„Ske din vilje på jorden“, 8. del
For at Guds vilje kunne ske på jorden som den sker i himmelen lod Jehova Gad menneskeslægten få sin begyndelse i en helligdom. Dette hellige sted var Edens have eller Glædens paradis, hvor Adam og Eva havde samfund med deres Gud og himmelske Fader. Det var i denne paradisiske helligdom at Guds himmelske åndesøn gjorde oprør og gjorde sig selv til Satan Djævelen. Ved hjælp af slangen fristede han kvinden til at synde, fik hende til at spise af den forbudte frugt på træet til kundskab om godt og ondt. Hun forledte derefter sin mand, Adam, til at spise og til af egen fri vilje at overtræde Guds lov. Deres tilstedeværelse var nu en besmittelse af Edens paradisiske helligdom. Gud greb ind over for disse tre skyldige; den dom han afsagde over den store Slange, Satan Djævelen, lød på tilintetgørelse ved Guds kvindes sæd. Gud fældede også dødsstraf over Adam og Eva, og han rensede Paradisets helligdom ved at uddrive det syndige par og afskære dem fra at vende tilbage og forsøge at spise af livets træ og således komme til at leve på jorden for evigt.
23, 24. Hvilken kendsgerning beviste at synden var gået i arv til Adams børn, der fødtes uden for Eden, og i hvilke to henseender var Kain morder?
23 Synden og den dermed følgende fordømmelse til død gik i arv til Adams børn som fødtes uden for Paradisets helligdom. Denne kendsgerning ses tydeligt af det der skete med hans allerførste søn, Kain. Denne søn blev agerdyrker, han dyrkede den forbandede jord uden for helligdommen i Eden. Hans yngre broder, Abel, blev hyrde. Kain og Abel bragte ofre til Gud. Det rette sted at bringe disse ofre var fornuftigvis nær Edens helligdom ved den østlige indgang, hvor de posterede keruber holdt vagt. De to brødre bragte som offer hvad de hver især havde frembragt ved deres særlige arbejde. Kain ofrede af markens afgrøde. Abel ofrede nogle af sine førstefødte får, udgød deres blod på jorden, og frembar de fedeste stykker af dem for Gud.
24 Derpå gav Gud til kende at der, for at den syndige menneskehed atter kunne opnå hans gunst, få hans tilgivelse og blive genløst fra synd og dødsstraf, måtte ofres liv, og at dette liv måtte frembæres for ham. Gud så med gunst på Abels dyreofre, men forkastede Kains blodløse ofre. I sin misundelse udgød Kain nu blod, men det var Abels, hans retfærdige broders blod, han som havde behaget Gud ved sit offer, der var bragt i tro. Ved denne blodsudgydelse vanhelligede Kain jorden. Skønt han ikke straks blev henrettet som morder, kom han under Guds særlige forbandelse. (1 Mos. 4:1-23; Hebr. 11:4) I to henseender var han morder: for det første hadede han sin uskyldige broder; for det andet slog han ham rent bogstaveligt ihjel. Han viste at han var af Djævelen, at han var et Djævelens barn. (1 Joh. 3:8-12) Da tiden var inde døde Kain under Guds forbandelse. Desuden blev alle hans efterkommere udslettet ved den jordomspændende vandflod på Noas tid. — 1 Mos. 4:16-24; 6:5-13.
25. Hvorfor har døden fortsat hersket over menneskene, endog over Noa og hans familie der overlevede Vandfloden, og hvilket forbillede dannedes ved at Gud tog imod Abels offer?
25 Ikke en eneste af Adams efterkommere viste sig i stand til at trænge ind i Edens helligdom og frem til livets træ dér før Vandfloden. Det var nemlig ikke på den måde Gud nu ville lade menneskene vinde evigt liv i et paradis på jorden. Da Guds tid var inde bortskyllede Vandfloden ethvert spor af Paradiset, helligdommen i Eden, der lå et sted i Mellemøsten. Det er grunden til at døden fortsat herskede over menneskene, endog over Noa og hans familie, der overlevede Vandfloden, ja til at den hersker over menneskene den dag i dag. Ethvert mysterium i forbindelse med døden og dens årsag fejes til side af denne korte udtalelse: „Ligesom synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ (Rom. 5:12) Den vise kong Salomon sagde: „Der er intet menneske, som ikke synder.“ (1 Kong. 8:46) Det er derfor alle mennesker modtager syndens løn, døden. (Rom. 6:23) At Gud tog imod Abels ofring af nogle får og den dermed forbundne blodsudgydelse skabte et forbillede. Det viser på hvilken måde menneskeheden skulle befries for dødens fordømmelse og frelses fra døden. Det skulle ske ved at der her på jorden ofredes et liv som kunne modtages eller anerkendes. Abel havde ikke bemyndigelse til i fællesskab med Gud at spise noget af de førstefødte af sin hjord som han ofrede, og endnu mindre til at drikke deres blod. Hvordan kan det da være at Abels offer behagede Gud?
