Lev nu for en ny verden
1. Hvad er det Guds hensigt at oprette, og hvad skrev Peter om dette?
DET ER Guds hensigt at oprette en ny verden hvor retfærdighed bor. Det var håbet om en sådan verden der opmuntrede de første kristne på apostlenes tid; det fik dem endog til at ændre hele deres liv. I stedet for at leve for det nationernes verden omkring dem havde at byde på, begyndte de at leve for den nye verden. Apostelen Peter skrev: „Da nu alt dette [den gamle verden omkring dem] går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt, . . . Men efter hans forjættelse venter vi ’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor.“ — 2 Pet. 3:11-13.
2. Hvad førte menneskets oprør i Eden til? Betyder det at Gud har opgivet sin hensigt, at oprette en retfærdig verden?
2 Længe før Peters tid havde Jehova, universets Skaber, bekendtgjort at det var hans hensigt at oprette sådan en ny verden. Ved profeten Esajas havde han sagt: „Thi se, jeg skaber nye himle og en ny jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu.“ (Es. 65:17) Lige fra begyndelsen var det hans hensigt at der skulle være sådan en retfærdig verden, og det skyldtes udelukkende menneskets oprør i Eden at jorden ikke blev et fredens og lykkens paradis hvis beboere levede evigt, men et sted hvor ondskab og uretfærdighed kom til at blomstre, og hvor synd førte lidelse og død over beboerne. Men Gud har ikke opgivet sin vidunderlige hensigt, for han lover at de retfærdige „arver landet [jorden] og skal bo der til evig tid“. — Sl. 37:29.
3. Hvad vil det komme til at betyde at „retfærdighed bor“ på jorden?
3 Ordet „retfærdig“ betyder „retskaffen, redelig, dydig, lovlydig“. Det er Guds erklærede hensigt til sin tid at have en renset jord, genoprettet i en tilstand af paradisisk skønhed i lighed med den der fandtes i det oprindelige Eden, en jord hvor „retfærdighed bor“. Det bliver en verden hvori retfærdighed, sandhed og retskaffenhed blomstrer, hvor alle jordens beboere er lovlydige, hvilket vil sige at de adlyder Guds lov, gør den guddommelige vilje. Det er sådanne jordiske forhold Jesus lærte os at bede om i sin mønsterbøn: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ — Matt. 6:9, 10.
4, 5. (a) Hvorfor sendte Gud Vandfloden over jorden? (b) Hvad var Vandfloden et billede på, og hvordan kan man sige at forholdene på jorden i dag ligner dem der gik forud for Vandfloden?
4 I dag lever vi ikke i sådan en verden. Denne verdens beboere lever ikke sammen i fred, og de fleste af dem behandler heller ikke hinanden retfærdigt. Dyd er noget man uden videre har lagt på hylden. Respekten for de rette love, ja selv for menneskers love, er dalende, for statistikken viser at lovløsheden er i tiltagende. Men det der foruroliger oprigtige mennesker mest er at denne verden viser meget lidt eller slet ingen respekt for Guds lov. Lignende tilstande gjorde sig gældende på Noas tid, da „menneskenes ondskab tog til på jorden, og . . . deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang“. (1 Mos. 6:5) Ved en vandflod udslettede Gud menneskesamfundet på grund af dets ondskab, og han lod kun Noa og hans familie undslippe. Ifølge Bibelens udtalelse var det en „jord“ der blev udslettet. Ikke sådan at forstå at jordkloden blev ødelagt; nej det var menneskesamfundet på jorden som blev udslettet, mennesker der kun levede for deres egne lave, verdslige tanker og som havde glemt Gud. — 2 Pet. 3:5, 6.
5 Hvad der dengang skete var i mindre målestok et mønster på hvordan Gud vil udslette den nuværende onde verden. Jesus advarede selv derom og sagde: „Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved menneskesønnens komme.“ (Matt. 24:37) Det blev nøjagtigt forudsagt at forholdene på jorden lige forud for denne onde verdens endeligt ville ligne dem der gik forud for Vandfloden. Læg mærke til hvor sande disse inspirerede ord har vist sig at være: „I de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner.“ (2 Tim. 3:1-4) Et omhyggeligt studium af andre profetier i Bibelen giver os forvisning om at vi nu lever i disse sidste dage, og det vil sige at afslutningen på den nuværende onde verden vil indtræffe i vor tid.
