Hvordan skal man bede for at blive hørt af Gud?

FRA de tidligste tider har menneskene følt behovet for at bede til Gud. I erkendelse af deres egen ubetydelighed og manglende evne til at nå ham uden hjælp, har de udtænkt adskillige „hjælpemidler“ der skulle gøre deres bønner antagelige for Gud.

Nogle bruger bønnebøger. De læser bønner der er blevet skrevet til forskellige lejligheder, idet de håber at disse kan hjælpe dem til at opnå Guds gunst. Andre beder til helgener, idet de anmoder dem om at gå i forbøn for dem hos Gud. En anden almindelig skik er at lære bønner udenad og at benytte en rosenkrans for at holde regnskab med hvor mange gange man gentager disse bønner.

Men selv visse religiøse ledere som benytter sig af disse hjælpemidler, anser dem for at være utilstrækkelige. De mener at menneskers sprog ikke slår til når man skal bede til Gud, og derfor beder de i tunger. De benytter tungetale og fremsiger ord som de ikke selv forstår.

Den romersk-katolske præst David Geraets, der er forstander for et benediktinerkloster i Pecos i New Mexico, har udtalt: „Jo længere jeg lever, jo mere bliver jeg klar over at vi ikke ved hvordan vi skal bede.“ Han mente at man ved at bede „i tunger“ giver den hellige ånd mulighed for at ’give én en fuldkommen bøn’, og bemærkede: „Der eksisterer en kommunikationskløft mellem den enkelte og Gud, og denne må der slås bro over; tungetale kan måske være en sådan bro.“

Det er imidlertid interessant at se hvad Bibelen siger. Den fortæller hvordan Jesus og hans apostle forkyndte og hvad de plejede at gøre, og den beretter om andre trofaste mænds handlinger i fortiden. Men den antyder ikke at der eksisterede en „kommunikationskløft“ mellem de første kristne og Jehova Gud.

Det kan være af interesse at undersøge de føromtalte „hjælpemidler“ et efter et, for at se om de er en hjælp eller en hindring i forbindelse med oprigtige bønner. Derefter vil vi undersøge hvad Bibelen siger om bønner som Gud hører.

Brugen af bønnebøger

Selv om det måske vil forbavse mange i dag, indeholder Bibelen ikke en eneste beretning om nogen der måtte bruge en bønnebog for at vide hvad de skulle sige til Gud. Når Guds tjenere i fortiden henvendte sig til ham i bøn, benyttede de sig ikke af en bog med formelle bønner som en anden havde udtænkt og nedskrevet.

Bibelen omtaler Gud som vor Fader. (Rom. 1:7) Kunne vi forestille os at vores børn måtte læse op af en bog, skrevet af en anden, for at kunne sige „Tak“, „Vis mig hvad jeg skal gøre“, eller „Jeg har et problem og trænger til din hjælp“?

Bibelen indeholder ganske rigtigt smukke bønner. Salmernes bog er en samling af skønne lovprisninger og taksigelser til Gud, og mange af disse er inderlige bønner. De der værdsætter bønnens privilegium vil naturligvis vælge deres ord med omhu, i overensstemmelse med den forret det er at kunne henvende sig til en kærlig Gud. Men Bibelen viser at vore bønner kan være meget enkle.

I en lignelse fortalte Jesus Kristus om et enestående eksempel på bøn. Han fortalte om en ydmyg skatteopkræver der ikke engang ville løfte sine øjne mod himmelen, men som blev ved med at slå sig for brystet og sige: „Gud, vær nådig mod en synder som mig.“ Hvad kunne være enklere? Alligevel sagde Jesus: „Jeg siger jer: Denne mand gik ned til sit hus mere retfærdiggjort“ end den hovmodige farisæer der ophøjede sig selv, endog når han bad til Gud. — Luk. 18:9-14.

De bønner der er gengivet i Bibelen — også i Salmerne — viser at der bestod et venskab mellem Gud og dem der bad til ham. Jehovas tjenere i fortiden betragtede ikke blot Gud som en abstrakt kraft, „det gode“, i universet. De betragtede ham tværtimod som en person, en mægtig ånd. De tiltalte ham som Jehova, idet de brugte det ophøjede navn han havde givet sig selv. Dette påvirkede den måde hvorpå de talte til ham. De tryglede om hans gunst. De bad om hans velsignelse. De bønfaldt om hans tilgivelse. — Sl. 39:13.

Det er virkelig forbløffende at tænke på at man kan tale til Gud og blive hørt af ham. Men det er netop et sådant forhold Bibelen beskriver. Salme 139 skildrer i smukke vendinger Jehovas evne til at rette sin opmærksomhed mod den enkelte. Hvis man er af den opfattelse at Gud ikke kan være interesseret i én som enkeltperson, skal man blot læse hele denne salme, som David indledte således: „[Jehova], du ransager mig og kender mig! Du ved, når jeg sidder, og når jeg står op, du fatter min tanke i frastand, du har rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine veje kender du grant.“ (Sl. 139:1-3) Forståelse af dette forhold fik Guds tjenere i fortiden til at rette deres bønner og taksigelser direkte til Skaberen.

