Hvordan man viser venlighed mod alle
1. Hvilken virkning har det på verden og på mennesker at der er mangel på kærlig godhed?
VI lever i en kold, ugæstfri verden fordi så mange mennesker ikke ejer kærlig godhed. Det er en verden hvori fremmede ofte betragtes med iskold mistænksomhed. Frygt har haft en afkølende virkning på venligheden, og hos mange mennesker har kærligheden til penge kvalt den sidste rest af deres kærlige godhed. Betragtet som en hindring for økonomisk fordel er venlighed og godhed ofte blevet erstattet med samvittighedsløshed; strålende åndsevner har således ikke ydet nogen garanti for venlighed. Sir Robert Wattson-Watt, der har en væsentlig andel i opfindelsen af radarsystemet, har bemærket denne kendsgerning, og han siger: „De mennesker der har voldt mig de største vanskeligheder under mit arbejde er dem der er begavede og dygtige inden for deres specielle fag, men som ikke er blevet opdraget til at være mennesker.“ Begavelse uden kærlig godhed får en til at ligne, ikke Jehova Gud, som er „rig på miskundhed [eller: kærlig godhed]“, men den der „går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge“, Satan Djævelen. Sandt er det at „i de sidste dage skal der komme kritiske tider der er svære at komme igennem. For mennesker vil elske sig selv, elske penge, være . . . uden kærlig godhed“. (NW) — Jon. 4:2; 1 Pet. 5:8; 2 Tim. 3:1, 2.
2. (a) Sammenlign „Guds børn“ og „Djævelens børn“ og vis hvilken frugt de hver især bærer. (b) Har „Guds børn“ lov til at benytte sig af uvenlighed for at prøve at fremme deres personlige eller kristne interesser?
2 Eftersom den kristne skal vise sig som et af den Højestes børn og ikke som et „Djævelens barn“, hvordan skal han da leve i en verden der er „uden kærlig godhed“? Kan han tillade sig at falde ned i det uvenlighedens dynd hvori denne onde verden vælter sig? Kan han nogen sinde tillade sig at benytte sig af uvenlighed for at trænge sig frem i forretningslivet, eller for at fremme sine personlige eller kristne interesser? Nej! Ikke hvis han ønsker at vise sig som et af den Højestes børn, som apostelen Johannes siger: „Derpå kendes Guds børn og Djævelens børn: enhver, der ikke øver retfærdighed, er ikke af Gud, ej heller den, der ikke elsker sin broder.“ „Guds børn“ kan ikke antage den uvenlige handlemåde der lægges for dagen af „Djævelens børn“. Guds børn kan ikke ligesom „ulydighedens børn“ frembringe dårlige frugter, men de må fortsat „vandre som lysets børn — lysets frugt består jo i al godhed og retfærdighed og sandhed“. „Lysets børn“ kan sandelig ikke benytte sig af uvenlighed for at fremme hverken personlige interesser eller Jehovas interesser; tværtimod må de lægge „al godhed“ for dagen. Venlighed eller mangel på venlighed vil altså røbe vor identitet med hensyn til hvis børn vi er. — Ap. G. 13:10; 1 Joh. 3:10; Ef. 5:6, 8, 9.
3, 4. Hvordan kan kristne anbefale sig som Guds tjenere?
3 Venlighed fortæller andre om vi efterligner Gud; den har magt til at anbefale en. Dette erkendes endog af verden, som for eksempel da en kendt mand gjorde sig den ulejlighed at bære en ældre dames kuffert på en jernbanestation og en der så det bemærkede: „Det er første gang jeg har set en prædiken gå.“ Fremfor alle andre må kristne være vandrende prædikener, idet de i deres daglige tale og opførsel må anbefale sig som Guds tjenere. „Vi volder ikke anstød i noget,“ skrev apostelen Paulus, „for at tjenesten ikke skal komme i vanry; men som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende ved stor udholdenhed i trængsler, . . . ved renhed, ved kundskab, ved langmodighed, ved mildhed [venlighed, NW].“ — 1 Kor. 6:3-6.
