„Kærlighed“ i De kristne græske Skrifter
PÅ DEN tid da De kristne græske Skrifter blev skrevet var græsk verdenssprog. Det var grunden til at de opnåede den størst mulige udbredelse på den kortest mulige tid. Desuden er græsk et meget særegent og nøjagtigt sprog og den tids koińe-græsk var højt udviklet, hvorfor man bedst kunne udtrykke den nøjagtige tanke ved hjælp af det. Et eksempel herpå er de græske ord for „kærlighed“.
På dansk taler vi om „kærlighed“ mellem kønnene, en moders „kærlighed“ til sit barn, venners „kærlighed“ og Guds uselviske „kærlighed“. Men på græsk benytter man fire særskilte ord: éros, storgé, philéo og agápe. Eros var det navn senere græske digtere gav deres kærlighedsgud, en søn af Afrodite, og derfor kom éros til at betegne den romantiske kærlighed, kærlighed mellem kønnene. Den romersk gud som svarer til Eros er den mere kendte Cupido eller Amor, der som regel vises med bue og pil. Meget betegnende findes udtrykket éros ikke et eneste sted i De kristne græske Skrifter.
Storgé er det udtryk hvormed man beskriver den naturlige kærlighed som skyldes den nære forening ved blodets bånd, der har affødt de bevingede ord „blodet er aldrig så tyndt, det er dog tykkere end vand“. Ordet storgé findes kun tre gange i tillægsform i De kristne græske Skrifter. I de to tilfælde forekommer det med den græske negative forstavelse a, som i Romerne 1:31, hvor det beskrives hvor langt menneskene er kommet bort fra den oprindelige fuldkommenhed, og i 2 Timoteus 3:3, der er en profeti om de sidste dages strenge tider, og hvor Paulus siger at menneskene vil blive „ukærlige [astorgos]“. Og når Paulus ønsker at understrege det nære slægtskab som skal bestå mellem kristne, bruger han et sammensat udtryk som forbinder philéo med storgé: „Vær i broderkærlighed hinanden inderligt hengivne [philostorgos].“ — Rom. 12:10, NW.
Den næsthøjeste form for kærlighed er philéo, men vi vil bedre kunne forstå dette ords betydning hvis vi først betragter den højeste form for kærlighed, agápe. Strongs Dictionary definerer agápe som „omfattende særlig dømmekraften og viljens velovervejede samtykke som et spørgsmål om princip, pligt og rigtighed“. I modsætning til éros, der overhovedet ikke forekommer i Bibelen, finder vi agápe over 250 gange i ordets forskellige former i De kristne græske Skrifter; agápe forekommer tre gange så ofte som philéo i alle dets former.
I erkendelse af hvad agápe betyder kan vi forstå hvorfor apostelen Johannes skrev, ikke at Gud er éros, storgé eller endog philéo, men at Han er selve personificeringen af principiel, uselvisk interesse for andre, agápe. Når vi oprigtigt elsker (agápe) nogen, ligger vedkommendes velfærd, interesser og lykke os på sinde. Således viser Gud „sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere“. — 1 Joh. 4:8; Rom. 5:8.
„Åndens frugt er [denne agápe] kærlighed.“ „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har [denne] indbyrdes kærlighed.“ Det er denne form for „kærlighed [der] opbygger“ og „skjuler en mangfoldighed af synder“. Den beror ikke på fysisk tiltrækning eller på om man ved fødsel tilfældigvis tilhører samme familie, nation eller race, ej heller på forenelighed eller enssindethed, men udelukkende på princip og uselviskhed, og den dikteres af vort sind fordi den er en befaling fra Gud. — Gal. 5:22; Joh. 13:35; 1 Kor. 8:1; 1 Pet. 4:8.
