Er De tilfreds med livet?
HVAD er Deres mål i livet? I vor tid med mange bristede illusioner og skiftende værdinormer er De måske et af de mennesker der med deres liv søger at bidrage til menneskehedens velfærd og afhjælpe nogle af verdens problemer. Det kan man gøre på mange måder. Man kan hjælpe syge og deltage i socialt og pædagogisk arbejde. Man kan arbejde på bekæmpelse af forurening og beskyttelse af naturen. Man kan være optaget af kampen for borgerrettighederne, støtte fredsbevægelser, og meget andet.
Eller måske er De blandt dem der koncentrerer sig om at dække deres eget og deres families behov, mens de så vidt muligt undgår at blive indblandet i sociale eller politiske bevægelser.
Hvad der nu end er tilfældet, kan De så sige at Deres liv og virke bringer Dem sand tilfredshed og lykke? Er det uselvisk og til gavn og lykke for andre? Vil Deres bestræbelser med sikkerhed give de ønskede resultater og medføre det De håber på? Findes der ikke nogen livsgerning som ville være bedre for Dem?
Den fuldkomne gerning og livsform som Gud anbefaler
„Hvordan kan man være sikker?“ vil en eller anden måske spørge. „Findes der noget man kan beskæftige sig med som opfylder alle disse krav?“ Ja, der findes en sådan gerning, som mange fylder deres liv med i dag. Det er en gerning der ledes af Gud, og om hans gerninger siges der: „Ære skal I give vor Gud! Han er klippen, fuldkomment, hans værk, thi alle hans veje er retfærd!“ (5 Mos. 32:3, 4) Hans værk er fuldkomment, og det gælder også i alt hvad han udretter og arrangerer med hensyn til menneskene. Når han indbyder mennesker til at deltage i et stykke arbejde, må det derfor være et fuldkomment arbejde. En af Jesu Kristi apostle sagde: „Thi Guds medarbejdere er vi.“ Med hensyn til at deltage i Guds arbejde sagde han: „Idet vi samarbejder med ham, beder vi jer også indtrængende om ikke at tage imod Guds ufortjente godhed og forfejle dens hensigt.“ — 1 Kor. 3:9; 2 Kor. 6:1, New World Translation.
Mere end halvanden million mennesker har gjort den gerning som Gud anbefaler, til deres livsvej, og hvert år tager titusinder nye denne gerning op. Disse mennesker, der er kendt som Jehovas vidner, findes i alle nationer. Da de følger Bibelens normer for handlemåde og moral, er deres virke uden tvivl det største, fuldt ud forenede arbejde på jorden. Dette arbejde vil interessere enhver der har sin næstes ve og vel på sinde, og som oprigtigt ønsker at finde en løsning på menneskehedens problemer og vanskeligheder.
Men hvad går denne gerning, der næsten er en livsform, ud på? Kort fortalt: på at undersøge Bibelen, anvende dens grundlæggende og enkle principper i praksis, og derefter at lade disse oplysninger gå videre til andre. Alle der deltager i dette tror at Guds messianske rige snart skal herske over jorden og håndhæve dette riges retfærdige love.
De fleste kender den bøn Kristus lærte sine disciple, og mange har bedt til Gud med disse ord: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:10) En omhyggelig undersøgelse viser at dette i virkeligheden er en bøn til Gud om at hans rige må herske og indføre de samme fuldkomne, retfærdige, sunde og fredelige forhold på jorden, som eksisterer i himmelen hos Gud.
Det er ikke svært eller kompliceret at følge den livsform som Bibelen anbefaler. Det kræver blot at man gør det som Gud i sin tid skabte mennesket til at gøre. Gud siger: „Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad [Jehova] kræver af dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.“ — Mika 6:8.
