Guds børn efterligner det gode
„Efterlign ikke det onde, men det gode. Den, som gør det gode, er af Gud.“ — 3 Joh. 11.
1. Hvad er både ældre og unge dybt interesseret i, og hvorfor?
HVILKET barn er der som ikke elsker at få et frø af en eller anden slags og lægge det i en urtepotte for at se et nyt liv spire frem? Hver dag vil barnet kigge til frøet og opmærksomt spejde efter tegn på vækst. Voksne mennesker er også dybt interesseret i at lære alt hvad de kan om hvordan et nyt liv begynder. Den første kim eller celle er mikroskopisk, men alligevel indeholder den en indviklet kode eller tegning der styrer hele dens videre vækst. Som Bibelen siger, formerer alle livsformer sig „efter deres arter“. (1 Mos. 1:11, 12, 21, 24) Den vældige energi der er bundet i denne lille bitte celle, med dens mulighed for at forny sig i det uendelige, vækker også undren. Skønt man har opdaget mange ting og har set vidnesbyrd om hensigt og planlægning, er livet stadig et mysterium. Intet under at vi holder af at betragte begyndelsen til et nyt liv, hvad enten det drejer sig om et menneske, et dyr eller en plante. Hvis det har et godt ophav vil det vokse op efter det samme mønster og efterligne det gode.
2. Viste englene en lignende interesse? Hvoraf fremgår det?
2 Bibelen viser at englene har en lignende indstilling. Vi kan forestille os hvor dybt interesseret de har været i det Skaberen, Jehova, lod ske på vor lille bitte planet — der er mikroskopisk sammenlignet med universet — dengang den blev beredt til bolig for uendelig mange forskellige og skønne livsformer. Det berettes at de dengang „jubled til hobe, og . . . råbte af glæde“. Og hvor må det have betaget dem at se kronen på værket, mennesket der blev skabt i „Guds billede“! — Job 38:7; 1 Mos. 1:27.
3. Var Guds „værkmester“ ligeledes interesseret? Har han bevaret denne interesse?
3 Dette skaberværk blev udført ved hjælp af Guds „værkmester“, der senere blev til mennesket Jesus, og også han fandt stor interesse i det. Guds ord nævner at han dengang sagde: „Jeg . . . glædede mig over hans jords frugtbare land; og det jeg holdt af var hos menneskenes børn.“ Han har aldrig mistet denne interesse for menneskene. Det har englene heller ikke. Et sted hvor Peter taler om Guds hensigt i forbindelse med Kristus og hans disciple, siger han at alt dette er „noget, som engle attrår at få indblik i“. — Ordsp. 8:30, 31, NW; Hebr. 13:8; 1 Pet. 1:12; se også Kolossenserne 1:15, 16.
Apostelen Johannes
4. (a) Hvordan gav Johannes udtryk for sin interesse i „livets Ord“? (b) Hvorfor bør vi føle os draget til Johannes?
4 Lagde apostelen Johannes en lignende interesse for dagen? Lyt til de ord hvormed han indleder sit første brev: „Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore egne øjne, det, vi skuede og vore egne hænder følte på, ja, om livets Ord, . . . det, vi altså har set og hørt, forkynder vi også jer, for at også I må have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus.“ Der er ingen tvivl om hans interesse, vel? Og hvilken kærlig indbydelse! Han ønsker at vi, at du og jeg, skal have fællesskab med ham. Han ønsker at vi skal føle os draget til ham, for han har noget værdifuldt at fortælle os, noget der har glædet hans hjerte og som vil glæde vort, og som kan hjælpe os til at sætte tingene på plads. Som han siger: „Nu skriver vi dette, for at vor glæde kan være fuldkommen.“ Det vil afgjort være en hjælp for os at betragte disse opbyggende ting med hans øjne så vi på rette måde kan lære at værdsætte og efterligne det gode. — 1 Joh. 1:1-4.
5. På hvilken måde forventer vi at blive hjulpet af Johannes’ første brev?
5 Kan Johannes’ brev hjælpe os til at få en dybere værdsættelse af vort forhold til Jehova? Kan det hjælpe os til at bevare dette forhold, selv om vi udsættes for pres og underfundige fristelser? Ja, hans indledende ord, som vi lige har citeret, viser at det netop er hvad det kan. Men lad os først præsentere selve skribenten. Det vil hjælpe os til at få en bedre forståelse af det han skrev og hvorfor han skrev det.
