Vær ulastelig i de sidste dage

DET er ikke hver dag, en verden går til grunde! Ikke siden den store vandflod på Noas tid har en „verden“ eller en tingenes ordning i forbindelse med hele menneskehedens regeringsanliggender ophørt at eksistere. Men nu, da vi ser alle detailler af de store tegn, Jesus omtalte, ved vi, at vi står ansigt til ansigt med den fuldstændige afslutning på den nuværende verdensordning. (Matt. 24; Mark. 13; Luk 21) Vi ved også, at vi har den forret at leve i en storslået tid. En gammel, verdslig talemåde, der indeholder nogen fornuft, lyder: „Du vil aldrig komme levende ud af denne verden.“ Nu er dette imidlertid ikke længer en uundgåelig sandhed. Guds folk, hans præster, der er vidner om hans overhøjhed, har nu deres sind vendt imod den nye, retfærdige tingenes ordning, som de skimter lige bag denne overgangsperiode. De har fornyet deres sind. De befinder sig i Jehova Guds menighed, og med taknemmelig lovsang hilser de deres store velgører. De elsker livet og ønsker fortsat at være at finde i Jehovas store menighed, der vil leve over i den forestående nye verden. Med foragt afviser de den handlemåde, der følges af den gamle, døende verden, som yder mindst mulig modstand mod synden og er opblæst af selvglæde og derfor vil erfare en brat undergang i Harmagedon. De er opslugt af Guds befalinger og af, hvordan de på en dadelfri måde kan overholde dem.

Guds befalinger? Hvori består de? „Hvem ved det?“ smiler den kritiske. „Hvem bryder sig om det!“ håner spotteren. Men jo, Gud styrer og leder sit folk nu som altid. Alle burde erkende den særlige alvor, der præger vor tid på grund af den forestående dom over hele verden, men kun de, hvis sind er blevet fornyet, kan fatte det. Kun de ser, at „det er tilstrækkeligt, at I i den tid, der er gået, har efterfulgt folkeslagenes vilje, da I vandrede i løsagtighed, lyster, overdrivelser med vin, frådserier, drikkelag og afgudsdyrkelser uden lovmæssig holden igen. Fordi I ikke med dem fortsætter at styrte ad denne vej til den samme lave udsvævelsernes pøl, undrer de sig og vedbliver med at tale ilde om jer. Men disse mennesker skal gøre regnskab ind for ham, som er rede til at dømme de levende og de døde“. (1 Pet. 4:3-5, NW) Det er nedslående at tænke på dem, der med vilje bliver ved med at ringeagte Guds retfærdige krav, fordi de befinder sig i en sløvhedstilstand på grund af drukkenskab eller frådseri. De er som driverten, der omtales i Ordsprogene, og som er for doven til at løfte hånden op til munden. — Ordsp. 26:15.

Nedslående, ja. Men vi må have vor opmærksomhed henvendt på dem, der angrer deres tidligere handlemåde og derefter går så langt som til at indvi sig til Jehova og hans tjeneste. Og når vi iagttager, hvordan den store synlige del af Guds menighed vokser i antal, må vi også være opmærksomme på, at hver enkelt i den stadig vokser i åndelig styrke og modenhed. Vi må vise denne omhu over for ethvert af de andre får, som nu samles sammen, fordi Gud selv gør det.

Overholdelsen af „en ny befaling“

Hvor stor omhu, Jehova har for sit folk, vises ved, at han omtaler det som „min øjesten“. (Zak. 2:12) Det ærefulde hverv, han giver det, beskrives således af Daniel: „De forstandige skal stråle som himmelhvælvingens glans, og de, der førte de mange til retfærdighed, skal lyse som stjerner evigt og altid.“ (Dan. 12:3) Det er absolut ikke deres egne fortrin, der giver anledning til en så strålende beskrivelse, men det er, hvad Jehovas ufortjente godhed har skænket dem på grund af deres trofasthed. Hvad er det, Jehova har skænket dem? Det er noget, der er stærkere end de atomvåben, som denne verden først for nylig har fået kendskab til, noget, der i værdi ligger langt over enhver sammenligning med de største materielle rigdomme, der nogen sinde er blevet samlet på denne jord. Det er Jehovas sandhedsord, han betror sine vidner, og derved gør han dem til overbringere af sit budskab. Apostelen Paulus undervurderede ikke betydningen af en sådan overdragelse, men han formaner den unge Timoteus, en af Guds budbringere i det første århundrede: „Tænk på dette, lev i dette, så alle kan se, at du gør fremgang. Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ — 1 Tim. 4:15, 16.

