Menneskekærlighed — en forudsætning for lykke
EN STOR gruppe mennesker stod og ventede på toget. Blandt dem var to som tydeligvis havde forskellige livsopfattelser. Den ene var en velklædt forretningsmand som så ud til at repræsentere „det etablerede samfund“. Den anden var en ung kvinde som efter sin påklædning at dømme så ud til at gøre oprør mod samfundet. Ikke desto mindre havde disse to noget tilfælles. Det viste sig tydeligt da en synligt beruset mand slingrede hen mod togdøren. Pludselig mistede han fodfæstet, og det ene ben gled ned mellem toget og perronen. Hans ben ville med sikkerhed være blevet revet af ved hoften hvis ikke forretningsmanden og den unge kvinde hurtigt havde grebet ind.
Hvad havde disse to tilfælles? Filantropi — kærlighed til deres medmennesker. Hvor vidtrækkende er denne kærlighed? I dette tilfælde hjalp de to mennesker den berusede mand hen til en bænk, forvissede sig om at han ikke var kommet til skade, og gik derefter hver til sit. De gjorde hvad de kunne for manden ved den lejlighed. De handlede sådan som vi mennesker er blevet skabt til at handle.
På bibelgræsk bruges ordet „menneskekærlighed“ om denne form for hjælpsomhed eller omsorg for mennesker — det at gøre små ting som gør livet behageligt for andre, det at vise gæstfrihed og sørge for andres behov og velbefindende. (Apg. 27:3; 28:2) Den der viser menneskekærlighed er interesseret i andres velfærd, og det ofte uden den personlige tilknytning og hengivenhed som kommer til udtryk i andre kærlighedsforhold. Hvad forretningsmanden og den unge kvinde angik, ophørte de med at være engagerede i den uheldige mands liv da han var uden for fare.
Vises i hverdagen
Menneskekærlighed har stor betydning i ægteskabet. Ægtefællerne giver måske udtryk for romantisk kærlighed over for hinanden og opfylder alle deres forpligtelser. Ikke desto mindre kan deres forhold blive meget skuffende hvis ikke de viser hinanden almindelig menneskekærlighed. At man uopfordret gør små ting for at få den anden til at føle sig lykkelig og veltilpas — disse små ting som man var så hurtig til at gøre i forlovelsestiden — sådanne menneskekærlige handlinger har afgjort stor betydning. David og Jonatan nærede hengivenhed for hinanden som nære venner. Det samme nære venskab bør være at finde mellem mand og hustru. — 1 Sam. 18:1, 3; 2 Sam. 1:26.
En hustru har brug for den tryghed det er at føle at hun er sin mands nærmeste ven — at han hellere vil være sammen med hende end med noget andet menneske. Hvis der ikke er menneskekærlighed og et nært venskab mellem dem, vil hustruen snart begynde at føle sig tilsidesat. ’Han taler ikke til mig. Han er mere interesseret i sit arbejde eller sit firma end i mig,’ siger hun måske. Og ægtemanden kan være tilbøjelig til at synes at hans hustru lægger for meget beslag på hans tid og ikke forstår betydningen af hans andre forpligtelser. Gradvis vil de andre former for kærlighed de nærer til hinanden kølnes, og problemerne hober sig op. Imidlertid løses problemerne nogle gange ved at ægteparret så at sige lever deres forlovelsestid om igen, viser hinanden opmærksomhed og gør små ting for hinanden som et udtryk for deres omsorg.
I den kristne menighed
Det er påbudt kristne at vise omsorg for deres brødre i troen. (Jak. 2:14-17) Da de kristne i Judæa i det første århundrede led under hungersnød og forfølgelse, sendte de kristne i andre lande dem et gavmildt bidrag for at afhjælpe deres nød — i sandhed en menneskekærlig handling. — Apg. 11:28-30; 12:1-5; 2 Kor. 9:1-5.
De ældste har et eksempel i apostelen Paulus, som gjorde langt mere end blot at forkynde „den gode nyhed“ for dem der lyttede til ham. Forkyndelsen var i sig selv en kærlighedshandling, men Paulus lagde også inderlig hengivenhed og menneskekærlighed for dagen. Til nogle han havde undervist, sagde han: „Vi optrådte med nænsomhed i jeres midte, som når en ammende moder plejer sine børn. Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, besluttede vi at give jer, ikke blot Guds gode nyhed [sådan som Gud havde befalet dem at gøre], men også vore egne sjæle [et udtryk for inderlig hengivenhed, broderkærlighed], fordi I var blevet os kære.“ — 1 Tess. 2:7, 8.
Paulus var villig til at gøre sig ulejlighed for sine kristne brødre, og til at give af sig selv. De ældste i den kristne menighed i dag har ofte erfaret at brødrenes behov for omsorg og opmærksomhed kan komme på et ubelejligt tidspunkt. En broder kan for eksempel henvende sig til en ældste efter et møde, og sige: ’Jeg vil gerne drøfte et problem med dig når du har tid.’ I langt de fleste tilfælde vil menneskekærlighed indebære at den ældste tager sig tid nu. Problemet kunne jo være alvorligt — i det mindste for broderen. Det har måske krævet en hel del mod af ham at henvende sig til den ældste. Hvis den ældste derfor udsætter samtalen indtil det er belejligt for ham selv, opdager han måske at broderen har ombestemt sig og ikke ønsker at tale om problemet. Hvorfor? Eventuelt fordi han har mistet modet. Eller fordi han måske allerede har truffet en afgørelse og nu mener at det er for sent at drøfte sagen. Han kan endog være blevet bitter fordi den ældste ikke hjalp ham da han havde behov for det.