6. (a) Hvordan var Johannes, således som det fremgår af hans måde at skrive på? (b) Hvordan var Johannes’ forhold til Jesus, hvilket tilnavn fik Johannes, og hvorfor?
6 Hvilken type var Johannes? Han kaldes ofte kærlighedens apostel, og det med rette, for kærlighed er det tema der går igen i alt hvad han har skrevet. Betyder det at han, som man somme tider hører, var en blid og stilfærdig natur der aldrig talte hårdt til nogen? Hvis du har den opfattelse venter der dig en overraskelse. Johannes tænkte som hans sind og hjerte bød ham. Han havde stærke meninger, forbundet med stærke følelser, og han var ikke bange for at give udtryk for dem. Han gik ikke stille med dørene, men sagde tingene rent ud. For at give sine argumenter vægt og slå tingene fast, gjorde han ofte brug af stærke kontraster. Spørgsmålet er: Er du indstillet på dette, og kan du tage det? Johannes skrev sine tre breve omkring år 98 e.v.t., da han var højt oppe i årene og kunne skrive med den myndighed han havde som en moden kristen. Blandt hans forudsætninger var den meget nære tilknytning han havde haft til Jesus under hele dennes tjeneste. Johannes stod Jesus nærmere end nogen anden. (Mark. 1:19, 20; 5:37; Joh. 13:23; 19:26, 27; 21:20) Det var langtfra naturligt for Johannes at lægge blidhed for dagen. Engang da samaritanerne nægtede at tage imod Jesus, spurgte Johannes og hans broder Jakob ham: „Herre! vil du, at vi skal byde ild fare ned fra Himmelen og fortære dem?“ Det var ikke for intet at Jesus gav disse to brødre tilnavnet „Boanerges“, som betyder „tordensønner“. Der er ikke noget selvmodsigende i dette. Foruden at være venlig og langmodig kendes sand kærlighed på at den er loyal, og Johannes var fuldstændig loyal. Han skrev sine breve da mange, som forudsagt, viste sig at være illoyale. — Luk. 9:54; Mark. 3:17; Matt. 13:25; Ap. G. 20:29, 30; 1 Joh. 2:18.
Gud er lys
7. (a) Hvad var det for et budskab Johannes havde hørt, og af hvem havde han hørt det? (b) Hvordan forbinder Jesus lys og mørke med grundlaget for dommen?
7 Efter sin indledning kommer Johannes straks til sagens kerne idet han siger: „Dette er det budskab, som vi har hørt af ham . . . at Gud er lys, og der er slet intet mørke i ham.“ (1 Joh. 1:5) Hvordan havde Johannes hørt dette budskab? I sit evangelium vidner Johannes om Jesus: „Lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det,“ og derpå viser han at Jesus gav dem der tror på ham, myndighed til at blive Guds børn. Disse blev ikke født på ny ved en naturlig fødsel men blev født af Gud ved hans ånd. (Joh. 1:5, 12, 13) Derpå beretter Johannes hvordan Jesus selv bekræftede dette dengang han talte med Nikodemus, der uset kom til Jesus om natten. Jesus talte til ham om at blive „født af Ånden“ og om at „ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny“. Han forklarede også at „dette er dommen [grundlaget for dommen, NW], at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset; thi deres gerninger var onde“, og stillede derpå den der hader og undgår lyset op som en modsætning til den der „kommer til lyset, for at det må blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud“. Dette må have foruroliget Nikodemus, for selv om han nærede en vis kærlighed til sandheden var hans frygt for mennesker større end hans loyalitet mod sandheden. — Joh. 3:1-8, 19-21.
8. Hvad kan vi lære af Johannes’ evangelium angående lys og mørke, og vor udfrielse?
8 Vi lærer således at lyset står for sandhed og retfærdighed, som en modsætning til mørket, der står for vildfarelser og bedrag, og for det der er ondt og urent. Vi har også lært mere om hvordan vi er blevet udfriet fra mørket og ført over i Guds rige og ind i hans familie, hvilket betyder begyndelsen til et nyt liv. — Kol. 1:13.
