Heltidstjenere for Gud

1. (a) Hvor mange af Jehovas vidner er heltidstjenere? (b) Hvad ønsker Gud at sande kristne er, i lighed med Jesus, og hvad fortæller beretningerne om de første kristne med hensyn hertil?

ALLE Jehovas vidner, der er døbte kristne, er heltidstjenere. De har indviet deres liv til Gud for at gøre hans vilje, og da de har studeret Bibelen véd de hvad Guds vilje er. Jesus Kristus satte som Jehovas ypperste vidne eksemplet for dem. (Åb. 3:14) Han forkyndte den gode nyhed om Guds rige, og han bragte budskabet til folk overalt. (Mark. 1:14, 15; Luk. 8:1; 4:15, 16; 5:27) Han oplærte sine disciple til at udføre det samme arbejde. Før han forlod dem overdrog han dem det hverv at være hans vidner „indtil jordens ende“. (Ap. G. 1:8) De opfattede ikke hans ord sådan at kun nogle få udvalgte skulle udføre dette arbejde mens de andre så til. Selv verdslige historikere som latterliggjorde kristendommen, bekræfter at de første kristne, som forsørgede sig selv som „arbejdere, skomagere, bønder“, ikke desto mindre var nidkære forkyndere af evangeliet.a Bogen A History of Civilization (af C. Brinton, J. Christopher og R. Wolff) siger: „Den kristne var på ingen måde tilfreds med udsigterne til selv at opnå frelse. Han tog ikke passivt imod Guds vilje. Han var fra begyndelsen en nidkær missionær, der var ivrig efter at omvende og frelse andre.“

2. Hvilke vidnesbyrd har vi om at denne ånd stadig lever?

² Denne ånd er ikke uddød; den lever stadig blandt vor tids kristne vidner for Jehova. De har lagt mærke til den profeti Jesus udtalte om vor tid, nemlig: „Denne gode nyhed om riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så skal enden komme.“ (Matt. 24:14, NW) I næsten to hundrede lande og områder vier Jehovas vidner henved 14.000.000 timer hver måned til dette arbejde som Jesus forudsagde. Og foruden at de arbejder i forkyndelsen deltager de også regelmæssigt i menigheders møder.

3. Hvordan kan det forklares at hvert døbt vidne for Jehova er en heltidstjener?

³ Men forkyndelsen af den „gode nyhed“ og overværelsen af menighedens møder, samt læsning og studium af Bibelen hjemme, kan jo ikke optage hele dagen for alle Jehovas vidner. Hvordan kan man da sige at de alle er heltidstjenere? Fordi tjenesten indvirker på alle sider af deres liv. De har ganske vist verdsligt arbejde som håndværkere, landmænd, kontorfunktionærer eller andet, men de er først og fremmest Guds tjenere. Det de lærer og tror som forkyndere, indvirker på deres valg af arbejde, og det er det der gør dem til samvittighedsfulde medarbejdere. (Kol. 3:22, 23) De kan skifte verdsligt arbejde, men de er stadig forkyndere. Alt hvad de foretager sig, gør de i bevidstheden om at de er tjenere for Gud. Det har indflydelse på opdragelsen af deres børn, på deres opførsel når de går i butikker, når de går i skole, når de søger adspredelse, og når de sætter sig til bords. „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!“ (1 Kor. 10:31) Ikke alene i deres tale men også i deres adfærd bestræber de sig for at ’lade deres lys skinne’, for at andre kan prise Gud som følge af det de ser. (Matt. 5:14-16; 1 Pet. 2:12; 2 Kor. 6:3, 4) At de er heltidstjenere betyder altså at de er tjenere for Gud fireogtyve timer i døgnet, året rundt. Er det sådan du ser dig selv — som en heltidstjener for Gud?

4. (a) Er vi alle i stand til at gøre det samme og udføre den samme mængde arbejde for at fremme den sande tilbedelses interesser? (b) Hvilket motiv for vor tjeneste er velbehageligt for Gud?

⁴ Nu er der selvfølgelig nogle der er i stand til i visse henseender at gøre mere end andre for at fremme den rene tilbedelses interesser. Ikke alle har kvalifikationerne til at være tilsynsmænd, og heller ikke alle egner sig til at være offentlige talere, men hver især yder vi et værdifuldt bidrag til menighedens åndelige velfærd hvis vi med iver gør hvad vi kan. (Rom. 12:6-8) Heller ikke alle kan vie det samme antal timer til tjenesten på arbejdsmarken, men hvis vi offentligt priser Guds navn, ikke tvært eller tvungent eller fordi vi søger at behage mennesker men fordi vore hjerter strømmer over af taknemmelighed mod vor kærlige Fader i himmelen, da er det velbehageligt for Gud. — 2 Kor. 9:7; Hebr. 13:20, 21.