4 Venlighed er således indbefattet i dette „enhver henseende“ hvorved sande Guds tjenere anbefaler sig til alle tider, og dermed beviser over for andre at de er „lysets børn“. Dette betyder at de må være „Guds dadelfrie børn midt i en vanartet og forvildet slægt, hvor I skinner som himmellys i verden“. Kristne må skinne både med hensyn til Bibelens sandheders lys og deres moralske opførsel; i dobbelt forstand skinner de som strålende lys midt i en vanartet verden der er „uden kærlig godhed“. — Fil. 2:15.
5. Hvordan understregede Jesus betydningen af at vise venlighed mod alle?
5 Hvis den kristne altså skal anbefale sig som en Guds tjener må han være villig til at vise venlighed mod alle. Det indbefatter hans kristne brødre, fremmede, „de utaknemmelige og onde“, ja selv hans fjender. Som Herren Jesus sagde: „Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn; thi han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige. Thi hvis I elsker dem, der elsker jer, hvad løn får I så? Gør ikke også tolderne det samme? Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Gør ikke også hedningerne det samme? Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ — Luk. 6:35; Matt. 5:44-48.
Venlighed mod fremmede en pligt
6. Hvordan understregede Paulus at man skal vise venlighed mod alle?
6 Venlighed mod alle mennesker er, som Guds søn så kraftigt understregede, en kristen pligt. Jesu Kristi apostel formaner os til altid at holde os denne pligt for øje; Paulus skrev: „Lad jeres broderkærlighed vare ved. Glem ikke venlighed mod fremmede, for ved den har nogle uden at vide det beværtet engle.“ Hvilken belønning modtog Abraham, Lot og Manoa ikke fordi de viste venlighed mod alle! De havde engle til gæster og modtog velsignelser fra den Højeste, fordi de aldrig glemte at vise „venlighed mod fremmede“. — Hebr. 13:1, 2, NW; 1 Mos. 18:1-10; 19:1-29; Dom. 13:8-20.
7. Hvordan viser kristne i dag venlighed mod fremmede, og hvorfor er de lykkelige for at gøre dette?
7 Hvordan kan kristne i dag vise venlighed mod fremmede? Ved at følge Jesu Kristi eksempel. Han viste venlighed mod alle, og den mest betydningsfulde måde han gjorde det på var at invitere andre til at komme til sig og tage for sig af den åndelige føde han serverede, sandhederne vedrørende „Himmeriget“. For at fremme Guds riges interesser viste Jesus venlighed i enhver henseende. Lige fra begyndelsen af sin tjeneste viste han gæstfrihed mod fremmede for at hjælpe dem i åndelig retning. Da Johannes Døber forestillede Jesus for to af sine disciple fulgte de efter Jesus og spurgte ham: „Hvor bor du?“ Jesus svarede: „Kom og se!“ „Da gik de med og så, hvor han boede, og de blev hos ham den dag.“ Jesu bolig var således et gæstfrit sted; han brugte det i tjenesten når han skulle lære andre Guds rige at kende. Men Jesus gik ellers først og fremmest til andres hjem, ikke for at tigge men for at give; han viste venlighed mod fremmede ved at gå til deres hjem og undervise dem om himmelens rige. På samme måde lader kristne i dag ikke alene deres hjem være gæstfri steder, men de er også villige til at gå ud til fremmedes hjem for at have en andel i det store forkyndelsesarbejde som Herren Jesus forudsagde: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene.“ I dag udføres dette store forkyndelses- og undervisningsarbejde i hele verden af Jehovas vidner, og lykkelige er de der har en andel i det! Venlighed mod fremmede bringer således den løn at opnå lykke nu. Som apostelen Paulus skrev: „I . . . skal hjælpe dem som er svage, og huske på Herren Jesu ord, da han selv sagde: ’Der er større lykke ved at give end ved at modtage.’“ (NW) — Joh. 1:35-39; Matt. 24:14; Ap. G. 20:35.
