Den fuldvisse indsigts hele rigdom

„For at deres hjerter må opmuntres, derved at de sammenknyttes i kærlighed og med henblik på den fuldvisse indsigts hele rigdom og med henblik på nøjagtig kundskab om Guds hellige hemmelighed: Kristus.“ — Kolossenserne 2:2, NW.

1. Hvorledes opnår vi den fuldvisse indsigts hele rigdom? I hvilken hensigt?

JEHOVA GUD vil, at hans folk skal forstå hans skrevne ord, bibelen. Gennem indsigt opnår vi fuld forvisning om det, vi tror. Det er kun, hvis vi forstår, at vi kan fortælle andre om vor tro og gøre det i den faste overbevisning, at vi har sandheden, som alle burde tage imod. Det har ikke megen værdi at høre noget, man ikke forstår, for så betyder det ikke noget for en. Vi kan ikke øve ret, medmindre vi forstår, hvad der er Guds vilje. Forstår vi ikke det, vil vi tværtimod handle tåbeligt i hans øjne og derfor ikke opnå hans godkendelse. Men når vi forstår hans vilje, som den findes udtrykt i hans skrevne vejledning, kan vi gøre den. Gør vi Guds vilje, giver det os et vishedens håb og sætter os i stand til at holde fast ved dette håb indtil enden, indtil vi arver, hvad Gud har lovet, og høster hans rige belønning for vor tjeneste. Vi ønsker at vide, hvordan vi skal komme til ham i bøn, og hvad vi skal bede om for at få vore bønner besvaret. Så kan vi nærme os ham i fuld forvisning. Vi ønsker fuld forståelse af det håb, han har skænket os, for at vi ikke skal nære falske forhåbninger og spilde vore kræfter og vor indsats på noget, der er forgæves. (Hebræerne 6:11, 12 og 10:22, 23) Derfor kan vi ikke tillade os at undervurdere den fuldvisse indsigts hele rigdom.

2. Hvorfor var det nødvendigt for hebræerne på Nehemias’s tid at få bibelen oversat?

² For største parten af menneskehedens vedkommende er bibelen, hvori Guds vilje og hensigt er udtrykt, skrevet på døde sprog, nemlig hebraisk og det græske fællessprog (koine). Af den grund har det været nødvendigt at oversætte den originale bibel, for at vi kunne lære at kende, hvad den indeholdt. Endvidere må den oversættes og forklares på en sådan måde, at vi kan forstå, hvad der står i den. Så tidligt som fem hundrede år før Kristus måtte hebræerne eller israelitterne selv have de hebraiske skrifter oversat for at kunne fatte deres indhold. Jerusalem var blevet ødelagt og de overlevende ført i fangenskab til Babylon. Under deres halvfjerdsårige fangenskab dér var en ny generation vokset op. Denne nye generations nære samkvem med babylonierne bevirkede, at de glemte deres modersmål og i stedet talte aramaisk, et sprog, der havde lighed med hebraisk og var beslægtet med det. Det var det sprog, de talte, da de vendte tilbage til deres hjemland. To og firsindstyve år efter, at de var vendt tilbage, lykkedes det statholderen Nehemias at genopbygge Jerusalems mure. Begivenheden blev fejret med en festlighed, under hvilken præsten Ezra og andre levitter læste op af bibelen for den forsamlede skare. For at denne tilhørerskare kunne forstå det læste, måtte oplæserne oversætte det for dem. Herom læser vi i Nehemias 8:7, 8, at de „forklarede betydningen af loven for folket, mens det stod op; de læste op af bogen med Guds lov og oversatte, efterhånden som de læste, og forklarede betydningen, så at folket forstod, hvad der blev læst op“. (Mo) Ved at folket således fik oversat den bibelske tekst fra hebraisk til aramaisk, det sprog, de nu talte, fik de forståelse af, hvad Guds lov var.

