Sang — et led i vor gudsdyrkelse

DEN gode nyhed om Guds rige som Jehovas tjenere bringer til jordens folk, omtales som en sang, og det er en god sammenligning. Vort budskab er som en smuk og harmonisk sang der bringer trøst og glæde til dem der lytter til den. Derfor opfordres vi igen og igen til at synge denne sang, som for eksempel i Salme 96:1 og Esajas 42:10: „Syng [Jehova] en ny sang.“

Som Jehovas tjenere får vi ikke alene bud om at synge denne billedlige sang, men vi tilskyndes også til at synge rigtige sange som et led i vor gudsdyrkelse. Selv om vi tilbeder og priser Jehova Gud på mange måder — ved at bede, ved at holde offentlige foredrag, ved at forkynde fra hus til hus og ved at lægge en mønsterværdig opførsel for dagen — kan man måske sige at en af de smukkeste måder at prise Jehova på, er at synge sange til hans pris.

Det at synge sådanne sange er derfor en del af den kristnes tilbedelse af Jehova Gud. Jehova lytter til disse sange, ligesom han lytter til vore bønner. Sang giver alle lejlighed til at være med i gudsdyrkelsen. Jo mere vi af hjertet er med i denne del af vor gudsdyrkelse, jo større glæde og åndelig opbyggelse får vi af det.

I oldtiden

Det er meget interessant at iagttage hvor musikalsk Guds folk i fortiden var og hvilken fremtrædende plads musikken havde i forbindelse med israelitternes gudsdyrkelse. Musikhistorikeren Kurt Sachs siger for eksempel: „Få bøger i verden kan gøre krav på større betydning for musikhistorien end Bibelen.“ Opslagsværket Oxford Companion to Music oplyser: „Igennem hele det jødiske folks oldtidshistorie . . . finder vi musik nævnt med en hyppighed som måske overgår dens omtale i noget andet folks historie.“ Og Grove’s Dictionary of Music and Musicians, bind 4, stiller spørgsmålet: „Var jøderne særlig musikalske?“ og svarer: „Ja . . . som tribut af kong Ezekias krævede og fik [kong Sankerib] mange jødiske musikere, både mænd og kvinder. Under landflygtigheden forlangte babylonierne at deres jødiske fanger skulle underholde dem med deres sange.“ Af Salme 137 fremgår det at de landflygtige jøders sange først og fremmest var „Zions sange“, „[Jehovas] sange“.

Dette kendetegner også formaningen: „Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor konge; thi han er al jordens konge, syng en sang for Gud.“ (Sl. 47:7, 8) Den første gang det nævnes at israelitterne priste Jehova med musik, er i forbindelse med deres udfrielse ved Det røde Hav. De må have været jublende glade da de sang: „Jeg vil synge for [Jehova], thi han er højt ophøjet, hest og rytter styrted han i havet!“ — 2 Mos. 15:1-21.

Både vokal og instrumental musik blev en fremtrædende del af tilbedelsen ved templet i Jerusalem. Kong David traf den ordning at 4000 ud af i alt 38.000 levitter skulle „love [Jehova] med . . . instrumenter“. (1 Krøn. 23:3, 5) Den vokale og instrumentale lovprisning af Jehova fik en særlig fremtrædende plads ved visse festlige lejligheder, som dengang David bragte pagtens ark til Jerusalem, dengang Salomon indviede det tempel han havde bygget til Jehova, og dengang israelitterne under Nehemias indviede Jerusalems mur som de havde genopbygget. — 1 Krøn. 15:1-28; 2 Krøn. 5:11-14; Neh. 12:27-30, 38-42.

På apostlenes tid

Sang var også et led i gudsdyrkelsen på apostlenes tid. Om Jesus var det blevet sagt profetisk at han ville prise Jehova med sang: „Jeg vil kundgøre dit navn for mine brødre, midt i menigheden vil jeg prise dig [med sang, NW]!“ (Hebr. 2:12; Sl. 22:23) Under og efter den sidste gyldige påskehøjtid sang Jesus og hans apostle flere sange eller salmer, sådan som det var skik på den tid. (Matt. 26:30) Apostelen Paulus lader os forstå at sang var et almindeligt led i gudsdyrkelsen ved menighedens møder, for han siger: „Hvad følger nu heraf? . . . jeg vil lovsynge med ånden,“ det vil sige mirakuløst på et fremmed tungemål, „men jeg vil også lovsynge med forstanden“. — 1 Kor. 14:15, 16.

