd, som Gud har givet dem, som adlyder ham.“ (Ap. G. 5:32) Med så stor frimodighed aflagde Stefanus sit vidnesbyrd, at hans rasende modstandere førte ham ud af byen og stenede ham til døde. (Ap. G. 7:1-60; 22:20) Herren indgød apostelen Paulus mod og sagde: „Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom.“ — Ap. G. 23:11.

18. Hvori var Kristi efterfølgere anderledes end deres samtidige?

¹⁸ Hvilken drivkraft satte disse første Kristi efterfølgere i stand til at aflægge et så grundigt vidnesbyrd? Hvad var deres mål i livet og deres bevæggrunde til at udføre et så upopulært arbejde? Hvad fik dem til at sætte livet i vove (mange mistede endog livet) for at være Jehovas vidner? Var det selvisk ærgerrighed eller for personlig vindings skyld, eller var det, fordi de var uligevægtige eller led af et særligt kompleks, der drev dem til at dø som martyrer? Som et redskab i Djævelens hånd anklagede landshøvdingen Feliks med urette Paulus for at være afsindig, da denne med stor veltalenhed lagde sin sag frem for kong Agrippa, men der var ikke et gran af sandhed i denne nedrige anklage. (Ap. G. 26:24) Læs hele beretningen om de første kristne, og du vil forstå, hvorfor de var anderledes end den øvrige fordærvede verden, og at det ikke var, fordi de var sindssyge individer eller uligevægtige personer. De var anderledes, fordi de var indviet til sandhed og retfærdighed og til den Allerhøjestes tjeneste. Disse første kristne var i virkeligheden meget intelligente mænd og kvinder og langt bedre begavet end deres modstandere, der var så tunge og træge i opfattelsen, at de ikke kunne se den vej, der fører til liv.

19. a) Hvem anerkender de kristne som kilden til deres nidkærhed, beslutsomhed og udholdenhed? b) Hvad var de første kristnes mål i livet?

¹⁹ Det første århundredes kristne ejede en nidkærhed, en begejstring, en kraft og en udholdenhed, der langt overgik alt, hvad man så hos andre religionsdyrkere. Kraften, der drev dem, kom fra Jehova Gud, og disse første kristne anerkendte, at han var kilden til deres styrke. Da den trofaste Paulus stod for kong Agrippa, sagde han i ydmyghed: „Det er altså ved den hjælp, jeg ham fået fra Gud, at jeg indtil denne dag har kunnet stå og vidne for små og store.“ (Ap. G. 26:22) Vi ser, at det var Jehovas aktive kraft, hans hellige ånd, der var udgydt over dem, som satte Kristi trofaste efterfølgere i stand til at fortsætte trods den voldsomme og djævelske modstand. De var ikke interesseret i selviske sysler, og de gjorde heller ikke denne gerning for at vinde sig et navn. Som en del af den „udvalgte slægt“, det „kongelige præsteskab“ og det „hellige folk“ var det deres formål at forkynde hans dyder, som havde kaldt dem fra mørket til sit underfulde lys. Deres hovedinteresse var Jehovas navn, ord og hensigter. Hans navn var blevet bagtalt af dem, som gav sig ud for at tjene ham. Hans hellige ord var blevet skjult under en dynge af ortodokse traditioner. Hans uforanderlige beslutninger var blevet fordunklet i folkets bevidsthed. Det var grunden til, at Kristi efterfølgere, som havde fået oplysning om disse vitale spørgsmål, regnede det for en stor ære og en forret at fortælle deres medmennesker, både store og små, om den vidunderlige foranstaltning, Jehova havde tilvejebragt til deres frelse og udfrielse fra den kommende ødelæggelse. Alle falske anklager til trods var den forkyndergerning, de første kristne udførte, en god gerning. Den blev gjort af kærlighed, først og fremmest af kærlighed til deres Skaber, Jehova Gud, og dernæst af kærlighed til deres medmennesker.

20. Hvilke spørgsmål er endnu ikke blevet besvaret?