Fårene indsamles i en ny verdens samfund
6, 7. (a) Hvilken type mennesker udstrækker Jehova nu sin barmhjertighed til? (b) Hvordan har Jesus omtalt vore dages indsamling af retfærdselskende mennesker?
6 Ødelæggelsen af denne onde verden vil nødvendigvis betyde at en mængde mennesker mister livet. Men Gud har i sin miskundhed og barmhjertighed truffet den beslutning at han, før denne verdens absolutte ende, fra nationerne vil indsamle alle som elsker ret, alle som ønsker at se retfærdighed blomstre, som viser tro på Guds ord, Bibelen, og på løfterne om den nye verden, alle hvis tro er sådan at de er rede til at vende sig bort fra denne gamle verden og dens onde veje, og i stedet følge de retfærdige principper der for evigt skal være gældende i den nye verden Gud skaber.
7 Det fremgår klart af Bibelen at en sådan indsamling af mennesker der elsker retfærdighed skal finde sted i vor tid. Jesus fortalte selv lignelsen om „fårene“ og „bukkene“ for at vise dette. Af beretningen i denne lignelse, som står at læse i Mattæus 25:31-46, fremgår at det er enkeltpersoner som skal indsamles fra alle folkeslagene og skilles ud fra verden på en sådan måde at de kan kendes som et adskilt og indsamlet folk. Jesus viste yderligere med følgende ord at der skulle foregå en sådan indsamling af mennesker med fårets sindelag, og at de i de sidste dage skulle udgøre et kendeligt folk: „Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der skal blive een hjord, een hyrde.“ (Joh. 10:16) Det er dem der adlyder opfordringen i Zefanias 2:3: „Søg [Jehova], alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“ — Se også Esajas 2:1-3.
8. Hvilket valg stilles alle nulevende mennesker overfor?
8 Alle mennesker har i dag lejlighed til at lære sandheden at kende og til at afgøre deres egen skæbne. Du må træffe et valg: Vil du fortsat leve ligesom den nuværende onde verden, følge dens urette sæder og skikke, være en del af den, og dø med den? Eller vil du lære om den nye verden, længes efter dens retfærdighed, nære en dybfølt interesse for den, og leve i den for evigt? Vil du lade denne uretfærdige verden bag dig og leve nu for den nye verden?
9, 10. (a) Hvorfor må man ikke tøve med at træffe sin afgørelse? (b) Hvilken beslutning vil retfærdselskende mennesker tage i harmoni med Romerne 12:2?
9 Det er et valg der ikke kan udsættes på ubestemt tid. Det vil ikke være klogt at sige: „Jeg vil gøre noget for at forandre mig når denne nye verden kommer. Til den tid vil jeg naturligvis være villig til at rette mig efter alt hvad Gud siger vi skal gøre.“ Nej, det er nu vi skal begynde at leve for den nye verden, nu vi skal afgive bevis for at vi oprigtigt tilbeder Gud i ånd og sandhed, at vi er som får og at vi elsker det rette, for „det er sådanne tilbedere, Faderen søger“. — Joh. 4:23.
10 Før denne verden bliver udslettet i det slag som Bibelen kalder Harmagedon, giver Jehova Gud nationernes folk lejlighed til at lære sandheden at kende, indordne sig under den, og derefter vise deres tro ved at søge retfærdighedens vej, og give bevis for at de er den slags mennesker der vil leve retfærdigt i Guds fuldkomne nye verden hvis de får lejlighed dertil. Hvis det er dit oprigtige ønske at modtage Guds godkendelse og opnå liv fra ham i denne nye verden, da vil du med glæde lyde opfordringen: „Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.“ — Rom. 12:2.
11. Hvad er det der gør Jehovas vidner så bemærkelsesværdigt anderledes?
11 Som ét kristent legeme stræber Jehovas vidner efter at adlyde denne bibelske befaling. De er et folk der er samlet fra alle nationerne. De tror på Bibelens løfte om en ny verden, og den er de begyndt at leve for nu. I virkeligheden udgør de altså en ny verdens samfund. Det er denne enkle sandhed der gør dem så bemærkelsesværdigt anderledes. Deres tro på den nye verden er ikke negativ, men positiv. Det er en levende tro der får dem til aktivt at gå ind for det de tror på. Derfor vil du se dem gå fra hus til hus for at fortælle andre om deres håb. Derved opfylder de en af de profetier der gælder vore dage: „Og denne gode nyhed om Riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og så skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14, NW) Men de ved at dersom de skal leve for den nye verden er det ikke nok blot at forkynde om den. Alt hvad de foretager sig må være i harmoni med de retfærdige principper som den nye verdens Skaber har fastsat, og dette gælder forældre som børn, arbejder som arbejdsgiver, i arbejdstid som i fritid.
