at den verdslige sanselighed eller grækernes og romernes musik og dans, som var så populær på den tid, spillede nogen rolle ved brylluppet i Kana, eller at Jesus ville være til stede ved en fest, der vanærede Gud på den måde. De skikke, grækerne og romerne dyrkede, florerer i verden i dag, og vi giver kristne denne advarsel, for at de ikke på nogen måde skal blive trukket med i dem.

Herrens folk kan have så meget godt, højnende samvær med hinanden inden for den nye verdens samfunds rammer, indbefattet musik, sang og dans og også mad og vin i rimelige mængder, at der ikke er nogen undskyldning for at efterligne den fordærvede verden eller følge dens skikke. Den samme gudfrygtige atmosfære bør råde i alt, hvad vi foretager os, så alle kan se, at vi tilhører en anden „tingenes ordning“.

Festen bør aldrig holdes i rigssalen. Lad den blive brugt udelukkende til det, der tjener til Jehovas pris.

Ringe

Ved vielser, der forrettes for Jehovas vidner, er udveksling af ringe en fuldstændig frivillig sag for bruden og brudgommen. Vi ved, at ved udvælgelsen af Isaks brud fik Rebekka et håndsmykke. (1 Mos. 24:22, 30, 53) I Lukas 15:22 står der, at den fortabte søn fik en ring af sin fader, da han kom hjem.

Vi ved naturligvis, at ringe i udstrakt grad bruges i mange hedenske ritualer. Det er imidlertid ikke nogen hindring for, at de kan bruges i en kristen ceremoni, særlig når Bibelen omtaler brugen af dem med bifald. Det er uden tvivl rimeligere at tro, at Satan, den efterlignende gud, kopierede brugen af dem efter Jehova, end at godtage den uholdbare opfattelse, at det er Jehova, der har efterlignet dæmoniske, hedenske skikke. Men hvis nogen foretrækker ikke at benytte ringe, har de ret til det. Enhver bør føle sig fri til at gøre, som han selv finder ret og rigtigt. En brudgom tager ikke sin brud til ægte ved at sætte en ring på hendes finger.

Hvem har lov at gifte sig?

Hvem er fri til at indgå ægteskab ifølge de normer, Jesus og hans apostle fastsætter i Bibelens kristne Græske Skrifter og ifølge landets lov? Dette spørgsmål er blevet udførligt behandlet i tidligere numre af Vagttaarnet, og vi skal derfor kun omtale det i korthed. For at kunne indgå ægteskab må manden og kvinden have nået den modne alder, som loven kræver, og ingen af dem må være bundet til en anden ægtefælle, hverken ifølge loven eller ifølge Bibelen. De må også have fulgt de regler, som landets lov fastsætter.

Hvis manden eller kvinden har været gift før, må de have den skilsmissebevilling, loven foreskriver, og de må også have gyldige bibelske grunde for skilsmisssen. Jesus gør klart rede for, at der kun er to grunde, der giver en gift person frihed til at gifte sig igen. Den ene er ægtefællens død og den anden, at ægtefællen har gjort sig skyldig i hor. (Matt. 19:9; 1 Kor. 7:39) Blot det at være fri ifølge loven giver ikke en kristen frihed til at gifte sig igen. Den bibelske side af sagen må også være i orden.

Spørgsmål fra læserne

● Vil mennesker, der begår selvmord for at redde familienavnets ære eller af en anden grund, som det for eksempel er almindeligt i Japan, komme frem i opstandelsen? Vil mordere få en opstandelse? — K. H., Japan.

Den jødiske nation stod i pagtsforhold til Jehova Gud, og deres lov sagde: „I må ikke tage imod sonebøde for en manddraber, når han har forbrudt sit liv; han skal lide døden.“ En kristen kunne heller ikke begå mord og alligevel opnå livet: „Enhver, der hader sin broder, er en morder; og I ved, at ingen morder har evigt liv blivende i sig.“ Eftersom en selvmorder myrder sig selv, må han sidestilles med en morder. Hvis derfor en, der har indviet sit liv til Jehova Gud, med overlæg tager sit eget liv eller myrder andre, er det tvivlsomt, at Jehova vil huske ham i opstandelsen. — 4 Mos. 35:31; 1 Joh. 3:15.

Sagen stiller sig imidlertid anderledes, hvis det drejer sig om en, der ikke har kendt Jehovas lov og ikke har været en indviet Guds tjener. Hvis han begår selvmord eller dør som morder, dør han absolut som en stor synder; men der er mange andre alvorlige synder, og det er muligt at angre dem. Paulus skrev engang til nogle kristne, at de tidligere havde været overordentlig umoralske og fordærvede, men nu var de blevet rensede, fordi de havde angret disse synder og vendt sig fra dem, og fordi de havde taget imod Jehovas foranstaltning gennem Kristus. Andre steder taler Bibelen om mordere, der ikke angrede, hvilket forudsætter, at det under visse omstændigheder var muligt for dem at angre. (1 Kor. 6:9-11; Åb. 9:21) At begå selvmord eller mord behøver ikke at være synd mod den hellige ånd, og når det ikke er det, er denne synd tilgivelig. Synd er synd, ligegyldigt hvilken slags det er, og en opstandelse for en selvmorder eller en morder, der ikke er i sandheden, afhænger mere af, hvor dybt han er sunket i hedenskab og dæmonisme, af hans evne til at angre og hæve sig op af hedenskabets afgrund end af den synd eller de synder, han tidligere har begået. Det er Jehova Gud og Kristus Jesus, der vil bedømme denne evne til anger og omvendelse og afgøre, hvem der skal oprejses, og hvem der ikke skal. Vi er tilfredse med, at sagen ligger i deres kompetente, retfærdige, barmhjertige hænder.

● Vil et barn, der er dødfødt, eller som dør kort efter fødselen, få en opstandelse, hvis dets forældre er trofaste tjenere for Jehova? — H. C., de Forenede Stater.

Det, Jehova oprejser eller indplanter i et skabt legeme, er det livsmønster eller den personlighed, individet har udviklet før sin død. Skønt et barn, der dør nogle timer eller dage eller endog et år efter fødselen, måske ikke kan siges