3. Hvorfor er moderne oversættelser af bibelen nødvendige i dag? Hvilken oversættelse er enestående iblandt dem?

³ I dag er bibeloversættelserne i mange lande holdt i et gammeldags sprog og kan derfor ikke rigtig forstås, men må forklares i moderne vendinger. Den romersk-katolske Douay-oversættelse af bibelen, for eksempel, blev færdig i året 1610. Den populære tyske oversættelse af Martin Luther fuldførtes i 1534, men blev senere revideret af ham selv. Den mest populære bibeloversættelse, King James’, også kaldt den Autoriserede Oversættelse, udkom i 1611. Disse bibeloversættelser er altså hundreder af år gamle, og sprogene har i mellemtiden undergået store forandringer med hensyn til ordenes betydning samt i form og udtryksmåde. Ligeledes har vi fået større forståelse af og kendskab til det originale hebraiske, aramaiske og græske sprog, der er anvendt i bibelen, og det sætter os i stand til at udarbejde en nøjagtigere oversættelse. Derfor er det ganske i sin orden, at der på moderne sprog er udkommet mange oversættelser, hvori man har gjort brug af vore dages forøgede kundskab. Alle disse oversættelser kaster større lys over bibelens indhold. Nu da dette nummer udgives, er den seneste og sikkert mest enestående oversættelse, der findes, den engelske „New World Translation of the Christian Greek Scriptures“, som blev frigivet onsdag den 2. august 1950 ved Jehovas vidners internationale stævne, Teokratiets Vækst, i Yankee Stadium, New York. Læsningen af denne oversættelse, der er udarbejdet af New World Bible Translation Committee, vil være en enestående berigelse af vor forståelse af og indsigt i Guds ord. Dens fortrin er mange. Da vi her skal drøfte nogle af dem, vil det være godt, om de læsere, som ejer et eksemplar af denne nye oversættelse, har den ved hånden, så de kan slå op i den.

Nuancer i ordenes betydning

4. Hvorledes skelner denne oversættelse mellem de ord, der oversættes ved verden?

⁴ King James-oversættelsen såvel som andre gamle oversættelser har givet anledning til mange misforståelser, fordi man har oversat to eller flere forskellige græske ord ved samme engelske ord. New World Translation skelner imidlertid mellem disse nuancer i originalsproget, hvilket er en stor hjælp til en rigtig fortolkning af skrifterne. Tag for eksempel ordet „verden“. I King James-oversættelsen bruges det for fire forskellige ord: aion, ge, kosmos og oikoumene. I Jesu profeti om denne verdensorganisations ende forekommer alle fire ord. I King James-oversættelsen skelnes der ikke mellem de tre af dem, men de oversættes alle ved „verden“. Men læg mærke til den nye oversættelses gengivelse af disse tre ord, hvor de forekommer i Mattæus 24:3, 14, 21; 25:34, NW: „Mens han sad på Oliebjerget, kom disciplene til ham alene og sagde: Sig os, hvornår skal disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og på tingenes systems [aion] samtidige afslutning?“ Jesus svarede: „Dette gode budskab om Riget skal forkyndes over hele den beboede jord [oikoumene] til et vidnesbyrd for alle nationerne, og så skal den absolutte ende komme.“ „Thi da skal der komme en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens [kosmos] begyndelse indtil nu og heller ikke skal komme igen.“ „Kom, I, som har min Faders velsignelse, arv det rige, som har været beredt jer fra verdens [kosmos] grundlæggelse.“ Disse oversættelser kan på ingen måde få læserne til at mene, at det er vor bogstavelige jord, der skal ophøre at være, men derimod tingenes system. At udtrykket „jord“, som King James-oversættelsen gengiver med „verden“ i Åbenbaringen 13:3, kan bruges i symbolsk betydning, fremgår af den nye oversættelse: „Og hele jorden [ge] fulgte dyret med beundring.“ (NW) Her betyder jord naturligvis de mennesker, der lever på jorden. Vi ser derfor, at kun det ene ord [kosmos] er oversat ved verden gennem hele den nye oversættelse. Den eneste undtagelse herfra er i 1 Peter 3:3, hvor kosmos anvendes om kvinders prydelse.