12. Hvordan ser verden på dem der går over til at leve for den nye verden, men hvad skal vi huske på?
12 For dem der tager skridtet og begynder at leve for den nye verden betyder det en stor forandring, men i sandhed en forandring til det bedre. Ofte misforstås denne forandring. Denne verden ledes af visse principper og ideer; den nye verden ledes af andre — af guddommelige principper og hensigter. Når vi indordner os under disse sidste, synes verden måske at vi er mærkelige; vi følger ikke mere dens tænke- og handlemåde. Det kan ligefrem ske at vi kommer ud for modstand fra de mennesker vi tidligere betragtede som vore venner. Men erfarede Jesus ikke det samme? Og skrev apostelen Peter ikke: „Derover undrer de sig nu og spotter jer, når I ikke med de andre styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser“? (1 Pet. 4:4) Den kristnes mål i livet er først og fremmest at behage Gud, og det vigtigste for dig er derfor at vide „hvordan [du] bør vandre og tækkes Gud“, ikke mennesker. — 1 Tess. 4:1; Kol. 1:10; 1 Tess. 2:4.
13. Hvordan stilledes mennesker i kristendommens barndom over for et lignende spørgsmål?
13 Hvis det er dit oprigtige ønske at Gud skal skænke dig liv i den nye, retfærdige verden, vil du også være interesseret i omhyggeligt at overveje nogle af de grundlæggende leveregler som Gud kræver overholdt af de mennesker som han i dag indsamler til én hjord i en ny verdens samfund, idet han stiller dem ved sin højre side, der hvor der er gunst og velsignelse at hente. De afgørelser du må træffe er ikke meget anderledes end de afgørelser mennesker i kristendommens begyndelse måtte træffe når de første gang stiftede bekendtskab med sandheden som apostlene forkyndte. Disse mennesker forstod at de måtte vælge enten at fortsætte ad den vej de indtil da havde vandret på i harmoni med verden omkring dem, eller de måtte foretage den forandring som var nødvendig hvis de skulle opnå et gunstigt forhold til deres Skaber.
Principper der må følges
14, 15. Hvilken adfærd sagde Paulus at de kristne i Efesus skulle vende sig fra?
14 Omkring år 60 eller 61 (e. Kr.) skrev apostelen Paulus til de kristne i Efesus. Før medlemmerne af denne menighed i det første århundrede havde hørt om sandheden, havde de levet nøjagtigt som nationernes folk omkring dem. Men det var ikke den livsførelse der behagede Gud. Derfor skrev Paulus til dem: „I [må] ikke mere . . . vandre som hedningerne [nationerne] i deres sinds tomhed, formørkede som de er i deres tankegang og fremmede for livet i Gud på grund af den uvidenhed, der er i dem som følge af deres hjertes forhærdelse; thi åndeligt afstumpede som de er, har de givet sig tøjlesløsheden i vold, så de i deres havesyge begår alle slags urene handlinger.“ — Ef. 4:17-19.
15 Var det et sådant eksempel på livsførelse Kristus Jesus havde befalet dem at følge? Nej bestemt ikke! „Men således er I ikke blevet undervist om Kristus, så sandt I har hørt om ham og er blevet oplærte i ham, således som det er sandhed i Jesus: at I skal opgive jeres tidligere levned og aflægge det gamle menneske [den gamle personlighed, NW], som fordærves ved sine bedrageriske lyster, og fornyes i jeres sinds ånd og iføre jer det nye menneske [den nye personlighed, NW], der blev skabt i Guds lighed til at leve i den retfærdighed og fromhed, som hører sandheden til.“ — Ef. 4:20-24.
16. Hvilket grundprincip drøfter Paulus i Efeserne 4:25?
16 Derefter opremser apostelen nogle af de dårlige ting nationerne giver sig af med, men som de kristne ikke mere kunne tillade sig at gøre. Det Paulus sagde dengang er lige så vigtigt for os der lever nu i endens tid for denne tingenes ordning, hvis vi ønsker at følge de første kristnes eksempel og lære at leve på den måde der behager Gud og vinder hans godkendelse. Læg først mærke til at han i vers 25 siger at vi, efter at have aflagt løgn, skal ’tale sandhed hver med sin næste’. Dette princip havde Jehova mange hundrede år forinden fremsat ved sin profet Zakarias (kapitel 8, versene 16 og 17): „Hvad I skal gøre, er dette: Tal sandhed hver med sin næste, fæld i Eders porte domme, der hviler på sandhed og fører til fred, tænk ikke i Eders hjerter ondt mod hverandre og elsk ikke falske eder! Thi alt sligt hader jeg, lyder det fra [Jehova].“
17, 18. (a) Hvordan betragter denne verdens mennesker uærlighed? (b) Nævn nogle af årsagerne til at folk lyver.