8. Hvorfor føler nogle modvilje mod at vise venlighed mod fremmede, og hvad er den rette indstilling?
8 På grund af den mangel på kærlig godhed der hersker blandt folk i dag føler mange kristne måske modvilje mod at gå til fremmede menneskers hjem med Rigets budskab ligesom Jesus og apostlene gjorde. De føler måske at den utaknemmelighed og uvenlighed man møder hos folk i almindelighed gør det for svært at bringe dem de åndelige ting. Men hvis den kristnes hjerte er opfyldt af virkelig venlighed, vil han ikke afholde sig fra at dele sine åndelige goder med fremmede, selv om mange er utaknemmelige. Er Jehova Gud ikke selv venlig mod de utaknemmelige og onde? Jehova Gud har vist venlighed mod alle mennesker ved at sende sin søn til verden, „for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv“. Det er ufortjent godhed fra Guds side. Den kristne er ikke fuldkommen selv om han forkynder Guds rige og gør andre gode gerninger; han kan ikke fortjene frelsen. Derfor behandler Jehova os venligt. Guds venlighed og godhed skulle i sandhed inspirere os til at ligne ham! „Da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til menneskene blev åbenbaret, frelste han os, ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed.“ Eftersom Jehova har sat et så kærligt eksempel, hvordan kan da nogen kristen som længes efter at være et af den Højestes børn afholde sig fra at vise venlighed mod fremmede? — Joh. 3:16; Tit. 3:4, 5.
9. Hvorfor er det betydningsfuldt at dele den gode nyhed om Riget med fremmede? Gør ugæstfriheden hos de besøgte en Guds tjener mismodig?
9 Hvis et menneske modtager Guds godhed, men på sin side ikke er villigt til at vise venlighed mod fremmede ved at bringe dem Rigets gode nyhed, viser vedkommende ikke at han er som Faderen i himmelen, men han lader Djævelen gøre ham det som Jehova ikke ønsker han skal være — uvenlig mod fremmede. Det er Guds vilje at kristne skal vise venlighed mod fremmede. En Guds tjener vil altså med glæde besøge fremmede og fortælle dem om Guds rige, selv om han til tider må nøjes med at tale med dem gennem en dør der kun er åbnet på klem. Mangelen på gæstfrihed hos den besøgte gør ikke en Guds tjener mismodig; han giver ikke op og bliver ikke træt af at gøre det der er venligt. „Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte.“ — Gal. 6:9.
10. Hvordan viser den kristne venlighed mod sine fjender og forfølgere, og hvilke velsignelser følger med en sådan handlemåde?
10 Den kristnes venlighed mod fremmede og kærlighed til dem bliver prøvet ved den måde hvorpå han reagerer over for uvenlighed. Når han behandles uvenligt skal han ikke „strides, men [han] må være taktfuld mod alle, egnet til at undervise, og må lægge bånd på sig selv når han lider ondt, og med mildhed undervise dem der ikke er gunstigt stemt, da Gud måske kan lade dem angre, hvilket vil føre til nøjagtig kundskab om sandhed“. (2 Tim. 2:24, 25, NW) Den kristne forkynder afvæbner fjendtlighed med venlighed: „Velsign dem, som forfølger jer, velsign, og forband ikke! Men ’dersom din fjende sulter, så giv ham at spise; dersom han tørster, så giv ham at drikke; thi når du gør det, sanker du gloende kul på hans hoved.’ Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!“ (Rom. 12:14, 20, 21) Atter læser vi: „Skælder man os ud, velsigner vi; forfølger man os, finder vi os deri.“ (1 Kor. 4:12, 13) Den kristne giver altså ikke igen med samme mønt når han skældes ud; han velsigner. Når han udsættes for forfølgelse finder han sig i uvenligheden og bliver ikke nedbrudt i ånden. Fangevogtere og fængselsbetjente er kommet til kundskab om sandheden fordi kristne har ’velsignet dem som forfulgte dem’. — Ap. G. 16:25-34.
