Jag efter det, der virker opbyggende

1. Hvorfor har kristne fremfor alle andre, der ligesom de ønsker sig lykke, grund til at se lyst på tingene?

JEHOVA GUD har skabt menneskene i sit billede, og alle ønsker de derfor at være lykkelige. De kristne har langt mere at være glade for end mennesker i almindelighed. De har al grund til altid at se lyst på tingene. De alene kender kilden til den gode nyhed, som bringer sand glæde. (Matt. 5:3; 24:14) At tilbede Gud og tjene ham trofast bringer lykke nu og altid. (Joh. 13:17; Matt. 7:24) For en stor skare retsindige vil det betyde evigt liv på jorden ledsaget af endeløse velsignelser. „Du åbner din hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker. Retfærdig er HERREN på alle sine veje, miskundelig i alle sine gerninger.“ — Sl. 145:16, 17.

2. Hvordan kan vi reagere over for Jehovas godhed?

² Vi kan alle glæde os over Jehovas godhed. Fremdeles kan vi i taknemmelighed mærke os Jesu ord: „Saligere er det at give end at modtage.“ (Ap. G. 20:35) Jehova drager mennesker, der hver for sig er lykkelige, sammen, for at de skal tilbede ham, et venligt folkefærd, der er ivrigt efter, at andre skal dele deres lykke. Deres tale er opbyggende; de anbefaler og underretter andre om Guds rige, der vil udfylde ethvert savn.

3. Hvilken holdning bør Jehovas vidner indtage, når de trøster dem, som åndeligt talt er udplyndret, afklædt og slået?

³ Med dette håb og denne tjeneste i eje kan man bevare sin lykke, selv om man lever i en verden af utilfredse mennesker, der er plaget af sorg, sygdom og nød. Dette håb bringer trøst og glæde til dem, som ønsker at blive trøstet. Mange mennesker i verden hører til den skare, Jesus skildrede i sin lignelse om den barmhjertige samaritaner, der viste sig som en sand næste. Som den stakkels mand i lignelsen er de i åndelig forstand blevet udplyndret, afklædt og slået. Den kristnes holdning bør være præget af medlidenhed med de mennesker i verden, han forkynder budskabet for, selv om disse mennesker er tynget af falsk religion, fattigdom og andre personlige problemer. Den kristne må ikke betragte det som en byrde at gå ud til sådanne og forkynde for dem eller føle det, som blev der lagt en verden af møje og besvær på hans skuldre. Disse mennesker er ikke en samling tiggere, man med en from mine giver en karrig skærv. Uden at knurre og klage viser Jehovas vidner sig som deres sande næste ved at forbinde deres åndelige sår med glædens budskab. — Luk. 10:33-37.

4. a) Hvilken gammel profeti opfyldte Jesus? b) Hvilken løn får den rundhåndede og glade giver?

⁴ I vor lovsang til Jehova søger vi at vise det sindelag, som hans søn lagde for dagen. Han opfyldte til punkt og prikke den gamle profeti: „Den Herre HERRENS ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter . . . for at trøste alle, som sørger, give dem, som sørger i Zion, højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie, lovsang for modløst sind.“ (Es. 61:1-3) I lighed med ham kan vi få stor løn for vor uforbeholdne lovsang til Jehova. „Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.“ — 2 Kor. 9:6, 7.

5. Hvilket sindelag lagde Kristus Jesus for dagen, når han prædikede, og hvad undgik han?

⁵ Det vil være til stort udbytte for os selv at efterligne Kristi Jesu sindelag. Havde han ikke, set fra et rent selvisk synspunkt, al tænkelig grund til klage? Han bragte et stort offer. Her var han blevet sendt ned til jorden ganske alene, og ene mand skulle han begynde et vældigt, verdensomspændende vidnearbejde. Af trængsler, modstand og forfølgelse udstod han alt, hvad vi kan vente at komme ud for, og mere til. De mennesker, han forkyndte for, var ligegyldige, og langt de fleste af dem var yderst fattige. De var hildet i falsk religionsdyrkelse. Men Jesus begræd ikke sin sørgelige skæbne eller beklagede sig, fordi han havde fået til opgave at prædike for dette folk. Villigt og tålmodigt og på en måde, der havde hans Faders godkendelse, gik Jesus til dem med indbydelsen: „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle. Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.“ (Matt. 11:28-30) Hans budskab var vederkvægende og trøstende. Han afspejlede i sandhed sin Faders billede, ham, der er „barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud“. — 2 Kor. 1:3.