26. Hvilken guddommelig lov var Abels offer i overensstemmelse med, og hvorledes blev et offer, bedre end Abels, tilvejebragt for menneskene?
26 Adam havde ikke fortalt Abel hvordan han skulle ofre, men gennem sin tro på Gud havde Abel selv fået forståelse heraf. Hans fremgangsmåde stemte derfor overens med Guds lov, som blev udtalt langt senere: „Kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ (1 Mos. 9:4) „Kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet Eder det til brug på alteret til at skaffe Eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen [ved sjælen i det, NW].“ (3 Mos. 17:11) „Det er næsten sådan, at efter loven bliver alt renset med blod, og der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt.“ (Hebr. 9:22) Jehova som var klar over at dommen over den døende, syndige menneskehed kun kunne ændres til gunst for menneskene ved et tilstrækkelig værdifuldt og magtfuldt offer, havde også så stor kærlighed at han selv fremskaffede det fornødne offer. Det bestod i hans himmelske søn, hans første og mest fremragende skabning, som han sendte fra himmelen til jorden for at han dér kunne blive det fuldkomne menneske Jesus Kristus. Jesu offer kan udvirke det som det første offer ved et menneske, nemlig Abels offer, ikke kunne udvirke. Det kan befri os fra den nedarvede synd og forbandelse, fra den dermed følgende død, og fra graven. Derfor viser Bibelen os hen til „den nye pagts mellemmand, Jesus, og til bestænkelsens blod, som forkynder noget bedre end Abels“. (Hebr. 12:24) Abels blod råbte fra jorden til Gud om hævn over den morderiske broderhader, Kain. Jesu blod råbte fra Guds alter på guddommelig barmhjertighed med troende og lydige mænd og kvinder. — 1 Mos. 4:10; Hebr. 13:10-12.
En midlertidig bogstavelig helligdom
27. Hvorfor bragte gudfrygtige mænd fra Noa til Job ofre, og hvad dannede Abrahams påbegyndte ofring af Isak et forbillede på?
27 Fra Abels tid og fremefter bragtes ofre af troende mennesker der vandt yndest hos Gud. Det fordrede udgydelsen af blod, og følgelig at et offer måtte lade livet. Noa, Abraham, Isak, Jakob og Job anså ikke Jehova for en blodtørstig Gud, men viste at de klart forstod at et offer var nødvendigt. Derfor nærmede de sig regelmæssigt Gud med et offer. Disse trofaste mænd var Guds præster for deres familier og husstande. Abraham var endog villig til at ofre sin søn Isak som et menneskeoffer på et alter på Morija bjerg, hvor den muhamedanske moské, Klippemoskeen, nu ligger i Jerusalem. Han var villig til dette fordi han troede på Gud og på en opstandelse fra døden for sin ofrede søn. Han medvirkede derfor i virkeligheden i et profetisk drama der viste hvorledes den himmelske Fader ville ofre sin egen søn, Jesus Kristus, for at alle de ud af jordens familier og nationer der viste tro kunne velsigne sig i den himmelske Fader og i hans ofrede søn, den lovede sæd. — 1 Mos. 12:1-3; 22:1-18.
28. Af hvem modtog Abraham en velsignelse? Havde denne eller de andre gudfrygtige mænd templer eller helligdomme?
28 Abraham modtog en velsignelse af en mand som var både konge og præst. Hans navn var Melkizedek. „Men Salems [det gamle Jerusalems] konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes præst, bragte brød og vin og velsignede ham med de ord: ’Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber, og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine fjender i din hånd!’“ (1 Mos. 14:18-20) Bibelen beretter imidlertid intet om at konge-præsten Melkizedek havde en tempelbygning som helligdom hvor han bragte ofre til Gud den Allerhøjeste. Altså havde ingen af disse trofaste mænd i fortiden i virkeligheden tempelhelligdomme.