Det er derfor Jehovas vidner har taget den gerning op som Gud anbefaler. Sandt nok kræver den en indsats, sådan som enhver nyttig beskæftigelse gør, men den er forbundet med stor tilfredshed og glæde. Det kræver også tid at tilegne sig kundskab om hvad man må gøre, for derefter at kunne praktisere det. Dette er ikke blot en passiv religion, men en hel livsform, der indbefatter en ret tankegang (Fil. 4:8), renhed (Sl. 24:4), flid (2 Tess. 3:10-12; Tit. 3:14), gæstfrihed (Hebr. 13:2), omsorg for andre (1 Tess. 2:8) samt at man forkynder den gode nyhed om Riget for andre, ens egen familie og bekendtskabskreds indbefattet, og underviser interesserede i Bibelens sandheder. — Matt. 28:19, 20; Ef. 6:4.
Fordele ved den fuldkomne gerning og livsform
Men er det korrekt at tale om en fuldkommen gerning? Lad os betragte nogle af dens virkninger og resultater.
Den giver en et mål i livet. Ved at undersøge Bibelen indser man at der er plads for en i Guds hensigter, at man kan hjælpe andre, og at Guds rige sikrer mennesket en fremtid. I dette håb finder man samtidig trøst, for vi forsikres om at de døde vil opstå. — 2 Kor. 1:3, 4; 1 Tess. 4:13.
Den hjælper en til at blive en respektabel samfundsborger der er i stand til at klare sig selv. Når man bliver undervist i Guds gerning indser man at det er ens pligt at arbejde for at sørge for sig selv og sin familie i så stor udstrækning som det er muligt; man bør ikke løbe an på socialhjælp hvis man er i stand til at klare sig selv. Man får noget at leve og arbejde for. (Ef. 4:28) Man kan også regne med Guds hjælp, for Bibelen siger: „Aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans afkom tigge sit brød.“ (Sl. 37:25; sammenlign med Jesu ord i Mattæus 6:25-33.) Når man anvender Bibelens principper i praksis vil man udføre alt, også sit verdslige arbejde, ’som for Jehova’, idet man samvittighedsfuldt søger at efterligne og behage Gud hvis værk er fuldkomment. — Kol. 3:23, 24; Ef. 5:1; Rom. 12:17.
Man beskyttes mod at handle til skade for sig selv og andre. Når man handler i overensstemmelse med nøjagtig kundskab om Guds rige, beskyttes man mod at blive indblandet i politiske kontroverser. Bibelen siger meget klart herom: „Frygt [Jehova] og kongen, min søn, indlad dig ikke med folk, som gør oprør.“ (Ordsp. 24:21, 22; Joh. 18:36; Jak. 4:4) Ved at følge Bibelens principper undgår man at blive indblandet i andres diskussioner og stridigheder. (Rom. 12:18; Ordsp. 26:17) Man overtræder ikke loven eller viser manglende respekt for øvrigheden; derved undgår man at blive straffet som forbryder. (1 Pet. 4:15) Man vil heller ikke benytte sig af tvivlsomme forretningsmetoder for at prøve at blive rig i en fart. (Hebr. 13:18) Man befries for racefordom og national stolthed, for man ved „at der hos Gud ikke er personsanseelse“. (Ap. G. 10:34, 35; 17:26, 27; Gal. 3:28; Kol. 3:11) Et menneske der efterlever dette er optaget af at opbygge og hjælpe andre som ønsker at kende Gud, men han nægter at deltage i heftige diskussioner og skænderier over religiøse spørgsmål. — Ap. G. 24:12; 1 Pet. 3:15.
Den fuldkomne gerning gør mennesket mere åbent ved at udvikle dets interesse for andre. Ved at forkynde om Guds rige kommer man i kontakt med flere mennesker. Ens familie får en større bekendtskabskreds og dermed nye venner. Ved at deltage i menighedens bibelstudiemøder og ved at deltage i forkyndelsen sammen, knyttes man til hinanden med kærlighedens og enhedens bånd. Som Jesus lovede får man „hundredfold igen, nu her i tiden hjem [hvor venner byder én velkommen] og [åndelige] brødre og søstre“. (Mark. 10:29, 30) Man lærer at opdyrke gæstfrihed og venlighed mod andre mennesker. — Hebr. 13:2.
