Lærens skadelige virkning

Kan denne lære, der går ud på, at alle de fornuftbegavede skabninger, der nogen sinde har levet, skal forliges med Gud, volde nogen skade? Ja, fordi den først og fremmest fratager Gud den ære, der tilkommer ham som en Gud, der er værdig at blive tilbedt af skabninger, som er moralsk frit stillet. Dernæst ignorerer man med en sådan lære ganske det stridsspørgsmål, der var årsag til, at Gud lod menneskeheden forblive i live, et stridsspørgsmål, der ligger ham på hjerte: Kan fornuftbegavede skabninger bevare deres retskaffenhed på trods af alle de fristelser og den forfølgelse, Satan måtte lade komme over dem for at føre dem på afveje? Hvorfor gjorde Jehova Satan opmærksom på Jobs retskafne vandel, hvis det var tanken, at hele menneskeheden, ja Satan selv, med tiden alligevel skulle forliges med Gud og opnå evigt liv?

Læren om universel frelse er en Djævelens snare, der har til hensigt at overrumple de kristne ved at love dem frelse, uanset hvad de gør eller ikke gør. Den anerkendes ofte af sådanne, der engang i deres liv lod sig lede af det sandhedslys, Gud i dag retter mod sit ord, men som af en eller anden grund tog anstød og skilte sig ud for at danne deres egen lille bevægelse. Ved at gøre sig til tilhængere af læren om frelse for alle søger de, måske rent ubevidst, at sikre sig selv adgang til frelse, skønt de ikke har bevaret deres retskaffenhed. Dog har de ikke mere håb om frelse end Judas, hvem, Jesus stemplede som „fortabelsens søn“. Som både Peter og Paulus viser, er det umuligt på ny at bringe sådanne til omvendelse, der én gang er blevet oplyst og så falder fra. — Joh. 17:12; Hebr. 6:4-6; 2 Pet. 2:4-22.

Skønt mange velmenende mennesker, der har påstået at være kristne, har doceret læren om frelse for alle, lige fra vor tidsalders andet århundrede og frem til det tyvende, får den dog ikke medhold i Bibelen. Gud er kærlig, men han er også retfærdig. I sin kærlighed tilbyder han dem evigt liv, som opfylder hans betingelser, og i sin retfærdighed fastholder han, at de, set ringeagter hans gave, fortjener evig død.

Gør kundskaben om Gud mærkbar som en liflig duft

LUGTESANSEN hører også til de gaver, Gud har skænket menneskene. Ikke alene giver den mennesket vellugtens nydelse, men af og til melder den også om fare, hvad enten faren ligger i kvalm luft i et indelukket værelse eller i giftige dampe. En vellugt virker ikke blot som en nydelse, men er tillige forfriskende, stimulerende og giver en lyst til at tage fat med fornyet styrke. Forøvrigt har man iagttaget, at mennesket ikke — som det er tilfældet med synet og hørelsen — har kunnet kopiere lugtesansen.

Behagelige dufte er en stor nydelse for mennesker, og de får gavn af dem, og dette er grunden til, at Gud sammenligner kundskaben om sig selv med en sådan behagelig duft. Kundskaben om Gud er i sandhed skøn, forfriskende, stimulerende og vitalitetsbefordrende. Ja, så meget, at det bringer lykke og evigt liv til den, som bestandig indånder denne vellugt. Og det er ikke blevet mindre sandt, siden Kristus vandt sejr over Satan og hans hærskarer af dæmoner og kastede dem ned til jorden. — Joh. 17:3; Åb. 12:9.

I en levende beskrivelse af, hvordan kristne er med til at udbrede denne kundskabsduft, skrev Paulus: „Men Gud ske tak, som altid fører os i triumftog sammen med Kristus og ved os gør duften af kundskaben om ham mærkbar alle vegne.!“ — 2 Kor. 2:14, NW.a

Man skulle tro, at alle ville sætte pris på en sådan skøn, livgivende duft. Men sådan forholder det sig nu ikke, for som Paulus videre siger: „Thi for Gud er vi en Kristi vellugt blandt dem, som er ved at frelses, og blandt dem, som er ved at forgå; for de sidste en duft, der strømmer fra død til død, og for de første en duft, der strømmer fra liv til liv.“ Kun for de få, som sukker og jamrer over de vederstyggelige ting, de ser i kristenheden, og som elsker retfærdighed og er opmærksomme på deres åndelige behov, er kundskaben om Gud en skøn, livgivende vellugt, som de indånder i dybe drag og høster gavn af. Om sådanne kan man sige, at de har en fin næse. — 2 Kor. 2:15, 16, NW.

Men for det store flertal af menneskene, de, der elsker verdens fornøjelser og lyster i stedet for at elske Gud, og som tilbeder skabninger fremfor Skaberen, er den dejlige duft af kundskaben om Gud som en dødelig pest. Og det kan ikke undre nogen, eftersom de har kastet al deres kærlighed på denne gamle, gudløse verden, som ifølge denne kundskab skal forgå. Den slags mennesker kan siges at have en dårlig lugtesans, og dem forekommer Jehovas tjenere som en ækel stank!

Men uanset hvordan folk reagerer over for vort vellugtende budskab, må vi som Jehovas indviede tjenere udføre vor pligt og gøre kundskaben om Gud mærkbar som en liflig duft for alle. Som man må tage glasproppen af parfumeflasken og stænke lidt af dens vellugtende indhold ud på huden eller på klædningsstykket for at lade andre mærke den, må man også bære sig ad med den liflige kundskab om Gud. Vi må åbne os, vi må løse op for tungebåndet, så andre kan mærke og nyde den vidunderlige kundskab, vi har. Dersom nogle føler sig fornærmet og holder sig for næsen, så at sige, skal vi ikke blive ilde berørt eller skamfulde. Vi vil ønske, at de kunne reagere anderledes. Men det er deres lugtesans, der er noget i vejen med, ikke med budskabets liflige duft!

Lad os være gavmilde med denne lifligt duftende kundskab om Gud, idet vi frit spreder den omkring os, for vi har modtaget den frit. Lad os give retfærdselskende mennesker lejlighed til at nyde denne velgørende duft i al dens fylde, så de også kan erfare, hvilken glæde det er at vandre i Jehovas triumftog og gøre den liflige duft af kundskaben om Gud mærkbar for mange andre.