Hvad siger Bibelen?

Er det lige meget hvordan man er klædt?

I BIBELEN bliver et menneskes godkendte stilling hos Gud billedligt skildret ved en klædning. ’Den store skare’ der overlever den store trængsel, beskrives som klædt i „hvide klæder“, hvilket betegner at deres fremmøde for den Almægtige er værdigt og rent som følge af deres tro på Jesu Kristi udgydte blod. (Åb. 7:9, 13, 14) I forbindelse med den tid da „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ vil indtræffe, gives der en tilskyndelse med disse ord: „Lykkelig er den der holder sig vågen og bevarer sine yderklæder, så han ikke skal gå nøgen omkring og folk se hans uanstændighed.“ — Åb. 16:14, 15.

Det kræver altså åndelig årvågenhed hvis vi på Guds store dag skal findes smykket med en ægte kristen personlighed, uplettede af verdens adfærd, synspunkter og skikke. Den kristne der er klædt sådan, vil desuden være virksom i tjenesten for Jehova Gud og Herren Jesus Kristus. (Luk. 12:35-40; 21:36; 2 Pet. 3:14) Hvor tragisk ville det ikke være om den kristne blev overrasket i samme tilstand som en levitisk tempelvagt der var faldet i søvn på sin post! Ifølge jødisk overlevering slog man en sådan tempelvagt og brændte hans klædning. Hans skam blev derved synlig for enhver.

Når Bibelen nu benytter en klædning som billede på noget så vigtigt som et menneskes godkendte stilling hos Jehova Gud, følger det så ikke logisk at Guds tjenere også må være opmærksomme på hvordan de klæder sig rent bogstaveligt? Man må ikke se bort fra den kendsgerning at Jehova Gud sørgede for klæder af dyreskind til Adam og Eva da de havde syndet. Det hebraiske ord hvormed man beskrev denne klædning, betyder, så vidt man forstår, „lange klæder“. Disse klæder var altså tilstrækkelige til at dække de første menneskers nøgne legemer. — 1 Mos. 3:21.

Århundreder senere viste den Almægtige en særlig interesse for sine tjeneres klædedragt. Ifølge de forordninger der blev givet israelitterne skulle de „sætte kvaster på fligene af deres klæder“, og „på hver enkelt kvast . . . en violet purpursnor“. (4 Mos. 15:38) Der blev også sagt: „En kvinde må ikke bære mandsdragt, og en mand må ikke iføre sig kvindeklæder; thi enhver, der gør det, er [Jehova] din Gud en vederstyggelighed.“ — 5 Mos. 22:5.

Den karakteristiske kvast og den violette purpursnor på fligene af israelitternes klæder skulle adskille dem fra andre folk og tjene som en konstant påmindelse om at de skulle adlyde Jehovas bud. (4 Mos. 15:40) Og forbudet mod at bære klæder der specielt var udformet til det modsatte køn, opretholdt den naturlige forskel mellem kønnene. Det stemmer overens med skik og brug at mænd ønsker at se ud som mænd, og at kvinder ønsker at se ud som kvinder. Gik man imod denne indre fornemmelse af hvad der var passende, kunne det have ført til homoseksualitet. Guds lov tjente som beskyttelse mod vildfarelse og eventuel umoralitet.

Israelitterne kunne ikke se bort fra dette spørgsmål om klædedragt og tage let på det. Flere hundrede år efter at Loven blev givet, udtalte Jehovas profet Zefanias at ulykken ville ramme alle der var „klædt i udenlandsk dragt“; der var muligvis tænkt på ægyptere og babyloniere, der ikke klædte sig i overensstemmelse med Guds lovs krav. (Zef. 1:8) Så længe denne lov var i kraft måtte israelitterne overholde dens bestemmelser. Jesus Kristus påpegede for eksempel at man ved forsætligt at overtræde et af budene ville afskære sig fra at arve Guds rige. Han sagde: „Enhver der bryder et af de mindste af disse bud og lærer folk den slags, [vil] blive kaldt ’mindst’ med hensyn til himlenes rige.“ (Matt. 5:19) Dersom en israelit eksempelvis havde insisteret på at bære en dragt uden kvaster på fligene, fordi den stil ikke faldt i hans smag, ville han have røbet en provokerende uafhængighedens ånd. Et sådant hovmod ville udtrykkelig have afskåret ham fra at blive en Jesu Kristi discipel.

Nu er kristne naturligvis ikke underlagt Moseloven med dens nøjagtige vedtægter angående påklædning. Det er ikke specifikke lovbestemmelser, men en følelse af hvad der er passende, forbundet med kærlighed til andre, der bør tilskynde kristne til at klæde sig på en måde der taler til deres medmenneskers gode samvittighed. (Jævnfør Første Korinterbrev 10:23, 24; Andet Korinterbrev 4:1, 2.) Ja, oprigtige kristnes ligevægtige tankegang og kærlighed vil modvirke at de klæder sig som de vil, på trods af den ubehagelige eller kedelige virkning det kan have på andre. Deres påklædning skulle aldrig på noget tidspunkt give andre anledning til at betvivle deres påstand om at de er Jehova Guds tjenere.

Især bør man betænke hvad man har på når man overværer de kristne møder eller når man offentligt forkynder Guds ord for andre. Apostelen Paulus gav følgende vejledning: „På samme måde ønsker jeg at kvinderne skal smykke sig i velordnet klædning, med fordringsløshed og et sundt sind, . . . på en måde der sømmer sig for kvinder der bekender sig til gudsfrygt, nemlig ved gode gerninger.“ (1 Tim. 2:9, 10) Samme retningslinje kunne i princippet gælde for kristne mænd. Påklædningen bør ikke være lapset; det henleder for megen opmærksomhed på personen selv. På den anden side må man heller ikke være sjusket. Andre skulle gerne kunne se at den kristne er fordringsløs og klædt til lejligheden. Hans påklædning bør vidne om at han har et sundt sind, det vil sige, er fornuftig og skønsom. Når han er direkte optaget af sin gudsdyrkelse bør hans påklædning svare til den værdighed der sømmer sig en hellig tjeneste.

Når interesserede begynder at komme til de kristne møder må vi naturligvis ikke få dem til at føle sig ilde til mode over deres udseende; nej, vi må tage imod dem i kærlighedens ånd. Det ville ikke være rigtigt at bedømme hvorvidt de er værdige til at høre sandheden eller ej, ud fra deres påklædning. Disciplen Jakob skrev til sine medkristne: „Når en mand med guldringe på fingrene og i en flot dragt kommer ind i en af jeres forsamlinger, og en fattig i en snavset dragt også kommer ind, og I ser velvilligt på ham der bærer den flotte dragt og siger: ’Du kan sidde her på en god plads,’ og til den fattige siger: ’Du kan blive stående,’ eller: ’Du kan sidde dér, neden for min fodskammel,’ har I så ikke klasseskel iblandt jer og er blevet dommere der afsiger onde kendelser?“ — Jak. 2:2-4.

Imidlertid forventer vi at den fattige mand ikke fortsat kommer til møde i en „snavset dragt“ efter at han er blevet en døbt kristen. Hvis han ikke har råd til at skaffe sig en beskeden og velordnet klædedragt, vil hans brødre træde hjælpende til. (Jævnfør Jakob 2:14-16.) Hans beskedne kår vil således ikke hindre at han ved sin påklædning kan anbefale sin Gud.

Det betyder altså noget hvordan en kristen klæder sig. Han bør bestræbe sig for aldrig at give andre grund til at betvivle at han er anstændig og har en sund tankegang.