5. Hvilken bedre oversættelse benytter den i forbindelse med ordet hedninger?

⁵ Betegnelsen hedninger er blevet udeladt og i stedet gengivet med „nationer“ eller „nationernes folk“, hvilket rammer det originale ords betydning bedre. (Mattæus 24:14; 6:7, NW) Et eksempel er Jesu sidste befaling til sine disciple: „Gå derfor hen og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem [folk, ikke nationerne] i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn.“ — Mattæus 28:19, NW.

6. Hvorledes lader den nye oversættelse grundbetydningen af ordet pneuma komme frem på fem forskellige måder?

⁶ Grundbetydningen af ordet pneuma er usynlig drivkraft, og den nye oversættelse lader det komme frem på fem forskellige måder. Først som en usynlig kraft i funktion, hvad enten det er vinden eller en upersonlig ånd. Vi læser: „Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, som er født af ånden.“ For det andet som en usynlig, himmelsk skikkelse: „Gud er en ånd.“ (Johannes 4:24, NW) For det tredje som en sindstilstand. Hvor King James-oversættelsen siger: „Herren Jesus Kristus være med din ånd“, siger den nye oversættelse: „Herren være med den ånd, du lægger for dagen.“ (2 Timoteus 4:22, NW, og Filipperne 4:23, NW) For det fjerde som en inspirerende kraft: I stedet for at bruge det ubestemmelige udtryk „i ånden“ lyder Johannes’s ord: „Ved inspiration var jeg på Herrens dag.“ (Åbenbaringen 1:10, NW) Det viser, at Johannes kom under åndens indflydelse. For det femte som en udtalelse inspireret af en usynlig kilde: „I elskede, tro ikke enhver inspireret udtalelse, men prøv de inspirerede udtalelser, om de kommer fra Gud, thi mange falske profeter er draget ud i verden. . . . dette er antikrists inspirerede udtalelse, ham, som I har hørt skal komme.“ (1 Johannes 4:1-3, NW) „Og jeg så tre urene inspirerede udtalelser, der lignede frøer, komme ud af munden. . . . De er nemlig udtalelser inspireret af dæmoner og gør tegn, og de går ud til kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag.“ — Åbenbaringen 16:13, 14, NW.

7. Hvorledes skelner den mellem lykke og salighed?

⁷ King James-oversættelsen gengiver to forskellige græske ord med det ene ord „velsignet“. Den nye oversættelse skelner mellem dem og gengiver det ene med „lykkelig“ (makarios). I bjergprædikenen læser vi for eksempel: „Lykkelige er de, som er sig deres åndelige behov bevidst, for Himmeriget tilhører dem. Lykkelige er de, som sørger, for de skal blive trøstet.“ Og så fremdeles. Vi kan derfor ikke længere kalde disse vers „saligprisninger“ som i den latinske Vulgata. Vi må kalde dem udtryk for en lykketilstand. (Mattæus 5:3-12, NW) I harmoni hermed siger Jesu jordiske moder, Maria: „Min sjæl ophøjer Jehova . . . Thi se! fra nu af skal alle generationer prise mig lykkelig.“ (Lukas 1:46-48, NW) Vi læser også om den „lykkelige Gud“ og om „den lykkelige og eneste hersker“. (1 Timoteus 1:11; 6:15, NW) Gud og hans søn er lykkelige!

