Hvorfor er de bange for at tale om Bibelen?

FOR nogen tid siden kunne man i aviser verden over læse at den romersk-katolske kirke havde rådet sine medlemmer til at afholde sig fra at drøfte Bibelen med Jehovas vidner. En sådan holdning fra kirkens side får mange oprigtige katolikker til undrende at spørge sig selv: ’Hvad er det Jehovas vidner har som vi ikke har? Hvordan kan det være at de ikke går af vejen for at tale om deres tro med folk fra andre religionssamfund, mens vi katolikker får at vide at vi kunne få vore begreber forvirret hvis vi prøvede at gøre det samme?’

Det var en artikel i det amerikanske katolske ugeblad America for den 24. juni 1961 der gav anledning til de mange aviskommentarer: Artiklen, der hed „Disse Jehovas vidner“ og var skrevet af en hr. Albert Muller, medstifter af en forening til modarbejdelse af Jehovas vidners forkyndelse blandt katolikker, havde følgende at sige: „Jehovas vidner er specialister på deres egen særlige facon. Som regel har de større kendskab til Bibelen end de fleste katolikker. De holder stædigt på at bruge Bibelen som grundlag for enhver diskussion, hvorfor en katolik der debatterer med dem tvinges til at møde dem på deres vilkår. Selv om vidnernes bibelsyn helt igennem er forvansket [han citerer ikke et eneste skriftsted for at bevise sin påstand], vil en katolik se sig trængt op i en krog, simpelt hen som følge af sin egen beklagelige mangel på bibelkundskab.“ Følgelig får katolikkerne besked på at „undgå dem“.

Katolikker i andre lande, heriblandt Spanien, har fået lignende instrukser. En avis der blev uddelt til alle hjem i Palma de Mallorca indeholdt for eksempel følgende advarsel: „Hvis De skulle få besøg af et par propagandister der kommer med Bibelen i hånden og forsøger at komme til at tale med Dem om bøn, om Guds rige, om verdens snarlige ende, om døden, om helvede, om Kristus som et fuldkomment menneske og ikke Gud . . . Lad være med at tale med dem. Tag ikke mod de blade og brochurer De får tilbudt. Giv ikke anledning til en samtale, og bed dem om ikke at komme igen.“

Det kristne syn

Hvor sådanne instrukser dog afviger fuldstændig fra dem Jesus gav sine disciple! Han sendte dem ud for at forkynde, selv om han var udmærket klar over at de ville komme i berøring med folk der havde forskellige religiøse overbevisninger. Og apostelen Peter sagde overensstemmende hermed til sine kristne brødre: „Sæt Kyrios Jesus Kristus paa Hæderspladsen i Jeres Hjærter. Hvis nogen skulle fordre Besked angaaende den Forventning, I gaar og bærer paa, saa vær altid parat til at svare for Jer.“ — Matt. 10:7; 1 Pet. 3:15; Schindler, katolsk oversættelse.

Når Jehovas vidner ringer på Deres dør er det netop for at følge dette råd i Guds ord. Hvis De ikke ville have afvist Jesu Kristi apostle, hvorfor så lukke døren for dem som i nutiden efterligner det apostolske forbillede? At det er Jehovas vidner der følger apostlenes eksempel i denne henseende indrømmer en katolsk præst ved navn John A. O’Brien. I San Antonios ærkestifts officielle katolske organ, Alamo Messenger, skrev han den 7. juli 1961: „Hemmeligheden bag apostelen Paulus’ enestående succes når det gjaldt at hverve proselytter var hans utrættelige brug af hus-til-hus-metoden. Ironisk lok anvendes denne apostolske metode nu af ikke-katolske sekter, i særdeleshed Jehovas vidner, hvis talrige nye tilhængere gør os katolikker til skamme.“