Man bliver bedre til at føre en samtale. Ved at tale med andre om Guds hensigter lærer man deres tankegang at kende, og man lærer at sætte pris på deres erfaringer. Man ’rydder op’ i sit ordforråd i harmoni med Bibelens påbud: „Lad ingen rådden snak udgå af jeres mund.“ (Ef. 4:29) Ved menighedens møder lærer man at udtrykke sig og at føre en bedre og mere virkningsfuld samtale.
Man opnår den højeste form for uddannelse. At tilegne sig kundskab om Gud og hans principper er den højeste form for uddannelse der findes. Verden har gjort store fremskridt med hensyn til teknologisk videnskab, men den har ikke kunnet forbedre menneskers indbyrdes forhold. Man har forsømt at udvikle medmenneskelig kærlighed, agtelse og hensynsfuldhed. Ved at være optaget af at tjene Skaberen genopbygger man disse vigtige egenskaber. Jesus sagde at hans disciple skulle kendetegnes ved deres indbyrdes kærlighed; han befalede os endog at elske vore fjender. Han sagde: „Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ — Matt. 5:43-48; Joh. 13:35.
Familien beskyttes mod umoralitet. Ved at lære Bibelens love om mandens, hustruens og børnenes forskellige pligter at kende, og ved at vise kærlighed, bevares familiens enhed. Alle familiens medlemmer respekteres; når et problem opstår i familien bliver alle taget med på råd selv om det er forældrene der træffer de endelige afgørelser. Man har tillid til hinanden. Man har det godt i hinandens selskab; der er derfor ingen der føler sig nødsaget til at gå sine egne veje for at søge adspredelse, hvilket kunne føre vedkommende ud i dårligt selskab og moralsk fordærv. — Hebr. 13:4; Ordsp. 5:15-18.
Mental og fysisk sundhed fremmes. Den som er optaget af at tjene Gud har fred i sindet. Han føler sig tryg. Han ved at han nyder Guds og sine medkristnes anerkendelse så længe han er trofast. Han føler at han udretter noget ved at hjælpe andre. Han befries for frygt. Alt dette medfører åndelig og mental sundhed der igen bidrager til fysisk sundhed. (2 Tim. 1:7) At besøge folk i deres hjem med den gode nyhed om Riget er ikke blot et forfriskende arbejde der træner sindet; den motion og den forandring i omgivelserne man får, er også gavnlig for ens helbred. Den tanke står udtrykt flere steder i Ordsprogenes bog: „Sagtmodigt hjerte er liv for legemet,“ og: „Glad hjerte er godt for legemet.“ — Ordsp. 14:30; 17:22.
Apostelen Paulus skrev til den unge Timoteus: „Legemlig opøvelse er kun nyttig til lidt, men gudsfrygten er nyttig til alt og har forjættelse både for det liv, som nu er, og for det, som kommer.“ (1 Tim. 4:8) Bibelforskeren Albert Barnes knytter følgende kommentar til apostelen Paulus’ udtalelse: „[Gudsfrygt er nyttig] i enhver henseende. Der findes ingen af menneskets interesser, i forbindelse med dette liv eller det kommende, som den ikke begunstiger. Da den fremmer mådehold, flid og nøjsomhed er den gavnlig for legemets sundhed; og den er gavnlig for renhed og forstandens styrke ved at give os det rette syn på sandhed og på tings relative værdi; den giver os en god samvittighed ved at få os til trofast at gøre vor pligt; . . . og den giver os løfte om alt hvad vi virkelig har behov for i dette liv.“
Kong Salomon, der fra Gud havde fået visdommens gave, prøvede mange former for stræben og lagde samtidig mærke til hvad mange mennesker tog sig for. Efter flere års betragtninger og erfaringer skrev han: „Enden på sagen, når alt er hørt, er: frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre.“ (Præd. 12:13) Kun ved at efterleve dette kan De blive lykkelig og tilfreds med livet. — Joh. 13:15-17.