Er pionertjenesten noget for dig?

5. (a) Hvilken målestok er nogle tilbøjelige til at anlægge for hvor meget de behager Gud, og hvad er grunden? (b) Hvad må man tage i betragtning når man skal afgøre hvor megen tid man kan give til tjenesten på arbejdsmarken?

⁵ Eftersom forkyndelsen af Rigets budskab udgør en så vigtig del af den kristnes liv og er en tjeneste man holder regnskab med, så man kan aflægge rapport til menigheden, vil nogle måske være tilbøjelige til at bedømme hvor meget de behager Gud, ud fra det mål af timer de vier til forkyndelsen. Det er udmærket at de ser betydningen af dette arbejde; det bør vi alle gøre. Vi må „købe“ tid fra andre ting og bruge dem i dette vigtige arbejde. Apostelen Paulus skrev til menigheden i Efesus: „Se . . . stadig nøje til at I ikke vandrer som uvise men som vise, idet I køber den belejlige tid til jer selv fordi dagene er onde.“ Men hvorfra skal vi „købe“ tiden? Skal vi ofre vor egen åndelighed, skære ned på vort personlige studium af Bibelen og mødedeltagelsen for at kunne forkynde? Skal fædre forsømme deres familie? Skal mødre forsømme deres pligter over for deres ægtemænd og børn for at kunne forkynde mere? Nej; det er ikke meningen. Det er muligt at disse nødvendige pligter kan organiseres bedre, så der bliver mere tid til tjenesten på arbejdsmarken, men vi må ikke glemme at alle disse andre pligter også er en del af vort liv som kristne tjenere. Paulus fortsætter: „Ophør derfor med at være uforstandige, men vedbliv med at indse hvad der er Jehovas vilje.“ (Ef. 5:15-17, NW) Derefter viser han i de følgende vers at „Jehovas vilje“ indbefatter den rette omsorg for familiens fysiske, følelsesmæssige og åndelige behov. (Ef. 5:21–6:4) Når man skal afgøre hvad man kan gøre i tjenesten på arbejdsmarken, må man tage hele sit liv som kristen i betragtning og spørge sig selv hvad der vil føre til den bedste åndelige tilstand for alle i familien og dermed være til størst ære for Gud.

6. (a) Hvorfor er den bedste beslutning som de fleste unge mennesker kan træffe når de har fuldført deres verdslige skoleuddannelse, at gå ud i pionertjenesten? (b) Hvordan besvarede en ung broder for nylig et tilbud om et stipendium til en højere uddannelse, og hvad var grunden til hans svar?

⁶ Nogle finder, når de undersøger deres situation, at den løbebane der vil være i overensstemmelse med deres indvielse til Gud, er heltidstjenesten som pioner, det vil sige en tjeneste hvori de yder ét hundrede timer i forkyndelsen af den „gode nyhed“ hver måned. De er færdige med deres skolegang, er unge, har et godt helbred og ingen familieforpligtelser eller andre pligter som først og fremmest har krav på dem. (Præd. 12:1, 13) De ønsker ikke at skabe sig en karriere i denne verden; de synes ikke om at være beskæftiget i et system som Guds ord tydeligt siger vil ’gå ned’ i den nærmeste fremtid. Hvordan reagerer de så når de får et „fordelagtigt“ tilbud fra verden? For ikke så lang tid siden fik en ung broder der gik i sit sidste skoleår, tilbudt et stipendium der ville have dækket udgifterne til en højere uddannelse for ham. Men han vidste at den succes han kunne få i verden højst kunne blive meget kort. Han tænkte på den bibelske formaning: „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! . . . Verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ (1 Joh. 2:15-17) Kærlighed til Jehova og tro på hans ord og løfter fik ham til at gå ud i pionertjenesten.

7. (a) Hvorfor solgte en broder på De forenede Staters vestkyst sit hus for at gå ud i pionertjenesten? (b) Hvilke velsignelser har han og hans hustru erfaret siden da?