17 Uærlighed, der indbefatter sådanne ting som at lyve, bedrage, stjæle og snyde, er alt for almindelig i denne verden, ikke sandt? Den eksisterer inden for alle livsstillinger, blandt mennesker i alle aldre. Ikke alene er børn parat til at lyve hvis de kan slippe for at blive taget i at have gjort noget forkert, men voksne er uærlige over for hinanden, i forretningssager, i forsøget på at unddrage sig gæld eller anden forpligtelse, og i forsøg på at dække over noget forkert. Følgen er at folk er begyndt at miste tilliden til hinanden. Nogle vil endda hævde at det er helt i sin orden at de er uærlige, for andre er det jo også. Men hvis vi ønsker at gøre hvad der er ret kan vi ikke længere vandre „som hedningerne i deres sinds tomhed“.
18 Der er mange forskellige grunde til at folk er uærlige og tyr til løgn og bedrag. Som nævnt er en af grundene den at de ønsker at slippe for straf for noget galt de har gjort. Frygt øver i sandhed stærk indflydelse på mange mennesker, og den er en af de hyppigste årsager til løgn. I visse lande er folk opdraget i frygt for de afdøde forfædres „ånder“, og fra ungdommen af har de lært at de må bedrage disse „ånder“ hvis de vil undgå ulykke. Mennesker med en sådan opfattelse kommer ofte til den slutning at der ikke er noget ondt i at lyve og bedrage i det øjemed; men sådanne ideer skader sandelig samvittigheden og svækker evnen til at undgå løgnen og tale sandhed med sine medmennesker. Nogle ser sådan på det at det kun er forkert at lyve hvis man bliver opdaget; slipper man godt fra sin løgn er man „smart“ og beundringsværdig. Det er mildest talt et fordærvet syn på ret og uret. Så er der andre der lyver på grund af stolthed. Ja, der er virkelig mennesker som lever hele deres liv på en løgn; de foregiver at være noget de ikke er og må bestandig finde på historier om deres bedrifter for at kaste et sandsynligt skær over deres påstande. Atter andre lyver med overlæg for at bedrage, for at føre deres medmennesker bag lyset så de selv kan opnå visse selviske fordele.
19. Hvorfor hører løgn og bedrageri ikke hjemme i den nye verdens samfund?
19 Når man lærer Guds ords sandhed at kende forstår man at det er nødvendigt at aflægge al uærlighed. Frygt erstattes med kærlighed til Jehova, til hans principper, og til ens kristne brødre. De der førhen troede at deres forfædre levede som ånder et eller andet sted, men som nu lærer at de ligger døde i deres grave, behøver ikke mere at frygte dem eller finde det nødvendigt at bedrage dem. Den kristne ved at han ikke kan bedrage Gud, og selv om han også prøvede at bedrage eller lyve for mennesker, ville Jehova, der kan skue hjertets inderste tanker, ikke lade sig bedrage, og at vække hans mishag kan få ulykkelige følger. Stolthed, endnu en årsag til løgn, er noget Gud hader, hvorimod ydmyghed har hans godkendelse. I Guds voksende nye verdens samfund hører sådanne ting som bedrageri, løgn og andre former for uærlighed, altså ikke hjemme. — 1 Kor. 4:5; 1 Tess. 2:4; Ap. G. 5:3-5; Mika 6:8; 1 Joh. 4:18; Matt. 22:37-39; Ordsp. 16:5.