6, 7. Hvordan bærer kristne sig ad over for deres brødre for at vise sig som deres sande næste?

⁶ Hvilken rosværdig holdning for alle at indtage! Den vil være sikker på at få Jehovas velsignelse. Salme 41:1, 2 siger: „Salig den mand, der tager sig af de svage, ham frelser HERREN på ulykkens dag; HERREN vogter ham, holder ham i live, det går ham vel i landet.“ Sand lykke ligger deri, at man bestræber sig for at være kærlig og hjælpsom over for sine medmennesker uden at beklage sig over deres elendighed og svagheder og styrker dem med sandheden, der trøster og opbygger.

⁷ Dengang Kristus Jesus gav os det andet af de to store bud, fordømte han dermed en overkritisk og anklagende holdning, som kristne kunne indtage over for deres næste: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mark. 12:31) Hvis vi er ærlige over for os selv, vil vi vedgå vore fejl og mangler. Håner og latterliggør vi os selv, når vi begår fejl? Nej, vi elsker os selv og søger derfor oprigtigt at rette på os selv og træde lige spor med vore fødder. Det giver fred og lykke i sindet. Når vi tjener side om side med dem, der står os nærmest, vore brødre, følger vi samme princip. Vi vil være lykkelige hvis vi bestræber os for at være kærlige og hjælpsomme over for dem.

8. Hvem bør dadle og kritisere, hvis der begås fejl i menigheden, og hvem skal irettesætte?

⁸ Tager du anstød og beklager dig til andre, når du synes, at tjenerne i din menighed begår fejl? Selv under sådanne omstændigheder er det ikke berettiget at dadle og offentligt kritisere andre. „Gud må du ikke spotte, og dit folks øvrighed [en fyrste blandt dit folk, NW] må du ikke forbande.“ (2 Mos. 22:28) Peter fornægtede Kristus tre gange. (Matt. 26:69-74) Ved en anden lejlighed gik han ikke „lige frem efter evangeliets sandhed“. (Gal. 2:11-14) Jehova er den, det tilkommer at irettesætte inden for sin organisation. Irettesættelse kommer ikke gennem klage og sladder, men fra Jehova gennem hans organisation til hans egen tid og på hans måde. — 1 Pet. 1:17.

9. Hvilken vej bør vi følge, såfremt vi skal opnå lykke og se menighederne vokse?

⁹ Det ville være mest gavnligt, hvis alle ville huske dette princip: det er ved at opbygge vore brødre i troen, at vi bevarer vor lykke. „Lad os altså stræbe efter det, der fører til fred og indbyrdes opbyggelse. Nedbryd ikke Guds værk.“ (Rom. 14:19, 20) Det er langt bedre at følge en sådan vej, for det bringer godt med sig. Vi ønsker alle at leve i fred og glæde med vore brødre, og vi ønsker at se vor menighed have fremgang. „Så formaner da jeg, den fangne i Herren, jer til at vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede, med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed og stræber efter at bevare åndens enhed i fredens bånd. Al bitterhed og hidsighed og vrede og skrig og spot være fjernt fra jer som i det hele al ondskab! Men vær gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.“ — Ef. 4:1-3, 31, 32.

10. På hvilke måder kan vi vise vore brødre kærlighed til opbyggelse for dem og til vor egen lykke?

¹⁰ „Kærligheden opbygger.“ (1 Kor. 8:1) Dette er grundtonen for hele vort samkvem med vore brødre, den befordrer deres opbyggelse og vor lykke. Der er så mange måder, hvorpå vi i det små har lejlighed til at opbygge hinanden. Vi må undgå verdens omgangstone, der er grov, ubehøvlet og kritisk. Vi har allesammen visse gaver, som vi har opdyrket for at blive dygtigere i tjenesten. (1 Pet. 4:10; Rom. 12:6) Dem kan vi bruge til at vise vor kærlighed til vore brødre. „Således også med jer: når I er ivrige efter de åndelige gaver, så lad det være til menighedens opbyggelse, at I søger at få dem i rigeligt mål.“ (1 Kor. 14:12) Måske kan vi hjælpe vore brødre med at forberede kommentarer til det ugentlige vagttaarnsstudium og være med til at udtale sig ved andre af menighedens møder. Vi har også mulighed for at hjælpe vore unge brødre eller dem, som har sprogvanskeligheder, til at forberede deres opgaver ved den teokratiske skole. Alle har vi brug for tre til otte minutters prædikener, som vi kan holde, når vi kommer til folks hjem. Ville det ikke være et udslag af kærlighed, hvis vi gav vore brødre en hjælpende hånd? Det er ganske sikkert, at de vil være lykkelige for hjælpen.