⁷ På De forenede Staters vestkyst havde en gift mand travlt med at betale sit hus. Det krævede at han var beskæftiget med verdsligt arbejde i al sin tid, men han brugte dog nogen tid i tjenesten på arbejdsmarken. Han måtte ærligt erkende over for sig selv at han var mere optaget af sit verdslige arbejde og sit hjem end af Jehovas tjeneste. Han vidste at han for at behage Jehova måtte gøre fremskridt i åndelighed. (Matt. 19:21; 5:3) Efter moden overvejelse solgte han sit hus, og han og hans hustru blev pionerer. De erfarede en glæde i tjenesten som de aldrig havde oplevet før. Snart fik de tilbud om at blive specialpionerer og tjene et sted hvor behovet var større, derefter kom de på Vagttårnets bibelskole, Gilead, og blev uddannet som missionærer, og nu tjener de i Colombia. Jehova har rigt velsignet dem for den tro de lagde for dagen da de forøgede deres andel i forkyndelsen.

8. (a) Nævn nogle af de faktorer der kan spille ind når en moder skal afgøre om hun kan være pioner og stadig passe sine børn. (b) Hvilken virkning havde det på to familier at mødrene tog pionertjenesten op?

⁸ Andre der har meldt sig som pionerer har haft børn at tage hensyn til. I nogle tilfælde vil det ikke være muligt at påtage sig de forpligtelser der følger med at være heltidspionerforkynder og samtidig tage sig af sine børn. Flere forskellige faktorer spiller ind, deriblandt evnen til at organisere sit arbejde og sin tid, helbredet, og børnenes alder og karaktertræk. Alligevel var der en moder der — efter at hun sammen med sin mand havde undersøgt mulighederne — mente at det ville være godt for hele familiens åndelighed hvis hun blev pioner, selv om det kun blev for et stykke tid, og hun har fortalt at det netop var hvad de erfarede. Hendes lille dreng, som endnu ikke gik i skole, gik med hende ud i tjenesten og var meget glad for det, og hendes dreng på syv år begyndte at spørge hvornår han kunne blive pioner. En anden moder som også har været pioner, fortæller: „Erkendelsen af at pionertjenesten ikke fritager en for andre pligter, har gjort mig til en mere samvittighedsfuld hustru og moder og også til en bedre husmoder. Pionertjenesten har lært mig at hvis man skal bære frugt i tjenesten, må man støtte sig til Jehova altid.“ Det viste sig at være en stor velsignelse for disse familier at et af dens medlemmer var i pionertjenesten. Kunne du tænke dig at opleve det samme?

9. Hvordan skuldrede en enlig moder det ansvar at opdrage fire børn, og hvordan viste hun samtidig hvordan hendes indstilling til pionertjenesten var?

⁹ For et af Jehovas vidner i Ohio formede situationen sig lidt anderledes. Hun nærede godt nok ønske om at blive pioner, men hun var blevet et af Jehovas vidner to år efter at hendes mand var gået fra hende og havde overladt til hende at opdrage deres fire små børn. Hun unddrog sig ikke dette ansvar men opdrog samvittighedsfuldt alle fire børn til at elske og tjene Jehova Gud. Skønt hun ikke selv kunne blive pioner, indgav hun hvert af børnene ønsket om at give al deres tid i forkyndelsen. Hvert af børnene tilbragte mellem fem og syv sommerferier i denne heltidstjeneste, og da de var færdige med skolen, gik de en efter en ud i pionertjenesten. Efter trofast at have skuldret sit familieansvar havde moderen nu også den glæde at kunne melde sig som pioner.

10. Hvad gjorde en broder efter at han i to år forgæves havde forsøgt at få deltidsarbejde, og hvad har han erfaret siden da?

¹⁰ En anden af Rigets forkyndere havde et andet problem. Han følte at han kunne være pioner hvis blot han kunne få et passende deltidsarbejde. I to år prøvede han forgæves at få en sådan ordning med sin arbejdsgiver. Til sidst indså han at han aldrig ville blive pioner hvis han ikke satte hele sin lid til Jehova. Han indgav sin afskedsbegæring, men næsten øjeblikkelig kaldte hans chef ham ind på sit kontor og sagde at han mente at vor ven burde have en betydelig lønforhøjelse. Besluttet på ikke at lade materialistiske fristelser hindre ham i at tjene Jehova, stod vor ven fast. Efter fire års forløb er han stadig pioner, han har stadig „føde og klæder“, og han har haft den glæde at se en ny menighed med halvtreds forkyndere vokse op i det distrikt hvor han arbejder. — 1 Tim. 6:8.