Venlighed mod brødrene
11. Hvilket eksempel satte Gajus med hensyn til at vise venlighed?
11 Den kristne har det privilegium ikke alene at vise venlighed mod fremmede og forfølgere, men også mod sine kristne brødre, selv om han ikke kender dem personligt. Apostelen Johannes skrev til sin elskede ven Gajus: „Du elskede! trofasthed viser du gennem det, du gør for brødrene, ja endog for tilrejsende. De har vidnet for menigheden om din kærlighed. Og du vil gøre vel i at hjælpe dem videre frem på deres rejse på en Gud værdig måde. Thi for navnets skyld er de draget ud uden at tage imod noget af hedningerne. Derfor er vi skyldige at tage os af sådanne mænd, for at vi kan blive deres medarbejdere for sandheden. Du elskede! efterlign ikke det onde, men det gode. Den, som gør det gode, er af Gud.“ Venlighed viser man således ikke alene ved at forkynde Guds sandheder for andre og undervise dem deri, men ved at vise gæstfrihed og venlighed ligesom Gajus. Han viste „trofasthed“ i det han gjorde, og Johannes roste ham højt, for de der modtog hans venlighed var endog fremmede, „tilrejsende“. Det kan til tider være en økonomisk byrde at vise denne form for venlighed, men Gajus var ikke uvillig til at vise gæstfrihed. Gajus’ venlighed bragte ham mange velsignelser. Foruden det hjertevarmende brev fra apostelen Johannes blev han velsignet med den forret at hans hjem blev brugt til mødested for menigheden i Korint og han oplevede at have apostelen Paulus boende hos sig: „Gajus, min og den hele menigheds vært.“ Rig på venlighed og kærlighed fik Gajus ubeskrivelige velsignelser; og vidnesbyrdet om hans venlighed står dér i Guds ord, der bliver evindelig. — 3 Joh. 5-8, 11; Rom. 16:23.
12, 13. Hvad siges der om Filemons og Onesiforus’ venlighed?
12 Filemon satte også et godt eksempel med hensyn til at vise venlighed over for sine kristne brødre. Paulus skrev i sit brev til ham: „Jeg takker altid min Gud, når jeg nævner dig i mine bønner, fordi jeg hører om den kærlighed og tro, du har til Herren Jesus og viser over for alle de hellige. Thi stor glæde og trøst har jeg fået af din kærlighed, fordi de helliges hjerter er blevet vederkvæget ved dig, broder!“ Vi ved ikke på hvilken måde Filemon vederkvægede de helliges hjerter, men det var ved en eller anden form for venlighed. Paulus takkede Jehova i sine bønner for dette vidnesbyrd om Filemons kærlighed. — Filem. 4, 5, 7.
13 Onesiforus åbnede ligeledes apostelens hjerte ved sin betænksomhed og venlighed. I Rom søgte han ivrigt efter Paulus og fandt ham og bragte øjensynligt apostelen et eller andet han kunne styrkes ved. Paulus havde ofte grund til at takke Jehova for Onesiforus’ venlighed: „Herren give, at han må finde barmhjertighed hos Herren på hin dag. Og til hvor megen hjælp han var i Efesus, véd du bedst selv.“ — 2 Tim. 1:16-18.
14, 15. Hvorfor er Onesiforus, Filemon og Gajus gode eksempler for kristne, og hvordan lagde filipperne også den kristne ånd for dagen?