9. (a) Hvordan anvendte Johannes ordene i 1 Johannes 1:5 på sin samtid? (b) I hvilken betydning omtaler Johannes løgne og løgnere?
9 Efter at have nævnt princippet i Første Johannesbrev 1:5 viser Johannes videre at det indebærer en direkte udfordring: „Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, og dog vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden.“ Han slår det yderligere fast med følgende udtalelse: „Den, der siger: ’Jeg kender ham,’ og ikke holder hans bud, han er en løgner [græsk: pseustes], og i ham er sandheden ikke.“ (1 Joh. 1:6; 2:4) Disse gentagne udtryk: „Hvis vi siger,“ og „den, der siger“ — som forekommer i Første Johannesbrev 1:6, 8, 10; 2:4, 6 — viser at Johannes i høj grad var klar over at forholdene forværredes inden for den kristne menighed. Fjenden havde ikke spildt tiden med hensyn til at så „rajgræs iblandt hveden“, mænd som førte „falsk tale for at drage disciplene efter sig“. (Matt. 13:25; Ap. G. 20:30; se også Jakob 4:1-4.) Disse mennesker påstod at være i sandheden, men deres gerninger og adfærd modsagde deres ord og viste at de var hykleriske, falske kristne, antikrister. Johannes bruger ordene „løgn“ og „løgner“ adskillige gange fra Johannes 8:44 til Åbenbaringen 22:15. En løgner er ikke en der ved en fejltagelse, uforsætligt, kommer til at sige en usandhed. En løgner er en der bevidst fremsætter en løgn, en udtalelse som tager sigte på at bedrage og vildlede. Løgn og sandhed kan ikke forenes. Johannes var fuldstændig loyal over for sandheden. Han vidste at „ingen løgn er af sandheden“. — Joh. 2:21.
10. (a) Hvorfor forventer vi ikke et almindeligt frafald blandt de sande kristne? (b) Hvorfor er det stadig nødvendigt at være agtpågivende?
10 Hvordan gælder dette os i dag? Det er ikke vanskeligt at se at de fleste af dem der udgør kristenheden blot foregiver at være kristne. Jehovas vidner har imidlertid taget fuldstændig afstand fra kristenheden, og de bygger udelukkende på Guds ord og dets sande og retfærdige principper. Vi er overbeviste om at der ikke i denne høsttid, som Jesus omtalte, på ny vil finde et omfattende frafald sted. (Matt. 13:30, 43; 2 Tess. 2:3, 8) Men vi kan ikke tillade os at være ligegyldige. Den samme fjende, Satan, dragen, er stadig på krigsstien og raser mere end nogen sinde. Jehovas vidners historie i nyere tid viser at nogle, som udgør en ’ond tjenerskare’, har gjort forsøg på at overtage ledelsen af Jehovas arbejde og hans folk. Dette var særlig tydeligt under den første verdenskrig. Jehova har imidlertid renset sin organisation og gjort den fuldstændig teokratisk. Æren herfor tilkommer ham og ikke noget menneske. Men den enkelte må stadig være agtpågivende. Kendsgerningerne viser at der i vore menigheder nu og da er nogle der har brug for en advarsel, andre der må sættes på prøve og atter andre der må udstødes. Hvorfor? Fordi de, skønt de påstår at være i sandheden, ikke lever efter sandheden. En uret adfærd begynder ofte i det små, men hvis man fremturer i den fører det bort fra lyset og ud i mørket udenfor. — Åb. 12:17; Matt. 24:48; 25:30.
11. Hvordan kan vi bevare et ret forhold til Jehova?
11 Det er nødvendigt at vi er på vagt. Ingen af os er fysisk fuldkomne. Johannes siger: „Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.“ Dette er muligt fordi vi har „en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, . . . [som] er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, [for dem der har et himmelsk håb], men også for hele verdens“. (1 Joh. 1:8–2:2) Ja, de der har et jordisk håb, ’den store skare’ fra alle nationer, „har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. (Åb. 7:14) Senere skelner Johannes mellem ’den broder der begår en synd, som ikke er til døden’, og som vi kan bede for, og den forsætlige, overlagte „synd til døden“, som vi ikke beder for. „Al uretfærdighed er synd; men der er synd, som ikke er til døden.“ Dette viser at Johannes ikke var yderliggående, men en ligevægtig, moden ældste. — 1 Joh. 5:16, 17.