De, der nu kaldes til Guds store menighed, går ikke ind til unyttigt arbejde uden udsigt til belønning. Det er livet, de arbejder for, „det virkelige liv“. (1 Tim. 6:19) Er du allerede kommet ind i denne menighed, og er du optaget af at hjælpe andre ind på livets vej? Er du grebet af alvoren i at bevare menigheden som en enhed, der lovsynger Gud og opfylder hans krav, et passende sted for Herren Jesus at lede sine „får“ hen? Er det så ikke hver enkelts pligt at hjælpe med hertil, noget, hver enkelt kristen tjener må give „nøje agt på“?

Jo. Men vort motiv er ikke længere det, som drev jøderne før Messias, nemlig pligten til at overholde en samling skrevne love, regler og bestemmelser. Jesus efterlod sine disciple en bemyndigelse i en ny ånd, en bemyndigelse, der er baseret på hans egen uselviske opofrelse: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.“ Og læg mærke til, hvad det skulle vise: „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ (Joh. 13:34, 35) Denne befaling kan ikke udføres på en skødesløs måde efter princippet „hvad, der kommer let, gaar let“, som så mange mennesker i verden lever efter. Det må ikke være en ubegrundet, tom stemning eller en blind kærlighed, som den, man ofte ser lagt for dagen af kristenhedens præsteskab, der i dåragtighed prøver på at elske alle og enhver, indbefattet denne onde verden, som de kærligt antager under påskud af at ville forbedre den. Hvad har de opnået? Det kan ikke nytte at hykle kærlighed, for Gud og Kristus kan læse hjertets inderste motiver. Gennem Guds organisation er de kristne ind for ham forpligtet til at opfylde de guddommelige krav helt og fuldt og uden at begå fejl. Paulus sagde: „Jeg byder dig at holde befalingen på en uplettet og udadlelig måde indtil vor Herre Jesu Kristi åbenbarelse.“ (1 Tim. 6:13, 14, NW) Har vi, der nyder den velsignelse at leve nu i tiden, og som står over for Herrens åbenbarelse, råd til at slappe af? Absolut ikke. Dommen forhærder denne gamle verden, og det bliver stadig mere og mere iøjnefaldende, at dens forestående ødelæggelse er berettiget. Vi håber på fortsat at kunne leve; lad os derfor blive sikre på, at det liv, vi nu lever, er af en sådan beskaffenhed, at det er værdigt til at fortsætte i den nye verden.

Vor egen og vore medkristnes åndelige vækst står på spil. Inden for den verdslige, religiøse kristenhed tales der i blomstrende vendinger om kristen kærlighed og gode gerninger. Men denne skinhellighed ødelægges fuldstændig af had, splid, ørkesløs sladder, bagtalelse, bedrageri, tyveri og mord. Gud afviser den slags: „Seks ting hader Jehova, syv er hans sjæl en gru: Stolte øjne, løgnetunge, hænder, der udgyder uskyldigt blod, et hjerte, der udtænker onde råd, fødder, der haster og iler til ondt, falsk vidne, der farer med løgn, og den, som sætter splid mellem brødre.“ — Ordsp. 6:16-19.

Det ville være tåbeligt at afvise dette med en håndbevægelse og en selvsikker udtalelse om, at „sådan noget vil jeg aldrig gøre mig skyldig i!“ Hver gang vi åbner munden i vrede, er vi udsat for at forbryde os. Det er så let for os at synes om var egen handlemåde og forestille os, at vi har helt ret, mens vor broder, som vi er blevet uenig med, er helt galt på den, appellere til andre for at få sympati, måske pynte lidt på historien, efterhånden som tiden går, og derved starte, hvad der senere kan udvikle sig til en ondartet sladrekampagne. Vi behøver heller ikke at stjæle vor næstes ko for at gøre os skyldige i tyveri eller dræbe ham med et kødeligt våben for at gøre os skyldige i mord. „Død og liv er i tungens vold.“ (Ordsp. 18:21) „Enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr, kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesker; men tungen kan intet menneske tæmme, rastløs og ond som den er, fuld af dødbringende gift.“ (Jak. 3:7, 8) At berøve en anden hans gode navn er også tyveri. At ødelægge en andens omdømme er ligeledes „mord“.

Tag dig i agt for, at du ikke overlistes af noget sådant, så endogså din glæde ved tjenesten for Riget forsvinder, for det gode og det onde kan ikke til stadighed eksistere ved siden af hinanden. Jakob spørger: „Kan samme kildevæld give både velsmagende og bittert vand?“ Og han svarer: „Huser I bitter misundelse og egennytte i jeres hjerter, så ros jer ikke løgnagtigt på trods af sandheden! Den „visdom“ kommer ikke ovenfra, men er jordisk, sjælelig, og stammer fra de onde ånder. Thi hvor der er misundelse og egennytte, der er forvirring og alt, hvad ondt er. Men visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredselskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter, fri for partiskhed og hykleri. Og retfærdighed er frugt af en sæd, der sås i fred til gavn for dem, som stifter fred.“ — Jak. 3:11, 14-18.

