Rettigheder eller pligter?
„Min søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud! Thi en række af dage og leveår og lykke bringer de dig.“ — Ordsp. 3:1, 2.
1-3. (a) Hvilken indstilling har mennesker i verden i dag med hensyn til rettigheder? (b) Hvem er det apostelen Paulus taler om i Andet Timoteusbrev 3:1-5, og hvad vil der ske med alle dem der har den ånd der omtales i Efeserbrevet 2:2?
I DAG betyder det meget for mennesker i verden at få fastslået deres rettigheder. Mange mener at det er deres ret at gøre som de vil, uden hensyn til andre. Som følge heraf er verden — især den såkaldt kristne del af den — som forudsagt i Bibelen nået dertil at folk er blevet ’pralende, hovmodige, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige og fremfusende’. — 2 Tim. 3:1-4.
2 Dette er verdens ånd. Det er „den ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner“. (Ef. 2:2, NW) Vi ved at den findes overalt omkring os og at den lægger et pres på alle. Vi bør ikke mene at apostelen Paulus, da han beskrev de ovennævnte ulykkelige forhold, hentydede til de mennesker der ikke tror på Gud. Nej, han sagde at disse ulydige ville have ’gudsfrygts skin’, men ville ’fornægte dens kraft’. (2 Tim. 3:5) Ifølge Bibelen var det i kristenheden at disse forhold ville opstå, og det har vist sig at være sandt. Alle der har denne dårlige ånd vil til sidst blive udslettet. — Åb. 21:8.
3 Hvis nogen følger dette dårlige eksempel, mishager han altså Gud, uanset om han er medlem af en kirke eller ej, ja, selv om han endog har skilt sig ud fra kristenhedens trossamfund og er blevet et af Jehovas vidner. Alle der har denne uafhængige, pralende og selvrådige ånd, eller som blot i mindre grad er smittet af denne ånd, befinder sig i stor fare.
4, 5. Hvad har denne ånd ført til for både unges og voksnes vedkommende?
4 Denne ånd genspejles i det aviserne skriver, især om unge i dag. Et eksempel er de uroligheder der finder sted i skoler og på universiteter. Eleverne går så vidt som til at tage geværer og andre morderiske våben med i skole. De ødelægger inventaret i den skole de går i for at få en uddannelse. Vi læser om ungdomsoptøjer der har fundet sted uden at der har været nogen som helst grund til det. De unge tager ind i en by, ødelægger forretninger og vælter biler der tilhører uskyldige mennesker — alt sammen uden grund.
5 Disse voldshandlinger er affødt af en selvbestemmelsens ånd, en uafhængighedens ånd, der ikke tager hensyn til love og normer. For at retfærdiggøre deres handlinger påstår de unge at de gør brug af deres „rettigheder“. De ønsker at vise at de ikke skal stå nogen som helst til regnskab. Selv blandt voksne har en oprørsk uafhængighedens ånd vundet indpas. Tusinder gør krav på at have ret til en fast løn, men de ønsker ikke at arbejde. De vil gerne nyde livets goder, men de ønsker ikke at producere noget. Oprindelig var det i det offentlige liv skik at man gav drikkepenge når nogen havde ydet én en tjeneste der var større end påkrævet. Men nu kræver man drikkepenge, uanset kvaliteten af den tjeneste man yder.
6-8. Beskriv den forandring i familielivet og på andre områder der ville blive resultatet hvis man lagde vægt på pligter i stedet for på rettigheder.
6 I deres iver efter at hævde deres rettigheder tænker folk altså ikke på deres pligter. Men hvor anderledes ville det ikke være hvis alle havde samme indstilling til pligter som til rettigheder! Så ville forholdene se anderledes ud i dag. Så behøvede man slet ikke at bekymre sig om sine rettigheder, af den simple grund at enhver ville tage vare på sine pligter.
7 Ja, at strides om rettigheder virker splittende. At varetage sine pligter bidrager til lykke og fred. Det er ikke vanskeligt at forestille sig den enhed der råder i en familie hvor den enkelte er optaget af sine pligter — børnene af deres pligter over for forældrene, og forældrene af deres pligter over for børnene. I en sådan familie er tilliden og hensynet til andre fremherskende, i stedet for mistænksomhed og strid.