11. Hvordan viser mange som ikke kan være pionerer, deres helhjertede hengivenhed for Jehova Gud?

¹¹ Der er mange som, efter ærligt at have vurderet deres personlige forhold, ser at de ikke kan være pionerforkyndere og give ét hundrede timer om måneden i tjenesten på arbejdsmarken. Men det betyder ikke nødvendigvis at de nærer mindre kærlighed til Gud. Hvis deres tjeneste for Gud indvirker på alt hvad de foretager sig i livet, er de også heltidstjenere. Når de udsættes for pres fra en vantro verden, står de lige så fast for det der er ret som deres brødre og søstre der kan vie mere tid til tjenesten på arbejdsmarken. Deres hjerte hænger ved tjenesten for Jehova, og de tager ivrigt del i den hver måned. Også de er taknemmelige mod Gud for at han har regnet dem værdige til at have en andel i tjenesten, og de „køber den belejlige tid“ fra andre ting for at søge Guds rige først.

12. (a) Hvilken særlig tjeneste melder mange Jehovas vidner sig med mellemrum til, og hvorfor? (b) Hvornår kan man deltage i feriepionertjenesten?

¹² Et stort antal af disse nidkære forkyndere af den gode nyhed melder sig fra tid til anden som feriepionerer i en periode på to uger, en måned eller mere. Det kræver omhyggelig planlægning og en ekstra indsats. De sætter stor pris på den måned hvori de kan give ét hundrede timer til tjenesten på arbejdsmarken, eller femoghalvfjerds timer for hele måneden hvis de kun er pionerer i to uger. De kan måske ikke yde denne indsats hele tiden, men deres kærlighed til Jehova tilskynder dem til at gøre det når det er muligt for dem. Mange har en andel i denne tjeneste i april måned hvert år, hvor menigheden udfolder en særlig virksomhed. Andre gør det i deres sommerferie eller med regelmæssige mellemrum hele året rundt. De velsignelser de erfarer, er store.

Missionærtjenestens udfordring

13. (a) Nævn nogle af dem der var missionærer i fremmede distrikter i det første århundredes kristne menighed. (b) Hvad erfarede de, og hvordan var deres syn på tjenesten?

¹³ I det første århundrede var der nogle i den kristne menighed der kunne lægge deres forhold sådan til rette at de kunne rejse ud som missionærer. Blandt disse var apostelen Paulus og hans rejseledsagere Barnabas, Markus, Silas, Lukas og Timoteus. Det var ikke noget let arbejde, men belønningen derfor var stor i åndelig henseende. I Filippi blev to af dem kastet i fængsel, men derved blev de i stand til at hjælpe både fangevogteren og hans familie til troen. (Ap. G. 16:25-34) Ofte var der store farer forbundet med at rejse i distriktet, og Paulus havde været udsat for overfald af røvere, han havde været i farer på grund af svulmende floder, og han havde lidt skibbrud. Men han var taknemmelig for den ufortjente godhed Gud havde vist ham, og han nærede en dyb kærlighed til dem som han havde været i stand til at lære „vejen“ at kende. (1 Tess. 2:8, 19, 20; 4:1) Hans indstilling var som beskrevet i Apostlenes Gerninger 20:24: „[Jeg regner] ikke min sjæl for kær, hvis jeg blot må afslutte mit løb og den tjeneste som jeg har modtaget af den Herre Jesus, at bære grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed om Guds ufortjente godhed.“ — NW.

14. (a) Hvilken glæde har et missionærægtepar i Vestafrika erfaret i vor tid? (b) Hvorfor har de der nu er missionærer ikke valgt sig lettere områder at tjene i?