14 Onesiforus, Filemon og Gajus var kristne der var betænksomme og vågne for at vise venlighed. De lod ingen lejlighed gå fra sig; de var ikke så optaget af deres personlige interesser at de ikke tænkte på andres behov. I denne forbindelse kommer vi til at tænke på filipperne. I det kærlige brev til filipperne hører vi om det nære kærlighedens bånd der bestod mellem Paulus og menigheden. Ja, en af grundene til at Paulus skrev brevet var netop at han ønskede at udtrykke sin taknemmelighed over filippernes venlighed. Ved flere lejligheder havde de givet bevis på deres medfølelse og venlighed ved at hjælpe Paulus materielt, foruden at de havde sendt ham trøstende og opmuntrende ord. To gange sendte de gaver til Paulus mens han var i Tessalonika, og da apostelen var fange i Rom sendte de Epafroditus til ham med et bevis på deres kærlighed. Paulus sendte Epafroditus tilbage med dette brev, der viser at filipperne ofte blev nævnt i Paulus’ bønner:
15 „Jeg takker min Gud, hver gang jeg kommer jer i hu, og beder altid, i alle mine bønner, for jer alle med glæde, . . . Det er jo kun ret af mig at tænke således om jer alle, da jeg har jer i mit hjerte.“ „I ved det også selv, filippere! at i evangeliets første tider, da jeg var rejst fra Makedonien, var I den eneste menighed, der havde regnskab med mig over ’givet og modtaget’. Thi endog medens jeg var i Tessalonika, sendte I mig både een og to gange, hvad jeg trængte til. . . . Nu har jeg overflod; jeg har fuldt op, efter at jeg gennem Epafroditus har modtaget jeres gave, ’en liflig duft’, et kærkomment offer, velbehageligt for Gud. Så skal da min Gud, rig som han er, herligt i Kristus Jesus fuldt ud give jer alt, hvad I trænger til.“ — Fil. 1:3, 4, 7; 4:15, 16, 18, 19.
16. Hvem har forpligtet sig til at gengælde os den venlighed vi viser mod alle?
16 Filipperne skulle ikke være uden løn for deres venlighed, viser Paulus. Gud ville „fuldt ud give“ dem alt hvad de trængte til. Jehova Gud påtager sig ansvaret for at gengælde venlighed, hvad enten vi viser venlighed mod fremmede eller mod kristne brødre. Jehovas ord forsikrer os herom: „Er man god mod den ringe, låner man [Jehova], han gengælder en, hvad godt man har gjort.“ „Kast dit brød på vandet, thi du får det igen, går end lang tid hen.“ „I ved jo, at enhver skal få igen af Herren, hvad godt han gør.“ — Ordsp. 19:17; Præd. 11:1; Ef. 6:8.
Belønninger for at vise venlighed
17, 18. Hvilke uventede velsignelser kom som følge af den venlighed Tabita havde vist?
17 Hvad vi sår, vil vi altså også komme til at høste. Hvis vi sår venlighed, vil vi også komme til at høste venlighed; „du får det igen, går end lang tid hen“. Uanede velsignelser bliver kristne til del når de viser venlighed mod alle. Tag for eksempel Tabita. „Hun var rig på gode gerninger og gav mange almisser. Men det skete i de dage, at hun blev syg og døde.“ Disciplene i Joppe, hvor Tabita var død, hørte at apostelen Peter var i Lydda, en by der lå nær ved Joppe. De sendte to mænd af sted efter Peter og de bad ham: „Kom uden tøven over til os!“ Da Peter kom til Joppe „førte de ham op i salen ovenpå, og alle enkerne stod grædende omkring ham og viste ham alle de kjortler og kapper, som ’Hinden’ havde syet, medens hun endnu var hos dem“. Vi kan udmærket forestille os scenen: en gruppe enker, grædende og sørgende over tabet af en kær ven og søster, mens de fremviser tegnene på den afdødes kærlighed og venlighed. Hver enkelt fortæller apostelen om den venlighed der var blevet vist dem personligt. Vi ved hvad der skete: Peter sendte alle udenfor og bad til Jehova. „Hun slog øjnene op, og da hun så Peter, satte hun sig op. Han gav hende hånden og rejste hende op, og han kaldte på de hellige og enkerne og viste dem, at hun levede.“ — Ap. G. 9:36-41.
18 Hvilken uventet velsignelse! Oprejst fra de døde! Dette er det første opstandelsesmirakel der omtales som udført af en af apostlene, og omstændighederne der førte til det havde deres udspring i venlighed. Hvem kan sige om dette mirakel ville være sket dersom Tabita ikke havde været rig på kærlig godhed? Der skete ikke alene det at Tabita og enkerne blev velsignet, men begivenheden blev et vidnesbyrd om sandheden og „mange kom til tro på Herren“. — Ap. G. 9:42.