8 I forretningsverdenen ville forholdene være langt bedre hvis de ansatte anerkendte at deres arbejdsgiver havde ret til at forvente at de ydede en hel dags arbejde, og hvis arbejdsgiveren tog hensyn til de ansattes velfærd, og anerkendte at det var hans pligt at betale dem en tilstrækkelig stor løn. Og kunderne ville være glade, for de ville få en bedre betjening. Forretningslivet ville trives bedre, og folk ville være mere sikre på at beholde deres arbejde. Men på grund af selviskhed, fordi man lægger mere vægt på hvad man selv kan få ud af det og ikke tager hensyn til andre, vil verden ikke erkende dette. Denne selviskhed er så almindelig og så indgroet at verden ikke kan laves om.
Den kristnes indstilling
9. Vil kristne kæmpe for deres rettigheder?
9 Men hvordan stiller kristne sig til spørgsmålet om rettigheder og pligter? De har en gudgiven ret såvel som pligt til at tilbede Gud og holde hans bud, til at anvende Bibelens principper i deres liv. (Matt. 4:10) De bør holde fast ved denne ret. (Matt. 22:21) Det er ikke en ret de selv har tiltaget sig eller som mennesker har givet dem, men en ret fra Gud som de ind for ham har pligt til at håndhæve. (Matt. 28:18, 19) Når de holder fast ved at håndhæve denne ret, støtter Gud dem. Men Bibelen lægger ikke vægt på personlige rettigheder. Den taler derimod meget om pligter. — Præd. 12:13; Luk. 17:10.
10-12. (a) Hvilken stilling indtager kristne over for Gud med hensyn til rettigheder og pligter? (b) Hvordan bør den kristnes indstilling være med hensyn til at gøre visse ting der er „på mode“?
10 Hvilken stilling indtager sande kristne som har vendt sig bort fra denne verdens adfærd og som viser tro på Kristi genløsningsoffer? Bibelen siger til dem: „Ved I ikke, . . . at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme!“ (1 Kor. 6:19, 20) De har således kun meget lidt grund til at tale om rettigheder over for Gud, for han ejer dem i kraft af sin søns blod. Men de har en pligt, og denne pligt er at ’ære Gud’. Vi kan ære Gud ved at være fredsommelige, ved at være tilfredse, ved at være tålmodige, selv om andre tramper på vore rettigheder. Vi ærer Gud når vi varetager vore pligter og ikke kræver noget som vi mener er vore personlige rettigheder, og ikke volder andre vanskeligheder ved at holde på sådanne „rettigheder“. — Ordsp. 11:2.
11 Kristne bør derfor ikke mene at de, fordi det i verden er almindeligt at folk gør visse ting, kan holde på såkaldte personlige rettigheder over for deres brødre og menigheden. Hvorfor skulle en kristen søge at bringe verdens ånd eller det der repræsenterer den, som for eksempel en yderliggående klædedragt, yderliggående musik og såkaldte moderne skikke, ind i sit liv når han er en del af menigheden? Ja, hvorfor skulle han søge at bringe disse ting ind i Guds menighed?
12 Nogen vil måske sige: ’Det er på mode. Vi vil være med på moden og holde trit med verden.’ Men tænk på at verdens ånd fordærves hurtigt; og vi kan forvente at det bliver værre efterhånden som tiden går. Enhver generation i fortiden har ment at den var ’med på moden’ og forud for de andre, men hvad er der sket med disse generationer og deres adfærd? Bibelen siger: „Der findes en slægt . . . der tykkes sig ren og dog ej har tvættet snavset af sig.“ — Ordsp. 30:11, 12.
13. I stedet for at antage en uafhængig indstilling, hvad bør vi så gøre nu, og hvorfor?
13 Skulle vi skabe uro i menigheden eller antage en uafhængig indstilling og trække os blot en lille smule tilbage fra helt og fuldt at samarbejde med menigheden nu? Nej, nu da vi ser hvordan ’den store trængsels’ uvejrsskyer bliver mørkere, og føler hvordan denne verdens „klima“ bliver koldere, skulle vi holde os nærmere til den kristne menighed og til hinanden og varme os ved den kærlighed der råder dér. (Ordsp. 18:1, NW) Vi skulle være særlig påpasselige med vor indstilling og vort forhold til Gud. Apostelen Peter understreger dette meget kraftigt når han siger: „Hvis den retfærdige kun frelses med nød og næppe, hvad skal der så blive af den ugudelige og synderen?“ — 1 Pet. 4:18.