¹⁴ På samme måde er der også i vor tid nogle der har sat tjenesten over alt andet i livet og er blevet missionærer. Et sådant missionærægtepar rejste fra De caraïbiske øer til Vestafrika på et tidspunkt da der ikke var nogen Jehovas vidner der, og her blev de i syvogtyve år, indtil der var over ti tusinde aktive lovprisere af Jehovas navn. Mange andre har trofast tjent i ti, femten eller tyve år i et missionærdistrikt. De der er rejst ud som missionærer kunne have valgt lettere områder at tjene i, men deres dybe taknemmelighed mod Gud for hans ufortjente godhed har tilskyndet dem til at sige som den trofaste profet Esajas: „Her er jeg, send mig!“ (Es. 6:8) De vidste at den gode nyhed om Riget måtte forkyndes i andre lande, og at befolkningen dér ikke kunne komme til tro på Jehova og hans rige hvis ingen forkyndte for dem. (Rom. 10:13-15) Da de ransagede deres forhold, fandt de at de kunne tage denne tjeneste op hvis de foretog de nødvendige forandringer. Mangel på tro fik ikke lov til at hindre dem; de vidste at Jehova ville opfylde sit løfte om at ville sørge for de ting de havde brug for. Ligegyldighed fik dem ikke til at tænke at Gud, når alt kom til alt, kunne bruge en anden til at gøre arbejdet; de var Gud taknemmelige for den forret at blive brugt af ham. Kærligheden til Jehova drev enhver frygt på flugt, og de efterkom opfordringen. Som en broder sagde mange år efter at han var blevet udsendt fra Vagttårnsselskabets missionærskole og var blevet missionær i et fremmed land: „Det er rigtigt at beregne omkostningerne når beslutningerne skal træffes, men den der bestemmer sig for at arbejde for Riget og dets interesser bliver aldrig skuffet.“

Tjeneste på Betel

15. Hvordan udfører nogle af dem der arbejder i beteltjenesten et arbejde i lighed med det Tertius og Silvanus udførte i det første århundrede?

¹⁵ Nogle af dem der har besluttet sig til at sætte Guds riges interesser først, er blevet indbudt til at tjene på et af Vagttårnsselskabets betelhjem, afdelingskontorer eller trykkerier. Her udfører de også et arbejde i lighed med det deres kristne brødre udførte i det førte århundrede. Tertius havde det privilegium at arbejde som skriver, idet han skrev det inspirerede brev til romerne efter apostelen Paulus’ diktat. (Rom. 16:22) Silvanus skrev også en del af Bibelen, nemlig efter apostelen Peters diktat. (1 Pet. 5:12) I stedet for blot at lave ét eksemplar ad gangen, trykker og indbinder brødrene på Betel i dag millioner af bibler på mange sprog; andre har den forret at køre trykkemaskiner hvorpå publikationer med bibelsk vejledning fra „den tro og kloge tjener“ produceres i titusinder af eksemplarer i timen. — Matt. 24:45-47.

16. (a) Hvilken tjeneste på Betel minder om den som den trofaste Stefanus udførte? (b) Hvordan kan man sige at beteltjenesten er en stor velsignelse for dem der er gået ind i den?

¹⁶ Andre der gør tjeneste på betelhjemmene udfører et arbejde i lighed med Stefanus’. Som opvarter ’gjorde han tjeneste ved bordene’ og betjente således de kristne som dengang arbejdede nært sammen. Det var ikke nogen ubetydelig opgave som var givet til dem der ikke kunne udføre andet arbejde. Nej, Bibelen fortæller os at Stefanus blev udnævnt til denne nødvendige tjeneste fordi han var „fuld af tro og Helligånd“. Han var en pålidelig mand som man kunne stole på ville udføre sit arbejde godt. Men samtidig var Stefanus en nidkær forkynder som magtfuldt forsvarede Guds ord. Da nogle modstandere prøvede at indlade sig i ordstrid med ham, kunne de ikke „modstå den visdom og den ånd, hvormed han talte“. (Ap. G. 6:1-10) Medlemmer af betelfamilierne rundt om i verden værdsætter Stefanus’ gode eksempel. De er som han glade for at udføre et hvilket som helst arbejde de får tildelt, og de erkender at det er et stort privilegium at tjene Jehova og deres brødre på denne måde. Samtidig bestræber de sig for at have en fuld andel i tjenesten på arbejdsmarken, i forkyndelsen fra hus til hus og i at lede bibelstudier. Mange er udnævnt til tjenere i menighederne, og de er også offentlige foredragsholdere. I den teokratiske atmosfære der eksisterer på betelhjemmene, er der store muligheder for åndelig vækst. Storslåede tjenesteprivilegier åbner sig for villige tjenere. Det er en stor forret at få lov til at tjene på et sådant sted i de år der er tilbage for den gamle tingenes ordning.

Tilskynd andre

17. Hvorfor bør vi opmuntre andre der er med i tjenesten for Jehova, og hvilke muligheder har vi alle for at give sådanne opmuntringer?

