Kom nær til Gud
Jehova giver os mulighed for at vælge
„JEG har ofte haft en helt ubegrundet frygt for ikke at kunne bevare min trofasthed over for Gud.“ Sådan sagde en kristen kvinde der følte at de dårlige oplevelser hun havde haft som barn, gjorde det umuligt for hende at forblive trofast mod Gud. Men forholder det sig sådan? Er vi blot hjælpeløse ofre for omstændighederne? Nej. Jehova Gud har givet os en fri vilje så vi selv kan vælge hvordan vi vil leve. Jehova ønsker at vi skal træffe de rigtige valg, og hans ord, Bibelen, fortæller os hvordan vi gør det. Tænk over Moses’ ord i Femte Mosebog, kapitel 30.
Er det svært at vide hvad Gud ønsker af os, og derefter gøre det?a Moses sagde: „Dette bud som jeg pålægger dig i dag, er ikke for vanskeligt for dig og heller ikke for langt borte.“ (Vers 11) Jehova forlanger ikke det umulige. Hans krav er rimelige og ikke større end vi kan opfylde dem. Og vi kan sagtens lære dem at kende. Vi behøver ikke at „stige op til himmelen“ eller „drage over til den anden side af havet“ for at finde ud af hvad Gud forventer af os. (Versene 12, 13) Bibelen giver klar besked om hvordan vi skal leve. — Mika 6:8.
Men Jehova tvinger os ikke til at adlyde ham. Moses sagde: „Jeg har i dag forelagt dig livet og lykken, og døden og ulykken.“ (Vers 15) Vi kan frit vælge mellem liv og død, lykke og ulykke. Vi kan vælge at tilbede og adlyde Gud med de velsignelser det medfører, eller vi kan vælge ikke at adlyde ham med de konsekvenser det medfører. Men uanset hvad, er valget vores eget. — Versene 16-18; Galaterne 6:7, 8.
Betyder vores valg noget for Jehova? Ja, selvfølgelig. Inspireret af Gud sagde Moses: ’Vælg livet.’ (Vers 19) Men hvordan vælger man livet? Moses forklarede: „Ved at elske Jehova din Gud, ved at adlyde hans røst og ved at holde dig til ham.“ (Vers 20) Hvis vi elsker Jehova, vil vi være lydige mod ham og holde os loyalt til ham, ligegyldigt hvad der sker. Ved at vælge at leve på den måde vælger vi livet — det bedste liv nu med udsigt til evigt liv i Guds kommende nye ordning. — 2 Peter 3:11-13; 1 Johannes 5:3.
Moses’ ord er både trøstende og beroligende. Lige meget hvad du har oplevet i denne onde verden, så er du ikke et hjælpeløst offer; og det er ikke umuligt for dig at forblive trofast mod Gud. Jehova har vist dig den store tillid at give dig en fri vilje. Du kan derfor vælge at elske Jehova, at lytte til ham og at forblive loyal over for ham. Hvis du træffer det valg, vil Jehova velsigne dine bestræbelser.
Denne sandhed — at vi har frihed til selv at vælge om vi vil elske og tjene Jehova — var til stor trøst for den kvinde som blev citeret i begyndelsen af artiklen. Hun siger: „Jeg elsker virkelig Jehova. Til tider har jeg glemt at dét er det vigtigste, at jeg elsker Jehova. Så jeg kan være trofast.“ Med Jehovas hjælp kan det også lykkes for dig.
[Fodnote]
a Se artiklen „Kom nær til Gud — Hvad beder Jehova os om?“ i Vagttårnet for 1. oktober 2009.