Paulus opfordrede også de andre kristne til at synge: „Lad jer fylde af Ånden, så I taler hverandre til med salmer og hymner og åndelige sange og synger og spiller i jeres hjerte for Herren.“ „Lad Kristi ord i rigt mål bo hos jer, så I med al visdom lærer og påminder hverandre med salmer, hymner og åndelige sange og synger med taknemmelighed i jeres hjerter for Gud.“ — Ef. 5:18-20; Kol. 3:16.

I nyere tid

Har Jehovas tjenere i nyere tid også brugt at lovsynge Jehova og at lære og påminde hinanden med sang? Ja, og derfor har de udgivet sangbøger lige siden 1879, samme år som Vagttårnet begyndte at udkomme på engelsk. At de priser Gud og formaner hinanden i sang i dag fremgår også af deres nyeste sangbog, ’Syng og spil i jeres hjerte for Jehova’, hvor nogle af sangene hedder: „Jehova er blevet konge!“, „Jehova er min hyrde“, „Forkynd ordet“ og „Kristi disciples kendetegn“.

Det følger heraf at vi ved at synge sådanne sange som et led i vor gudsdyrkelse, også adlyder apostelen Paulus’ befaling: „Lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse . . . og lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger.“ (Hebr. 10:23, 24) Når vi synger sange som „Vidner for den sande Gud“ og „Opstandelsens glæde“, bekender vi vort håb. Og når vi synger sange som „Vi må eje troen!“ og „Åndens frugt“, opflammer vi da ikke hinanden til kærlighed og gode gerninger? Jo, det gør vi!

Hvad vil resultatet være hvis vi virkelig lægger mærke til ordene i disse sange, tager dem til os og prøver at leve op til dem så godt vi kan? Det vil hjælpe os til som Jehovas tjenere at være nidkære i vor forkyndelse, at bære alle åndens frugter, og at komme godt ud af det med vore medkristne og med medlemmer af vor egen familie. Hvilken velsignelse!

Om at synge bedre

Hvad mere kan vi gøre, når vi først har lært melodierne at kende? For at vi kan synge disse sange virkelig godt må vi lægge mærke til sangenes forskellige stemninger. Som en hjælp hertil findes der ved begyndelsen af hver sang en angivelse af hvordan sangen bør fortolkes; om den skal synges med glæde eller med alvor, med kraft eller med følsomhed, og så videre. Hvis vi lægger mærke til disse fingerpeg vil det hjælpe os til at finde den rigtige stemning i de forskellige sange så vi kan synge dem med den følelse eller i den ånd som både ordene og melodien fordrer.

Hvis vi anvender de principper vi har lært på den teokratiske skole, vil det også hjælpe os meget i vore bestræbelser for at synge godt. For at holde foredrag må man tale med tilstrækkelig stemmestyrke, og det samme gælder med hensyn til at synge. Naturligvis er det ikke alle der kan synge lige kraftigt. Nogle har af naturen ikke nogen kraftig stemme, andre er måske ikke rigtig raske, nogle er svækkede af alderdom og andre kan slet ikke synge i det hele taget. Men enhver kan have sangenes ånd i sit hjerte og lade den komme til udtryk så godt han kan.

På vor teokratiske skole lærer vi også om begejstring og om varme og følelse. Disse egenskaber er endnu vigtigere når vi skal synge vore lovprisningssange til Jehova. Derfor ønsker vi at synge sangene oprigtigt, af hjertet og med følelse. Og ligesom betoning er vigtig når man taler, sådan er betoning, det vil sige betoning af rytmen, vigtig når man synger hvis man skal yde sangen retfærdighed.

Vi har al mulig grund til at prise Jehova for hans storhed og den kærlighed han har vist os! Vi bør også lære og påminde hverandre i sang! Ikke alle kan få den forret at tale til forsamlingen ved stævner og menighedsmøder, men sangen er et led i vor gudsdyrkelse som alle kan være aktivt med i. Lad os derfor tage denne del af vor tilbedelse alvorlig, for Jehova lytter til os når vi synger lovsange ligesom han lytter når vi beder.

Lad os fremfor alt vise ordene mere end almindelig opmærksomhed. Det er med ordene vi tilbeder Jehova Gud og priser ham, og det er med ordene vi lærer og påminder hverandre. Hvis vi virkelig synger af hele vort hjerte vil denne del af vor tilbedelse glæde Jehova og ære hans navn, og den vil være til opmuntring og glæde både for os selv og for andre. „Syng, ja syng for Gud.“