11. Hvorfor bør vi lægge kærlighed for dagen med det for øje at overvinde uoverensstemmelser?

¹¹ Det har virkelig praktisk betydning at forebygge uoverensstemmelser og stridigheder blandt vore brødre ved at vise dem vor kristne kærlighed. Alt ansporer os dertil på nærværende tidspunkt. „Alle tings ende er nær; vær derfor besindige og ædru, så I kan bede. Fremfor alt hav inderlig kærlighed til hverandre; thi kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder. Vær gæstfri imod hverandre uden knurren.“ — 1 Pet. 4:7-9.

12. a) Hvilken belæring fra Gud bør vi tage til efterretning? b) Hvilken måde er den rigtige at komme vanskeligheder og problemer i menigheden til livs på?

¹² Vor kærlige Skaber ved, hvad mennesket har behov for at opnå og bevare lykken. Det behager ham at lære os, hvordan vi kan være lykkelige på nøjagtig samme måde, som han er det, nemlig ved at vise andre kærlighed. Vi ønsker at sætte alt ind på at lære denne lektie og lære den grundigt. „Om broderkærligheden har I ikke nødig, at man skriver til jer; thi I er selv oplært af Gud til at elske hverandre; og I viser jo også kærlighed imod alle brødrene . . . Men vi lægger jer på sinde, brødre, at gøre yderligere fremgang heri og sætte en ære i at leve stille og passe jeres egne sager og arbejde med jeres hænder, således som vi pålagde jer.“ (1 Tess. 4:9-11) Vore brødre i menigheden vil sætte oprigtig pris på vort samarbejde, hvis vi lader vort eksempel være dem til opbyggelse, hvis vi styrker dem i kærlighed og ikke nedbryder, men hjælpsomt og regelmæssigt samarbejder med dem og roser dem for deres fremgang i lovprisningen af Jehova. Hvis der opstår en vanskelighed eller et problem i menigheden, vil vi ikke straks anklage vore brødre eller fordømme dem eller sætte dem i gabestokken. Vi vil ikke mene, at fordi et eller andet er gået galt, så skal der udpeges en syndebuk. Hellere end at fremkomme med fordømmende kritik vil vi ved vort kærlige eksempel retlede dem og vise den samme barmhjertighedens ånd, som Jehova i så rigt mål har vist os alle.

13. Hvilken ånd råder der i Jehovas vidners menigheder, og hvorfor er det så vigtigt, at de, som har en tilsynsgerning, sætter det rette eksempel?

¹³ Når vi kaster blikket ud over Jehovas vidners menigheder i dag, ser vi, at der langt de fleste steder råder en vidunderlig ånd. Navnlig der hvor brødrene er kærlige og venlige over for hinanden og ikke knurrer, spotter eller gør nar. Jehova har givet dem mange velsignelser. De retsindige, som kommer i kontakt med menigheden, lærer hurtigt at lægge al knurren og klagen bort. „I øvrigt, mine brødre, glæd jer i Herren! . . . Lad da alle os, som er „fuldkomne“ [modne, NW], have dette sindelag; og er der noget, I ser anderledes på, så vil Gud åbenbare jer også det. Vær mine efterfølgere, brødre! og agt på dem, der vandrer efter det forbillede, I har i os.“ (Fil. 3:1, 15, 17) Da brødrene vil følge et ret eksempel, er det af stor vigtighed, at de, som er modne, og som har en tilsynsgerning, sætter det rette eksempel ved at opbygge deres brødre uden at knurre eller klage.

14. Hvorfor vil Jehova ikke tillade, at nogle bringer en knurrende og klagende ånd ind i organisationen?

¹⁴ Ligesom på Jesu tid har alle, som nu bestræber sig for at leve et liv i kristen tjeneste, et arbejde at udføre og problemer og vanskeligheder og besvær at overvinde. Der er måske ting, vi kunne klage over, men vi bør modstå denne fristelse af al magt, for hvis vi ikke gør det, vil vi i sidste ende miste det eneste, der har værdi i livet, glæden ved at tjene Gud. Jehova ønsker, at vi skal være anderledes end denne verden, han skiller os ud fra. Han sætter sit folk til side og oplærer dem i at leve som en ny verdens samfund. Denne adskillelse medfører en frigørelse fra tendensen til at klage og finde fejl. Hans organisation består af travlt beskæftigede, lykkelige mennesker, der bestræber sig mere og mere for at leve efter hans nye verdens standard. Jehova vil ikke tillade, at nogen bringer den gamle verdens knurrende og klagende ånd med ind i organisationen. Begynder først den ene at knurre, får han snart andre med sig. Har du bemærket, at de, som knurrer, som regel ikke tager del i forkyndelsen eller, om de gør det, kun meget lidt?

