Guds svaghed er stærkere end menneskene.“ — 1 Kor. 1:20-25.

For oldtidens grækere og jøder måtte en død mand som hang på en pæl være indbegrebet af „svaghed“. For jøderne var det en årsag til forargelse, fordi de betragtede en som var blevet hængt på en pæl som forbandet. Og selve den tanke at et menneskes død på en pæl skulle kunne udvirke noget godt, blev af grækerne betragtet som dåragtig. Og dog var Jesu død på pælen hverken et udtryk for svaghed eller dårskab. Som følge af hans død kunne alle Guds løfter om en velsignet fremtid for menneskeheden blive opfyldt. Verdslig visdom som fornægter denne genløsningsforanstaltning er dårskab.

Uanset hvor megen kundskab eller visdom man har i form af håndværksmæssig kunnen, forretningsmæssig skarpsindighed, organisationstalent eller videnskabelig og filosofisk lærdom, så vil alle anstrengelser for at forlænge den nuværende tingenes ordnings eksistens være dømt til at slå fejl. Vor kundskab bliver værdiløs hvis den anvendes uden hensyn til Guds genløsningsforanstaltning og hans hensigter med menneskeheden. Man vil ikke høste de ønskede resultater, og kundskab anvendt på denne måde har ikke større værdi end uvidenhed. Som der siges i Salme 127:1: „Dersom [Jehova] ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves, dersom [Jehova] ikke vogter byen, våger vægteren forgæves.“

Hvis vi ønsker at undgå den smerte der følger med at bruge menneskelig kundskab eller visdom forkert, må vi holde os borte fra alt hvad der er i strid med Skaberens hensigter. Vi må også bygge vor kundskab på den rette grundvold. Hvilken grundvold er det? Job 28:28 giver svaret: „Se, [Jehovas] frygt, det er visdom, at sky det onde er indsigt.“

At frygte Jehova vil sige at man viser ham ærefrygt og dyb respekt og nærer en sund frygt for at mishage ham. Mennesker der viser deres Skaber en sådan passende ære vil ikke med overlæg bruge deres viden til selviske formål, men vil søge at gavne deres næste. Den visdom som bygger på frygt for Jehova gør folk til bedre mennesker, og den forbedrer menneskers indbyrdes forhold; en sådan visdom er „først og fremmest ren, dernæst fredelskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter, fri for partiskhed og hykleri“. — Jak. 3:17.

Vi ser således at den kundskab der samler sig om Skaberen, har den største værdi. Menneskelig kundskab medfører ganske vist en smertelig erkendelse af at den på grund af omstændighederne og vort korte liv kun har begrænsede anvendelsesmuligheder, men den er alligevel nyttig at tilegne sig i et vist omfang. Hvis vi imidlertid ikke ønsker at arbejde forgæves, gør vi vel i at undgå den kundskab der strider imod Guds hensigter. Hvis vi søger „den ’erkendelse’, der med urette kaldes således“, kan det betyde at vi mister Guds godkendelse, for vi vil da mangle den visdom der har frygt for Jehova som grundlag. — 1 Tim. 6:20.

En sikkerhedsforanstaltning

● Legemets evne til at foretage refleksbevægelser er en sikkerhedsforanstaltning der ofte hindrer at der sker større skade. Hvis et stykke glødende kul for eksempel skulle falde ned på ens tæer, ville impulser fra følenerverne styre mod nervetrådene i rygraden og dér sætte sig i forbindelse med bevægenerverne. Bevægenerverne ville igen viderebringe impulserne til muskelfibre i benet. Disse ville trække sig sammen og derved fjerne foden fra det glødende kul — alt sammen på en brøkdel af et sekund. Denne refleksbevægelse kræver ingen bevidst tankevirksomhed. Først når man har trukket foden til sig og impulserne fra følenerverne der fortsætter deres rejse — når op til hjernen, føler man smerte. De nerveimpulser der har at gøre med refleksbevægelserne bringer således, ved i første omgang at gå forbi hjernen, næsten øjeblikkelig legemet uden for fare. Det vidner i sandhed om at en kærlig Skaber står bag denne hensigtsmæssige funktion.