Ærlighed i forskellige forhold
20. Hvad må Jehovas vidner være på vagt overfor, selv om de har tillid til hinanden?
20 Blandt Jehovas får, der fra verdens nationer samles til én hjord, er mistillid og mistro blevet erstattet med tillid og tiltro. Ja allerede nu ændrer Guds ords principper menneskers liv så de kan glæde sig over det kristne fællesskab uden den frygt der i den gamle verden sætter sine spor i menneskers forhold til hinanden. Det vil ikke sige at Jehovas vidner er godtroende mennesker som er nemme at bedrage og som uden videre nærer tillid til alle og enhver. De udviser en rimelig forsigtighed og er på vagt over for ondsindede mennesker der måtte prøve at snige sig ind iblandt dem af selviske grunde og for at udnytte den venlighed og tillid der præger den nye verdens samfund. Sådanne ondskabsfulde mennesker viser hurtigt ved deres gerninger, at de ikke af hjertet elsker sandhed og retfærdighed, og modne kristne vil snart gennemskue deres hykleriske forklædning. — Matt. 7:20.
21. Hvordan gælder ærlighedens princip en kristen der driver forretning?
21 Hvad med en kristen der ejer og driver en forretning? Kan han benytte sig af bedrageriske midler for at klare sig i konkurrencen og øge sin fortjeneste? Følgende bibelske princip kommer lige ind til kernen og giver svaret: „Når I holder rettergang, må I ikke øve uret, ved længdemål, vægt eller rummål; vægtskåle, der vejer rigtigt, lodder, der holder vægt, . . . skal I have.“ En kristen forretningsmand vil derfor ikke snyde sine kunder ved at give dem for lidt for pengene, eller ved at yde dem dårligt arbejde for selv at få en uærlig fortjeneste. Han vil også behandle sit personale retfærdigt og redeligt. — 3 Mos. 19:35, 36; Kol. 4:1.
22. I hvilken hensigt fremsættes oplysningerne i denne artikel?
22 Dette betyder ikke at en kristen har ret til at gå rundt og fortælle andre hvordan de skal være i forretningssager, som om han var dommer i sådanne spørgsmål. Med det der her er skrevet vil vi ikke prøve at fortælle folk i verden hvordan de bør leve. Vi fremsætter blot de enkle principper for en kristen livsførelse, så alle der ønsker at vende sig fra nationernes livsførelse og i stedet leve i harmoni med den nye verdens retfærdighed, kan blive hjulpet dertil.
23. Hvordan kan man gøre sig skyldig i uærlighed under sit arbejde, og af hvilken højst vigtig årsag bør en kristen være en flittig arbejder?
23 Det samme princip om ærlighed gælder lige så vel forholdet mellem en arbejder og hans arbejdsgiver. Hvis nogen går ind på at gøre et stykke arbejde for en anden for en bestemt løn, bør en sådan aftale respekteres. Ville det ikke være en form for uærlighed hvis den ansatte på grund af dovenskab ikke udførte det aftalte arbejde? Jo, og det ville også være uærlighed hvis vedkommende brugte tiden til noget andet end det arbejde han var gået ind på og som han får betaling for, selv om det han gjorde var mere interessant eller endog til større gavn for ham selv og andre. Hvis man uden sin arbejdsgivers viden og tilladelse bruger hans tid på denne måde, bryder man sin overenskomst. En ærlig og flittig arbejder vinder sig respekt og et godt omdømme. (1 Tess. 4:11, 12) Den kristne arbejder eller tjener gør sit arbejde godt, ikke blot for at behage mennesker eller vinde menneskers anerkendelse, men fordi det er rigtigt at gøre det, det er ærligt, og den kristne forstår at en sådan handlemåde behager Jehova og medfører en belønning fra ham. I Efeserne 6:5-8 skriver Paulus: „I trælle! vær lydige mod jeres jordiske herrer, som mod Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte; ikke med øjentjeneste som de, der vil tækkes mennesker, men som Kristi tjenere, der gør Guds vilje af hjertet. Og udfør jeres tjeneste med villigt sind, som om I tjente Herren og ikke mennesker. I ved jo, at enhver skal få igen af Herren, hvad godt han gør.“ — Sammenlign med Kolossenserne 3:22-25.
24. Hvilket andet kristent princip fremsættes i Efeserne 4:28?
24 I Efeserbrevets fjerde kapitel (vers 28) fremsætter apostelen endnu et princip den kristne må rette sig efter: „Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal hellere slide i det og bruge sine hænder til noget godt, for at han kan have noget at give af til den, som er i nød.“ At stjæle vil sige hemmeligt, uset, at tage noget man ikke har ret til. Enhver kan forstå at det er tyveri hvis man bryder ind i et hjem om natten og tager penge eller andre ting, som for eksempel klæder. Men hvad så hvis man har med madvarer, materialer eller værktøj at gøre der hvor man er ansat, enten man nu er i huset hos nogen, arbejder på et kontor, i en forretning eller på en fabrik? Har man da lov at forsyne sig af sådanne ting?