Gud er kærlighed
12. (a) Hvorfor har vi pligt til at elske hinanden? (b) Hvorfor befinder den der hader sin broder sig i en farlig situation? Hvad bør han gøre?
12 I nær tilknytning til definitionen „Gud er lys“, siger Johannes også at „Gud er kærlighed“. (1 Joh. 4:8, 16) Den der først lærte Johannes dette, var den samme som den vi tidligere har omtalt. Johannes beretter at Jesus sagde til Nikodemus: „Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ (Joh. 3:16) Den samme sandhed kommer til udtryk i Første Johannesbrev 4:9, 10. Ligesom før viser Johannes direkte hvad denne vigtige sandhed indebærer: „I elskede, når Gud således elskede os, så er også vi skyldige at elske hverandre.“ Han understreger det senere ved hjælp af en magtfuld kontrast, idet han fastslår: „Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud’ og hader sin broder, så er han en løgner.“ (1 Joh. 4:11, 20) Med andre ord, hvis du har noget imod din broder eller din søster, ja blot en enkelt af dine medkristne, og du med vilje undgår og nægter at tale med vedkommende eller at anerkende ham eller hende som et medlem af menigheden, så befinder du dig i en meget farlig situation. Du opkaster dig i virkeligheden til dommer og sætter dig over menigheden. Hvis Jehova anerkender vedkommende som et medlem af sin familie, kan du så tillade dig at behandle ham eller hende som en udstødt og gøre dit ansigt hårdt når du ser vedkommende? Ville du have råd til at Jehova behandlede dig på samme måde? Måske siger du at det i første række er din broder der har noget imod dig. Hvis det er tilfældet må vi sige at du, hvor ubehageligt det end kan være, må være den første til at bringe forholdet i orden. Efterlign ikke det onde. Hvis der er tale om nag og stærk uvilje, så bliv ved med at spejde efter lejligheder, måske i det små, til at vise dit ønske om at være venlig. Hvis der er tale om en eller anden uoverensstemmelse som endnu ikke er bilagt, viser Mattæus 18:15-17 tydeligt hvad man bør gøre. Johannes siger: „Derved har vi lært kærligheden at kende, at Han satte sit liv til for os; så er også vi skyldige at sætte livet til for brødrene.“ Det er et godt eksempel at efterligne. — 1 Joh. 3:16.
13. Viste Jesus nogen af sine disciple en kold skulder? Hvordan kan en sådan tendens overvindes?
13 Det vil ikke sige at vi skal behandle alle brødrene nøjagtig ens. Det gjorde Jesus ikke. Det var tydeligt at der var et særligt bånd mellem ham og Johannes. Men Jesus viste ikke på noget tidspunkt nogen af sine disciple, ikke engang Judas Iskariot, en kold skulder. Det fremgår af at ingen af Jesu disciple ud fra Jesu optræden kunne sige noget som helst om hvem det var der ville forråde ham. Lad os ikke være for hastige til at være for retfærdige i vore egne øjne, eller for hårde i vor måde at bedømme andre på. „Den, der hader sin broder, er i mørket . . . og han ved ikke, hvor han går hen, thi mørket har blindet hans øjne.“ Lad os, for at modvirke alle sådanne tendenser, følge Johannes’ råd med hensyn til at være uselviske, ja, lad os virkelig praktisere det af et helt hjerte, så vi ikke undlader at vise kærlig medfølelse når vi ser vor broder lide nød. „Lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge [alene], men i gerning og sandhed.“ — 1 Joh. 2:11; 3:17, 18.
14. Hvad vil det sige at forblive i kærligheden, og hvilke rige velsignelser medfører det?
14 Det kan opmuntre os at lægge mærke til denne storslåede udtalelse af Johannes: „Gud er kærlighed, og den som forbliver i kærligheden, forbliver i samhørighed med Gud og Gud forbliver i samhørighed med ham. Dette er den måde hvorpå kærligheden er blevet fuldkommengjort hos os.“ (1 Joh. 4:16, 17, NW) At man forbliver i kærligheden vil sige at man fast besluttet og vedholdende følger en handlemåde der altid styres af sand kærlighed, en kærlighed som den Gud lægger for dagen. En broder kan måske snuble på grund af ufuldkommenhed eller urette ønsker, men „den onde strammer ikke sit tag i ham“ så han viger bort fra vejen. Nej, må det aldrig ske! Ved at fortsætte trofast forbliver han „i samhørighed med Gud og Gud forbliver i samhørighed med ham“. Hvor styrkende! Ja, forvisningen om at den sande Gud Jehova er i samhørighed med dig og står på din side, oplærer dig, styrker og grundfæster dig og leder dig lige til det sidste, giver dig i sandhed urokkeligt mod og ubrydelig tillid! — 1 Joh. 2:16; 5:18, NW; se også Johannes 10:27-30; 1 Peter 5:9, 10.