15. Hvilken yderligere formaning gives der, og hvilken tilfredsstillelse vil det give os, hvis vi følger den?

¹⁵ Hellere end at knurre vil vi beredvilligt påtage os det ansvar, Jehova lægger på vore skuldre. Når vi sætter vor lid til ham, beflitter vi os på at være tilfredse og leve og tjene ham, således som det er hans hensigt med os. „Alt skal I gøre uden knurren og betænkeligheder, for at I må blive ulastelige og uden svig, Guds dadelfrie børn midt i en vanartet og forvildet slægt, hvor I skinner som himmellys i verden, medens I holder fast ved livets ord, og derved skaffer mig den ros på Kristi dag, at jeg ikke har løbet forgæves, ej heller slidt forgæves. Ja, om end mit blod skal udgydes som drikoffer, medens jeg frembærer jeres tro og bringer den som et offer, så glæder jeg mig dog, og glæder mig med jer alle. På samme vis skal også I glæde jer, og glæde jer med mig!“ (Fil. 2:14-18) På denne måde kan vi være fuldt ud tilfredse, fordi vi ved, at Jehovas vilje sker.

16. Hvad skorter det på i nogle menigheder, hvor der er sådanne, som finder fejl og bagtaler andre, og hvilken fare fører dette med sig?

¹⁶ Er din menighed et sådant velsignet brodersamfund, der strømmer over med Jehovas glæde? Det hænder, at brødrene i demokratiske lande går glip af noget her. Når vi aflægger deres menigheder besøg, ses det, at de i vid udstrækning mangler denne glæde. Trods de mere favorable omstændigheder, hvad angår materielle fordele, og den større frihed til at forkynde skorter det dog på et eller andet. Det er tydeligt, at der må være nogle, som er ude efter at finde fejl, og som giver sig af med sladder; de elementer, som irriterer og volder forstyrrelse, er fremherskende. Hermed følger så sikkert som noget, at brødrene bliver berøvet en stor del af deres glæde over at tjene Jehova. Ofte gøres der kun ringe fremgang til modenhed blandt forkynderne, og menigheden vokser ikke. Denne knurren og murren vækker Jehovas mishag. Den lægger en dæmper på alt, for den dræber glæden over at lovprise Jehova dag for dag, og de, som fortsætter i den gænge, vil til sidst miste selve livet.

17. Hvordan forholder det sig med vore brødre i totalitære lande, hvor forfølgelsen er stor?

¹⁷ Har du ikke ofte lagt mærke til, at hvor forfølgelsen er hård, råder der en virkelig kærlighedens, fordragelighedens og glædens ånd? Der kan være uhyre vanskeligheder at overvinde for at komme sammen og for at forkynde regelmæssigt, men brødrene overvinder dem og føler stor glæde. De påskønner virkeligt, at de er blevet udfriet fra undertrykkelse, og fra denne gamle, onde verden. Trods forfølgelse beskytter Jehova dem og sørger for, at de får åndelig føde. Disse brødre har ikke medlidenhed med sig selv. På grund af deres trofaste retskaffenhed bliver de ofte idømt lange fængselsstraffe, men det regner de ikke for nogen grund til at fortvivle eller klage. Tværtimod påskønner de i endnu højere grad de velsignelser og gunstbevisninger, de har modtaget, og forstår, at det altsammen er ganske ufortjent, og bevarer deres tro urokket. De beklager sig ikke til højre og venstre over, hvor hårdt de har det, eller råber op om deres vanskeligheder. Disse brødre taber ikke i mindste måde modet på grund af deres genvordigheder. Arbejdet bliver hverken standset eller hindret trods de vanskelige problemer og den hårde forfølgelse. Den gode nyhed bliver forkyndt. De retsindige hører den, og de kommer i kontakt med og slutter sig til Jehovas nye verdens samfund, selv i totalitære lande.