Individuel opmærksomhed
Menneskekærlighed er også på sin plads i andre situationer. En søster siger måske til en ældste at temperaturen i rigssalen er for lav for hende. Eller en broder som har hørevanskeligheder beklager sig over at han ikke kan høre hvad der bliver sagt ved møderne. Skal disse blot betragtes som kværulanter? Skal den ældste blot sige til sig selv at det er umuligt at gøre alle tilpas, og at hvis bare de fleste er tilfredse har han gjort nok? Ikke hvis han har alle sine brødres velfærd på sinde. Et bibelsk ordsprog fastslår: „Hvo øret lukker for småmands skrig, skal råbe selv og ikke få svar.“ (Ordsp. 21:13) Den kærlige reaktion ville være at overveje alle „klager“ og at gøre alt hvad der står i ens magt for at alle kan have det godt og komfortabelt.
Jesus henledte opmærksomheden på dette princip i lignelsen om fårehyrden. Han spurgte: „Hvilket menneske blandt jer som har hundrede får og mister ét af dem, vil ikke forlade de nioghalvfems i ørkenen og gå ud efter det han har mistet indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre og glæder sig.“ Jesus understregede her betydningen af at vise hvert enkelt medlem af hjorden særlig opmærksomhed. — Luk. 15:4-7.
Den næstekærlige samaritaner
En af de mest gribende lignelser Jesus benyttede for at understrege betydningen af menneskekærlighed, var lignelsen om den næstekærlige samaritaner. Samaritaneren fandt en tilskadekommen mand på vejen og „fik inderligt ondt af ham“. Hvad gjorde han derfor? „Han gik hen til ham, gød olie og vin på hans sår og forbandt dem. Så satte han ham op på sit eget lastdyr og førte ham til et herberg og drog omsorg for ham. Og den næste dag tog han to denarer [mønter] frem og gav dem til værten og sagde: ’Drag omsorg for ham, og hvad du yderligere måtte give ud, vil jeg betale dig når jeg kommer tilbage.’“ Kristus Jesus fortalte denne lignelse for at indprente dem der følte sig retfærdige, at man for at behage Gud ikke kunne nøjes med blot at overholde Loven og gøre de traditionelle ’gode gerninger’. — Luk. 10:29-37.
En ikke-kristen viser Paulus menneskekærlighed
En anden begivenhed som giver stof til eftertanke, indtraf da apostelen Paulus som fange blev ført til Rom. Apostelgerninger 27:3 nævner at Julius, den overordnede officer som havde kommandoen, viste Paulus medfølelse og menneskekærlighed. „Og den næste dag lagde vi til i Sidon, og Julius behandlede Paulus humant og tillod ham at gå til sine venner og nyde deres omsorg.“
De der fører tilsyn med andre kan lære af denne ikke-kristne mand. Han skar ikke alle over én kam men viste forståelse for andres menneskelige behov. En formand eller tilsynsførende på en arbejdsplads kan på samme måde vise menneskekærlighed hvis han erkender at hver enkelt har et individuelt behov og forskellige begrænsninger. Han vil ikke forlange det samme af alle. Én har måske let ved at lære nye opgaver og er hurtig og dygtig til sit arbejde. Det ville være meget nemt at vise menneskekærlighed over for denne medarbejder. Men hvad med den der er langsom? Den langsomme behøver mere tid, øvelse og opmærksomhed, hvilket kan stille den tilsynsførendes tålmodighed på en hård prøve. Den gode tilsynsførende vil imidlertid være interesseret i hver enkelts trivsel, og han vil derfor gøre små ting så også den langsomme finder glæde ved sit arbejde. Uden dog at være illoyal mod sin arbejdsgiver vil han være mere interesseret i den enkeltes vel end i at følge nogle bestemte regler. Julius læste ikke i en „reglementsbog“ for at finde ud af om han kunne give Paulus lov til at nyde sine venners omsorg. Havde der været en sådan bog ville den sandsynligvis have forbudt denne venlighed.
Senere, på den samme rejse til Rom, led de rejsende skibbrud, og alle ombordværende nåede sikkert i land på øen Malta. Selv om Paulus og mange af de andre var fanger og alle var fremmede, forklarede Lukas at øboerne „viste [dem] en usædvanlig menneskekærlighed, for de tændte et bål og tog sig af [dem] alle på grund af regnen der faldt og på grund af kulden“. (Apg. 28:2, 7, 10) Vi kan lære noget af denne beretning: Man kan godt vise menneskekærlighed over for dem der ikke har samme tro eller baggrund som én selv. Jesus tilskynder os: „I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene; han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode.“ — Matt. 5:45.
Gavnlige virkninger
Hvordan kan vi personligt få gavn af at vise menneskekærlighed? Det giver os stor personlig tilfredshed og fred i sindet. (Ordsp. 19:22, 23) Det behager Jehova. (Mika 6:8) Hvis vi viser menneskekærlighed mod vor næste, ligesom den næstekærlige samaritaner, vil vi modtage velsignelser fra Jehova, og som oftest også fra vore medmennesker. „Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer. Et godt mål, der er presset, rystet og som løber over, vil man give i jeres skød. For med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.“ (Luk. 6:38) Selv om man ikke straks opnår denne belønning, kan det godt betale sig at vise menneskekærlighed — på grund af den selvrespekt og fred i sindet man får.
[Illustration på side 4]
Viser du venlighed over for dem der ikke har samme tro eller baggrund som du selv?