29. Under hvilke omstændigheder gav Jehova befaling til at der skulle bygges ham en helligdom, og hvorfor bør ingen smile hånligt ad denne oprindelige helligdom?
29 Da Moses, Abrahams efterkommer, fødtes i Ægypten var dette land fuldt af templer for mange guder. Men Jehovas eget folk havde endnu intet tempel, ingen helligdom for ham. Ægypten var ikke det rette sted at bygge et tempel for Jehova. Det land hvortil Gud førte Abraham da han ledte ham ud af Mesopotamien og som Gud lovede at give hans efterkommere, det var stedet hvor hans helligdom skulle være. Da Moses og hans folk havde ladt Ægyptens slaveri langt bag sig og var på vej mod det forjættede land, førte Gud dem til foden af Sinaj bjerg, for at de der skulle gøre holdt i næsten et år. Der gav han Moses besked på at lade folket bygge ham en helligdom. Eftersom de var på rejse mod det forjættede land måtte det være en transportabel helligdom, et telt med to afdelinger, omgivet af en indhegnet plads. Efter at have givet Moses de ti bud sagde Gud til ham: „Du skal indrette mig en helligdom, for at jeg kan bo midt iblandt dem. Du skal indrette boligen og alt dens tilbehør nøje efter det forbillede, jeg vil vise dig.“ (2 Mos. 25:8, 9) Smil nu ikke hånligt ad dette lille telt, denne lille helligdom i ørkenen, for den var et billede af himmelske ting der er af enorm værdi og betydning for os i dag. Det er hvad den inspirerede nedskriver siger, idet han citerer selve Jehovas instrukser til Moses og knytter kommentarer til dem. — Hebr. 8:1-6.
30. Hvor længe tjente denne telthelligdom sin hensigt, og hvorledes opstod den gudfrygtige tanke at bygge Jehova en varigere helligdom?
30 Efter første gang at være rejst i foråret 1512 før den kristne tidsregning, var denne telthelligdom stadig Jehovas mødested med den gamle israelitiske nation flere hundrede år efter at han havde ladet dem fæste bo i det forjættede land i det betydningsfulde Mellemøsten. I dette forbindelsesland mellem Europa, Asien og Afrika blev Israels nation et kongedømme. Landets anden konge var den trofaste David. I 1069 f. Kr. erobrede David Zions bjerg, Jerusalems fæstning, og gjorde byen til sin hovedstad. Dér nær sit palads lod han den hellige pagtens ark, der indeholdt tavlerne med de ti bud, opbevare i et telt under opsyn af trofaste levitter, som var præsternes medhjælpere. Da var det at kong David fik den gudfrygtige tanke at bygge Jehova et mere varigt tempel af træ, sten og ædle metaller. Han forelagde Gud sagen.
31. Hvorfor fik David ikke den ære at bygge den helligdom han havde foreslået?
31 Kong David var en krigerkonge som Jehova Gud havde benyttet som skarpretter til at udgyde sine fjenders blod. Derfor begunstigede Gud ikke David med den forret at bygge templet i Jerusalem. Men Gud viste David en meget større ære end den at bygge Guds hellige navn en helligdom af forgængelige materialer.
32, 33. Hvilken pagt sluttede Gud nu med David i anerkendelse af ham?
32 David havde vist sin kærlighed da den tanke optog ham at bygge et bogstaveligt hus her på jorden til Guds ære; derfor sluttede Jehova en pagt med David om at bygge denne et hus. Nej, ikke et palads, men et kongehus, en kongelig slægtslinje, hvis medlemmer alle skulle være Davids efterfølgere, hans efterkommere, indtil den evige konge af Davids hus skulle komme. Gud sagde:
33 „Så kundgør HERREN [Jehova] dig nu: Et hus vil [Jehova] bygge dig! Når dine dage er omme og du hviler hos dine fædre, vil jeg efter dig oprejse din sæd, som udgår af dit liv, og grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge mit navn et hus, og jeg vil grundfæste hans kongetrone evindelig. . . . Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit åsyn til evig tid, din trone skal stå til evig tid!“ — 2 Sam. 7:1-16.
34. Hvorfor kan denne pagt med David ikke udslettes, men må opfyldes?
34 Det var pagten med David om Riget. Jehova stadfæstede denne pagt med sin ed. Kan solen og månen gå til grunde, høre op med at give mennesker her på jorden deres lys? Nej, og lige så lidt kan denne Davidspagt om Riget udslettes. Gud kan ikke bryde sin hellige ed. Han vil aldrig vanhellige sin pagt med David. Til Guds ophøjelse bliver den i al sin kraft bragt til gennemførelse netop i vor tid. — Sl. 89:27-38.