Det er denne kærlighed, agápe, Paulus beskriver for os, og hvor dygtigt gør han det ikke! Ingen af vore gerninger vil gavne os medmindre motivet er kærlighed. Kærligheden er langmodig og mild; den misunder ikke, praler ikke, opblæser ikke, gør intet usømmeligt, lader sig ikke ophidse, og søger ikke sit eget. Den bærer ikke nag og glæder sig ikke over uretten, men den glæder sig over sandheden. Den tåler, tror, håber og udholder alt. Den ophører aldrig. Det kan derfor ikke undre os at der siges om tro, håb og kærlighed at „størst af dem er kærligheden“! — 1 Kor. 13:1-13.
Agápe kan føles mere eller mindre stærkt, og derfor får kristne befaling til at nære „inderlig kærlighed til hverandre“. De må opøve og fuldkomme den så de kan have „frimodighed på dommens dag“. Vi får ikke alene befaling til at elske (agapáo, verbalformen af agápe) Gud, men vi skal gøre det af hele vort hjerte og sind, af hele vor sjæl og styrke, og desuden skal vi elske vor næste som os selv. — 1 Pet. 4:8; 1 Joh. 4:17, 18; Mark. 12:29-31.
Nu kommer vi til philéo, kærlighed eller hengivenhed mellem venner. Philéo er en lavere form for kærlighed end agápe, men samtidig overgår den agápe. Hvordan det? Jo, hvad kvaliteten angår er den lavere, men som privilegium betragtet overgår den agápe. Vi finder ordet philéo, eller rettere sagt dets stamme, som forstavelse i sådanne ord som Filadelfia, broderkærlighed; filosofi, kærlighed til visdom; filantropi, menneskekærlighed, og mange andre ord som bruges i Skrifterne men som ikke er blevet oversat til dansk, for eksempel philarguría, kærlighed til penge (sølv), og philágathos, kærlighed til det gode eller dyd. Jesus brugte dette ord da han sagde at de religiøse ledere yndede at have de fornemste sæder i synagogerne og at verden holdt af (NW) sit eget. At philéo er en lavere form for kærlighed end agápe, antydes i Peters befaling ’føj til jeres broderkærlighed [philadelfía] kærlighed [agápe]’. — Luk. 20:46; Joh. 15:19; 2 Pet. 1:7.
I forbindelse med philéo, hengivenhed, der er et privilegium, læg da mærke til at Gud viste sin kærlighed [agápe] til syndere, mens „Faderen nærer hengivenhed for Sønnen“. Det er grunden til at Jesus forsikrede sine efterfølgere at Faderen ikke blot elskede dem, men nærede hengivenhed for dem: „Faderen, selv nærer hengivenhed for jer.“ Og hvorfor? „Fordi I har næret hengivenhed for mig,“ og ikke blot fordi de havde behov for en sådan hengivenhed. Ja, det er kun dem der gør sig fortjent dertil Gud nærer hengivenhed for eller behandler som venner. — Joh. 5:20; 16:27, NW; Jak. 2:23.
Det samme gælder Jesus. Han elskede (agapáo) den rige unge mand, men han både elskede og nærede hengivenhed (philéo) for sin yndlingsapostel Johannes. (Mark. 10:21; Joh. 19:26; 20:2, NW) Da Jesus efter sin opstandelse talte med Peter, spurgte han ham de to første gange om han elskede ham, men tredje gang spurgte han Peter om han havde ham kær. Hver gang den ivrige Peter svarede, brugte han det mere fortrolige udtryk: „Herre! . . . du ved, at jeg har dig kær.“ — Joh. 21:15-17.
I dag lægges der mere og mere vægt på seksuel éros, mens den naturlige hengivenhed, storgé, bliver stadig mere sjælden. Verden kender intet til agápe, der er en frugt af Guds ånd og som berører sind og vilje, er aldeles uselvisk og grundet på princip. Jehova Gud er selve personificeringen af denne slags kærlighed, og vi får befaling til at ligne ham heri. Det er denne kærlighed vi skal nære til Gud, til vor næste, vore fjender, ja, endog til os selv. Men som kristne skal vi kun over for vore medkristne give udtryk for philéo, hengivenhed. — Matt. 5:44-48; 1 Kor. 15:33.