Gavmildhed lønner sig
„GAVMILD sjæl bliver mæt,“ forsikrer Bibelen. (Ordsp. 11:25) Den der viser sand gavmildhed behøver ikke at frygte at han af den grund vil komme til at lide afsavn.
Det kræver imidlertid tro at se sådan på det. Bibelen forbinder faktisk gavmildhed med tro. I Jakob 2:14-17 læser vi: „Hvad gavner det, mine brødre, hvis en siger han har tro men han ikke har gerninger? Den tro kan ikke frelse ham, vel? Hvis en broder eller en søster er nøgen og mangler den daglige føde, og en af jer siger til dem: ’Gå bort i fred, hold jer varme og mætte,’ men I ikke giver dem det fornødne til legemet, hvad gavner det så? Således er også troen, hvis den ikke har gerninger, i sig selv død.“
Nu kunne en måske tænke: ’Hvis jeg gavmildt giver af mine midler for at hjælpe trængende brødre og søstre, har jeg måske ikke noget at falde tilbage på hvis jeg skulle komme i økonomiske vanskeligheder. Hvem ville da hjælpe mig?’ Sådanne tanker kunne afholde en fra at give gavmildt af sine værdier. Derfor kræver det afgjort tro at stole på at man trygt kan vise gavmildhed, uden fare for siden at komme i vanskeligheder. Ja, det kræver tro at stole på at hvis man nogen sinde skulle komme i virkelig nød, vil Guds ånd, der virker på sande kristnes sind og hjerte, lede ens trosfæller til at komme en til hjælp.
Foruden tro må man også have det rette motiv til at vise gavmildhed. Hvis man for eksempel mangler kærlighed, har ens gavmildhed ingen værdi i Guds øjne. Apostelen Paulus understregede dette kraftigt da han skrev: „Hvis jeg giver alt hvad jeg ejer til bespisning af andre, og hvis jeg overgiver mit legeme, så jeg kan prale, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.“ — 1 Kor. 13:3.
De der giver for at nyde menneskers anseelse, opnår måske den smigrende ros som de søger. Men det er også det eneste de får. Jesus Kristus gjorde dette klart da han advarede imod denne form for gavmildhed. Han sagde: „Når du derfor går hen for at give barmhjertighedsgaver, så lad ikke blæse i trompet foran dig, sådan som hyklerne gør i synagogerne og på gaderne, for at de kan blive herliggjort af mennesker. Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning. Men når du giver barmhjertighedsgaver, da lad ikke din venstre hånd vide hvad din højre gør, så dine barmhjertighedsgaver kan være i det skjulte; så vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig.“ — Matt. 6:2-4.
Der er ingen fortjeneste ved at man giver af sin tid, sine midler og sine evner blot for at gøre indtryk på andre, eller for at opnå nogle personlige fordele. Kristen gavmildhed bør være fuldstændig uselvisk. Jesus Kristus gjorde rede for dette: „Hvis I låner ud uden renter til dem som I håber at få igen fra, hvilken anerkendelse kan I så vente for det? Selv syndere låner ud uden renter til syndere for at få lige så meget igen. I skal tværtimod blive ved med . . . at låne ud uden renter, uden at håbe at få noget igen; så skal jeres belønning være stor, og så vil I være den Højestes sønner, for han er venlig mod de utaknemmelige og onde.“ — Luk. 6:34, 35.
Jesu tilhørere var jøder. De var forpligtede til at overholde Moseloven, som krævede at man ydede rentefrie lån til trængende landsmænd. (2 Mos. 22:25) Så selv om endog en ’synder’, en der havde et dårligt omdømme, ydede et rentefrit lån til en som var i stand til at betale det tilbage, ville der ikke være noget særligt ved det. ’Synderen’ ville måske bare yde lånet i den hensigt at opnå en fremtidig gunstbevisning fra låntageren. Den form for gavmildhed som Jesus Kristus tilskyndede til, rakte imidlertid ud over hvad en der var kendt som en ’synder’ ville gøre. Jesus sagde at man skulle efterligne Jehovas gavmildhed, en gavmildhed der endog udstrækkes til utaknemmelige, onde mennesker. Altså skulle Jesu Kristi sande disciple endog være villige til at hjælpe nødstedte som aldrig ville blive i stand til at betale tilbage. Dette ville i sandhed kræve kærlighed og tro.