14. Hvorfor tjener det ikke noget nyttigt formål at gå op i et eller andet modelune eller adfærdsmønster som denne verden følger?
14 Dertil kommer at det vi måske synes er så vigtigt lige nu, fuldstændig kan have mistet sin betydning i Guds nye orden. Ja, blot om et år kan det vi måske har kæmpet for som en ret (et eller andet modelune, en eller anden skik, en eller anden form for musik), være gået helt af mode. Så ville vi ikke selv bryde os om det. Hvorfor skulle vi så ønske at føre det ind i menigheden nu? Verdens modeluner og adfærdsmønstre varer kun kort og glemmes hurtigt. Men Guds menighed består for evigt. Bibelen siger: „Verden i sin nuværende skikkelse går mod sin undergang.“ (1 Kor. 7:31) Det går hastigt ned ad bakke for den, og snart vil den blive erstattet af noget helt andet. (1 Joh. 2:17) Den vil gå helt af mode. Og hvor vil modelunerne da være? Det uredte hår? Den sjuskede påklædning? Hvor vil de ting da være som vi måske nu holder på at det er vor ret at gøre?
Hvordan vi ransager vore motiver
15. Hvorfor er det gavnligt for os at følge den vejledning som de ansvarlige brødre i menigheden giver?
15 Jehova elsker alle dem der kommer til ham i tro. Han ønsker at vor tjeneste og lydighed skal være af hjertet. (Rom. 6:17) Følgelig er det den kristne menigheds mål at klargøre hvad der er Jehovas vilje og at hjælpe alle menighedens medlemmer til at forstå hvorfor det forholder sig sådan — at hjælpe alle til bedre at kende Jehova. Det er derfor yderst gavnligt for os at følge den vejledning som de ansvarlige brødre i menigheden giver i forbindelse med de problemer der opstår. — Jævnfør Anden Mosebog 18:15, 16.
16-18. Hvordan kan man ransage sin egen indstilling og sine motiver i forbindelse med at gøre noget der kan se ud som en ret?
16 Hvis du har vanskeligheder i forbindelse med et eller andet spørgsmål der gælder dine rettigheder, er det godt om du ransager dine tanker og motiver og finder ud af hvordan de harmonerer med Guds tænkemåde. Lad os for eksempel sige at du er en mand eller dreng der har langt, temmelig uplejet hår. Måske du kan lide at dit hår ser sådan ud, men en af brødrene har nævnt at det ville være passende om du blev klippet og fik en pænere frisure.
17 Du kunne da stille dig selv følgende spørgsmål: ’Har jeg denne frisure fordi jeg synes den klæder mig, eller skyldes det de mennesker jeg omgås? Er disse nogle i menigheden eller i verden udenfor? Hvis nogle i menigheden ser sådan ud, er det så de modne, de ældste eller menighedstjenerne, de der er nidkære i tjenesten der gør det?’ I dine overvejelser bør også indgå apostelens formaning: „Kom jeres vejledere i hu, som har forkyndt jer Guds ord. Hold jer for øje den udgang, deres levned fik, og efterfølg deres tro.“ — Hebr. 13:7.
18 Spørg så dig selv: ’Hvilken kategori vil mit udseende almindeligvis få folk til at henregne mig til? Vil de mennesker jeg besøger fra hus til hus kunne se at jeg er en forkynder fra Jehovas vidner?’ Hvorfor ville du føle dig ilde til mode blandt verdslige mennesker hvis du ikke havde langt hår? Er du bange for hvad de skal sige? Mener du at de forventer at du, som et af Jehovas vidner, skal klæde dig som de? Eller mener du at de ville respektere dig mere hvis du, en forkynder, klædte dig som de?
19, 20. Hvis eksempel er det klogt at følge hvis brødre i menigheden anbefaler at vi gør en forandring med hensyn til vort udseende eller en skik vi følger?
19 Hvis de ansvarlige brødre i menigheden anbefaler dig at ændre dit udseende, eller hvis andre mener at det ikke er passende at en forkynder ser sådan ud, vil du så være villig til at ændre det? Du synes måske at det er dem der ser forkert på det eller at de er gammeldags, og at der ikke er nogen grund til at ændre det, blot fordi andre i menigheden tager anstød af det. Men ville du i så fald anerkende det eksempel Kristus selv har sat?