15. (a) Hvilke gode egenskaber må vi eje for at bevise vor kærlighed til Gud? (b) Hvad er forskellen på at være fintfølende og at være nærtagende? (c) Hvornår og hvordan lagde Jesus og hans moder de gode egenskaber for dagen?
15 „Og nu, børnlille, forbliv i samhørighed med ham.“ (1 Joh. 2:28, NW; se også Johannes 17:20-26.) Dette tema går som en rød tråd gennem Johannes’ brev. Vi forbliver i samhørighed med Gud „når vi elsker Gud og gør efter hans bud“. (1 Joh. 5:2) Dette kræver beslutsomhed. Jesus var beslutsom. Han var også meget fintfølende. Intet undgik hans opmærksomhed. Men selv om han var i besiddelse af en fuldkommen finfølelse var han dog ikke på nogen måde nærtagende eller let at fornærme, for han var på ingen måde stolt eller havde høje tanker om sig selv. Han havde ikke selvmedlidenhed. At dette gjaldt både Jesus og hans moder Maria sås ved bryllupsfesten i Kana i Galilæa. (Joh. 2:1-11) Til stor forlegenhed for alle slap vinen op. Jesu moder sagde til ham: „De har ikke mere vin.“ Hun sænkede ikke stemmen som om hun blot konstaterede at det forholdt sig sådan. Hun hævede ganske givet stemmen som når man stiller et spørgsmål, og Jesus var straks helt klar over hvad hun tænkte på: „De har ikke mere vin. Er det ikke din agt at gøre noget?“ Selv om hun således gik ud over sine beføjelser ved at forsøge at dirigere Jesus i hans tjeneste, tog han det ikke som en personlig fornærmelse. I stedet svarede han bestemt men dog venligt: „Hvad har jeg med dig at gøre, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.“ (NW) Hvordan reagerede hun? Blev hun stram i ansigtet og sagde: „Det er ikke pænt af dig at tale sådan til din moder mens disse tjenere hører på det“? Nej, hun blev ved med det der lå hende på sinde — hvilket viser hendes beslutsomhed — og sagde til tjenerne: „Hvad som helst han siger til jer, det skal I gøre.“ Var det nu Jesu tur til at blive dybt fornærmet? Vendte han sig vredt mod hende og sagde: „Jeg sagde jo at du skulle passe dig selv. Hvorfor hører du ikke?“ Nej, i stedet gjorde han noget forunderligt. Selv om hans time endnu ikke var kommet gjorde han nøjagtig som hans moder havde tilkendegivet. Han sagde virkelig til tjenerne at de skulle gøre noget. Og det skønt han kunne have udført et mirakel og have tilvejebragt al den vin der var nødvendig, uden at sige et ord til tjenerne.
16. (a) Hvorfor havde Maria god grund til at forvente at Jesus ville gøre mirakler? (b) Hvordan blev Maria ført ind i en privilegeret skare?