I et forsøg på at redegøre for sin stilling til bibelske drøftelser hævder Kirken at Bibelen ikke er tilstrækkeligt grundlag, at Kirkens traditioner også må bringes med ind i billedet hvor det drejer sig om trosspørgsmål. Men den ting skulle ikke være en hæmsko for drøftelser mellem katolikker og andre. Hvorfor ikke? Fordi traditionerne ikke vil være i modstrid med Bibelen såfremt Kirkens lære virkelig har Kristus og hans apostle som ophav. Jesus tilretteviste sin tids religiøse ledere som ’ved hjemmelavede „traditioner“ annullerede Guds lov’. (Matt. 15:6, Schindler) Jesu sande efterfølgere undgår omhyggeligt enhver tradition der annullerer Guds ord. De anvender Bibelen som deres målestok.

Af interesse i denne forbindelse er følgende udtalelse fra det katolske værk Dictionnaire de la Bible:a „Skønt apostlene baserede deres forkyndelse direkte på Jesus Kristus og beviste deres religions guddommelige oprindelse ved hjælp af deres kristne tjeneste, ved hjælp af mirakler og ved hjælp af Frelserens opstandelse, bliver man dog ved en nøje gennemlæsning af deres skrifter hurtigt overbevist om at de beviser deres læres sandfærdighed ved hjælp af Den hellige Skrift og at de anser sidstnævnte for at være åbenbaringens mest fuldgyldige form . . . Der var ingen tøven, intet forbehold; den tids jøder og kristne anerkendte Ordet som en direkte manifestation af Guds tanker.“

Den romersk-katolske kirke gør naturligvis gældende at den indtager en særlig bemyndiget stilling i kraft af at den er den kirke som Kristus grundlagde, og at den følgelig er den eneste virkelige autoritet i sådanne trosspørgsmål. Dersom kendsgerningerne støtter denne påstand, burde Kirken ivrigt tilskynde sine medlemmer til at foretage et grundigt studium af Jesu Kristi lære som den findes nedtegnet i Bibelen samt til at sammenholde de historiske kendsgerninger der beviser at den katolske kirke virkelig er den sande kirke. Katolikker burde føle sig frie til at tale med ikke-katolikker om spørgsmålet i bevidstheden om deres stillings urokkelighed, ja, de burde ligefrem være ivrige efter at føre sådanne mennesker til deres tro, hvis de ved og kan bevise at det er den tro som Gud godkender. Dersom Kirken på den anden side ikke holder sig til Jesu Kristi lære, dersom de historiske kendsgerninger viser at Kirken ikke har været en sand kristen kirke, ja, så ville det afgjort være pinligt for Kirken om sådanne kendsgerninger skulle komme dens medlemmer for øre når de talte med andre. Føler De Dem fri til at tale med andre om Deres religion?

Den forpligtelse der påhviler Dem

Hvis De efter mange års tilslutning til den katolske kirke føler at Deres tro er så svag at nogle få minutters samtale med et af Jehovas vidner om Bibelen sår tvivl i Deres sind, ja, måske endog får Dem til at skifte religion, så bør De for Deres egen skyld bede Jehovas vidner forklare Dem hvad der ligger til grund for deres urokkelige håb. Hvis De på den anden side ærligt mener at Deres religion er den sande, er De over for Gud og hans søn Jesus Kristus forpligtet til at drøfte Bibelen med andre, således at De kan opfylde den forpligtelse som Deres egen bibel pålægger Dem når den siger: „Jeg besværger Dig nu i Guds Paahør og i Nærværelse af Kristus Jesus, som skal være Dommer over Levende og Døde — jeg besværger Dig ved hans Tilbagekomst og hans Magtovertagelse: Proklamer Guds Kundgørelse.“ (2 Tim. 4:1, 2, Schindler) For at være virkelig kristen må man være villig til at tale med andre om sin tro.

Jehovas vidner vil være glade for at tale med Dem om den lære der findes i Deres egen bibel. De vil med glæde hjælpe Dem så De kan få Deres tro på Guds løfter bestyrket og få så godt kendskab til Bibelen at De kan anføre fornuftige grunde for Deres håb.

[Fodnote]