¹⁷ Det bør være enhver indviet kristens oprigtige ønske at se Jehovas navn æret i den størst mulige udstrækning på jorden. Vi kan hver især have en andel heri, og vi kan gøre meget til at opmuntre andre til at lovprise Jehova. Verden vil aldrig give denne tilskyndelse, for den mangler kærligheden til Gud. (Jak. 4:4; 2 Tim. 3:4; Matt. 24:12) Men skal vi være trofaste mod Gud, må vi give andre denne opmuntring. Derfor skrev apostelen Paulus til de kristne i Tessalonika: „Så trøst og opbyg hverandre indbyrdes, som I også gør.“ (1 Tess. 5:11) Når vi studerer Bibelen med andre, opmuntrer vi dem til at blive aktive lovprisere af Jehova. I menigheden er der sikkert også nogle som kunne have en større andel i tjenesten hvis blot de fik en kærlig opmuntring til det, måske i form af en indbydelse til at følges med dig i tjenesten.

18. Hvad skal vi gøre hvis nogen iblandt os giver udtryk for at han gerne vil være pioner eller gå ind i betel- eller missionærtjenesten, og hvorfor?

¹⁸ Når der er mulighed for at opmuntre nogen iblandt os til at øge sine tjenesteprivilegier, er det ligeledes vor pligt over for Gud at give denne opmuntring. Udtrykker nogen ønsket om at tage pionertjenesten op? Så sig at det er meget prisværdigt og tilskynd vedkommende til at gøre det. Er der nogen der taler om at ansøge om beteltjeneste eller missionærtjeneste? Opbyg da vedkommende. Vær ikke som brødrene i Kæsarea, til hvem Paulus måtte sige: „Hvorfor græder I sådan og gør mit hjerte vegt?“ (Ap. G. 21:13) Vær heller ikke som Peter, dengang Jesus vendte sig om mod ham og sagde: „Vig bag mig, Satan! du er mig til forargelse [du er mig en anstødssten, NW]; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er.“ (Matt. 16:23) Glæd dig tværtimod over at dine brødres hjerter er så fyldt med kærlighed til Jehova at de er villige til at lade sig bruge i endnu større udstrækning af ham. Tilskynd dem til at gøre fremgang, i fuld tillid til Jehova.

„Vedbliv med at prøve hvad I selv er“

19. (a) Hvor meget bør vor indvielse til Jehova indvirke på vort liv? (b) Hvilke vidnesbyrd om fremskridt til modenhed bør vi søge efter hos os selv?

¹⁹ Hvis du er døbt som kristen, så tab aldrig den kendsgerning af syne at hele dit liv er indviet til Gud. Det er ikke blot nogle få timer om ugen du har lovet at ville gøre Guds vilje. Hele dit liv bør genspejle at du er en Guds tjener. Det var nødvendigt for dig at gøre forandringer i din måde at tænke på og gøre tingene på, da du blev en kristen, og det var kærlighed til Jehova der tilskyndede dig til at gøre disse forandringer. Men det var kun begyndelsen. Efterhånden som man studerer Guds ord og personligt erfarer hans godhed, vokser kærligheden til ham også og kommer mere og mere til udtryk. Såfremt vi ikke bliver „sløve til at høre“ Guds ord, vil vi fortsat vokse til modenhed. (Hebr. 5:11, 12) De bibelske principper vil mere og mere påvirke vore afgørelser, og ønsket om at have en fuld andel i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget vil blive stærkere. Kan vi mærke om dette er tilfældet med os? For at bevare troen må man stadig vokse åndeligt. „Vedbliv med at prøve om I er i troen, vedbliv med at prøve hvad I selv er.“ — 2 Kor. 13:5, NW.

20. Med hvilken indstilling vil vi opnå de bedste resultater i Jehovas tjeneste?

²⁰ Husk på at de fremskridt du kan gøre i åndelig henseende og det du kan udrette i vor himmelske Faders tjeneste, ikke udelukkende afhænger af dine evner. (2 Kor. 4:7) Det afhænger i høj grad af din vilje til at lade dig bruge af Jehova. Har du lært at se hen til ham efter vejledning i alt hvad du gør? Nærer du fuld tillid til hans evne til at sørge for dig som hans tjener? Erkender du fuldt ud at mens det er din forret at plante og vande i tjenesten, er det Gud der giver væksten? (1 Kor. 3:6-9) Er det tilfældet, vil du fortsat følge hans ledelse. Du vil vise at du er en heltidstjener for Gud.

[Fodnote]