Bliv ved med at jage mod åndelige mål

„Idet jeg glemmer hvad der er bagved og rækker efter det der er foran, jager jeg frem mod målet efter sejrsprisen.“ — Filipperne 3:13, 14.

1, 2. Hvilke anstrengelser gjorde fortidens løbere sig, og hvorfor? (1 Korinter 9:24)

„FRA det øjeblik afspærringen falder, tænker en god løber kun på at komme fremad, han retter sin opmærksomhed mod målet og stoler på at hans ben vil vinde løbet for ham.“ Således beskriver historikeren Lukian, der levede i det første århundrede, den intensitet hvormed løberen deltog i løbet. Hver nerve og muskel var spændt for at han kunne komme først i mål. Belønningen, der ofte bestod af en krans af blade, betød sædvanligvis at sejrherren resten af livet nød „den mest udsøgte anerkendelse“, for alle vidste at han havde ydet en vældig indsats og lidt store afsavn før han ’vandt belønningen’.a

² Idet Paulus benytter billedet med en løber for at vise hvad en kristen må gøre for at nå sit mål, det evige liv, giver han følgende formaning: „Løb på en sådan måde at I kan opnå [sejrsprisen].“ (1 Korinter 9:24) Paulus sagde at han ’rakte efter det der var foran’ (ligesom en løber hvis legeme er bøjet forover og som sætter alt ind på at nå målet) og ’jagede frem mod målet efter sejrsprisen, kaldet opad fra Gud’. (Filipperne 3:13, 14) Hvis en kristen „løber“ skal opnå sejrsprisen, evigt liv, må hele hans liv være rettet mod dette ene mål. Forholder det sig sådan med dit liv?

’Lad os da have denne indstilling’

3. Hvilken indstilling må kendetegne modne kristne, ifølge Filipperne 3:13?

³ Ved at ’glemme hvad der var bagved’, viste apostelen Paulus at denne belønning var hans vigtigste mål i livet. Han kaldte ’det der lå bagved’ for „en bunke affald“ eller „skarn“. (da. aut.) Dette var stærke ord, især i betragtning af hvad det var Paulus havde lagt bag sig da han begyndte at løbe på den vej der fører til livet. (Se side 4.) Med tanke på sit eget eksempel formanede han: „Lad os da, så mange af os som er modne, have denne indstilling.“ — Filipperne 3:5-8, 15, 17.

4. Hvilke midlertidige mål bør man sætte sig hvis man (a) endnu ikke er døbt, og (b) hvis man er blevet døbt for nylig?

⁴ De som apostelen henvendte disse ord til, var allerede begyndt på dette løb og var blevet modne kristne. Men hvad nu hvis man ikke er døbt og derfor endnu ikke er begyndt at løbe? Så må man arbejde henimod dette som det første mål, for de der ikke løber vil ikke modtage det evige livs sejrspris. Hvis man derimod lige er begyndt på dette løb, må det første mål man sætter sig, være at række efter kristen modenhed. Det indebærer at man stræber efter at tage imod hele den kristne sandhed og at få sine opfattelsesevner „opøvet til at skelne mellem ret og uret“. — Hebræerne 5:14; 6:1.

5. Hvilke spørgsmål kan hjælpe os til at ransage vor indstilling til at vinde livet?

⁵ Af Paulus’ ord: „Lad os . . ., så mange af os som er modne, have denne indstilling,“ fremgår det imidlertid at selv de der er modne må ransage deres indstilling, for nogle kunne være „indstillet anderledes“. (Filipperne 3:15) Hvad har du for eksempel lagt bag dig? Betragter du stadig disse ting på samme måde som Paulus gjorde? Eller har den materialistiske og ambitiøse stræben i verden lagt mere beslag på din tid og opmærksomhed? En kristen må naturligvis sørge for det nødvendige til sig selv og sin familie. Paulus arbejdede som teltmager — et arbejde der krævede en ikke ringe omstilling fra den strålende karriere han tidligere havde gjort. Men nu var det „sejrsprisen“, og ikke hans verdslige arbejde, der var det største i hans liv. Gælder det også for dit vedkommende? — Apostelgerninger 18:3; 20:33, 34.

Opøv dig i gudhengivenhed

6. Hvilken opøvelse er, ifølge Første Timoteusbrev 4:7, 10, nødvendig for at vinde det evige liv?

⁶ I sin vejledning til Timoteus henledte apostelen Paulus opmærksomheden på en egenskab som alle der ønsker at vinde „sejrsprisen“, nødvendigvis må eje. Han havde uden tvivl de mange års hårde træning der kræves af sportsmænd, i tanke da han skrev: „Opøv . . . dig selv med gudhengivenhed som mål. . . . med dette for øje slider vi i det og kæmper energisk.“ — 1 Timoteus 4:7, 10.