8. Hvordan tilkendegiver den, hvor længe der har været vidner for Jehova?

⁸ At der i King James-oversættelsen i Hebræerne 12:1 pludselig anvendes ordet „vidner“, har ført til mange forskellige udlægninger, og en del har været af den mening, at forfatteren her har tænkt på tilskuere, der var vidne til et kapløb. Den nye oversættelse viser, at det beslægtede udsagnsord, der betyder „at få vidnesbyrd“, bruges fire gange i det foregående kapitel, hvor han drøfter begrebet tro og siger: „På grund af den fik fortidens mænd vidnesbyrd.“ Han nævner specielt, at Abel og Enok fik dette vidnesbyrd, og afslutter kapitlet med at sige: „Og alle disse, skønt de fik vidnesbyrd for deres tro, opnåede ikke løftets opfyldelse, eftersom Gud forudså noget bedre for os.“ Det næste kapitel indleder han med ordene: „Så lad da også os, fordi vi har så stor en sky af vidner omkring os, aflægge alt det, som tynger, og synden, som så let besnærer os, og lad os med udholdenhed fuldende løbet.“ (Hebræerne 11:2, 4, 5, 39, 40; 12:1, NW) Vi forstår derigennem, at forfatteren mener Jehovas vidner fra Abel til Johannes Døber. Heraf kan vi vide, at Jehovas vidner ikke tog deres begyndelse i 1931, da vi offentligt vedkendte os dette bibelske navn ved det internationale stævne i Columbus, Ohio, for at adskille os fra de hundreder af sekter, der påstår at være kristne.

9, 10. Hvorledes fremhæver oversættelsen den tro og kloge træls forfremmelse?

⁹ Nyere oversættelser gengiver flere græske ord med ordet „husstand“, også det ord, der kun forekommer een gang, i Mattæus 24:45. Men her skelner den nye oversættelse meget skarpt og gengiver skriftstedet således: „Hvem er virkelig den tro og kloge træl, som hans herre har sat over sit tyende [oiketeia] til at give dem deres mad i rette tid?“ (NW) Et lignende skriftsted i Lukas 12:42 gengiver ordet tyende med tjenestefolk. Der ser kun ud til at være een engelsk oversættelse til, der gengiver dette ord med „tyende“, og det er Murdocks oversættelse fra den Syriske Version. Oversættelsen fra den Syriske Version af A. S. Lewis gengiver det „fæller“ i betydningen medslaver. Alle andre oversættelser gengiver det uden hensyn ved „husstand“. Men Ostys franske oversættelse af 1949 gengiver det „tyende“, og det samme gør de tyske oversættelser af Luther og Perk (1947) og Elberfeld og de spanske oversættelser af Nácar-Colunga (1948) og Bover-Cantera (1947) og Hispano-Americana og den portugisiske oversættelse af J. F. D’Almeida.

¹⁰ Med denne nøjagtige gengivelse kan vi se, hvorledes Herren forfremmer denne indviede tjenesteorganisation, som han skildrer som den „tro og kloge træl“ ved denne verdens ende. Inden forfremmelsen er trællen kun sat over Herrens „tyende“ eller „tjenestefolk“ for at give dem deres åndelige mad i rette tid. Vi kan derfor se, hvorledes en i hans stilling kunne blive ond og begynde at slå sine medtrælle. Hvilken forfremmelse modtager den kloge trælleorganisation for trofast at føde hele Herrens tyende? Jesu profeti om verdens ende svarer: „Lykkelig er den træl, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan. Sandelig siger jeg jer, han vil sætte ham over [hvad?] alt, hvad han ejer.“ (Mattæus 24:46, 47, NW; Lukas 12:43, 44) Nu viser kendsgerningerne, at Jesus har forfremmet sin salvede trælleskare på denne måde siden 1919.

Dødstilstanden, „helvede“ og sjæl

11. Hvorledes viser den, at døden er som en søvn?

¹¹ Jesus sammenlignede døden med en søvn. I sin omtale af sin kære vens død siger han: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg rejser derhen for at vække ham af søvne.“ Som forklaring sagde han rent ud til sine disciple: „Lazarus er død.“ (Johannes 11:11-14, NW) Vor nye oversættelse viser, hvor ordet „søvn“ betyder død. Da martyren Stefanus blev stenet og havde sagt sit sidste ord, læser vi: „Og da han havde sagt dette, sov han ind i døden.“ Også David „sov ind i døden og blev lagt hos sine stamfædre“. Om en hustru siges der: „Sover hendes mand hen i døden, er hun fri til at gifte sig, med hvem hun vil.“ Til de kristne siger apostelen: „Vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover ind i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.“ Om dem, som spotter os, fordi vi advarer om verdens ende, blev der forudsagt, at de ville sige: „Fra den dag, vore fædre sov ind i døden, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.“ — Apostlenes Gerninger 7:60; 13:36; 1 Korinter 7:39; 1 Tessaloniker 4:13; 2 Peter 3:4, NW.