20 Apostelen Paulus sagde om Jesus: „Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag; men som der står skrevet: ’Spotten fra dem, der spotter dig, er faldet på mig.’“ (Rom. 15:3) Kristus gjorde ikke krav på sine rettigheder. Det ville have været langt mere behageligt for ham at have valgt en anden livsvej. Men hvilken hjælp, ville han i så fald have været for os? — Matt. 26:53, 54; 2 Kor. 5:14, 15.
21. Hvordan viser apostelen Paulus at det er ukristent af et medlem af menigheden at holde fast ved en eller anden skik som andre tager anstød af?
21 Hvad nu hvis nogen bad dig holde op med at spise kød fordi nogle i menigheden tog anstød af det? Hvad for noget? Opgive en så fundamental rettighed? Og dog var det Kristi eksempel apostelen Paulus fulgte da han skrev: „Lad os altså stræbe efter det, der fører til fred og indbyrdes opbyggelse. Nedbryd ikke Guds værk for madens skyld! . . . Det er rigtigt at afholde sig fra at spise kød, drikke vin, og hvad andet din broder tager anstød af.“ Derpå siger Paulus til den hvis samvittighed ikke blev berørt af at spise kød, men som ville afholde sig derfra for menighedens velfærds skyld: „Den troens overbevisning, du har, behold den hos dig selv for Gud!“ — Rom. 14:19-22; se også Første Korinterbrev 8:12, 13.
22. Giv andre grunde til at vi bør ændre vor handlemåde eller vort udseende hvis vore brødre mener at det giver et forkert indtryk af den gode nyhed om Riget.
22 Det er altså bedre at give efter og have den indre tilfredsstillelse at vide at man behager Gud, selv om man ikke helt har samme opfattelse som andre, og selv om man synes at det man gør er helt i orden. Hvem er det der, når alt kommer til alt, mest ser det tøj du går med? Hvem er det der ved hvordan det virkelig ser ud på dig og kan sammenligne dit udseende med andres? Du ser ikke dig selv, vel? Nej, men andre ser dig fra alle sider. Hvis dine brødre synes at dit udseende giver folk et forkert indtryk eller kaster et dårligt lys over det budskab du forkynder, hvorfor så ikke gøre en forandring og være glad?
Ikke modepræget, men adskilt fra verdslige skikke
23. Hvordan forholdt det sig i Israel med en mand der foretrak at være glatbarberet i stedet for at have skæg?
23 Vi kan også betragte spørgsmålet om udseende eller klædedragt fra et andet synspunkt. Forestil dig at du var en mand der levede i det gamle Israel, under Lovpagten, og ikke kunne lide at have skæg. Måske du kunne lide det sådan som ægypterne så ud, idet de var glatbarberede. Hvad ville du gøre? Ville du holde på din personlige ret til at barbere dig? Nej, for du ville ikke have en sådan ret. Du ville være nødt til at have skæg, for Loven befalede alle mænd: „I må ikke runde håret på tindingerne; og du må ikke studse dit skæg.“ — 3 Mos. 19:27; 21:5.
24. Hvad var grunden til at Loven krævede at israelitterne skulle have skæg?
24 Blev denne lov givet af hensyn til hvad der var på mode? Nej. Det var for at afholde israelitterne fra at efterligne det der var skik blandt nogle af de hedenske nationer omkring dem. Israelitternes skæg skulle imidlertid være pænt og velplejet. Et uplejet eller afraget skæg var tegn på sorg og klage, forårsaget af en eller anden ulykke. (2 Sam. 19:24-28; Es. 7:20) Håret blev også af og til klippet, medmindre man havde aflagt et nasiræerløfte. I Ezekiels profeti får præsterne befaling til at klippe deres hår og ikke lade det vokse frit. — Ez. 44:15, 20
25, 26. Hvordan viser Guds ord os hans syn på hvad der er sømmeligt med hensyn til påklædning?
25 Gud anerkendte også at det tøj man går med, kan give et forkert indtryk af en, idet han befalede: „En kvinde må ikke bære mandsdragt, og en mand må ikke iføre sig kvindeklæder; thi enhver, der gør det, er [Jehova] din Gud en vederstyggelighed.“ (5 Mos. 22:5) Hvorfor? Fordi det ville være en tilskyndelse til umoralitet.