7. Hvad er gudhengivenhed, og hvordan kan vi ransage vort motiv?

⁷ At eje gudhengivenhed vil sige at have et nært og personligt forhold til Jehova. Det sigter til det vi er i hjertet, hvilket vore religiøse handlinger ikke nødvendigvis er et vidnesbyrd om.b Vi må derfor fra tid til anden ransage os selv for at gøre os klart hvorfor vi tager del i den hellige tjeneste. Er det på grund af det andre måtte tænke om os hvis vi ikke gjorde det? Er det for at gøre et godt indtryk på mennesker? Er det blot fordi vore forældre insisterer på det? Eller er det fordi vi ønsker at behage Gud? Fra tid til anden har vi alle brug for at nogen giver os et lille puf. Et personligt mål eller en organisationsmæssig ordning kan virke som en spore, men det vi gør bør udspringe af ægte gudhengivenhed. — 2 Peter 3:11.

8. Hvad er, foruden bibelstudium, nødvendigt for at opøve gudhengivenhed?

⁸ Når vi ’næres af troens ord’ gennem vort personlige bibelstudium og ved menighedens møder, kan vi opelske gudhengivenhed. (1 Timoteus 4:6) Men det er ikke nok bare at læse. Spørg dig selv: Hvad fortæller dette mig om Jehova? Hvordan bør dette berøre mit liv eller mit syn på andre? Vil jeg anvende det jeg har lært? Hvornår? Hvordan? Denne form for meditation er en del af vor opøvelse i gudhengivenhed.

9. Hvilken erfaring viser nødvendigheden af at vi til stadighed opøver os med gudhengivenhed som mål?

⁹ En sportsmand der træner må til stadighed analysere hvordan han kan gøre fremskridt. Som løbere i det kristne løb må vi passe på aldrig at tage vor åndelige vækst for givet. En kvinde der siden sin barndom havde overværet Jehovas Vidners møder og som regelmæssigt havde taget del i tjenesten på arbejdsmarken, blev klar over at denne rutinemæssige kristne virksomhed ikke var tilstrækkelig, for hun blev senere involveret i kønslig umoralitet. Efter at hun var kommet på fode igen sagde hun: „Jeg gik ud fra at jeg var et åndeligt menneske, men jeg blev klar over at min gudsdyrkelse kun havde været mekanisk. Efter mit åndelige fald begyndte jeg at gøre meget mere ved mit personlige studium og at anvende det på mig selv. Jeg bad Jehova om hjælp. Følgen var at jeg begyndte at vokse åndeligt og for første gang udviklede et personligt forhold til ham.“

10. Hvordan kan værdsættelse hjælpe os til at få et nærmere forhold til Jehova?

¹⁰ Vi må også have værdsættelse. Når vi nyder en velsmagende frugt kunne vi for eksempel tænke: ’Hvor er det en kærlig Fader vi har, der har sørget for noget så vidunderligt!’ Eller når vi ser en flammende solnedgang kunne vi tænke: ’Hvor er vor himmelske Fader dog en stor kunstner!’ Vi kan gøre det til en vane at lægge mærke til de daglige vidnesbyrd om Jehovas omsorg. På denne måde vil vi få et nærmere forhold til ham. — 1 Tessaloniker 5:18; Jakob 4:8.

’Må række fremad’ — er endnu ikke fuldkomne

11. Kan en kristen tillade sig at lade hænderne synke fordi han har været mange år i sandheden?

¹¹ I det første århundrede var der nogle i menigheden i Filippi der havde kendt sandheden i nogen tid og som var begyndt at lade hænderne synke, idet de følte at de havde nået et tilfredsstillende åndeligt stade. Paulus henledte opmærksomheden på sit eget eksempel, idet han sagde: „Ikke at jeg [en apostel og en kristen i over 25 år] allerede har fået det [den himmelske sejrspris], eller allerede er gjort fuldkommen, men jeg jager efter det, . . . Brødre, jeg mener endnu ikke om mig selv at jeg har grebet det.“ — Filipperne 3:12, 13.