35. Hvilket arbejde opmuntrede David derfor sine undersåtter til at udføre, og hvorledes viste Gud at han godkendte det nye tempel som stedet hvor han skulle tilbedes?
35 For at opmuntre sine undersåtter til at støtte sin efterfølger, Salomon, i opførelsen af et storslået tempel for Jehova på Morija bjerg sagde David: „Så giv da Eders hjerte og sjæle hen til at søge HERREN [Jehova] Eders Gud og tag fat på at bygge Gud [Jehovas] helligdom, så at [Jehovas] pagts ark og Guds hellige ting kan føres ind i huset, der skal bygges [Jehovas] navn.“ (1 Krøn. 22:19) Da alle materialer var rede begyndte kong Salomon at bygge i sit fjerde regeringsår. I det ellevte år af sin fredfyldte regering fuldførte han dette ærefrygtindgydende tempel, som — udtrykt i vor tids mønt — ville koste milliarder af kroner. Efter at Jehovas pagts hellige ark var blevet ført ind i dette tempels Allerhelligste, gav han synligt til kende at han godkendte denne helligdom som stedet hvor han ville tilbedes. Jehova fyldte tempelhelligdommen med en mirakuløs herlighedssky. Derpå sendte han fra himmelen en mirakuløs ild, der antændte templets alter i tempelgården og som fortærede de første dyreofre på det. Den tilstedeværende menighed, der var slået af ærefrygt, faldt på knæ på templets stenbro, „tilbad og lovede [Jehova] med ordene: ’thi han er god, og hans miskundhed varer evindelig!’“ — 2 Krøn. 5:4-14; 7:1-3.
36, 37. (a) Hvilken erklæring og hvilken tilladt handlemåde fra hedningernes side belyser om dette tempel var Jehovas virkelige helligdom? (b) Hvorledes klagede Jeremias over den hellige by da den blev lagt øde?
36 I en bøn ved denne tempelindvielse mindede kong Salomon enhver der hørte på ham om at dette rummelige tempel — hvor herligt det end var — ikke var den himmelske Guds egentlige helligdom: „Men kan Gud da virkelig bo blandt menneskene på jorden? Nej visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette hus, som jeg har bygget!“ (2 Krøn. 6:18) Havde det været Jehovas sande helligdom, hvorfor skulle han så senere erklære at det skulle tilintetgøres fordi de utro, frafaldne israelitter vanhelligede det ved at fylde det med deres afskyelige, hæslige og modbydelige ting? Hvorfor skulle han, mens han tilsyneladende mistede sin agtelse blandt denne verdens nationer, tillade hedenske tilbedere af Babylons falske guder at storme ind i landet som brølende løver der ikke viste respekt for dem der formelt tilbad ved templet, hvorfor skulle han tillade dem at dræbe præsterne, at berøve templet alt af værdi og at nedbrænde det til grunden? I 607 f. Kr. ødelagde Babylons hære under kong Nebukadnezar den berømte hellige by Jerusalem tillige med det tempel Jehova engang havde helliget. De bortførte dets skatte og dets hellige kar med undtagelse af pagtens hellige ark, der var forsvundet og således undgik at falde i griske hedningers hænder. (2 Kong. 25:8-21; 2 Krøn. 36:17-21) Jeremias, som Jehova havde benyttet som profet til at forudsige alt dette, sad sorgfuld og klagede til Gud over den hellige by, Jerusalems datter (Zion):
37 „Avindsmænd bredte deres hånd over alle hendes skatte, ja, ind i sin helligdom så hun hedninger komme, hvem du havde nægtet adgang til din forsamling. Herren forkasted sit alter, brød med sin helligdom, hengav i fjendens hånd dets paladsers mure; man skreg i HERRENS [Jehovas] hus som på festens dag. [Jehova] fik i sinde at ødelægge Zions datters mur, . . . [Jehova], se til og agt på, mod hvem du har gjort det. Skal kvinder da æde den livsfrugt, de kælede for, myrdes i Herrens helligdom præst og profet? Hvor guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige stene [helligdommens sten] slængt hen på gadernes hjørner!“ — Klages. 1:10; 2:7, 8, 20; 4:1.
(Fortsættes)