Gud kender vore mangler og begrænsninger. Når vi beder bør vi naturligvis udtrykke os så godt vi kan. Men det vi siger er et langt bedre udtryk for det der bor i vore tanker, end det vi læser op af en bog. Hvis vi benyttede en andens ord som var nedskrevet i en bønnebog, ville det svække oprigtigheden og inderligheden i vore bønner til Gud.

Bør vi bede til „helgener“?

Bibelen siger ikke at de første kristne bad til „helgener“. Den siger ikke at vi behøver dem som „talsmænd“ eller at de kan gå i forbøn for os hos Gud. Bibelen indeholder ikke noget eksempel på at Guds trofaste tjenere har bedt for nogen der var døde eller har søgt at få sådanne til at vise dem en særlig gunst.a Det fremgår i virkeligheden af Bibelen at de døde „helgener“ ikke ville kunne gøre noget sådant, for den siger at de døde „ved ingenting“. Ifølge Bibelen er de døde uden bevidsthed, i deres grave, idet de venter på en opstandelse. — Præd. 9:5, 10; Joh. 5:28, 29; 11:24.

Bibelen siger altså ikke at vi skal bede til helgener; derimod siger den: „Lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse.“ — Fil. 4:6.

Det at bede til Gud kan ikke sammenlignes med den måde hvorpå man i gammel tid fik foretræde hos visse europæiske konger, hvor en sags afgørelse kunne være et spørgsmål om at „kende nogen ved hoffet“. De første kristne, hvis gerninger er omtalt i Bibelen, følte ikke at de behøvede nogen anden mellemmand i himmelen end Jesus Kristus, i hvis navn de bad til Gud. Jesus selv sagde: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ Og han sagde til dem at de skulle ’bede i hans navn’. — Joh. 14:6, 14.

New Catholic Encyclopedia indrømmer at de første kristne bad til Gud, ikke til helgener: „I N[y] T[estamente] er alle bønner, private såvel som offentlige liturgiske bønner, i regelen rettet til Gud, Faderen, gennem Kristus.“ Det hedder videre: „Bøn bør være et udtryk for ens venskab med Gud.“ — Bind XI, s. 670, 673.

Når man er ven med Gud behøver man ikke at have en anden til at tale for sig — selv om dette var muligt. Kristne behøver ikke at bede til Gud gennem „helgener“ fordi de er bange for at henvende sig direkte til Gud. Paulus, en Jesu Kristi apostel, viste at vi ikke behøver sådanne talsmænd, men at vi har „frimodighed i tale“ når vi beder til Gud gennem Jesus. Paulus sagde: „Lad os derfor med frimodighed i tale træde frem for den ufortjente godheds trone, for at vi kan opnå barmhjertighed og finde ufortjent godhed til hjælp i rette tid.“ (Hebr. 4:14-16) Hvis vi har en sådan „frimodighed i tale“ når vi beder, har vi ikke behov for at andre går i forbøn for os.

Hvordan med rosenkransen?

Hvor meget vi end gransker i Bibelen, vil vi ikke dér finde nogen omtale af at man bør have en rosenkrans eller et lignende hjælpemiddel for at tælle udenadlærte bønner. Bibelen viser ikke at man bør bruge de samme ord igen og igen.

Bibelen opfordrer ganske vist de kristne til at være „vedholdende i bønnen“. (Rom. 12:12) Men det betyder ikke at man skal blive ved med at gentage de samme ord. Jesus sagde: „Når I beder, da sig ikke det samme igen og igen, som folk fra nationerne gør, for de mener at de bliver bønhørt fordi de bruger mange ord. I må altså ikke blive ligesom de.“ (Matt. 6:7, 8) Hvis man ikke skal bede den samme udenadlærte bøn igen og igen, har man naturligvis heller ikke behov for en rosenkrans for at tælle sine bønner.

Opfylder „tungetalen“ et behov?

Kan „tungetale“, den menneskelige begrænsning taget i betragtning, være et hjælpemiddel for den hellige ånd til at ’give os en fuldkommen bøn’? De der har den opfattelse glemmer det nære og fortrolige forhold til Gud som Bibelen forbinder bønnen med. Bøn er ikke en magisk formel som udvirker noget godt hver gang den gentages ordret. Meget afhænger derimod af hvordan vi taler til Gud og hvordan vi giver udtryk for vor værdsættelse og vore behov.