12. Hvorfor må en kristen fortsat stræbe efter at iføre sig den nye personlighed?

¹² En kristens liv er altid fremadskridende. Stadig fremgang er nødvendig for at kunne iføre sig den nye personlighed. Skrøbeligheder der kunne diskvalificere os, må modvirkes. (1 Timoteus 4:15; 1 Korinter 9:27) En forkynder fortæller at hun ofte optrådte overlegent og let blev oprevet over andres handlemåde. Efter at være blevet vejledt forstod hun at dette kunne være en fare og hindre hende i at opnå evigt liv. „Jeg bestræbte mig for at tænke positivt om andre. Efter at have tugtet mig selv en tid blev det lettere,“ indrømmer hun. „Når jeg blev oprevet bad jeg: ’Jeg ønsker ikke at være sådan, Jehova. Du ved hvor svært jeg har det, så jeg beder dig hjælpe mig!’ Det har han i sandhed gjort!“ Hun satte sig det mål at overvinde en bestemt svaghed og lægge mere af Guds ånds frugt for dagen. Hun blev velsignet og kom endog ud at tjene som missionær. Har du behov for at stræbe efter sådanne mål? — Galaterne 5:22-26.

13. Hvilket mål nåede en familie, og hvad tilskyndede den dertil?

¹³ I erkendelse af at han ikke „allerede er gjort fuldkommen“ og endnu ikke har opnået det evige livs belønning, vil en kristen give agt på sin indstilling til tjenesten. Et ægtepar i De forenede Stater tog deres forhold op til overvejelse. Det var i 1958; hustruen var på det tidspunkt førstelærer på en skole, og manden, der var salgschef, tjente over 40 dollars i timen. „Så begyndte vi at tænke på nogle der arbejdede på Jehovas Vidners hovedkontor og som havde opgivet en formue for at tjene dér uden løn, blot for at bringe sandheden ud til mennesker som os,“ fortæller hustruen. Tilskyndet af dette eksempel solgte ægteparret deres hus, og sammen med deres to børn flyttede de hen hvor behovet for forkyndere var større. Begge var tilfredse med at arbejde for en beskeden løn for at forsørge deres familie. Hele deres liv gik nu med at hjælpe andre, idet de hver især inden længe gennemsnitlig ledede femten bibelstudier om ugen med interesserede. „Vi erfarede en inderlig glæde som penge aldrig kunne give os. Og især har det glædet os at se vore børn vokse op med den samme kærlighed til Jehova,“ siger manden. — Filipperne 4:12, 13.

14. Nævn nogle personlige mål som mange har sat sig.

¹⁴ Det er naturligvis ikke alle familier der kan gøre en sådan forandring. Men et stadig større antal har foretaget forandringer for at få en større andel i forkyndelsen, og nogle er endog blevet hjælpepionerer eller almindelige pionerer. I tjenesteåret 1981 var der hver måned gennemsnitlig 151.180 der deltog i pionertjenesten — det største antal nogen sinde og næsten ti procent flere end året før! Mange har gjort betel- eller missionærtjenesten til deres mål. Med de nye afdelinger af Gileadskolen i Mexico og Forbundsrepublikken Tyskland er mange flere blevet i stand til at nå nye og større mål i livet. Andre har arbejdet hårdt for at indgive deres børn en inderlig kærlighed til Jehova. Indviede brødre har rakt ud efter at blive menighedstjenere, ældste eller rejsende tilsynsmænd, ved at udvikle de nødvendige åndelige kvalifikationer. — 1 Timoteus 3:1-13.

15. Hvordan kan kristne hustruer hjælpe deres mænd til at holde sig målet, det evige liv, for øje?

¹⁵ Kristne hustruer hjælper deres mænd ved at sætte „sejrsprisen“ først. „Jeg vil aldrig glemme det min kone sagde, da jeg læste at tre af de mænd jeg havde oplært til at overtage mit arbejde da vi rejste, lige var blevet millionærer,“ siger den forkynder der omtales i paragraf 13. „Hun sagde: ’Penge er noget der er her i dag og som er borte i morgen. Det vi har gjort ved at hjælpe mennesker åndeligt, har varig værdi.’ Hun har altid opmuntret mig til ikke at lade mig involvere i at tjene store penge igen. Med hendes hjælp har vi kunnet tage kredstjenesten op da vore børn var blevet voksne.“ Ja, kvinder der støtter deres mænd åndeligt kan hjælpe dem til at ’vinde Jehovas velbehag’. — Ordsprogene 18:22, NW.