16 Hvordan man end betragter sagen, viste både Jesus og Maria beslutsomhed og finfølelse, uden dog at være nærtagende. Husk også at i betragtning af det vidunderlige mirakel Maria havde oplevet i sit eget legeme godt tredive år tidligere, havde hun stærkere grund end nogen anden til at forvente at Jesus gjorde mirakler så snart han begyndte sin tjeneste. Miraklet dengang havde været begyndelsen til et nyt liv i hende. Guds engel Gabriel havde under et personligt besøg (ikke i en drøm) forklaret at hun skulle undfange ved den hellige ånd og at ’det som skulle fødes, skulle kaldes helligt, Guds søn’. (Luk. 1:26-38) Fra dette øjeblik var hun sig yderst bevidst at hun i sandhed var ’højt begunstiget’ (NW) af Jehova. På en højst enestående og fortrolig måde blev hun ført ind i den privilegerede skare der nød Guds gunst, og hun var besluttet på at forblive dér. Hun kunne ikke ledsage Jesus under hans tjeneste, men da enden kom, og hendes søn hang på den frygtelige marterpæl, var hun der, nær nok til at Jesus kunne tale til hende. Selv om Jesu mentale og fysiske lidelser var store, sørgede han kærligt for at hans moder blev optaget i familien i Johannes’ hjem, hos „den discipel, han elskede“. Nogle få uger senere, da en lille gruppe mennesker i Jerusalem fik endnu større bevis på Guds gunst, var hun også til stede dér, som et medlem af den skare der var forsamlet. Denne lille flok blev udvalgt af Gud til at danne kernen i den kristne menighed, begyndelsen til „en ny skabning“. — Joh. 19:25-27; Ap. G. 1:14; 2 Kor. 5:17.
17. På hvilken måde er det godt at være både beslutsom og fintfølende?
17 Det er godt at være både beslutsom og fintfølende i forbindelse med de forrettigheder vi får del i. Det er i sandhed en stor gunst at blive optaget i Guds familiekreds, og vi bør altid være ivrige efter at indtage den åndelige ’faste føde’ så vi kan bevare vor finfølelse, idet vi til stadighed sørger for at holde vore „opfattelsesevner opøvet“ med det for øje at bevare vore forrettigheder. (Hebr. 5:14, NW) Dersom vi nyder en særlig forret, som for eksempel at være i heltidstjenesten for Jehova på et missionærhjem eller et betelhjem, bør vi være besluttet på at forblive der, om muligt. Naturligvis kan en forandring somme tider være nødvendig, og dette behøver ikke at skyldes troløshed eller at man er nærtagende eller bliver fornærmet, men grunden til forandringen kan for eksempel være at man har besluttet at gifte sig.
18, 19. (a) Hvordan stiller Johannes „Guds børn“ op som en modsætning til „Djævelens børn“? (b) Hvordan sammenlignes Guds ånd og troen med et frø eller sædekorn? Hvilken tillid giver dette os, men hvad har vi alligevel brug for i dag?
18 Johannes stiller dem der er „af Djævelen“ op som en skarp modsætning til dem der er „af Gud“ eller er blevet „født af Gud“. Selv om vi måske engang har været en del af verden som er „I den Ondes vold“, kan vi, ved at tage imod Guds indbydelse, blive overført eller overflyttet til hans familie. Johannes siger: „Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet, thi vi elsker brødrene.“ Dette skyldes „den Ånd, han [Gud] har givet os“. Denne ånd, der kan sammenlignes med et sædekorn, vil, hvis den sås i et godt hjerte, betyde begyndelsen til et nyt liv. Som Johannes skriver: „Enhver, der er født af Gud, gør ikke synd, thi Guds sæd bliver i ham; ja han kan ikke synde [øve synd, NW], fordi han er født af Gud.“ (1 Joh. 3:8, 9, 14, 24; 5:19) Dette må være forbundet med tro, som Jesus sammenlignede med et sennepsfrø, der er „mindre end alt andet frø“. Selv om troen er mikroskopisk til at begynde med, vil den, hvis den får den rette næring, vokse med en stadig fornyet styrke, og man vil blive i stand til at fjerne eller overvinde alle hindringer. Da vil ’intet være umuligt for en’, hvis det er i harmoni med Guds vilje. Troen vil gøre det muligt for os som Guds børn at efterligne det gode, „thi alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro“. — Matt. 13:31, 32; 17:20; 1 Joh. 5:4.
19 I disse sidste dage for den gamle tingenes ordning møder vi store vanskeligheder og mange forhindringer i vort liv og vor tjeneste som kristne. Der er mange problemer. Jehova vidste dette på forhånd og sørgede for betimelig hjælp og vejledning i sit ord. Det vil være godt at betragte denne vejledning i lyset af hvad Bibelen siger med hensyn til omskærelse, især hjertets omskærelse, som vi allerede har nævnt.
[Illustration på side 495]
Da vinen slap op ved en bryllupsfest viste både Jesus og hans moder beslutsomhed og finfølelse uden at være nærtagende — og Jesus udførte sit første mirakel