12. Med henblik på „helvede“, hvilke tre græske ord skelner den imellem? Hvorledes?

¹² I overensstemmelse med den kendsgerning, at deres dødstilstand, som genløses af Jesus, er som en søvn, skelner den nye oversættelse tydeligt mellem tre græske ord, der gengives med Hades, Gehenna og Tartarus. King James-oversættelsen gengiver dem alle tre med det engelske ord „hell“, helvede. Dette har ført til mangen en helvedesprædiken og til megen forvirring og kval hos dem, som har mistet deres kære i døden. Ordet „helvede“ med den rædsel, som det religiøse præsteskab har lagt i det, forekommer ikke i New World Translation. Dens appendix indeholder en oplysende forklaring om Hades, Gehenna og Tartarus og viser deres begrænsede betydning og indbyrdes forskel.

13. Hvad viser den, at disse tre græske ord hentyder til?

¹³ Fodnoterne under oversættelsen viser, at Hades svarer til det hebraiske „Sheol“ og hentyder til menneskehedens fælles grav, som Kristus har genløst fra, og som en dag vil blive fuldstændig tømt ved opstandelsen af alle dem, som befinder sig hver i sin grav. Derfor anvender Peter profetien på Jesus, da han lå i menneskehedens fælles grav: „Du vil ikke lade min sjæl blive tilbage i Hades.“ Han tilføjer, at profeten David „forudså . . . at Kristus skulle opstå, og talte derom og sagde, at hverken skulle han lades tilbage i Hades . . .“. (Apostlenes Gerninger 2:27, 31, NW) Senere siger Jesus til Johannes: „Jeg har dødens og Hades’s nøgler.“ Om synet, der viser, hvornår han anvender disse nøgler, står der: „Og døden og Hades gav de døde tilbage, som var i dem; og de blev dømt, hver efter sine gerninger. Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død: Ildsøen.“ Det betyder Hades’s død eller ophør. Den symbolske „ildsø“ svarer til Gehenna og er et billede på evig tilintetgørelse. Jesus siger det med disse ord: „Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ Jesus omtaler livet som modsætning til Gehenna, fordi fordømmelse til Gehenna betyder fuldstændig udslettelse af liv. (Mattæus 10:28; 18:9; 23:33; Markus 9:43-47, NW) Det tredje udtryk, Tartarus, hentyder kun til faldne engleånder og ikke til os mennesker. Det forekommer kun een gang, i 2 Peter 2:4, og skildrer disse engles nuværende fornedrede tilstand som følge af deres syndige oprør imod Jehova Gud.

14. Hvorledes fremhæver den, at menneskesjælen er dødelig?

¹⁴ I det lige citerede skriftsted siger Jesus, at Gud har magt til at tilintetgøre både det menneskelige legeme og sjælen i Gehenna. Det åbner vore øjne for den forfærdende kendsgerning, at den menneskelige sjæl kan ødelægges og ikke er udødelig, således som de hedenske filosoffer Pythagoras, Sokrates og Platon lærte. Den kristne sandhed om menneskesjælens dødelighed og forgængelighed fremhæves ganske særlig i den nye bibeloversættelse, idet den konsekvent oversætter det græske ord psyche med det ene ord „sjæl“ de 102 gange, dette græske ord forekommer. I stedet for at virke klodset virker det tværtimod som en åbenbaring af, hvorledes kristenhedens præsteskab har antaget og lært hedenske vranglærdomme om menneskesjælen og ikke kristen sandhed.

15. Hvad viser oversættelsens appendix vedrørende ordet „sjæl“?