Mulighederne varierer

16. (a) Hvad mente apostelen Paulus åbenbart da han sagde til de kristne i Filippi at de ’manglede lejlighed’? (b) Hvordan ved vi at Jehova ikke er utilfreds med sine tjeneres bestræbelser?

¹⁶ Menigheden i Filippi havde tidligere været ualmindelig gavmild over for Paulus, men en tid havde den ikke givet noget materielt. Hvorfor? „I [manglede] lejlighed,“ skrev Paulus. (Filipperne 4:10) Det var åbenbart vanskelige tider, ændrede omstændigheder, eller deres manglende kendskab til hvor Paulus var, der havde hindret brødrene i at gøre det deres hjerte ønskede. Vore omstændigheder kan også sætte en grænse for hvad vi kan gøre. Det forstår Jehova. Som eksempel kan nævnes at Jehova under Moseloven tog imod et syndoffer i forhold til den ofrendes formåen, selv om det kun var otte kopper mel! (3 Mosebog 5:5-11) Alt hvad Gud ønskede, var at man ofrede det bedste man havde. — 2 Mosebog 23:19; Hebræerne 13:15, 16.

17. Hvad er ligesom milepæle i vor stræben efter at nå endemålet, det evige livs sejrspris?

¹⁷ Men giver vi virkelig Jehova det bedste vi har? Holder vi os hver dag den storslåede belønning, det evige liv, for øje? (Jævnfør Hebræerbrevet 12:1, 2.) Det kan vi i høj grad blive hjulpet til at gøre, hvis vi hen ad vejen sætter os åndelige mål som vi stræber efter at nå. Disse bliver milepæle i vort kristne løb. Som vi har set, er en af disse milepæle dåben. Er du nået til dette punkt? Hvordan med kristen modenhed — har du af hjertet taget imod hele den kristne sandhed, så du ikke længere anfægter, betvivler eller gør indsigelse imod enhver ny tanke? Og har du lært daglig at træffe beslutninger på grundlag af Bibelens principper? I så fald har du passeret endnu en milepæl. Er åndens frugter blevet en fast bestanddel af din personlighed? Har tjenesten på arbejdsmarken den samme betydning for dig som den havde for vort forbillede, Jesus Kristus? Og hvordan med motivet til det du gør? Er dit motiv sand gudhengivenhed? Timoteus var ældste i den kristne menighed, men alligevel blev han formanet til at opøve sig selv med dette som mål. Når vi nogle af disse mål og rækker vi ud efter andre, idet vi altid har blikket rettet mod den storslåede belønning, det evige liv? Rækker vi virkelig „efter det der er foran“?

18. Hvilke velsignelser modtager vi nu ved at opøve gudhengivenhed?

¹⁸ Velsignelserne ved at gøre en sådan bestræbelse er mange. Paulus sagde om gudhengivenheden at „den indeholder et løfte for livet nu“. (1 Timoteus 4:8) Han beskrev den tilfredshed vi trods vanskeligheder kan have allerede nu: „[Vi er] som bedrøvede men altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som nogle der intet har og dog ejer alt [alt hvad der er værd at have, Phillips].“ — 2 Korinter 6:10.

19. Hvorfor bør vi hver især være opmærksomme på hvordan vi løber i vor stræben efter at opnå evigt liv?

¹⁹ Snart vil vi nå vort endelige mål — ’det liv som skal komme’. Om den himmelske belønning Paulus ventede, kunne han sige: „Jeg [regner] ikke den nuværende tids lidelser for noget i sammenligning med den herlighed der skal åbenbares på os.“ (Romerne 8:18) Ja, alle de anstrengelser vi har udholdt under løbet vil være for intet at regne i sammenligning med de velsignelser som det evige liv vil skænke os, hvad enten det bliver i himmelen eller på jorden. Hold derfor blikket rettet mod åndelige mål. Løb for at vinde. Løb som om det gjaldt selve livet — det gør det! — Salme 37:3, 4, 11, 29.

[Fodnoter]

■ Hvilket vigtigt mål må kristne stræbe efter, og hvilken indstilling bør vi have med hensyn til at nå det?

■ Hvordan opøver vi os selv med gudhengivenhed som mål?

■ Hvilke midlertidige mål må vi sætte os mens vi stræber efter endemålet, det evige liv?

■ Er Jehova aldrig tilfreds med de bestræbelser vi gør os i hans hellige tjeneste?

[Illustration på side 8]

Der er midlertidige mål vi må sætte os mens vi stræber efter endemålet, det evige liv

Gudhengivenhed

Modenhed

Dåb

Øget tjeneste

Mere af åndens frugt