26 Selv om der er visse former for dame- og herrebeklædning der kan ligne hinanden, som for eksempel dameslacks og herrebenklæder, er der alligevel som regel en tydelig forskel i facon eller stof. Men når man går med tøj som bevirker at man faktisk ikke kan skelnes fra det modsatte køn, er det ondt i Jehovas øjne. Det samme gælder tøj der er så stramtsiddende eller så afslørende at det tilskynder til umoralitet og stiller vedkommende i klasse med dem der har ry for at have en uanstændig opførsel. Hvis man altså gerne vil holde fast ved en bestemt frisure eller påklædning eller en eller anden skik, bør man spørge sig selv: ’Gør jeg det for at efterligne verdslige mennesker?’
„Selve naturen“ lærer os
27, 28. (a) Hvordan giver apostelen Paulus os en god rettesnor for hvad der sømmer sig for en kristen? (b) Hvad siger visse bibelforskere angående ordet „naturen“?
27 Bibelen indeholder ingen bestemte regler med hensyn til hvor langt ens hår eller hvor lang ens kjole skal være. Men den inspirerede apostel fremholder en god rettesnor der sætter oprigtige, indviede kristne og menigheden i stand til at vide hvornår en mode eller skik er passende og korrekt. Han siger: „Lærer ikke også selve naturen jer, at når en mand har langt hår, er det en vanære for ham, men når en kvinde har langt hår, er det en ære for hende? Thi det lange hår er givet hende som et slør.“ — 1 Kor. 11:14, 15.
28 I forbindelse med disse ord af apostelen, siger den bibelkyndige Albert Barnes følgende:
„Ordet natur . . . betegner åbenbart den sans for hvad der er sømmeligt som alle mennesker har, og som kommer til udtryk i enhver fremherskende eller almindelig skik. . . . På dette sted hentyder ordet derfor ikke til kønnenes natur eller beskaffenhed, . . . eller til almindelig skik og brug, . . . men det hentyder til en dyb indre sans for hvad der er korrekt og rigtigt.“
Og den græskkyndige dr. A. T. Robertson siger:
„Her betyder det den medfødte sans for hvad der er sømmeligt (jfr. Rom. 2:14), ud over hvad der blot er skik og brug, en sans der hviler på den objektive forskel i tingenes beskaffenhed.“
29. (a) Hvorfor behøver en kristen ikke regler for hvad han må og ikke må? (b) Hvis man i nogle tilfælde ikke ved hvad man skal, hvad bør man da gøre?
29 Det er derfor ikke et spørgsmål om nøjagtigt at få at vide hvad man må og hvad man ikke må, som om der var faste regler for det. Hvis vi er kristne og vort hjerte elsker det der er ret, ved vi af naturen, især på grund af vor oplærte samvittighed, om noget forstærker eller forringer den ære der omgiver den gode nyhed vi forkynder. Vi ved om vi opbygger eller nedbryder menighedens omdømme i andres øjne. Hvis nogen ikke ved om de gør det, bør de lade sig lede af den kristne menigheds gode samvittighed. De bør tage imod de ansvarlige brødres gode vejledning og stole på deres gode dømmekraft. — Ordsp. 12:15.
30. (a) Hvilken pligt har alle der indtager en ansvarsfuld stilling i menigheden? (b) Hvilket ledende princip vil holde os på den rette vej? (c) Hvorfor bør vi være mere optaget af vore pligter end af vore rettigheder?
30 Sande kristne elsker hinanden, og de der indtager en ansvarsfuld stilling i menigheden har pligt til udelukkende at gøre det der tjener deres brødre bedst, hvad enten det er med det eksempel de sætter eller den vejledning de giver. Alle vore handlinger bør altid være ledet af princippet: Er jeg i ét og alt „en pryd for Guds, vor frelsers, lære“? Hvis vi varetager vore pligter, arbejder helhjertet som for Jehova og ikke for mennesker, vil Jehova belønne os med velsignelser der er langt større end nogen „rettigheder“ vi selv kunne tiltage os, og han vil desuden skænke os liv og lykke. — Tit. 2:10; Kol. 3:23, 24; Ordsp. 3:1, 2.