Når man ikke giver med det rette motiv og heller ikke i tro, kan man gøre sig skyldig i en alvorlig synd. Det fremgår af tilfældet med Ananias og Safira. De så hvordan andre frivilligt solgte deres besiddelser og stillede udbyttet til rådighed for apostlene, så det kunne blive brugt til hjælp for trængende medtroende. Ananias og Safira tragtede efter andres ros. Men de manglede tro på Guds omsorg. Skønt de ikke var forpligtede til at gøre det solgte de en mark, men enedes om kun at give en del af de penge de havde modtaget. Løgnagtigt søgte de imidlertid at virke mere gavmilde end de var, idet de foregav at det var hele beløbet de kom med. Gennem apostelen Peter afslørede Gud selv deres overlagte bedrageri og fældede dødsdommen over dem. — Apg. 5:1-11.
For at Jehova kan se med gunst på ens gavmildhed må den altså være ægte. Jehova vil belønne de gavmilde. Han vil velsigne dem og styrke dem til at klare vanskelige tider uden at de mister deres åndelighed. Jehova Gud vil ikke svigte sine gavmilde tjenere ved at lade dem i stikken i en fortvivlet situation. Selv om de måske midlertidigt må igennem vanskelige tider, endog en hel række økonomiske vanskeligheder, vil de ikke bukke under for fortvivlelse eller håbløshed. Et bibelsk ordsprog siger: „Thi syv gange falder en retfærdig og står op, men gudløse styrter i fordærv.“ (Ordsp. 24:16) Salmisten udtrykte sin tillid til Gud således: „Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan kød vel gøre mig?“ — Sl. 56:5.
Når andre ser en meget gavmild person komme i virkelig nød vil de desuden være langt mere tilbøjelige til at hjælpe end hvis der var tale om en nærig person. Guds ånd virker på dem der er tilsluttet den kristne menighed, og leder dem til at komme nødstedte medtroende til hjælp. På denne måde belønner Jehova Gud de gavmilde.
Sand gavmildhed er virkelig et udtryk for kærlighed. Men der er også tidspunkter hvor kærlighed holder gavmildheden tilbage. Nogle er for eksempel ansvarsløse, dovne og uvillige til at tage arbejde, selv om der er passende arbejde at få. Det ville kun være til skade for dem selv hvis de fik lov til at benytte sig af andres gavmildhed. I sådanne tilfælde gælder det bibelske princip: „Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.“ — 2 Tess. 3:10.
Forholdene kan også sætte en grænse for hvor meget man kan give til andre. For eksempel kommer ansvaret for ens egne familiemedlemmer først. Derfor ville det være forkert af en familieforsørger at give så meget til andre at det forhindrede ham i at drage den rette omsorg for sin familie. — 1 Tim. 5:8.
Ikke desto mindre kan selv den der kun har lidt materielt, være gavmild. Han har måske lejlighed til at tilbringe tid sammen med dem der er ensomme. Han er måske i stand til at opmuntre dem ved at tale med dem. Eller han kan måske bidrage til et opbyggende fællesskab, måske blot ved at gå en tur sammen med andre i en park eller en skov. Man kan også give af sine kræfter ved at yde andre praktisk hjælp.
Selv om man kun har begrænsede muligheder kan man altså nyde den glæde det er at være „en glad giver“. (2 Kor. 9:7) Hvis man er gavmild med det man har og viser dømmekraft når man giver til andre, vil man blive belønnet med en indre glæde og tilfredshed. Man vil være tilfreds fordi man ved at man handler i harmoni med Guds vilje. Derfor kan man stole på at man fortsat vil erfare Guds velsignelse, ledelse og omsorg.
Ja, når vi er dybt interesseret i andres velfærd vil vi være opmærksomme på deres behov og gavmildt give af vor tid, vore midler og vore kræfter. Gør vi det, vil vi til stadighed blive rigt belønnet som Guds godkendte tjenere.