18. Hvilken lektie kan vi lære af de erfaringer, Jehovas vidner må gennemgå under vanskelige forhold, og hvorledes kan det blive andre til gavn?

¹⁸ Jehova har i rigt mål udgydt sin ånd over disse vidner, der ikke klager og knurrer; de har haft fremgang, og resultaterne har været enestående. Nogle af brødrene i de lande, hvor der hersker større frihed, kunne i sandhed tage ved lære af denne vidunderlige kærlighedens og enhedens ånd, som disse vore brødre udviser, skønt de lever under langt vanskeligere kår! De nærer et sandt ønske ikke alene om selv at bevare deres lykke i tilbedelsen af Jehova, men også om at dele deres glæde og lykke med andre. I deres forkyndergerning efterligner de Jesus Kristus og bringer andre et vederkvægende budskab, der er til sand trøst. Det er en glæde for os alle at høre om deres erfaringer og om, hvordan de bevarer deres retskaffenhed. — 1 Tess. 3:4-10.

19. Hvad må vi huske på, hvis vi skal fordrive utilfredshedens ånd og bevare ydmyghedens ånd?

¹⁹ I dag har Jehovas tjenere ingen grund til at være bedrøvede eller til at klage. Jehovas kærlige omsorg, hans interesse for dem og hans stadige omsorg skulle være nok til at gøre dem lykkelige. Alt dette skulle kvæle enhver tendens til knurren og klagen og fremelske en ydmyghedens ånd parret med fuld hengivenhed for Jehovas organisation. „Så ydmyg jer da under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer. Kast alle jeres bekymringer på ham, thi han har omsorg for jer.“ (1 Pet. 5:6, 7) For vor del bør vi vise ham samme opmærksomhed og ikke blive selvoptagne eller selviske, så vi tager alting for givet eller får den opfattelse, at Jehova og hans organisation skylder os noget. Få ikke så store tanker, at du ikke vil forblive i den nye verdens samfund, medmindre tingene gøres, sådan som du synes er rigtigt. Jehova skylder ikke en eneste noget. „Thi af nåden [ufortjent godhed, NW] er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven.“ (Ef. 2:8) Vi har hver især modtaget noget af stor værdi, nemlig sandheden, der fører til liv, og vor daglige lovprisningstjeneste. For alt, hvad vi ejer, og for alt, hvad vi håber, står vi i gæld til Jehova. Lad os ikke være utaknemmelige, så vi ringeagter hans gaver, som kunne vi små, ubetydelige mennesker vente mere eller gøre det bedre selv. Fremfor alt lad os undgå at knurre og klage, for vi ved, at hvis vi klager, vil vi ophøre med at forkynde, og så vil det først blive helt elendigt med os.

20. Hvad må den kristne gøre for at bevare lykken og have fremgang?

²⁰ Når vi tænker nøgternt over sagen, må vi komme til den slutning, at skal vi bevare vor lykke, må vi undgå at knurre og klage og i stedet opbygge vore brødre og menigheden. Skal vi stå fast under alle trængsler, må vi acceptere Jehovas anvisninger, følge dem af et glad hjerte og lade være med at knurre, når vi skal udføre noget. Jehova giver os den nødvendige vejledning, så vi kan have fremgang og opnå tilfredshed. Vor evige velfærd er afhængig af, om vi udviser villig lydighed og bestandig respekterer de givne anvisninger og følger dem skridt for skridt.

21. Hvor lykkeligt stillet er vi, som har indviet os til Jehova, når vi betragter forholdene i verden i det rette lys?

²¹ Set under den rette synsvinkel er tilbedelsen af Jehova og tjenesten for ham den største lykke, selv om den medfører prøver, vanskeligheder og forfølgelse. Når vi, der har indviet os til Jehova, kaster blikket rundt om i verden i dag, kan vi forstå og påskønne, hvor langt heldigere stillet vi er i sammenligning med den. Vi har ingen grund til at klage over vor skæbne. „Derfor skal også de, som efter Guds vilje må lide, overgive deres sjæle til den trofaste Skaber, alt imens de gør det gode.“ (1 Pet. 4:19) Det er hans hensigt at udfri sine lykkelige lovsangere og i levende live føre dem ind i den nye retfærdige verden, når han holder dom over alle, som spotter højere magter og foragter ham og hans foranstaltninger for den nye verden. — Jud. 8, 9, 14-16.

22. Hvorfor fryder vi os og er ved godt mod trods det pres, der øves mod Jehovas organisation?