Vore vanskeligheder må aldrig bringe os til at klage over eller gøre oprør imod Guds organisation, der engang har bragt os ind i sandheden og passet og plejet os som en moder, så vi for eksempel begynder at finde fejl hos en eller flere „tjenere“ i den lokale menighed, vore medtrælle, der sammen med os har fået det hverv betroet at prise Gud. Judas advarer imod at gøre sig fortjent til samme skæbne som Kain, Kora, Bileam og Judas Iskariot og andre, der blev som „vildfarende stjerner; dem venter mørke og mulm til evig tid“. Den glans, der havde ledsaget deres sandhedsforkyndelse, blev formørket, skønt den tidligere havde gjort dem værdige til sammenligning med himmelens strålende stjerner. — Jud. 13.

I betragtning af disse forfærdelige konsekvenser af had og splid vil det være klogere af os at vise større tolerance og vilje til at indrømme vore egne fejl, lige så snart vanskelighederne begynder at vise sig. „Kærligheden,“ ved du, „er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.“ Husker du, at Jesus omtalte denne kærlighed som det, der skulle kendetegne hans efterfølgere og adskille dem fra andre? — 1 Kor. 13:4-7.

Hjordens tilsynsmænd

Ikke alle vil blive ved med at huske på det. I sådanne tilfælde er det, at de af os, som er stærkere og mere modne i troen, med glæde vil hjælpe de efterladende til at indhente det forsømte. Det er en vægtig grund til at have tilsynsmænd i den kristne menighed. Det er derfor, der stilles så strenge krav til tilsynsmændene, for det er nødvendigt, at de virkelig er modne brødre. (1 Tim. 3:1-13) Tjenerens gerning er ikke en ophøjet stilling, der medfører ære og titler som de „ærestitler“, man tildeler verdslige mennesker ved universiteterne. Menighedens arbejde må være deres arbejde. De er åndelige hyrder, så hjordens problemer i forbindelse med dens kristne virksomhed må være deres problemer. At hjorden får åndelig føde må være noget, der ligger dem stærkt på sinde. Ligger dem på sinde? Er det udtryk stærkt nok? Hør, hvordan Paulus var tynget af sit apostelembedes byrder: „Ud af stor nød og hjertevånde og under mange tårer skrev jeg til jer, ikke for at I skulle bedrøves, men for at I skulle forstå den kærlighed, som jeg i særlig grad har til jer.“ — 2 Kor. 2:4.

Kan vi forestille os, at de tapre mænd, der udførte et bemærkelsesværdigt arbejde til fremme af Guds hensigter i den bibelske tid, har indtaget en slap, skinhellig holdning? Kan vi tænke os Noa sige til sin familie: „Sig til, når I er færdige med arken, så kommer jeg“? Sagde Moses til israelitterne i Ægypten: „Jeg møder jer ved det Røde Hav — se nu selv, hvordan I kan komme dertil“? Sagde Josua: „Kald på mig, når Jerikos mure falder“? Eller tror du, at Jesus nogen sinde sagde: „Frels jer selv, så godt I kan; lav jer selv en religion, I kan gøre det lige så godt som de skriftkloge og farisæerne“?

Tænk på, hvor mange gange israelitterne knurrede imod Moses under ørkenvandringen. For det meste overså han dog deres ubegrundede kritik og skænderi; han fortsatte med at lede dem under Jehovas førerskab. Ved den ene lejlighed, hvor han lod deres stadige klagen påvirke sin dømmekraft, nemlig da han skaffede vand fra en klippe ved Meriba, skændte han på menigheden, og hans vrede fik ham til at ophøje sig selv i stedet for Gud. — 4 Mos. 20:10-13.

Nu, da vi står over for det modbilledlige løftets land, den nye verden, må vi betragte alle personlige vanskeligheder som noget, der er alt for betydningsløst til, at de skulle opstå og overskygge det store spørgsmål om Jehovas navn og vort evige liv. Det er modenhed, vi ønsker, ikke sandt? Modenhed, der vil føre til, at vi som åndeligt fuldvoksne, sande tilbedere vil komme til at nyde det evige livs glæder og prise Gud, og hvorfor ikke udrense alt, hvad der kan hæmme vor egen eller vor broders vækst til det ønskede mål?