25. Hvilke spørgsmål kunne man stille sig selv for at undgå at komme til at stjæle?
25 I visse lande har man den skik at en rejsende der drager gennem en landsby frit kan tage sig noget mad så han styrket kan fortsætte rejsen. Det er en hensynsfuld skik der viser en rosværdig gæstfrihed. Alle i landsbyen er indforstået med denne skik, og de betragter det slet ikke som tyveri, heller ikke når den rejsende tager maden mens husets beboer er borte. Denne skik minder os om at der i den jødiske lov var draget omsorg for den fremmede, den rejsende eller den fattige. (Se 3 Mosebog 19:9, 10) Men sædvaner og skikke forandrer sig, og selv om man stadig holder fast ved denne skik i nogle landkommuner i disse lande, gælder den almindeligvis ikke i større byer hvor den moderne civilisation har vundet indpas. Enhver må derfor rette sig efter forholdene der hvor han bor. Der gives en sikker måde hvorpå man kan afgøre om noget er at stjæle eller ej; man kan spørge sig selv: „Har jeg ret til at tage dette?“ Det vil sige: „Har jeg af ejeren fået lov til at bruge eller at tage disse madvarer eller materialer?“ Drejer det sig om noget der tilhører ens arbejdsgiver kan man spørge: „Ville jeg tage det hvis min arbejdsgiver var til stede og kunne se mig tage det?“ Hvis du må svare nej på disse spørgsmål ved du at det ville være at stjæle om du tog tingene.
26. Hvad har en ærlig og flittig arbejder mulighed for at gøre?
26 I overensstemmelse med apostelens råd må den kristne slide i det og bruge sine hænder til noget godt, ikke til noget dårligt; han må være ærlig og flittig og ikke have nødig at stjæle for at få nok at spise. Han vil således ikke alene sørge for sit eget behov og, hvis han er gift, for sin hustrus og sine børns, men han vil kunne hjælpe andre i menigheden der er knap så heldigt stillede, eller som måske uforvarende er blevet ramt af tab eller uheld. Han vil også kunne yde bidrag til den lokale menighed så han er med til at bestride nødvendige udgifter og fremme arbejdet med forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige.
27, 28. (a) Hvordan er folk ofte uærlige når de låner penge? (b) Hvad siger Bibelen om den der nægter at betale tilbage hvad de låner? (c) Hvilke gode egenskaber må den kristne opdyrke, og hvilke dårlige egenskaber må han aflægge?
27 Denne gamle tingenes ordning er gennemsyret af selviskhed. Folk røber det ved deres indstilling til livet; de søger at få så meget som muligt for så lidt som muligt. Det er denne selviskhed de politiske og religiøse ledere appellerer til for at vinde folk for deres organisationer. Den viser sig hos mennesker der uden betænkning låner penge hvor de kan, men som ikke forhaster sig når de skal betale tilbage, og som ofte slet ikke har i sinde at betale pengene igen. Nogle vil endda prøve at retfærdiggøre dette ved at sige at det i virkeligheden ikke er så forkert at låne hos en rig mand og undlade at betale beløbet tilbage, eftersom den rige mand ikke har brug for pengene selv. Hvor ofte opstår der ikke klammeri og slagsmål på grund af en gæld der ikke betales tilbage! Salme 37:21 siger da også at det er „den gudløse [der] låner og bliver i gælden“.
28 Jehova velsigner ikke de onde eller gudløse. Han velsigner ikke dem der er selviske og begærlige og som kun tænker på hvor meget de kan få ud af livet mens de til gengæld gør så lidt som muligt for andre. De der ønsker at leve i den nye verden må opdyrke kærlighed fremfor selviskhed, en gavmild ånd i stedet for begærlighed. Den kristne sætter sig ikke i gæld for at få flere materielle ejendele, nej han har lært at være tilfreds med det nødvendige, som han tjener til ved et flittigt og ærligt arbejde. Apostelen Paulus passede på ikke at falde sine brødre til byrde. Han brugte ikke sin stilling som apostel til at udnytte sine medkristne materielt. Han begærede ikke deres „sølv eller guld“. Som heltidsapostel satte han pris på menighedernes hjælp fordi den gav ham mulighed for at vie tjenesten al sin tid, men når han ikke fik denne frivillige hjælp var han villig til at sy telte så han kunne sørge for sine fornødenheder. — Ap. G. 20:33, 34; 18:3; 1 Tess. 2:9.