19. Hvilken guddommelig regel gælder den der er hård og grusom, og hvilket eksempel har vi herpå?
19 De der ikke viser venlighed mod alle går glip af mange velsignelser. Så sandt som det er at „en mand der ejer kærlig godhed handler lønnende med sin egen sjæl“, så sandt er det også at „den grusomme bringer vanskeligheder over sit eget legeme“. (Ordsp. 11:17, NW) Det er den guddommelige regel. Et godt eksempel herpå er Abigajil og Nabal. Abigajil var „en klog og smuk kvinde, medens manden var hård og ond“. David havde vist venlighed mod Nabal, og en dag sendte han sine mænd til Nabal for at bede denne om lidt mad: „Giv dine trælle og din søn David, hvad du vil unde os!“ Den grusomme, nærige Nabal „overfusede dem“. Dette gjorde David vred; han spændte sit sværd om sig, og han og hans mænd besluttede at gengælde Nabal hans uvenlighed. Nabals hustru, Abigajil, standsede imidlertid David og bragte ham „200 brød, to dunke vin, fem tillavede får, fem sea ristet korn, 100 rosinkager og 200 figenkager“. I en indtrængende bøn, der genspejlede hendes venlighed og klogskab, overtalte Abigajil David til ikke at pådrage sig blodskyld. Hvad Nabal angår „slog [Jehova] Nabal, så han døde“. David forstod at Nabal havde modtaget løn som forskyldt af Jehova: „Da David fik at vide, at Nabal var død, sagde han: ’Lovet være [Jehova], som har hævnet den krænkelse, Nabal tilføjede mig, . . . [Jehova] har ladet Nabals ondskab falde tilbage på hans eget hoved!“ Med hensyn til den venlige, fornuftige Abigajil modtog hun en uventet velsignelse: „Derpå sendte David bud og bejlede til Abigajil.“ — 1 Sam. 25:3, 8, 14, 18, 38, 39.
20. Hvorfor kan den gerrige og grusomme være sikker på at modtage den gengældelse han fortjener?
20 Vi vil modtage af Jehova hvad vi har fortjent. Uvenlighed kommer tilbage til en lige så sikkert som venlighed. Den gerrige og grusomme mister velsignelserne for at vise venlighed og bringer — på forskellig måde — kun „vanskeligheder over sit eget legeme“. Hvis den grusomme undgår gengældelse ved menneskehånd eller ikke synes at lide under nogen følelser der er skadelige for legemet, kan han ikke undgå gengældelse fra Jehova, den nøjagtige Regnskabsfører. „Den, som gør uret, skal få igen, hvad uret han gjorde, og der er ikke personsanseelse.“ På den anden side, „den, der higer efter retfærd og godhed, vinder sig liv og ære“. — Kol. 3:25; Ordsp. 21:21.
21. Hvad er Gud imod, og hvordan kommer den kristne ånd til udtryk?
21 Der er en overflod af vidnesbyrd om at Gud er imod uvenlighed — gerrighed, hårdhed, nærighed, smålighed og selviskhed! Den kristne ånd er i overensstemmelse med mildhed, medfølelse, langmodighed, gæstfrihed og gavmildhed. Den kristnes mål er ikke knebent, det vil tværtimod være topfuldt. Jesus sagde: „Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfuldt mål skal de give i jeres skød; thi det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt igen.“ — Luk. 6:38.
22. Hvordan bør kristne udmåle venlighed, og hvad bliver resultatet?
22 Lad os derfor gavmildt udmåle vor venlighed. De kristne har, når de viser venlighed mod fremmede og underviser dem i Rigets sandheder, samtidig lejlighed til at vise gavmildhed ved at give rigeligt af deres tid. At udmåle den tid vi anvender i Guds dyrebare tjeneste for Riget knebent, når vi kunne udmåle den gavmildt, vil berøve os mange velsignelser: „Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt.“ At være gavmild med venlighed mod alle mennesker vil bringe rige belønninger og uventede velsignelser — ja, og I vil vise jer som „jeres himmelske Faders børn“. — 2 Kor. 9:6; Matt 5:45.