Hvad sætter man mest pris på — at et barn siger tak med sine egne oprigtige og enkle ord, eller at det udtrykker sig i blomstrende vendinger som det har lært udenad, men som det øjensynlig ikke forstår? Vil det da ikke være rimeligt at mene at en forstandig og kærlig himmelsk Fader også sætter mere pris på oprigtige, enkle bønner og anmodninger end på de ukendte ord som en kraft udefra har indgivet én at sige?

Salmisten sagde ikke at han henvendte sig til Gud på et „ukendt tungemål“. Han sagde: „Jeg råber af hele mit hjerte, svar mig, [Jehova].“ (Sl. 119:145) Hvordan kan nogen råbe af hele deres hjerte hvis de ikke ved hvad de siger? — Jævnfør Første Korinterbrev 14:14, 15.

Jesus lærte os en mønsterbøn. Den var meget enkel. Denne mønsterbøn (ofte kaldet „Fadervor“) findes i Mattæus 6:9-13. Den viser os hvad vi med rette kan bede om for at Gud kan godtage vores bøn. Det der nævnes først er Guds navn, hans rige, og det at hans vilje sker på jorden. Derefter kommer den enkeltes behov (blandt andet det enkle behov for „vort brød for denne dag“), tilgivelse af synder og udfrielse fra fristelse og fra den Onde, Satan Djævelen.

Der er ingen blomstrende, oratoriske vendinger i denne mønsterbøn. I Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter indeholder den kun 58 ord. Ingen af dem er vanskelige at forstå. Ingen af dem er på et ukendt sprog. Den der beder forstår hvad han siger, og han udtrykker det med enkle ord, ligesom man taler med en kærlig fader. Før Jesus fremholdt denne mønsterbøn udtalte han disse fortrøstningsfulde ord: „Gud, jeres Fader, ved hvad I trænger til endog før I beder ham.“ — Matt. 6:8.

De der beder „i tunger“ siger somme tider at de taler ’på engles tungemål’. Der er imidlertid intet i Bibelen der tyder på at nogen, end ikke Jesus Kristus selv, udtrykte sig på et særligt sprog når de bad til deres himmelske Fader. Jesu bønner som vi kan læse i Bibelen, var ikke af en sådan beskaffenhed at de ikke kunne udtrykkes med menneskelige ord. Og hvem i dag kan have noget at sige Gud som er af større betydning end det Jesus sagde?

Tænk på den enkelhed der prægede Jesu korte bøn i Getsemane have natten før hans død: „Abba [et ord der betyder „Fader“], Fader, alt er muligt for dig; tag dette bæger bort fra mig. Dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.“ (Mark. 14:36) Kunne det siges enklere? Og dog var det Jesus der bad sådan. Endnu mere direkte var imidlertid hans sidste bøn, som han udtalte i det øjeblik han døde. I Lukas 23:46 læser vi: „Jesus råbte med høj røst og sagde: ’Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.’ Da han havde sagt dette, udåndede han.“

Hvordan man bliver bønhørt

Om Gud vil bønhøre os afhænger altså ikke af om vi benytter særlige bønnebøger eller om vi anmoder „helgener“ om at gå i forbøn for os. Det afhænger ikke af om vi siger det samme igen og igen et bestemt antal gange, mens vi tæller perler på en rosenkrans. Det afhænger heller ikke af om vi bruger „tungetale“ og benytter ord vi ikke forstår. Nej, om Gud vil bønhøre os afhænger af om vi retter vore bønner til ham gennem Jesus Kristus og af vor hjertetilstand og vor lydighed mod Gud.

Apostelen Johannes skrev: „I elskede, hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed i tale over for Gud; og hvad vi end beder om, får vi fra ham, fordi vi holder hans bud og gør de ting som er tiltalende i hans øjne. Ja, dette er hans bud, at vi skal tro på hans søns Jesu Kristi navn og elske hinanden.“ — 1 Joh. 3:21-23.

Vore bønner må være i overensstemmelse med Guds vilje og hans hensigter. Som Johannes sagde: „Dette er den tillid vi har til ham, at uanset hvad vi beder om i overensstemmelse med hans vilje, så hører han os.“ — 1 Joh. 5:14.

I Ordsprogenes bog hedder det: „[Jehova] er gudløse fjern, men hører retfærdiges bøn.“ (Ordsp. 15:29) De der adlyder Guds bud og beder i overensstemmelse med hans hensigter, kan være forvissede om at hans „ører“ lytter til dem. — Sl. 10:17; 1 Pet. 3:12.

Jehova Gud har vist stor ydmyghed ved at lade os komme frem for ham i bøn. Et sådant forhold er et kosteligt privilegium. Hvis vi værdsætter denne mulighed for at nærme os Gud, og hvis vi bevarer vort hjerte modtageligt for det der er hans vilje, vil vort sind træffe de rette afgørelser og lede os til at handle på en måde Gud godkender. Så vil der ikke eksistere nogen „kommunikationskløft“ mellem os og Gud. Som disciplen Jakob skrev: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ — Jak. 4:8.

[Fodnote]